Læsetid: 8 min.

Mediernes vagthunde på vildspor

Siden 11. september 2001 er antallet af terrorhistorier i de danske medier eksploderet. Kritikere mener, at journalisterne har købt politikernes dagsorden og ofret den kritiske sans på terrorkrigens alter
Siden 11. september 2001 er antallet af terrorhistorier i de danske medier eksploderet. Kritikere mener, at journalisterne har købt politikernes dagsorden og ofret den kritiske sans på terrorkrigens alter
Indland
9. december 2008

Onsdag den 15. februar 2006 har et par unge danske mænd på 30 og 32 år netop fået udleveret deres boardingpas i Københavns Lufthavn. De to kammerater skal på solferie til den spanske by Malaga og er i godt humør. Den 32-årige spørger i sin ven, om han nu også har husket bomberne. Politiet bliver tilkaldt, og den 32-årige bliver taget med til afhøring på stationen. Efterfølgende afviser flyselskabet at flyve med den 30-årige kammerat, så også han må blive hjemme i det vintermørke Danmark.

Efter angrebet på USA den 11. september 2001 har terrorfrygten sat sig igennem på mange planer i det danske samfund, og det, der kunne lyde som en uskyldig spøg, bliver taget bogstaveligt og dødsens alvorligt.

Årsagerne til den udbredte terrorfrygt kan være mange, men medierne har spillet en afgørende rolle, fordi de ofte har viderebragt selv små og ubetydelige nyheder, alene fordi de har en relation til begrebet terror.

Enden er nær

Det mener cand.mag. i medievidenskab Michael Søby Andersen, der i sin specialafhandling Terroren er nær! har gennemtrawlet og analyseret terrorismebegrebet i udvalgte danske aviser. "Der er ingen tvivl om, at terror er blevet godt stof. Sensationelt og pirrende. Det betyder selvsagt, at journalisterne får noget ud af at holde gryden i kog - simpelthen fordi det sælger aviser."

En infomediasøgning kan bekræfte tendensen. En søgning på ordet 'terror' i seks store danske dagblade viser, at der er en stigning i antallet af artikler om emnet på godt 285 procent, hvis man sammenligner en syvårig periode før 11. september 2001 med en syvårig periode efter 11. september 2001.

Årsagen til den eksplosive stigning skal ifølge Michael Søby Andersen blandt andet findes i det faktum, at den amerikanske regering efter 11. september 2001 har fået monopol på at definere det skete og dermed monopol på det sprog, der skal beskrive det:

"Medierne har simpelthen overtaget politikernes - og altså især George Bushs - diskurs", siger han.

En tilsvarende konklusion drager medieforskerne Nete Nørgaard Rasmussen og Mark Ørsten i deres analyse af de danske mediers dækning af Irak-krigen:

"De danske medier forsøgte at præsentere et alternativt og uafhængigt billede af krigen. Men i sidste ende var de ikke i stand til at forblive uafhængige af hverken de danske eller de udenlandske politiske dagsordener - eller af de militære kilder i den koalition, Danmark var en del af," lyder deres konklusion.

Helt konkret betyder det, at de danske medier fra efteråret 2001 har fået en ny dagsorden, som vel at mærke ikke er sat af chefredaktørerne eller den øvrige redaktionelle ledelse:

"Efter det, vi kalder 11. september, fik vi en helt ny referenceramme, som centrerer sig omkring begrebet terror. Denne referenceramme indeholder begreber som 'krigen mod terror', "enten er I med os, eller også imod os", 'terrorens tidsalder' osv. Der er blevet opbygget en hel sprogpakke til at beskrive det, vi oplever i verden. Men sproget former også verden - og vi indretter os derefter," siger Michael Søby Andersen.

Bushs dagsorden smitter af

At terror er blevet en gangbar referenceramme i nyhedsstrømmen bliver tydeligt, når artikler ses efter i sømmene. Dagbladet Information er et eksempel på, hvordan en avis, der i sin redaktionelle linje ofte tager afstand fra den såkaldte 'krig mod terror', alligevel benytter det begrebssæt, der er opstået i kølvandet på 11. september 2001.

I en leder fra 2006 med titlen "Der kommer flere" benyttes ordet 'terror' fem gange - som "Vestens krig mod terror", "Terrorkrigen", "terror-prædikatet", "terrormistænkte" og "terrorgrupper". Alle disse udtryksmåder er henvisninger til George Bushs lancering af en 'krig mod terror'. Desuden trækker en sætning som "for dette drejer sig ikke bare om nogle strategiske og militære styrkeforhold, men om sammenstød mellem kulturer og livssyn" veksler på begrebet "civilisationernes sammenstød", et begreb skabt af den amerikanske politolog Samuel Huntington, der er forfatter til bogen med netop titlen Civilisationernes sammenstød.

Selv om lederen udformes som en kritik af Vestens måde at tackle Mellemøsten på og indirekte af 'krigen mod terror', får begrebet terror paradoksalt nok til en prominent placering i teksten. Terrorkrigen fremstilles som et faktum, og terroristen dermed også som reelt eksisterende - uden at det ekspliciteres nærmere, hvem terroristen er, ud over at denne må være lokaliseret i Mellemøsten.

Angreb uden varsel

Der findes mange lignende eksempler på, hvordan terrordiskursen skævvrider historierne i dagbladsartiklerne. Lektor i medievidenskab Michael Søby Andersen nævner en artikel fra Politikens hjemmeside den 25. november 2008. Her lyder overskriften "Ritt: Terrorberedskabet er i fare".

Artiklens hovedbudskab er, at der er udsigt til færre ambulancer i København fremover. Men i stedet for blot at fortælle den historie, indledes artiklen med en terrorreference.

Et andet eksempel er artiklen "Ny vurdering: Øget risiko for terror i Danmark" i Berlingske Tidende den 11. april 2008. I artiklen refereres der til en PET-rapport, der angiver, at truslen især kommer fra områder, hvor militante ekstremister er aktive, Nordafrika, Mellemøsten, Pakistan og Afghanistan. Ved udelukkende at lokalisere 'fjenden' geografisk, men ikke konkretisere den yderligere, tegnes et billede af en diffus fjende, som potentielt kan angribe når og hvor som helst. Dette bliver understreget af, at journalisterne anfører, at et "terrorangreb kan finde sted uden varsel". Det er strengt taget blot en konstatering af et indlysende faktum, men ved at anføre det direkte pirker journalisterne til en angst for det frygteliges mulige komme.

Artiklen kommer også med et bud på, hvor et eventuelt terrorangreb i Danmark vil finde sted og angiver ikke overraskende, at det nok vil ske et offentligt sted, hvor mange mennesker er samlet, eksempelvis trafikknudepunkter - ligesom det var tilfældet i Madrid i 2004 og London i 2005.

Dermed italesætter journalisterne en udbredt utryghed i dele af befolkningen ved at befinde sig eksempelvis i metroen i København, og desuden skabes en tæt forbindelse mellem de tre storbyer: Ligesom mange hundreder døde ved bombesprængningerne i Madrid og London, vil mange hundrede potentielt dø på f.eks. Nørreport i København. I artiklen citeres PET's tidligere operative chef Hans Jørgen Bonnichsen også for følgende: "Det er en meget markant opgradering af trusselsvurderingen."

Men artiklens sidste sætning underminerer til dels artiklens generelle billede af en stærkt øget terrortrussel: "Selv om terrortruslen er øget gennem de seneste år, anfører PET i vurderingen af terrortruslen, at muligheden for terror i Danmark stadig er meget begrænset," hedder det.

Forstærket selvsving

Professor Ole Wæver er leder af det nyoprettede tværfaglige Centre for Advanced Security Theory (CAST) på Statskundskab ved Københavns Universitet. Her forsøger en række forskere at finde et tværfagligt sprog, der kan gøre, at trusler som terror og klimaforandringer kan vurderes og omgås på en mere hensigtsmæssig måde. Ole Wæver udtaler:

"Terror har fået en særligt magisk klang. Det betyder, at hvis ordet indgår i en artikel, så markeres den som vigtig. I vores eget lille fredelige samfund, hvor der sjældent sker noget virkelig spændende, markerer ordet 'terror' en abstrakt og apokalyptisk faktor. Rent diskursivt er terror simpelthen kommet til at betyde vigtigt. Ordet udløser en forstærkereffekt."

I forhold til den konkrete dækning af terrorsager i landets medier siger Ole Wæver:

"Mens dækningen af den internationale terror efterhånden - i modsætning til det første årstid efter 11. september 2001 - har fundet et leje, hvor den behandles på linje med andre dramatiske begivenheder, så får de danske terrorsager uforholdsmæssig stor opmærksomhed. Der er ingen målestok, der tilsiger, at terrorsagerne skal blæses sådan op. På den måde kan man sige, at der er tale om en form for selvsving i de danske medier."

Lukning af åbne samfund

Et er dog, at terror er et varmt emne i medierne. Noget andet er, om det har indflydelse på samfundet og på os som mennesker? Ole Wæver mener, at der er tale om en splittelse mellem, hvad vi accepterer som en politisk abstrakt måde at skildre verden på, og hvordan vi imødekommer den følelsesmæssigt og praktisk i vores hverdag:

"Terrorfrygten er mest af alt en politisk virkelighed, som får indflydelse på os som offentlige individer på den måde, at vi accepterer den indførte anti-terrorlovgivning uden den store debat. Til gengæld får den ikke nogen indflydelse på os som private - vi kører stadig med metroen til Nørreport."

