Læsetid: 3 min.

Evig brok fra uddannelseseksperter

Rektorer, forskere og uddannelseseksperter har tendens til altid at brokke sig, når der kommer nye politiske tiltag. Det mener to af branchens egne - som hellere så, at man gik ind et samarbejde med politikerne og droppede de korslagte arme
Rektorer, forskere og uddannelseseksperter har tendens til altid at brokke sig, når der kommer nye politiske tiltag. Det mener to af branchens egne - som hellere så, at man gik ind et samarbejde med politikerne og droppede de korslagte arme
15. december 2008

Nej, nej og atter nej. Sådan lyder det ofte, når rektorer, forskere, skoleledere og fagforeningsfolk kommenterer nye uddannelsespolitiske tiltag. Det mener Stefan Hermann, som er rektor på professionshøjskolen Metropol i København:

"Man kan i dårlige stunder får det indtryk, at vi repræsenterer et mindreværdskompleks. Vi er jo næsten rutinemæssigt i afdelingen for de dårlige nyheder i medierne. Det bliver næsten altid negativt - men jeg så hellere, at vi tog skæbnen i egen hånd og kom på forkant frem for på bagkant," siger Stefan Hermann.

Samme holdning har Lars Qvortrup, som er dekan på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole på Aarhus Universitet. Han mener, at tendensen til altid at kritisere er en fast del af kulturen i uddannelsessektoren:

"Vi har været opdraget til, at gode forskere er kritiske forskere. Jo mere, vi kan gennemskue systemets dårligdomme, jo bedre er det. Det er faktisk noget, vi har en mangeårigt oparbejdet ekspertise i," siger Lars Qvortrup.

Som et eksempel peger Stefan Hermann på debatten om den nuværende universitetslov, som utallige forskere og eksperter de seneste år har haft travlt med at kritisere:

"Universitetsloven kom ikke ud af det blå - man vidste, at der var en ny ledelses- og repræsentationsstruktur på vej, og at tendensen gik imod mere konkurrenceudsat forskning. Der kunne man i langt højere grad have forsøgt aktivt at gå ind i processen og påvirke den politiske dagsorden. Altså ændre de korslagte arme til aktive skrivende hænder og på den måde få indflydelse. Men groft sagt satte man sig ned og ventede og så kom der noget, som man ikke brød sig om," siger Stefan Hermann.

Faglighed

Og det samme gjaldt i et vist omfang folkeskolens debat om den såkaldte 'faglighedsdagsorden,' mener Stefan Hermann:

"I stedet for skepsis over for faglighedsdagsordenen, kunne man have twistet agendaen og få drejet emnet fra et spørgsmål om benchmark, PISA-undersøgelser og konkurrencekraft til nødvendige spørgsmål om viden, dannelse og demokrati. Jeg havde gerne set, at man gik ind og forsøgte at dreje den," siger Stefan Hermann. For det andet kommer man ikke langt med:

"Kritikken har ikke haft effekt. Set i det lange perspektiv er professionerne blevet klemt. Vi har de sidste 20 år fået øget brugermagt til elever, forældre, patienter osv. Samtidig har vi fået øget politisk detailregulering. Nu er det på tide at professionerne markerer sig offensivt, og selvkritisk," siger Stefan Hermann - og han mener godt, at det kan lade sig gøre:

"Selvfølgelig kan man opnå resultater, hvis man går ind i debatten tidligt. Det er sund ledelseslogik, at det er nemmere at lave ændringer, hvis der er klangbund på institutionerne," mener han.

Ændring på vej

På folkeskoleområdet mener Lars Qvortrup, at der er ved at ske en lille ændring i tendensen:

"Stemningen har de seneste år været, at Undervisningsministeriet er en ond instans, der kontrollerer og hjemsøger os. Men nu viser det sig, at det kan hænge sammen på den anden måde, og at nogle af ministeriets tiltag har givet resultater. Eksempelvis viser en ny undersøgelse, at de danske elever i fjerde klasse er blevet markant bedre til matematik og naturfag i de seneste år. Den slags kan være med til at vende stemningen," mener Lars Qvortrup og tilføjer: "Efter en lang fase, hvor man har følt sig forfulgt, så er der eksempelvis ved at opstå mere enighed om, at vores forskning skal bruges til at gøre undervisningen bedre. Vi skal både lave grundforskning og forskning, der gør nytte - det er jo en af grundene til, at skatteydere betaler til os," siger Lars Qvortrup.

Ingen indblanding

Netop spørgsmålet om, hvorvidt forskningen skal gøre gavn, er centralt i forhold til debatten. Især i universitetsverdenen har man haft den holdning, at politikerne ikke skal blande sig, og at god forskning ikke nødvendigvis kan bruges til noget, mener Stefan Hermann:

"Man henholder sig ofte til Humboldts og Kants tanker om universitetet og forskningsfriheden. Det kan der være gode grunde til at gøre, men man skal også passe på ikke at bruge Humboldt og Kant som et bolværk mod forandring eller forveksle en given institutionsstruktur med de idealer, den tjener."

