Læsetid: 4 min.

København vil blive indtaget af demonstranter

Det internationale system bevæger sig i sneglefart hen imod løsninger på den klimakrise, som ifølge forskere eskalerer med raketfart. Efter Poznan har ngo'erne mistet troen på, at det politiske system kan skabe de fornødne forandringer, og de mobiliserer nu på anden vis, siger Christian Friis Bach fra Folkekirkens Nødhjælp
Demonstranter i hobetal vil forsøge at lægge pres på verdens ledere, når København næste år er vært for klimatopmødet, forudsiger Christian Friis Bach.

Demonstranter i hobetal vil forsøge at lægge pres på verdens ledere, når København næste år er vært for klimatopmødet, forudsiger Christian Friis Bach.

15. december 2008

I forbindelse med FN's netop overståede klimakonference i den polske by Poznan, har en række klimaorganisationer og miljøeksperter meldt ud, at klimaets smertegrænse ikke ligger på to graders temperaturstigning som hidtil antaget, men i stedet på halvanden.

Christian Friis Bach, chef for Folkekirkens Nødhjælps internationale afdeling mener ikke engang, vi kan holde os under de to graders temperaturstigning, hvis beslutningsprocessen fortsætter med den hastighed, der har kendetegnet Poznan-konferencen.

Han mener derfor, der er brug for en omstrukturering af den internationale politiske beslutningsproces, og at det civile samfund og nødhjælpsorganisationerne må mobilisere sig og skaffe resultater på andre måder.

- Hvordan synes du Poznan-konferencen gik?

"Hvis vi fortsætter i den sneglefart, som vi har set i Poznan, så når vi ikke engang at begrænse temperaturstigningen til de to grader, og det vil få yderst dramatiske konsekvenser. Man kan næsten ikke overdrive, hvor store omvæltninger, vi vil opleve. Hvis man går tilbage og ser, hvordan verden så ud sidste gang, den var to grader varmere, så er det meget markante forandringer, vi taler om. En kvart milliard mennesker vil blive ramt af akut vandmangel, udbyttet af afgrøder i Sydøstasien og Afrika vil falde voldsomt på grund af tørke, og vi vil se en sultkatastrofe af dimensioner. En lang række lande vil blive ubeboelige, og det vil betyde millioner af klimaflygtninge. Alt sammen forandringer, som vi vil se inden for et par årtier. Hvis man så begynder at snakke 50 til 100 år frem i tiden, vil det få langt mere dramatiske følger," siger Christian Friis Bach.

- Hvor godt virker det her internationale aftalesystemet, som man er ved at bygge op?

"Som systemet ser ud nu, kan det slet ikke løse de massive udfordringer, vi står over for. Det er jo et konsensussystem, og det er det også nødt til at være, for hvis man for alvor skal gøre noget ved klimakrisen, så er det utroligt vigtigt, at alle landene er med. Men det betyder også, at man strækker sig utroligt langt for at få alle til at gå med. I Poznan virkede systemet ikke, fordi nogle få lande blokerede det hele. Saudi Arabien og Rusland, skarpt forfulgt af Australien og Canada blokerede virkelig for, at der kunne ske fremskridt," siger Christian Friis Bach.

- Hvordan burde man så bygge systemet op?

"Vi skal have regeringslederne på banen, fordi det her kræver nogle afvejninger, som kun regeringsledere kan foretage. Det her er jo ikke en miljøkonference mere. Det er en konference, som handler om fattigdom, handel, finansiering, teknologi og hele vores måde at leve på og vores fælles fremtid. Og det kan man ikke administrere gennem resortministerier og med forhandlere, som har begrænsede mandater. Hvis vi skal nå frem til en aftale, er det derfor også helt afgørende, at vi får det løftet op på regeringschefs-niveau i København. Ellers vil det aldrig lykkes."

Mobilisering af masserne

- Hvis det her politiske system slet ikke er gearet til at nå resultaterne. Hvad kan andre aktører så gøre?

"Hos ngo'erne og de forskellige organisationer har der været en meget konstruktiv tilgang til de her forhandlinger. Man har prøvet at spille med og påvirke forhandlerne, man har lavet forslag til resolutioner og tekster og arbejdet med inden for rammerne. Men det, jeg kommer fra Poznan med og det, som jeg tror, rigtig mange kommer fra Poznan med, er, at det ikke er nok at prøve at arbejde indefra med forhandlinger osv. Vi bliver nødt til at mobilisere på en helt anden måde. Vi bliver nødt til at vende tilbage til nogle af de massive folkelige markeringer, som vi f.eks. så under gældskampagnerne og G8-møderne for en fem-ti år siden, hvor titusinder af mennesker mobiliserede sig og stillede krav til verdens ledere om at tage problemerne alvorligt. Derfor tror jeg også konferencen i København bliver anderledes. Jeg tror København bliver genstand for en massiv mobilisering med demonstrationer af en størrelsesorden, som vi ikke har set længe, og som vi måske aldrig har set før," siger Christian Friis Bach.

