Læsetid: 4 min.

'Det hjalp ikke meget, at min køje var stoppet ud'

I 1958 aftjente Anker Bekker civil værnepligt i Kompedallejren. Men i stedet for at ligge i sin køje om natten besøgte Bekker i stedet en gift musiklærerinde inde i Viborg. Han blev opdaget og fik husarrest - og den gamle straf har i dag betydning for tuneserloven
Glade dage i Kompedallejren for unge militærnægtere. Det lykkedes for Anker Bekker at 'stoppe sin køje', så det ud som om han lå og sov. I virkeligheden var han sammen med musiklærerinden Lis inde i Viborg. Det blev opdaget, og Anker fik husarrest - og dét har i dag betydning for tuneserloven

Glade dage i Kompedallejren for unge militærnægtere. Det lykkedes for Anker Bekker at 'stoppe sin køje', så det ud som om han lå og sov. I virkeligheden var han sammen med musiklærerinden Lis inde i Viborg. Det blev opdaget, og Anker fik husarrest - og dét har i dag betydning for tuneserloven

Blicheregnens Museum ©

16. december 2008

Efter 43 gode år som posttjenestemand lever Anker Bekker i dag som pensionist et godt stykke ude på Amager syd for København. Da han som ung mand i slutningen af 1950'erne aftjente sin civile værnepligt i Kompedallejren ved Kjellerup, havde han meget svært ved at indordne sig under den disciplin, som blev pålagt ham. Gang på gang ramlede Bekker hovedet mod regler og sædvaner, og gang på gang blev han idømt disciplinærstraffe. En af straffene kom helt op at vende i Højesteret, og afgørelsen fra Højesteret har den dag i dag betydning for fortolkningen af tuneserloven.

"Ja, det var jo ikke, fordi jeg var decideret pacifist eller religiøs," forklarer Bekker til Information, "at jeg var militærnægter. Jeg brød mig bare ikke om, at unge mænd skulle lære at slå ihjel. Og så kunne jeg altså ikke stå model til al den disciplin."

Bekker kom fra små kår, han boede med sine forældre og tre søskende i Baggensensgade på Nørrebro, og hans far var invaliderentenyder.

"Jeg var egentlig indstillet til mellemskolen, men det blev der ikke noget af. Jeg var nødt til at have budplads, og jeg skulle aflevere alt, hvad jeg tjente, derhjemme. Selv drikkepengene. Men så fik min søster også en flot konfirmation," fortæller han.

Musiklærerinden Lis

Da Bekker i 1958 blev genindkaldt til Kompedallejren, fik han fra starten den besked fra lejrchef N. P. Kold, at "der ville blive holdt øje med ham," fortsætter han.

"Det blev der sandelig også, der gik ikke mange dage, før jeg fik den første sag. Jeg blev sat til at luge blandt bevoksningen omkring lejren, men da der ikke var meget at luge ud i, havde jeg forladt stedet og lagt mig på min køje i barakken. Der blev rejst en politisag direkte til Landsretten. Sagen var ikke blevet prøvet, da der kom en ny sag. Her var det også en banal sag, hvor jeg ikke havde hørt klokken, der ringede ud til arbejde. Begge sager blev ført, og jeg blev idømt først 15 dages hefte i den ene og så 30 dages fængsel i den anden, som jeg afsonede i Viborg Statsfængsel."

Så kom den sag, der endte helt i Højesteret. Inde i Viborg havde Bekker stiftet nært bekendstskab med en gift kvinde, som var nogle år ældre end han selv.

"Jeg havde jo mødt Lis, som var musiklærerinde. Når hendes mand, som var dommerfuldmægtig, var med Vestre Landsret i Århus en uge hver måned, overnattede jeg hos hende i Viborg," fortæller Bekker.

Der gik godt et stykke tid - og så gik det galt:

En tidlig morgen blev Bekker opdaget uden for lejren af lejrchefen.

"Så hjalp det jo ikke meget, at min køje var stoppet ud, dvs. jeg havde lagt ting i køjen, så det så ud som om, at jeg lå og sov," forklarer han.

Det var stik imod reglerne at forlade lejren iklædt lejrens tøj, så for det første mistede Bekker straks sine tøjpenge på 70 øre om dagen, og for det andet fik han en ny disciplinærsag på halsen.

"De var gale på os, så vi blev hele tiden pålagt stuearrest eller tvunget til køkkenarbejde om søndagen."

Nægterne havde gjort det til en rutine at appellere disicplinærstraffene, først til byretten i Kjellerup, og siden til Vestre Landsret i Viborg. Men nu skulle det være slut, mente lejrledelsen:

"På det tidspunkt havde lejren åbenbart fået nok af mig, og det var så her, at de nedlagde den påstand, at diciplinære sager ikke længere skulle kunne appelleres til Landsretten i Viborg."

Sagen blev ført som en principsag helt til Højesteret, og den beskikkede advokat for Bekker var den dengang navnkundige højesteretssagfører Bernt Hjejle, der tilmed sad i bestyrelsen for både rederiet A.P. Møller og Tuborg Bryggerierne.

"Jeg fik medhold i, at diciplinærsager kunne ankes til Landsretten, og sagen blev derfor sendt tilbage til fornyet realitetsbehandling i Landsretten. Det principielle var, at sagen altså kunne føres, dvs. at Højesteret anerkendte, at den husarrest, jeg var blevet pålagt, kunne sammenlignes med frihedsberøvelse. På det tidspunkt var jeg imidlertid allerede blevet hjemsendt og var i øvrigt begyndt i Postvæsenet."

Soldat Svejk

Anker Bekker er overrasket over, hvis hans gamle sag i dag kan tjene som fortolkning af tuneserloven.

"Jeg vil da håbe, at jeg kan præge den, når det gælder selve princippet, at en domstol skal afgøre det," siger han.

Det senere folketingsmedlem for Venstresocialisterne, Preben Wilhjelm, var militærnægter på samme tid som Anker Bekker. Og Wilhjelm, som var talsmand for nægterne i Kompedallejren, husker udmærket sin gamle nægter-kammerat:

"Anker var en spøjs person. Han var en slags Soldat Svejk," siger Wilhjelm med henvisning til den tjekkiske forfatter Jaroslav Haseks roman om hundehandleren Svejk, der kun yderst modstræbende blev soldat under Første Verdenskrig.

"Hvor vi andre altid brokkede os, så var Anker evig glad: Der var jo mad tre gange om dagen og rent sengetøj," erindrer Wilhjelm, der er overbevist om, at der bag Ankers tilforladelige ydre var gemt en udspekuleret spasmager:

"Når Anker fik en køje, insisterede han på at sove på gulvet. Når lejrledelsen forbød ham at sove på gulvet, insisterede han på at sove oprejst i et kosteskab. Når vi ikke måtte have skråhue på indendøre, blev han klippet kronraget, hvilket kun straffefanger dengang brugte. Og så blev han beordret til at have sin hue på indendøre," fortsætter Wilhjelm.

Bekker var også den første nægter, som så at sige blev opgivet af Indenrigsministeriet og hjemsendt i utide.

"Til juletid ville alle vi københavnere jo gerne hjem og holde ferie, men det ville Anker ikke. Han fastholdt, at han skulle være nægter i 22 måneder, og lige så længe skulle Kompedallejren bare se at sørge for tre måltider mad om dagen til ham. Først da lejrchefen tilbød selv at køre ham til stationen, accepterede Anker, dog kun hvis lejrchefen først gav ham en god cigar. Jo, Anker tog pis på det hele".

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu