Læsetid: 6 min.

2008 - Amatørismens år

Amatørerne fik sendetid og fri leg på finansmarkederne i 2008. Vi ser tilbage på et år, som mange kom ud af med røde ører eller røde tal på bundlinjen
31. december 2008

Vi er alle amatører. Om ikke andet på tusindfold flere felter end de få, vi måtte være gode til eller ligefrem kan kalde os professionelle inden for.

Blandt andet derfor er der grund til at glæde sig over, at 2008 blev amatørernes år; tilmed er der - anskuet gennem denne prisme - en række af årets mere eller mindre gådefulde tildragelser, som forekommer en smule mere indlysende.

Kun fem dage før vintersolhverv blev det efter megen krisejammer atter tid til en god nyhed.

Generaldirektør Kenneth Plummer blev alligevel ikke fyret for rod i økonomien. Efter lidt mere end tre år i stillingen kunne han berolige med, at DR ved årets udgang er foran sit budget.

2007 bød på en spareplan garneret med 500 fyringer, og der er siden ikke mindst luget grundigt ud blandt medarbejdere, der er afsløret i at besidde specialviden.

Når det alligevel er lykkedes DR at holde befolkningens interesse fanget under en stadig barbering af institutionen, skyldes det ikke mindst erkendelsen af, at amatørisme siden begyndelsen af det nye årtusinde er blevet et globalt fænomen - en vinderkult, der så langt overtrumfer Danske Banks motto: "Gør det, du er bedst til!" - så stærk er denne bevægelse - altså dilettanternes, at banken selv synes at have svigtet sit dyrt indkøbte 'pay-off', som den slags hedder i reklamebranchen.

Amatører på sendefladen

Plummer fremhævede i den anledning i et interview seer-succesen X Factor; men forbigik beskedent, at DR nu næsten udelukkende gør det, de er blevet bedst til; nemlig afviklingen af en uendelig række programmer, hvor de lader amatører optræde i stedet for professionelle.

Det betyder imidlertid ikke, at de professionelle kunstnere og underholdere, der samtidig nyder det privilegium at kunne kalde sig kendisser, bliver arbejdsløse.

De optræder i stedet i talløse talk- og nyhedsshows, hvor de enten taler om ting, de ikke ved noget særligt om, eller fortæller anekdoter om sig selv og hinanden.

En genial evighedsmaskine: Der bliver hele tiden født nye amatører. Mange af dem kan ikke undgå at blive kendte.

Og skulle det tynde ud her, ender de fleste tv-journalister selv med at blive kendte og kan således supplere bestanden, hvis den ikke kan holde sig oppe ved egen indavl. I modsætning til Stein Bagger kan Plummer tilmed byde på ægte indtægter - godt nok i form af tv-licens.

Varm luft - dybe rødder

Nogen vil måske mene, at dette blot er udtryk for, at den såkaldte kulturkamp har forskudt fronten fra omfordeling af økonomiske midler til omfordeling af mere eller mindre åndelige værdier - men forvaltningen af varm økonomisk luft har langt dybere rødder og rækker videre, hvorfor det kan være nyttigt at tage en tur nordpå til gejsere og vulkaner.

Til islændingene, der om nogen har udlevet overtroen på at skabe økonomiske værdier efter samme opskrift, som de skaffer sig varmt vand i jacuzzierne.

Og med islændingene kan vi passende drage tilbage til begyndelsen af året. Danmark kunne stadig købe hele verden. Friværdierne var på vej ind i himmelen. Men Island havde til gengæld allerede købt store dele af Danmark og var nu på strøgtur i dansk erhvervsliv, hvor de blandt andet lod platinkortene lyne i selskab med den såkaldt farverige del af dansk erhvervsliv. Mange med rødder i firserne, hvor den sande kulturkamp blev udkæmpet anført af Schlüter, Fonsmark og Haarder assisteret af Thatcher og Gordon Gekko.

Firserne, hvor kriserne var til at overse, og det frem for alt atter blev stuerent at tjene penge, mange penge. Bortset fra dem, der var på vej i fængsel, var de her igen, de danske helte fra dengang: Aldo, Peter og Ole nu flankeret af en ny tids stjerner som it-milliardæren Erik Damgaard. Sammen promenerede de muntert ind i 2008. Pengetankene voksede sig i følge erhvervsjournalisterne større og større.

De samme erhvervsjournalister kunne også citere den ene bankøkonom efter den anden ejendomsmægler for, hvor fantastisk det gik.

Advarslerne var der

Disse glade amatørprofeter stod dog ikke helt uimodsagt. Helt tilbage fra 2006 var der enkelte professionelle lyseslukkere, der ind i mellem forsøgte at ødelægge den gode stemning.