Michael Søby Andersen understøtter tesen om, at forventningen om et terrorangreb har betydning for, hvordan vi forestiller os, at samfundet kan og bør indrettes:

"Sprog er med til at definere vores virkelighed. Terroren er nær, lige omkring os - i sproget. Det har en betydning, fordi vi former samfundet efter det, vi frygter, vil ske. Den måde, vi taler om terror på, er medvirkende til, at vi gør vores samfund mere lukket. Den er årsag til, at vi for eksempel kun må have 100 milliliter væske med i håndbagagen på flyveturen. Den er årsag til tvivlsom lovgivning og til, at det er blevet sværere at komme ind på Christiansborg. Den er desuden medvirkende til at gøre integrationen mere problematisk, fordi vi kommer til at betragte verden igennem en 'os og dem'-optik, og fordi alle muslimer nemt bliver sat i bås som potentielle terrorister."

Endvidere fremhæver han, at terrordiskursen kan flytte vores fokus og gøre os parate til at gå på kompromis med basale rettigheder: "Det er en udbredt forestilling,atnår noget er terrorisme, kan motivet kun være vanvid og ondskab. Så hvis noget er terrorisme, skal det bekæmpes - også selv om det betyder, at vi kommer til at leve i et langt mere lukket samfund."

Hvis vi accepterer præmissen, at terror er blevet synonym med en sprogpakke af betydninger, der definerer de briller, vi betragter verden med, hvordan bør vi så forholde os til den præmis? Hvordan undgår vi fremover at falde i terrordiskurs-fælden?

Alternativt sprogbrug

Ifølge Michael Søby Andersen er et bud, at vi helt undlader at bruge begrebet:

"Det er betænkeligt, at journalister benytter ordet efter forgodtbefindende, især fordi det ikke har nogen entydig definition."

Den linje valgte det britiske nyhedsbureau Reuters allerede i september 2001 at følge, da de besluttede at stryge begrebet "terrorist" fra de ansatte journalisters sprogbrug. Ifølge Reuters udenrigspolitiske redaktør, David A. Schlesinger, var baggrunden for beslutningen: "at den enes terrorist er den andens frihedskæmper."

Schlesinger mente simpelthen, at ordet terrorist var for værdiladet, og i en erkendelse af det uforenelige i begrebets subjektivitet og de journalistiske krav om tilstræbt objektivitet, optræder begrebet i dag kun i tekster fra Reuters, hvis det indgår i direkte citater.

Det danske nyhedsbureau Ritzau har udstukket en tilsvarende redaktionel linje forklarer journalist på udlandsredaktionen Hanne Sørine Sørensen:

"Som hovedregel undgår vi at benytte ordet 'terrorist'. Hvis nogen siger terrorist, skriver vi det selvfølgelig. Derudover bruger vi kun betegnelsen 'formodet terrorist', eller vi betegner vedkommende som en, der har begået en terrorhandling. Når vi skriver om al-Qaeda, skriver vi terrornetværket al-Qaeda, for det er der vist ikke nogen, der kan være uenige i. Men generelt undgår vi ordet ud fra den betragtning, at vi ikke vil stemple nogen."

Læs mere: mere:Ole Wæver, 'Krigen mod terror stimulerer terroren'. Information, 11. september 2007, http://www.information.dk/146236

Michael Søby Andersen: 'Terroren er nær! - en analyse af terrorismebegrebet og terrorismediskurs i udvalgte danske aviser.' Speciale i Medievidenskab, 2006. Kan læses på: www.opgavebank.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Skaarup

Tak for en god artikel, og linket til Michael Søby Andersen´s speciale.

Jeg har et andet bud til de spørgsmål, der stilles..
Jeg tænker at vi har brug for en forsoning, og en bilæggelse af fortidens fejl. Ligesom i sydafrika, efter apartheid..
de ansvarlige medier og politikere, skal undskylde overfor befolkningen, fordi har jaget frygten i dem og rusket deres fundament, i stumper og stykker, ved at have bedraget (sig selv og) befolkningen, med paranoide beretninger om kommende terror en, samf en direkte sammenkædning mellem islam og terrorisme.

Det er sgu nederen, at folk har det sådan, som faktaboksen anfører. At 3/4 af danskerne forventer af terrorister, udføre en aktion i Danmark, skyldes ikke faktiske begivenheder, men mediemanipuleret frygt/racisme

Derfor skal medierne undskylde og føre en forsonende dialog, med alle de mennesker, der hver dag, deler deres frygt og dessillusion over verden tilstand, med information,dks debattører, i det giver os andre skylden. Vi bliver(med rette) beskyldt for at vi forstår simpelhen ikke den overhængende fare islam udgør, for frikadeller, campinghabiter og dansk toppen.