Handlede kvinder samarbejder i stigende grad med politiet

Danmark er vidne til et gennembrud. Politiet fælder flere af prostitutionens bagmænd. Det er tillid og tværfagligt samarbejde, som skaber tøbrud - og et stort hus i udkanten af København
Samarbejde. En ny gruppe i politiet oplever for tiden et gennembrud og fælder flere af prostitutionens bagmænd med en anderledes indsats over for handlede kvinder. Detdrejer sig om tillid og samarbejde med et safehus i udkanten af København.

Samarbejde. En ny gruppe i politiet oplever for tiden et gennembrud og fælder flere af prostitutionens bagmænd med en anderledes indsats over for handlede kvinder. Detdrejer sig om tillid og samarbejde med et safehus i udkanten af København.

Simon Knudsen
12. december 2008

Cecilia er en spinkel kvinde. Hun har gnistrende sorte øjne og lys brun hud. Cecilia er fra Sydamerika. Men i en lille måned har hun boet i København.

I den tid har hun prostitueret sig på en massageklinik. Alligevel er det ikke lykkedes hende at tjene de penge, hun håbede, før hun kom til Danmark. I stedet skal hun aflevere alt, hun har, til den bagmand, som sendte hende herop. Indtil en aften i november, hvor det hele pludselig slutter: Politiet banker på klinikkens dør og tager Cecilia med, fordi hun opholder sig ulovligt i Danmark.

Cecilia kommer først til Vestre Fængsel, hvor en del af de illegale immigranter bliver placeret. Men snart er hun på vej igen - til et stort hus, der ligger ved en trafikeret vej i udkanten af København. Her venter to mennesker på hende.

Den ene er Dorit Otzen. Hun leder værestedet Reden på Vesterbro og er dybt engageret i det sociale arbejde med handlede kvinder i Danmark. Den anden hedder Christian. Han bestyrer huset, hvor udvalgte ofre for menneskehandel tilbydes husly og personlige handlingsplaner, så de kan undslippe prostitutionen.

Politiet ringede til Dorit Otzen, da de samlede Cecilia op ved razziaen. Dorit kontaktede Christian i safehuset, fordi han gang på gang har vist, han kan få de handlede kvinder i tale. Snart ved politiet, hvad Cecilia kan sige om sine bagmænd.

Et evigt kredsløb

Historien om Cecilia er ikke enestående. Den er udtryk for en tendens: Der er nemlig grøde i problematikken omkring handlede kvinder i Danmark. Politi, sociale organisationer og græsrødder samarbejder på nye måder. Praksis i både asylsystemet og i politiets måde at arbejde på er ændret. Med vidensdeling, psykologisk indsigt og kulturel forståelse slår de sprækker i traffickingproblemets fundament; at kvinderne dækker over deres bagmænd, fordi de er bange.

Lisa og Rose er fra Nigeria. De er to af Danmarks mest eksponerede ofre for menneskehandel; deres historier om vold, voldtægter og tvangsprostitution er blevet fortalt i bøger, aviser og tv. Begge kvinder har forklaret, hvordan de flere gange var i kontakt med politi og asylmyndigheder i de år, de gik på gaden. Alligevel turde de aldrig fortælle om deres situation eller angive deres udnyttere. Resultatet var, at de blev udvist til Nigeria - kun for at blive samlet op af bagmændene, så snart de ankom, og sendt retur til Europa for at afdrage på den fiktive gæld, der altid hviler om en handlet kvindes hals.

Lisa og Rose er to konkrete eksempler på kvinder, der før Cecilia, har deltaget i menneskehandlens evige kredsløb: Her undslipper ofrene aldrig den gælds- og trusselsspiral, som tvinger dem til prostitution. Og politiet fanger ikke bagmændene, fordi kvinderne ingenting fortæller.

Men Lisa og Rose er også to eksempler på kvinder, der endelig brød cirklen, fordi de bidrog til politiarbejdet og til at belyse problemstillingen, da de fik den rette hjælp.

Sidste år fik Rose opholdstilladelse i Danmark. Det skyldes, at hun, som den kun anden kvinde nogensinde, formåede at løfte bevisbyrden for, at hun var handlet og truet:

"Sagerne har ikke tidligere været tilstrækkeligt belyst. Mange kvinder, der er i Roses situation, er i et voldsomt dilemma: Fører det til noget godt eller noget skidt, hvis de lukker op og taler? Det kræver tillid at fortælle noget til nogen. Jeg kan bare se, at Rose har fået en støtte, der gør, hun åbner op og giver nogle oplysninger, så man er overbevist om, at hun er handlet og også, at hun er i fare," fortæller Gunnar Homann, der var advokat for Rose og netop nu også fører Lisas sag.

Billedet på verdensplan er, at handlede kvinder ikke vil tale om deres situation. Derfor er det svært at dæmme op for problemet. Det bekræfter FN.

