Læsetid: 4 min.

For ikke at bekymre konen

To gange om ugen stiger 65-årige Ry Jørgensen på cyklen og tager hen til Stedet - et dagtilbud til demente på Frederiksberg. Som mange andre, der har fået en demensdiagnose tidligt, føler han ikke, at kommunens tilbud passer til ham. Han tager derover. Men ikke for sin egen skyld
Ry Westh Jørgensen tager hver dag en bunke bøger frem og bladrer dem igennem. Han sørger for at sætte dem på plads, inden hans hustru kommer hjem fra arbejde.

Ry Westh Jørgensen tager hver dag en bunke bøger frem og bladrer dem igennem. Han sørger for at sætte dem på plads, inden hans hustru kommer hjem fra arbejde.

Rune Evensen

Indland
29. december 2008

I 2002 var Ry og hustruen, Gyrithe Grindsted, på ferie i USA for at besøge Gyrithes familie. På et tidspunkt ville den dengang 59-årige Ry ned og købe underbukser. Han havde ikke fået nok med, sagde han. Det syntes Gyrithe, lød mærkeligt. Og da hun kiggede i hans kuffert, var der masser af underbukser. Det var her, at Gyrithe første gang lagde mærke til, at noget ikke var, som det skulle være. To år senere fik Ry konstateret alzheimer og måtte forlade sin stilling som afdelingschef i Lægeforeningen.

Fra pladsen i sin lænestol kan 65-årige Ry i dag betragte de mange malerier, der kun efterlader få tomme kvadratcentimeter med tapet. Det er her, omgivet af penselstrøg i alle stilarter, at han bedst kan lide at være.

Ry kan godt lide at komme ud og tager ofte på timelange cykelture. Men som mange andre, der har fået stillet en alzheimerdiagnose i en ung alder, er han ikke så begejstret for det tilbud, kommunen har til ham. Hverdagen på Stedet, et dagtilbud på Frederiksberg til demente personer, der er på et tidligt stadie i deres sygdomsforløb, siger ham ikke så meget. Alligevel tager han derhen to gange om ugen. Men mest for sin hustrus skyld.

Ry begyndte i 2003 selv at mærke, at noget var galt. I sit job hos Lægeforeningen begyndte personalemøderne at blive rene mareridt. Så længe han kunne holde sig til noterne på sit papir, gik det fint. Men så snart han blev spurgt om noget, vidste han ikke, hvad han skulle svare. Ry ville ikke på arbejde om morgenen og stod ofte og græd, inden han skulle af sted.

Gyrithe og Ry snakkede om, at det måske var stress, men de vidste begge to godt, at det kunne være mere alvorligt.

Derfor var det ingen stor overraskelse, da en læge i juni 2004 stillede diagnosen. En undersøgelse af rygmarvsvæsken viste, at Ry havde alzheimer. For Ry var det en lettelse. Især da en aftrædelsesordning med Lægeforeningen kort efter kom på plads. Samtidig med diagnosen fik Ry og Gyrithe at vide, at der fandtes et værested for demente, der lige havde fået stillet en diagnose, tæt på deres hjem. Selv om Ry helst ville styre sin hverdag selv - være hjemme blandt sine malerier og bøger og cykle lange ture - begyndte han alligevel at komme på stedet. Mest fordi Gyrithe ikke skulle være bekymret for ham.

Svært at nå yngre demente

Som Ry har de fleste personer, der får stillet en demensdiagnose i en forholdsvis ung alder, ikke lyst til at få hjælp. Og i landets største kommuner har man massive problemer med at nå ud med tilbud, som denne yngre gruppe af demente ønsker at tage imod.

Mange yngre demente mener ikke selv, de har brug for hjælp. Ofte kan de ligesom Ry godt klare hverdagen, og mange af dem har pårørende, der kan hjælpe. Derfor ønsker de ikke at modtage støtte, lyder vurderingen fra flere fagfolk rundt omkring i landet.

Men det er enormt vigtigt at få kontakt til den yngre gruppe, fordi det har stor betydning for det fortsatte sygdomsforløb. Flere undersøgelser peger i retning af, at udviklingen af sygdommen kan hæmmes ved hjælp af aktiviteter, som disse steder kan tilbyde. Samtidig fremmer det livskvaliteten, ikke bare for den sygdomsramte, men også for ægtefælle og børn.

Skriver det ud

Ry mener selv, at han er mere rask end de andre på værestedet og synes ikke, han har så mange interesser til fælles med dem. Men Gyrithe har kunnet mærke, at han bliver gladere og friskere, når han kommer på Stedet.

Ry er med, når de er ude at gå ture. Og hver dag sætter han sig ind ved computeren og skriver en A4-side. Ikke bare om sygdommen, men om alt muligt. Nogle gange digter han videre på deres gåture og forestiller sig, at de har mødt en af hans gamle venner - maleren Richard Winther, der ikke ville sælge sine malerier og ved middagsbordet aldrig talte til sin kone. Det er ikke altid, at det, der står, giver så meget mening for andre. Men for Ry er det vigtigt, at tankerne kommer ud i form af små sorte bogstaver på papir.

Det er fredag formiddag på Stedet. Klokken er ved at nærme sig 11, og Ry er endnu ikke dukket op. Bibi Pluszek, der er leder af Stedet, rejser sig fra det sirligt opdækkede kaffebord og går over for at ringe efter Ry. Det er ikke altid, han dukker op af sig selv.

En halv time senere sidder Ry med en kop sort kaffe foran sig. De andre fortæller med stor entusiasme om den tur i Føtex, de for nylig var på. Ry havde sagt nej til at tage med på turen.

Bibi spørger, hvordan det ville være, hvis han ikke havde mulighed for at komme på stedet.

"Tja. Det ville vel være lidt ligesom at have sommerferie, " svarer Ry.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her