- Nu var alt jo ikke dårligt på Poznan-konferencen. Hvilke nogle positive signaler blev der sendt på konferencen?

"Især det norske forslag til finansiering af en global klimafond fik en meget markant opbakning fra EU. Forslaget går ud på, at en del af de penge, som hvert land får ved at sælge CO2-kvoter skal gå til en fond, som skal hjælpe med at løse klimaproblemerne internationalt og hjælpe især u-landene med at modgå klimakrisen. Pengene skal bruges til to ting. For det første skal de hjælpe u-landene med at tilpasse sig klimaforandringerne. Der kan være tale om alt fra at bygge diger til at lave varselssystemer for orkaner og tørkeresistente kornsorter. For det andet skal u-landene hjælpes til at reducere deres CO2-udledninger. Det handler om at bygge vindmøller, isolere huse og så videre. Det er sådan nogle forslag, som enhver finansminister med respekt for sig selv tidligere har været ekstremt meget imod, fordi man principielt er imod internationale skatter. Men på Poznan har man fået cementeret, at de her tiltag simpelthen er nødvendige," siger Christian Friis Bach.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Folkekirkens Nødhjælp gør et fortjenstfuldt arbejde , men klimapolitik er vist ikke dens stærkeste side.

FN systemet er i denne sag et konsensus-system - ingen (heller ikke forbeholdslandet Danmark) ville acceptere et FN-system, der kunne stemme et mindretal ned i en international forhandling om klima.

Det er knofedt og hårdt møjsommeligt forhandlingsarbejde , der skal til , hvis frugtbar enighed skal nås.

Jeg håber ikke, at NGO'erne "lægger København øde" for at markere sig næste år - det skal helst ikke blive sådan, at store internationale konferencer kun kan holdes i "politistater" , fordi NGO'erne blokerer og smadrer alt i de byer i de demokratiske stater, der prøver at være værter.

Efter Chr. Friis Bach's bemærkninger er jeg faktisk ved at synes, det er en rigtig dårlig ide at have COP 15 i København - det bliver dyrt med demonstrationer, der går agurk , overarbejde til politi o s v.

"Vi bliver nødt til at vende tilbage til nogle af de massive folkelige markeringer, som vi f.eks. så under gældskampagnerne og G8-møderne for en fem-ti år siden, hvor titusinder af mennesker mobiliserede sig og stillede krav til verdens ledere om at tage problemerne alvorligt."

Det kommer formodentligt ikke til at ske, før klimaet er drevet så meget af sporet, at det får direkte økonomiske konsekvenser for meningmand. Men så vil folk også give sig til at klynke.

Indtil da vil flertallet formodentligt vægte den daglige Chianti højere end klimaforandringerne. End ikke et blik ind i børn og børnebørns øjne synes at kunne lirke fornuften ind i hovederne. Det er for alvor ved at være tid til, at forældre verden over overvejer, hvad de virkelig mener, når de siger, at de elsker deres børn.

"... som hvert land får ved at sælge CO2-kvoter skal gå til en fond ..."

Så længe man på denne afladsagtige facon forsøger at snige sig udenom reelle forandringer, ja, så sker der - meget overraskende - ingen reelle forandringer.

Men mon ikke løbet allerede er kørt? Som følge af blind tillid til kapitalismens banale vision om vedvarende vækst har ledere verden over igennem de sidste to-tre årtier ladet den globale økonomi blive så svulstig, at en omstilling til bæredygtighed er blevet en umulighed uden omfattende recession, som man for alt i verden ikke kan acceptere indenfor paradigmet.

Jeg synes artiklen glemmer at fortælle lidt om hvad den der såkaldte hjælpefond er for en størrelse. Det estimeres at udviklingslandende skal bruge 50 milliarder årligt for at tilpasse sig forandringer. Desværre vil handelen med Co2 kun frembringe en brøkdel. Jeg kan ikke huske om det var 2 eller 0.2 %jeg er nærmest også ligeglad...til gengæld husker jeg at beløbet svarede til 0.01% af den samlede julegaver som regeringerne har givet finansfyrsterne og bankerne i år.

Kære John.

En svag kildren i min storetå siger mig at der måske alligevel kommer en masse demonstranter i Københavns gader i December 2009;-)