Læsetid: 4 min.

Vattenfall vasker kulsort energi grøn

Energiproducenten Vattenfall samler underskrifter for at få en global pris på CO2-udledning. Men samtidig modarbejder koncernen europæisk regulering af drivhusgasser. Kynisk bondefangeri og et klokkeklart eksempel på 'greenwashing', lyder kritikken
14. november 2008

I begyndelsen af denne uge var Rådhuspladsen i København dækket af over 100.000 små, orange plasticmænd. Hver figur repræsenterer en underskrift, som det svenske energiselskab Vattenfall har indsamlet på deres aktuelle turné rundt til europæiske hovedstæder.

Her opfordrer Vattenfalls folk tilfældige forbipasserende til at skrive under på et manifest, der blandt andet kræver en global pris på CO2-udledning. Underskrifterne skal så afleveres til politikerne ved FN's klimakonference i Polen næste måned.

Verdensnaturfonden er langt fra begejstret over Vattenfalls kampagne:

"Det er bevidst og meget kynisk bondefangeri af velmenende folk, der ønsker at bekæmpe klimaforandringer," siger Jacob Sterling, miljøfaglig chef i Verdens-naturfonden.

Spænder ben

Det skarpe kritik bunder i, at CEO i Vattenfall, Lars G. Josefsson, nemlig samtidig er præsident for de europæiske elselskabernes lobbyorganisation Eurelectric. Og denne organisation er arv modstander af den planlagte auktionering af EU's CO2-kvoter fra 2012.

Her skal de europæiske energiselskaber betale for al den CO2, som de udleder, for at gøre det til en bedre forretning at investere i vedvarende energi end i kul. I stedet vil Eurelectric vente på en global klimaaftale, der også omfatter lande som Indien og Kina.

"Vattenfall får meget elegant pakket dette her ind i en underskriftsindsamling. For det er da en flot utopi med global regulering. Men Vattenfall er faktisk med til at spænde ben for en global klimaaftale. Det er nemlig stensikkert, at vi ikke får en aftale ved klimatopmødet i København i 2009, hvis ikke EU går forrest," siger Jacob Sterling.

Også klimaforsker Jørgen E. Olesen fra Aarhus Universitet er skeptisk:

"Der er ingen tvivl om, at vi har brug for mere europæisk regulering for at kunne få en global pris på CO2-udledning. Her er det da klart et problem, at Vattenfall modarbejder dette mål, samtidig med at de forsøger at gøre sig så grønne som muligt," siger han.

Ifølge kommunikationschef i Vattenfall, Marianne Reedtz Sparrevohn, er virksomheden ikke principielt modstander af den kommende europæiske, auktionering af CO2-kvoter.

"Når kvotesystemet bliver indrettet på en tilstrækkelig fair måde, er vi tilhængere af fuld auktionering af CO2-kvoter. Men det er altså ikke sikkert, at det kan nås til 2012."

- Men jeres administrerende direktør er jo præsident for Eurelectric-lobbyen, der er modstandere af det kommende kvotesystem?

"Jo, men her skal vi jo tale på vegne af alle elselskaber i Europa. Vi prøver at påvirke Eurelectrics holdning indefra. Men som en af de største el-producenter i Europa giver det ingen mening ikke at være med i organisationen."

Gal retning

Ud over dobbeltspillet omkring CO2-kvoter bliver Vattenfall også kritiseret for at drive en alt andet end miljøvenlig forretning.

Ifølge energi- og klimamedarbejder i Greenpeace, Tarjei Haaland, er Vattenfalls aktuelle kampagne således et rigtigt godt eksempel på

greenwashing - altså at forbrugere bliver narret til at tro, at en virksomhed tager klimahensyn.

"Vattenfall er i virkeligheden ikke ret grønne. De har lidt vindmøller og bølgekraft. Men det er peanuts i forhold til deres hovedvirksomhed: kul, brunkul og atomkraft," siger Tarjei Haaland.

I øjeblikket er Vattenfall ved at bygge et stort, kulfyret værk i Hamborg og har netop købt tre brunkulsminer i Tyskland. Det er ifølge

Greenpeace alt andet end klimavenligt:

"Vi kan ikke tillade os at bygge ét eneste nyt kulfyret værk i den vestlige verden. Det er et skridt i den gale retning i forhold til at bekæmpe klimaforandringer. I stedet skal vi overbevise kinesere og inderne om, at der også er andre muligheder," siger han.

Tarjei Haaland peger på, at der er et kæmpe potentiale for kraftvarmeværker i lande som Tyskland, hvor kun otte procent af varmen produceres som kraftvarme. Her i landet er det hele 60 procent.

Men Vattenfall fastholder, at man bliver nødt til at fyre med kul:

"Vi kan ikke inden for en overskuelig fremtid undvære kul i Europa. Det vil være uansvarligt og true forsyningssikkerheden. Vi vælger så at overtage ældre kraftværker i Tyskland, som vi gør mindre forurenende," siger Marianne Reedtz Sparrevohn. Hun er dog også åben for, at Vattenfall vil bygge flere kraftvarmeværker i Tyskland.

Hygiejnefaktor

Som partner i konsulentfirmaet Geelmuyden.Kiese, har Jeppe Kjær Veddinge stor erfaring med at rådgive virksomheder om klimakommunikation. Han peger på to grunde til, at en virksomhed som Vattenfall gerne vil brande sig som klimavenlig:

"Dels er klima blevet en hygiejnefaktor. I dag er der ingen virksomheder, der ikke tør være med på klimavognen. Og så handler det om at være på forkant med en myndighedsregulering, som man godt ved kommer," siger han.

Selv om snart sagt alle virksomheder altså profilerer sig med deres klimaprofil, er metoden med underskriftsindsamling og happenings i det offentlige rum alligevel en del mere kreativ, end Jeppe Kjær Veddinge er vant til at se:

"Det er provokerende og progressivt på én gang. Og det er klart, at Vattenfall på den måde gør sig meget sårbar over for kritik for greenwashing," siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu