Læsetid: 4 min.

Forsvarskommission i skudlinjen

Flere medlemmer af Forsvarskommissionen mener, at de bliver forholdt oplysninger om det forestående kampflykøb. De frygter at blive præsenteret for en færdigpakket ret, som de ikke har mulighed for at gennemskue. Også formandens ledelsesstil står for skud
Flere medlemmer af Forsvarskommissionen mener, at de bliver forholdt oplysninger om det forestående kampflykøb. De frygter at blive præsenteret for en færdigpakket ret, som de ikke har mulighed for at gennemskue. Også formandens ledelsesstil står for skud
10. december 2008

Adskillige medlemmer af Forsvarskommissionen er dybt frustrerede over den måde, som kommissionsarbejdet foregår på. De klager bl.a. over manglende informationer om Danmarks kommende køb af kampfly, der er et af de absolutte hovedspørgsmål i den rapport, kommissionen skal være færdig med om ganske få uger. De frygter, at formanden, forsvarsledelsen og forsvarsministeren i sidste øjeblik vil præsentere dem for en færdigpakket anbefaling, som de ikke har nogen indflydelse på og ikke har nogen mulighed for at gennemskue.

Også formanden, forhenværende forsvarsminister Hans Hækkerup (S), får hårde ord med på vejen. Han kritiseres bl.a. for en alt for lukket ledelsesstil, for at standse væsentlige diskussioner, for manglende udsyn og for at holde et for lavt faglig niveau.

Frygter færdigret

Et af de spørgsmål, som adskillige kommissionsmedlemmer føler sig uinformeret om, er det forestående indkøb af nye kampfly, der formentlig bliver århundredets største offentlige investering. Blot ni uger før kommissionen skal barsle med sin betænkning, er de 29 medlemmer end ikke begyndt at diskutere flykøbet, og det vækker bekymring. Flere af de kritiske medlemmer ønsker ikke deres navn frem, men siger samstemmende til Information, at de frygter at blive præsenteret for et fait accompli i sidste øjeblik.

Andre medlemmer, f.eks. professor Bertel Heurlin fra Københavns Universitet er "chokeret" over, at kommissionen efter 11 møder endnu ikke er gået i gang med at diskutere forsvarets fremtid.

"Indtil nu har vi kun beskrevet situationen. Der er ikke foretaget en eneste prioritering endnu", siger han og understreger, at det bl.a. er derfor, han i sidste uge valgte at offentliggøre sit eget løsningsforslag i netmagasinet indblik.nu.

Her foreslår Heurlin at udskyde flykøbet og i øvrigt halvere antallet af kampfly for at få forsvarets økonomi til at hænge sammen.

En anden kritiker er SF's forsvarsordfører, Holger K. Nielsen, der frygter, at kommissionen om kort tid bliver præsenteret for "en færdigkogt ret, som er baseret på forudsætninger, vi ikke har indsigt i. Det virker, som om det hele er klappet af på forhånd mellem formanden, forsvarsministeren og forsvarets ledelse," siger han.

Også Liberal Alliances medlem, Villum Christensen, er bekymret over kommissionens manglende behandling af kampflyspørgsmålet.

"Det er underligt, at vi endnu ikke er blevet informeret om kampflykøbet. Det er jo en nøglediskussion", siger han og forudser, at det bliver en "vanskelig slutspurt".

"Jeg er spændt på, hvordan vi skal nå det, det er jo en meget kompleks problemstilling," siger han. Også Villum Christensen er bekymret for, om kommissionsmedlemmerne vil blive præsenteret for en anbefaling, der reelt er forhandlet på plads.

"Man skal jo være naiv, hvis man ikke tror, at der foregår en meget kraftig forberedelse af det her spørgsmål. Det bliver nok en forholdsvis færdigpakket sag, vi får forelagt," siger han.

Leder af Institut for Militære Studier, Mikkel Vedby Rasmussen, deler politikernes bekymring over den manglende behandling af kampflykøbet.

"Jeg undrer mig over, at vi ikke tidligt tog hul på de strategiske diskussioner, som man må igennem for at vurdere, om Danmark har behov for nye kampfly," siger han.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Hans Hækkerup til kritikken, men partifællen John Dyrby Paulsen, der repræsenterer Socialdemokraterne i kommissionen, medgiver, at medlemmerne langt fra er klædt på til at afgive betænkning, som situationen er nu.

"Vi mangler stadig mange oplysninger, adskillige store debatter, nogle helt anderledes tilbundsgående analyser og ikke mindst tid til at tænke utraditionelt" siger han og mener, at kommissionen skal have mindst en måned eller to ekstra til at færdiggøre arbejdet. Deadline er i øjeblikket sat til den 27. februar næste år, men den dato holder ikke, siger Dyrby.

Lukket ledelsesstil

Det er imidlertid ikke kun den manglende diskussion af kampflyspørgsmålet, som frustrerer. Flere af de kommissionsmedlemmer, som Information har talt med, klager over en meget lukket ledelsesstil fra formandens side, over manglende vilje til at hente inspiration uden for kommissionen, både når det handler om ekspertbistand og om inspiration fra udlandet. De klager over et generelt meget lavt fagligt niveau og er irriterede over formandens vane med at standse væsentlige debatter.

"Det virker, som om Forsvarskommissionen helst skal have så få diskussioner som overhovedet muligt," siger Holger K. Nielsen og betegner processen som "alt for lukket".

Mikkel Vedby Rasmussen er af dem, der mener, at kommissionens arbejdsfacon er alt for overfladisk.

"Der bliver beskrevet for meget og analyseret for lidt," siger han og sammenligner kommissionens arbejdsfacon med lignende kommissionsarbejder i udlandet.

"Hvis man kigger på tilsvarende hvidbøger i andre europæiske lande, er den danske Forsvarskommission indtil videre meget konservativ og overraskende tilbageholdende over for at definere en dansk strategi over for de nye trusler, risici og aktører i en globaliseret verden," siger han.

Flere af de kritiske medlemmer beklager også, at det ikke er god tone at kommissionsmedlemmerne ytrer sig offentligt om de emner, der arbejdes med, sådan som Heurlin har gjort. Formelt arbejder kommissionen under såkaldte Chatham Rules, der betyder, at medlemmerne kun må referere, hvad de selv har sagt på kommissionsmøderne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Svend Erik Sokkelund

Så fortår man bedre, der sker så mange kostbare fejltagelse, når farmand sæl skal bestemme det hele: Tårnfalke, der ikke kan flyve, helikoptere, der altid er på værksted, biler, der ikke kan køre...

Christian de Coninck Lucas

Det er bekymrende at ingen vil indrømme offentligt hvor mange forsinkelser og cost-overruns Lockheed har stået for med mindre vi taler super-dyre special projects som U2, SR71 og ASTRA -- endnu et tegn på den nuværende regerings og fosvarets incstuøse forhold til den amerikanske defense elite og deres facistiske puppets i Washington DC.

Bad, bad company you guys keep!

I hviket scenarie har vi brug for en F-35? Kun det hvor danmark fiser verden rundt og beskytter private investeriger -- oftest i olie. Hvis vi skal opgradere så køb færre fly og køb Eurofighter (RAF piloterne elsker den) eller Gripen. Hele debatten er til grin og det hele går op i vennetjenester og politik.