Lige som Lars Qvortrup mener Stefan Hermann, at tiden er inde til at vende sig mere mod omverdenen:

"Det stærke faglige engagement bliver nogle gange til, at grupper eller professioner tror de ejer deres uddannelsessted. Det mener jeg er forskruet. Vi skal have vendt os mod omverdenen. Vi er her ikke for vores egen skyld. Men det kræver, at vi har et projekt og står stærkere, end vi gør i dag," siger han.

villle@informationd.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Jeg kan ikke undlade at blande mig selv om jeg ikke har en fagligbaggrund inden for undervisningen. Men mon ikke de flere dansktimer til de mindre klasser har haft en vis indflydelse på de bedre danskkundskaber. Derudover kan man ikke lade være at tænke på hvor meget bedre eleverne kunne ha´ blevet hvis lærerne ikke skulle bruge så meget tid på individuelle elevplaner til hver fag osv……
Derudover har undervisningsministeriet været mere dikterende en lyttende til de faglige erfaringer og det er set fra sidelinjen ikke en særlig brugbar metode til et godt og frugtbart samarbejde,

Martin Kristensen

Uden at skulle gøre mig klog på de specifikke tiltag der er kommet på det sidste, vil jeg påpege at dette "syndrom" ikke udelukkende findes i uddannelsessektoren. Det er alment.

Jeg tror dels det skyldes almindelig, menneskelig, uvilje mod at ændre på det bestående.

Dels skyldes det at ændringerne kommer udefra (ovenfra!), og er lavet af folk udenfor det kollegiale system. Ovenikøbet tit folk der har en anden politisk holdning end dem der skal eksekvere beslutningerne.

Så er der det beklagelige faktum, som artiklen og nævner, at kritikere normalt tilskrives større indsigt end fortalere - idet de ikke kan beskyldes for medløberi, men må have taget individuelt stilling.

Endelig er det medierne, som ved hvert tiltag gør deres yderste for at problematisere konsekvenserne og derfor fremmer profilen af de individer der vil sige noget negativt om de nye tiltag. Hvis der er 99 for og en imod vil medierne uvægerligt koncentrere sig om den ene, ligegyldigt hvor perifær kritikken fra vedkommende er.

Dorte Sørensen

Ib Ling undskyld men Bertel Haarder er nu ikke uden skyld i det dårlige samarbejde, da han selv har været meget kritisk over for lærerstanden og ikke undladt en hver given lejlighed til at nedgøre dem. Derfor virker det også noget underligt nu hvor Bertel Haarder er begyndt at revse andre for ikke at komme med konstruktive ytringer om lærerstanden, nu hvor dens prestige er helt pillet af lærer erhvervet. Det forhold har sikkert også være med til at forværrer et konstruktivt samarbejde.
Ligeledes har videnskabsministerens omlægning af universiteterne fra et bruger demokrati til et erhvervsstyret område vel heller ikke styrket samarbejdet.

jens peter hansen

PISA-undersøgelserne som blev offentliggjort i begyndelsen af 90'erne, 93 tror jeg, var med til at få folkeskolen ind i et stormvejr der ikke har lagt sig endnu. Siden er de dårlige resultater for de to-sprogede kommet til og snart sagt alle ulykker bliver tillagt folkeskolen. Oven i skal folkeskolen forebygge stort set alle problemer i samfundet og når det ikke lykkes ja så er aben let at placere. Fedme, alkoholisme, stofmisbrug, diabetes, færdsel, førstehjælp, prævention, sorg-bearbejdelse, mobning osv osv. Områder som alle er vigtige, men som af uforståelige årsager IKKE også er obligatoriske på ungdomsuddan-nelserne,hvor problemerne virkelig slår igennem.
Folkeskolens uformåen har gjort, at den er blevet til arnestedet for alle ulykker. Når de tekniske skoler ikke kan holde på eleverne, så er det ikke fordi de er dårlige og kører en pædagogik der er ikke dur, nej det er fordi folkeskolen ikke har været god nok. Når gymnasieskolen smider 20% på porten er det ikke gymnasieskolens skyld det er... ja gæt engang.
I en sådan atmosfære af kollektiv skyld kan man godt forstå, at undskyldninger og piveri bliver resultatet, men denne defensive strategi, parret med en hovedløs fastholden i en reformpæ-dagogisk praksis, (der minder lidt vel meget om laissez-faire) og en råben op om at enhvert krav om faglighed er tilbagevenden til den sorte skole, har givet politikerne alle kort på hånden. Oven i har populærpædagogikken i den grad vundet indpas og TV2 taget têten i udviklingen af skolens praksis.

I den sammenhæng er det sørgeligt at folkeskolen ikke i langt højere grad har satset på sit hoved-område: Undervisning og faglighed, for det er trods alt vel stadig kerneydelserne i skolen. Når det ikke er blevet sådan skyldes det især en tro på at socialisering, glæde ved at gå i skole og høj faglighed er modsatrettede mål. Det er mig fuldstændig uforståeligt at fagene, geografi, historie, biologi, samfundsfag først nu er blevet prøvefag efter 33 år i kulden. Enhver lærer vidste at dette betød at elevernes motivation for at sætte sig ind i fagene var lille, og mange lærere, der havde et overordentlig svagt kendskab til fagene blev sat til at undervise i dem. Nu kom diktatet ovenfra og lærernes forening brugte megen tid på at grine over, at de elektroniske prøver gik ad helvede til, men sandheden er at der aldrig har været undervist så målrettet i de pågældende fag, som de sidste to år.
Mange lærere er overordentlig glade for denne nyskabelse, selvom ønsket om en anden form og måske lidt videre rammer var på sin plads. Det kommer blot ikke frem, fordi det stammer fra Bertel.

Tænk hvis folkeskolens talsmænd sagde som gymnasieskolernes formand, der udtalte at sorgbearbearbejdelse ikke var et problem på gymnasierne, (selv om en ekspert sagde det modsatte), og at man derfor ikke havde brug for en vedtaget sorgpolitik på alle gymnasier.
Hvilken befrielse ville det ikke være hvis formanden trådte i karakter og sagde. Stol på os og fri os for flere pålæg. Vi ordner undervisningen resten kommer hen ad vejen. I stedet for, ja men har svigtet, vi skal nok, men vi skal have.....

Kirsten Jespersen

Jeg synes også det er interessant at det er en tidligere topansat i undervisningsministeriet, der maner til venligt sind overfor ministerielle tiltag. Ligesom DPU's forskningsprofil på det nærmeste er udarbejdet af videnskabsministeriet.
Dermed ikke sagt at Qvortrup og Hermann er helt galt afmarcheret for der er ikke nogen tvivl om, at ministeriet har gode intentioner for fx folkeskolen, men der mangler måske en baggrundsvariabel eller to. Og en sund diskussion om, hvorfor de ministerielle visioner ikke nødvendigvis er uddannelsesinstitutionernes egne visioner.

Hermann og Qvortrup har overhovedet ikke forstået de reelle problemstillinger i forskningsfeltet. Dette skyldes muligvis deres baggrund i felter, der ikke er grundforskningsbaserede og derfor ikke har nogen forståelse af feltets natur.
Eksempelvis siger Hermann, tilsyneladende, at ”især i universitetsverden har man haft den holdning” at ”god forskning ikke nødvendigvis kan bruges til noget”, hvilket er noget absolut sludder og enten bare er en krænkende bemærkning fra en ignorant eller er baseret på en ubegavet udtalelse fra en uduelig forsker. Enhver acceptabel forsker ved hvorfor han laver hvad han laver, men kan derimod ikke garantere noget givent resultat på forhånd; i så fald ville det være spild af tid at lave det. Det vigtigste spørgsmål vedr den centrale forskning burde handle om hvordan man bedst muligt sikrer at man kan komme fra ide-til-forskning, og dermed egentlig ideudvikling, og ikke om at lave et system me fokus på hvordan man kommer fra forskning-til-faktura; sidstnævnte udtrykker en total misforståelse af selve forskningen og er et område som det private erhvervsliv med dets forskningsressourcer skal tage sig af og som naturligvis er af største betydning herved for samfundet.
Det kan derfor ikke nytte når man diskuterer forskningens vilkår, at man reelt går ind på debatten om forskning-til-faktura, men at man derimod bliver ved med at protestere indtil fokus kommer på emnet ide-til-forskning. Dvs at blive ved med at brokke sig og være kritisk. Personligt ved jeg desværre en hel del om hvor svært, stort set umuligt, det kan være at forfølge ideer i Danmark og er bla derfor endt ved universitetet i Oxford i stedet, hvor man kraftigt opfordres til netop at forfølge ideerne intensivt og vedvarende.
Oxford er faktisk kendt for at være et sted hvor man brokker sig og absolut ikke finder sig i nogen topstyring, hvilket senest er kommet til udtryk ved at man over en 12 mdrs periode har indsamlet ca 12 milliarder til en fond, således at man er sikret mod utidig indblanden fra folk der ikke skal blande sig, dvs hvis regereringen kommer med uacceptable krav kan de klare sig selv. Forskerne kan dermed arbejde med deres ideer som de vil og desuden lave undervisningen som de finder bedst, hvilket generelt er rigtig godt. Endvidere er det vigtigt, at der fra Oxford også er et meget stort antal ”spin-off” firmaer skabt på bagrund af den grundlæggende forskning og ideudvikling der laves. Forestiller man sig at Helge Sander kan opsætte og styre udviklingen af et system der på sigt, meget kort sigt endda, kan konkurrere med de bedste internationale universiteter, tror jeg at man begår en alvorlig fejl. En lang række beslutninger skal væk fra Sander, langt væk helst, og over til dem der har forstand derpå og indtil Sanders bagmænd forstår dette, mener jeg at man skal fortsætte med at brokke sig. Det er vigtigt for samfundet.