"Tendensen er, at de ikke snakker. De har ingen beskyttelse, hverken juridisk eller fysisk. De er bange, og så er der sprogproblemerne," siger Troels Vester, der arbejder som ekspert i FN's afdeling for Anti-Human Trafficking (UN.GIFT) i Wien.

UN.GIFT arbejder i disse dage på en global rapport, der kommer først i det nye år. Rapporten beskriver landes tilgang til at bekæmpe menneskehandel i retssystemet. Desuden har Troels Vester og hans kolleger øjnene rettet mod 'små, stærke initiativer, der virker'.

På arbejde med empati

Sådan et initiativ er det store hus ved vejen. Her modtager Christian en genert Cecilia. Hun er forvirret. Hvorfor skal hun være her og ikke mere i fængslet? Men Christian byder velkommen og viser hende et værelse.

Huset blev etableret i september i år i et samarbejde mellem den almen velgørende fond Safe and Alive og foreningen Christians Venner. Indtil nu har græsrødderne været med til at hjælpe ni kvinder med at undslippe tvangsprostitutionen. Tre af kvinderne har fået asyl og fire er udrejst frivilligt. De sidste to er EU-borgere og har nu civile jobs og arbejdstilladelse i Danmark.

For tiden bor fem kvinder fast i huset. Omkring 15 kommer jævnligt og bruger faciliteterne. Ud fra samtaler med kvinderne vurderer safehusets medarbejdere, at langt hovedparten af brugerne er ofre for menneskehandel. De fleste er fra Nigeria. Enkelte kommer fra Østeuropa eller Thailand. De tager forbi, når de har brug for en madpakke, et bad - eller bare en at snakke med. Christian bor i huset, så han kan støtte kvinderne døgnet rundt. Derudover er der tilknyttet en psykolog, en sygeplejerske og to frivillige medhjælpere. Huset formidler desuden juridisk bistand til kvinderne, henviser til læger og tandlæger og sørger for, at kvinderne får personlig støtte i al kontakt til asylmyndigheder og politi.

Stueplanet i det store hus er kvindernes domæne. Etagen er indrettet med sovesale i to værelser. Der kan redes ekstra op i den ene af de store stuer. Her står også en bred reol: Danske bøger, engelske bøger, skolebøger, spil og sytøj fylder hylderne. I den anden stue dominerer bløde møbler og et fjernsyn med kanaler på alle sprog.

Reolen og tv'et er vigtige detaljer i arbejdet med de handlede kvinder. Møblerne bliver brugt til at vinde kvindernes tillid. Det handler om at finde ud af, hvad den enkelte kvinde interesserer sig for. Én kan lide at lave mad. En anden holder af at se på fugle i naturen. Cecilia ser fjernsyn på sit modersmål. Når kvinderne bliver aktiveret og mærker, at andre involverer sig i deres interesser, begynder de næsten altid langsomt at fortælle. Og på den måde tegner et trusselsbillede sig. Det bliver muligt at handle på den tvang, der fastholder kvinden i prostitution.

Christian står for arbejdet med at sikre kvindernes familier, så bagmændene ikke finder dem i hjemlandet. Han har flere gange betalt en kvindes gæld. Til gengæld bliver der stillet krav. I safehuset bliver kvinderne ikke opfattet som passive ofre: De skal deltage i det daglige arbejde, forsøge at tale dansk eller lære at læse. Og så forsøger Christian altid at oplyse kvinderne om, at det er en god idé at samarbejde med politiet om at fælde bagmændene. Den tilgang gør indtryk hos den enhed i politiet, der er oprettet for at bekæmpe kvindehandlens bagmænd.

"Christian har været med til at bidrage til ændringen, fordi han forlanger, at kvinderne skal komme og tale med os," fortæller Rene Hansen. Han leder den såkaldte Gruppe mod Kvindehandel, som er en specialenhed under Københavns Politi.

Ingen horn i panden

Gruppen mod Kvindehandel begyndte arbejdet den 1. september i år, og Rene Hansen har 10 mand på holdet. Det er en opgradering i forhold til de fem, der tidligere efterforskede sagerne i afdelingen for personfarlig kriminalitet. Men den nyoprettede gruppe udmærker sig også på andre områder. Efterforskerne har selv valgt, at de vil være med. Styrket af det øgede samarbejde med Reden og græsrødderne i safehuset har politiet fået en ny og bedre kontakt til kvinderne. Anne Valentin er en af de betjente, som ønskede at komme med i teamet. Hun interesserede sig for kvindehandel længe før, enheden blev stiftet. Derfor ved hun, hvordan den enkelte kvinde skal tackles. Hun fortæller, hvordan thailandske kvinder ofte skal stilles direkte spørgsmål for at bryde isen omkring de seksuelle emner. "Så gav du ham et blow job?" kan hun for eksempel spørge.

