Læsetid: 3 min.

Venstre og det offentlige

VK-regeringen må gøre op med det gammelliberale tankegods om stram central styring af det offentlige og maksimal frihed til det private. Hvis de vil holde på vælgerne, skal de i stedet skabe et arbejdsmarked og en offentlig sektor præget af tillid, tryghed og fleksibilitet
Indland
22. november 2008

Mange politiske iagttagere har ment, at det er et paradoks, at Fogh Rasmussens liberale kabinet centraliserer det offentlige. Spørgsmålet er imidlertid, om det reelt er et paradoks. Ligger det ikke netop iboende i den klassiske liberalisme, at der skal føres offentlig kontrol med skatteborgernes midler, og at friheden til at gøre, hvad man vil i økonomisk henseende, alene er forbeholdt det private?

Hvis man spørger fremtrædende liberale politikere, så er det i hvert fald ofte det, som de fremfører som argument for at ville gennemføre mere kontrol og flere kvalitetssystemer i den offentlige sektor. Man må derfor som liberal nødvendigvis stille sig det spørgsmål, om liberalismen som idealmodel er tidssvarende i et moderne samfund med en stor offentlig sektor. Ja, man må stille sig det spørgsmål om liberalismen i det moderne samfund ikke nødvendigvis vil føre til offentlig centralisme og mistillid, fordi det aktuelle samfund netop er funderet på en relativ stor offentlig sektor.

Idéopgør påkrævet

Hvis liberalismen skal blive tidssvarende, er det derfor nødvendigt, at der foretages et idéopgør med dette tankegods fra det 18. og 19. århundrede. Anders Fogh Rasmussen og Hjort Frederiksen er opmærksomme på problematikken og har siden 1998 forsøgt at modernisere Venstre, hvilket er en ganske stor opgave, fordi medlemmerne er stærkt funderet i et gammelliberalt tankesæt.

Fogh Rasmussen og Hjort Frederiksen har ofte fremført den tanke, at moderne kapitalisme forudsætter en effektiv tillidspræget offentlig sektor samt et arbejdsmarked, som er formet af aktører, der er i besiddelse af så megen tryghed og tillid, at de tør være fleksible.

Man kan derfor umiddelbart undre sig over, at VK-kabinettet, midt under finanskrisen og på kanten til en økonomisk krise, vil nedbringe dagpengeperioden med to år. Der er ingen tvivl om, at regeringens udspil i teknisk henseende er argumenterbar. Psykologisk er det imidlertid katastrofalt.

Angst motiver ingen

Mange lønmodtagere, som historisk ikke hører til i den borgerlige lejr, men som siden 2001 har stemt på VK, er nu kommet i alvorlig tvivl om, hvorvidt det er klogt at stemme borgerligt ved næste valg. De hører nemlig i nyhederne, at finanskrisen i OECD-segmentet forstærkes og vil medføre stagnation og arbejdsløshed.

Og jo højere krisen kommer på den politiske agenda i de kommende år, jo vigtigere vil det blive for regeringen, at argumentere for en sammenhæng mellem tryghed, forandring og udvikling. Gammelliberalisternes tro på, at det er angsten, der motiverer den enkelte, er for længst en saga blot i al virksomhedspsykologi.

Regeringens (forsøg på) udspil på A-kasseområdet var derfor en gigantisk brøler, som i takt med, at krisen aktualiserer sig, vil presse VK i meningsmålingerne. Hvis regeringen skal gøre sig forhåbninger om at genvinde den politiske diskurs, så må de omforme Lykke Rasmussens projekt og f.eks. gøre dagpengeperioden fleksibel - dvs. afhængig af, hvor omfattende arbejdsløsheden er procentuelt. Regeringen står imidlertid over for andre alvorlige udfordringer.

Miljøets forankring

Fogh Rasmussens grønne tale på Venstres landsmøde var en succes. Talen var fremadrettet og tankevækkende. Tankevækkende, fordi få toppolitikere tør indrømme, at man har taget afgørende fejl på et så centralt felt som miljøområdet. Men spørgsmålet er, om det vil lykkes Fogh Rasmussen at få miljøpolitikken forankret i folketingsgruppen og blandt Venstres medlemmer inden for et overkommeligt tidsperspektiv.

At dømme efter debatten i folketinget i tirsdags, hvor man debatterede et forslag fra Enhedslisten om "fritagelse for anlægsstoppet", så tyder noget på, at det bliver en lang kamp for Fogh Rasmussen. En så svag argumentation fra borgerlige MF'ere som den Erling Bonnesen og Per Ørum Jørgensen udfoldede i Folketingssalen, er sjældent set. De havde åbenbart ikke forstået, at Fogh Rasmussen på Venstres landsmøde blæste til kamp for nytænkningen på miljøområdet.

Regeringen har et åbenlyst strukturelt problem mellem en stram økonomisk styring af kommunerne og offentlige (miljø-) investeringer. Det skal løses, hvis Fogh Rasmussens visioner om en grøn politik skal lykkes.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her