Der var økonomer, der frækt pegede på, at indkomsterne i det danske samfund ikke længere harmonerede med de huslejer, der skulle til for at retfærdiggøre de høje huspriser. Det var enkle regnestykker.

Professor og tidligere vismand Christen Sørensen advarede år efter år om overophedning; men Det Økonomiske Råd og ikke mindst regeringen, Dagbladet Børsen, Ekstra Bladets Bent Falbert og lignende autoriteter tilbageviste hans og andres nøgterne overvejelser som formørket dommedagssnak.

Dansk økonomi havde aldrig været stærkere. Man kan næsten stadig høre statsministerens nasale belæren.

Ved indgangen til året var der heller ikke mange, der var meget rigere end tv-amatøren og it-milliardæren, Erik Damgaard, som her ved årsskiftet - og nu mere eller mindre befriet for jordisk gods - er kommet til at stå som en slags sindbillede på året.

Han og kæresten - en iøjnefaldende angiveligt tidligere bordelbestyrer mv. - lod generøst den danske befolkning få et indblik i de nyriges privatliv. Og ikke mindst Ekstra Bladet kunne bringe mange muntre forsider; som da de kunne berette om en af parrets genforeninger med ordene: Erik tilbage i ballongyngerne.

Luftige forretninger

Og selv om Ekstra Bladet sikkert mere luftede sin begejstring for brystkirurgiens heroiske kamp mod tyngdeloven end noget andet, er det værd at holde fast i ballongyngerne. Sagen er jo den, at Damgaard og de andre nyrige - amatørvelhavere kunne man kalde dem - gik lige i fælden og kastede alt ind i luftige og oppustede forretninger på et tidspunkt, hvor gassen allerede var ved at sive ud af ballonerne.

Kunne de have vidst det? Tjah, et enkelt blik i bakspejlet kunne måske have gjort det for Erik, Cepos, Peter Straarup, Fogh og skiftende finansministre. Der er mange gode forklaringer, og de fleste er alt for komplicerede for undertegnede amatør. Men en kort historie kan måske tjene til illustration: Tilbage i 1997 var it-boblen allerede pustet godt og grundigt op, og galskaben var i USA ved at antage nyreligiøse dimensioner.

Her kunne en af klodens mægtigste mænd Alan Greenspan ifølge mange økonomer have lagt en dæmper på løjerne. Internetboblen var efter sin første fase ved at tabe momentum. Den amerikanske nationalbankdirektør skulle bare give renten et lille nøk opad, så ville prisen på penge blive en anelse højere og dermed give det lille stød, markedet havde brug for, så der atter kunne komme balance i tingene.

Men der var andet i spil. Clinton måtte indrømme, at Monica nok alligevel havde inhaleret. Boris Jeltsin devaluerede rublen, og tigerøkonomierne i Asien indledte deres private rutsjetur.

Tro på markedet

Greenspans renteløft udeblev. Han troede fuldt og fast på, at markedet selv kunne håndtere den slags. Og mange af hans udtalelser tydede da også på, at man kunne regne ham med på optimisternes hold, når kampen mellem den ny økonomis profeter (90'ernes glade ultraliberalister) og et lille stadigt mere vedholdende kor af skeptikere blev udkæmpet. Hans manglende handling var afgørende for, at der kunne føjes endnu en fase til udviklingen af en boble, der nu voksede med hidtil uset hastighed, og fra efteråret 1998 og de næste par år går der virkelig fin-de-siecle i den, og en ny tids amatører blev millionærer og milliardærer på række og geled.

Boblen eksploderer dog til sidst, og Greenspan svarede nu med at sænke renten. Penge blev forfærdeligt 'billige' og på trods af et nyt årtusindes forsigtige famlen triumferede en ny isme for alvor: Globalismen.

Kapitalfondene kastede sig som græshopper over erhvervslivet. Bankerne gik rutinemæssigt bersærk. Friværdierne voksede, og alle blev en slags amatørkapitalister. Den globale pyramide-økonomi udfoldede sig frit. Og endelig kulminerede det hele. Erik, Anni, Anne-Mette og alle de andre dilettanter blev stjerner. Og når alle kan blive såvel kapitalister som stjerner, er der sjovt nok ikke mange, der har lyst til at kigge tilbage.

Amatørerne kunne folde sig næsten helt ud i 2008. Og set i det lys var det måske ikke så underligt, at DR endte med at være blandt de få, der kunne lukke og slukke med fod på budgettet.

Godt nytår og på gensyn i ballongyngerne, når vi atter er blevet trætte af at kede os med de professionelle.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer