Læsetid: 3 min.

V: Hjemløse skal kunne tjene penge ved siden af kontanthjælpen

Loven bør laves om, så det kan betale sig at arbejde for de mest socialt udsatte, mener et flertal i Folketinget
Indland
21. november 2008

Det skal kunne betale sig at arbejde - også for hjemløse. Det mener Venstres socialordfører Ellen Trane Nørby. Hun foreslår, at hjemløse får lov til at tjene et større beløb ved siden af deres kontanthjælp. I dag får en kontanthjælpsmodtager med et deltidsarbejde kun lov til at beholde cirka syv kroner per times arbejde efter skat

"Incitamentet for at arbejde som hjemløs er enormt lille. Syv kroner får ikke en hjemløs ud på arbejdsmarkedet. Det skal kunne betale sig at arbejde, så de hjemløse kan mærke en økonomisk forskel, når de kommer ud på arbejdsmarkedet," siger Ellen Trane Nørby.

Hvem der præcis skal inkluderes i ordningen, har hun endnu ikke lagt sig fast på. Men den skal kun gælde dem, der står uden for matchgruppesystemet - de mest marginaliserede som hjemløse og folk, der har fået tilbudt en skæv bolig, mener ordføreren. Derfor er det usikkert, hvor mange der vil komme til at høre under ordningen.

Rådet for Socialt Udsatte vurderer, at 60.000-70.000 danskere hører til gruppen af særligt udsatte. Formand Preben Brandt vurderer, at mindst 5.000 danskere vil få glæde af initiativet og måske helt op til 25.000.

Flertal for ny lov

Ellen Trane Nørby fremhæver den tidligere bistandslov, der tillod hjemløse at tjene 2.000 kr. ved siden af kontanthjælpen, som en mulig ordning for de hjemløse.

"Beløbet i den gamle lov er heller ikke højt, men man skal i hvert fald højere op end syv kroner i timen, hvis der skal være en gulerod for de hjemløse ved at arbejde," siger hun.

Socialdemokraterne og SF bakker forslaget op, og dermed tegner der sig et flertal for at lave den nuværende lovgivning om.

"Det er en god idé, for de hjemløse har svært ved at indgå på en almindelig arbejdsplads med de krav, der stilles," siger SF's socialordfører, Özlem Cekic.

Hun kalder dog idéen for at lappeløsning, idet den også burde gælde andre udsatte grupper som for eksempel modtagere af starthjælp.

Socialdemokraterne er langt hen ad vejen enige med Ellen Trane Nørby. Partiet foreslår et alternativt arbejdsmarked for gruppen af allermest udsatte. De skal have mulighed for at arbejde et par timer ad gangen og blive aflønnet kontant, uden at det bliver modregnet i kontanthjælpen, mener Socialdemokraterne.

"Det ville være en enormt god måde at komme ind i arbejdsfællesskabet på uden for hårde krav. De har ikke en chance for at efterleve de sindrige modregningsregler," siger Mette Frederiksen (S), der understreger, at ordningen ikke skal gælde 'almindelige' kontanthjælpsmodtagere.

K: Syv kroner er nok

De konservative er til gengæld ikke begejstrede for forslaget:

"Det skal kunne svare sig at arbejde. Men når de får syv kroner ud af det, så kan det godt betale sig, selv om det er et meget lille beløb. Det vigtigste er, at de kommer ud på arbejdsmarkedet - de syv kroner er et springbræt for at bryde isolationen," siger den konservative socialordfører, Vivi Kier.

Rådet for Socialt Udsatte glæder sig over V-ordførerens udsagn:

"Udtalelsen er et interessant brud med regeringens hidtidige afvisende linje," siger formand Preben Brandt. "Det er et paradoks, at kontanthjælpsmodtagere er den gruppe, som udsættes for den allerhårdeste modregning, når de forsøger at komme ind på arbejdsmarkedet."

Preben Brandt mener dog at nye regler bør gælde alle udsatte:

"Man kan godt være udsat, selv om man bor i egen bolig. Psykisk syge unge ville også have glædet af sådan en ordning," siger Preben Brandt.

Det Økonomiske Råds Formandsskab foreslog sidste år, at der blev indført et særligt beskæftigelsesfradrag for kontanthjælpsmodtagere, der ikke har været på arbejdsmarkedet i en længere periode og også Det Nationale Netværk af Virksomhedsledere har foreslået, at der lempes på reglerne.

Både Storbritannien, Norge og Italien har haft succes med at indføre lignende ordninger for beskæftigelse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her