Med afrikanerne, derimod, er det vigtigt ikke at stille ledende spørgsmål:

"Hvis hun hører mig spørge, om huen var grøn, så kan hun pludselig overbevise sig selv om, at det var den - selv om det ikke er sandt," fortæller Anne Valentin. I stedet bruger politiet kognitive afhøringsmetoder. Det handler om at sætte offeret mentalt tilbage til gerningsstedet - og så bare lade dem snakke.

Siden begyndelsen af september har politiet fængslet tre bagmænd i to sager.

"Førhen lavede vi måske én sag engang imellem," siger Rene Hansen. Den ene af de to anholdelser gjaldt en såkaldt mama, de afrikanske kvinders bagmand på gaden. Mamaen blev netop fældet på baggrund af kognitive forhørsmetoder. Det var en af de prostituerede på gaden, der udpegede hende efter en afhøring hos politiet.

"De er begyndt at tro på, at vi ikke har horn i panden. Flere er villige til at komme og tale med os," siger Rene Hansen.

Gennembrud i Danmark

Danmark er vidne til et gennembrud. Det er advokat Jytte Lindgård ikke i tvivl om. Gennembruddet kom, da Rose fik asyl sidste sommer - og trak to opholdstilladelser mere i sit kølvand. Jytte Lindgård arbejder for Reden og var advokat for begge de kvinder, der kom efter Rose. Hun ser en klar linje i opholdstilladelserne. Ligesom Roses advokat Gunnar Homann, fortæller hun, hvordan bevisbyrden endelig er løftet for et massivt trusselsbillede. Både fordi kvinderne vælger at fortælle om deres situation. Men også fordi myndighederne er blevet dygtigere til at spørge ind.

"Det undrer mig, at en flot kvinde som dig ikke er blevet voldtaget," fortæller Jytte Lindgård, at hun for eksempel kan spørge de muslimske ofre. Sådan får hun måske svaret. Hendes erfaring er nemlig, at muslimske kvinder ikke fortæller om voldtægter. Slet ikke, hvis de ikke bliver spurgt. Men det tager tid at lære at forstå de barrierer, der gør, at en kvinde ikke taler. Og den slags hensyn har ikke altid været standard:

"Det kræver enormt mange møder, og vi har øvet os meget på det," siger advokaten om den spørgeteknik, der altså er begyndt at give resultater. Alligevel har Jytte Lindgårds begejstring en grænse. For de er kun dråber i havet - de fire kvinder, der nogensinde har fået asyl i Danmark. De fleste kvinder formår aldrig at løfte bevisbyrden for, at de er i fare. Nogle giver op på vejen. For tiden arbejder Jytte Lindgård på en sag for en kvinde. Men da der var afhøring hos Rigspolitiet, dukkede kvinden aldrig op.

Cecilia er én af Danmarks handlede kvinder. Men hun er også en af de heldige. Få dage efter, Cecilia kommer til safehuset, er hun på vej igen: Hjem til sin familie, som hun forlod, fordi hun troede på den mand, der lovede hende mange penge, hvis hun ville prostituere sig i Danmark.

Før Cecilia rejser hjem, har hun fortalt, hvem hun er, og hvordan hun kom hertil. Hun har også sagt, hvem der tjente penge på hendes prostitution, og hvor han bor, og nu efterforsker politiet sagen. Til gengæld ved hun, at hendes tid som handlet er forbi. Bagmanden venter ikke på hende; hun har fået et nyt sted at bo, og han kan ikke længere true hende og hendes familie.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

• Det nye safehouse er resultatet af et samarbejdet mellem den almen velgørende humanitære fond Safe and Alive og foreningen Christians Venner.
• Huset tilbyder visiterede ofre for menneskehandel kost, logi, sundhedstjek, psykologbistand, juridisk bistand, undervisning i f.eks. dansk, engelsk og IT, bisidning ved myndighedssamtaler – og nærheden fra et menneske, som altid er der for det enkelte offer.
• I november måned modtog huset 250.000 kroner i støtte fra Københavns Borgerrepræsentation. Du kan læse mere om de to organisationer på www.christiansvenner.dk og www.safe-and-alive.dk

Christian
Christian har hjulpet handlede kvinder siden 2006, hvor han tilfældigt mødte nigerianske Rose, som han støttede i at få asyl i Danmark. Siden har rygtet om Christian spredt sig blandt de handlede kvinder, som i stigende grad har opsøgt ham i hans private hjem for at få samme hjælp som Rose.
Indtil safehuset blev etableret, agerede Christian udelukkende som privatperson. Alle udgifter til kvinderne fra kost og logi til sundhedstjek finansierede han selv. I dag er Christian ansat som bestyrer af safehuset.
• Christian er godkendt til at tage sig af plejebørn og uledsagede flygtningebørn af myndighederne. I sit arbejde mod kvindehandel er Christian kendt og anerkendt af politiet og samarbejder tæt med blandt andet Udlændingeservice, asyladvokater og organisationer som Røde Kors’ asylafdeling og Reden International.
• Christian er anonym af hensyn til hans sikkerhed og for at sløre safehusets beliggenhed. Hans rigtige identitet er Information bekendt.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer