Læsetid: 2 min.

Ministerier uenige om tålt ophold

Har en udlænding på tålt ophold lovligt ophold i Danmark? Ja, mener Justitsministeriet. Men i et svar til Folketinget siger Integrationsministeriet nej
Indland
10. december 2008

Forvirringen om Integrationsministeriets forslag til 'tuneserlov' (L 69) vokser dag for dag. Nu viser det sig, at Integrationsministeriet har en anden forståelse end Justitsministeriet, når det drejer sig om et nøglespørgsmål: De knap 20 udlændinge, som er på tålt ophold, fordi de ikke kan udsendes tvangsmæssigt, opholder de sig lovligt eller ulovligt i Danmark?

Integrationsministeriet har oplyst til Folketinget, at en udlænding på tålt ophold ikke har lovligt ophold: "Der er således tale om personer, der ikke har et opholdsgrundlag, og som dermed ikke har lovligt ophold her i landet, men deres ophold er netop alene 'tålt'." (Svar på spørgsmål 20 ad L 69)

Men Justitsministeriet anlægger en anden fortolkning, som det bl.a. fremgår af ministeriets svar på spørgsmål 31, hvori man skriver om artikel to i fjerde Tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK): "Det følger af den nævnte bestemmelse, at enhver, der lovligt befinder sig på en stats område, inden for dette skal have ret til at færdes frit og til frit at vælge sit opholdssted. Beskyttelsen omfatter også udlændinge, herunder udlændinge, der er på tålt ophold."

Forkert formulering?

Ifølge tre eksperter i udlændingeret, professor dr.jur. Jens Vedsted-Hansen fra Århus Universitet, seniorforsker Kim U. Kjær fra Institut for Menneskerettigheder og lektor i menneskerettigheder ved Københavns Universitet Jonas Christoffersen, er Justitsministeriets forståelse den korrekte.

"De opholder sig lovligt i Danmark, sådan er det," siger Jonas Christoffersen.

"Justitsministeriet har ret, mens Integrationsministeriet tager fejl," siger Kim U. Kjær og tilføjer: "Det er påfaldende, at de to ministerier i den grad har forskellige opfattelser. Enten er jorden rund, eller også er den flad, men den kan altså ikke være begge dele på én gang," som han siger.

"I lovbemærkningerne til L 69 giver Integrationsministeriet klart udtryk for, at de opholder sig lovligt," supplerer Jens Vedsted-Hansen, der dog ikke tør sige, hvorfor ministeriet i et svar til Folketinget så har formuleret sig anderledes. Han gætter på, at Integrationsministeriets svar hænger sammen med, at de vil bevare muligheden for bagefter at sige, at udlændinge på tålt ophold efter dansk lov ikke har et lovligt ophold. Det ændrer ikke ved, at de efter EMRK befinder sig lovligt i Danmark.

"Tilbage i 2002 forfægtede Integrationsministeriet under Bertel Haarder også det samme synspunkt, at tålte udlændinge ikke havde lovligt ophold" siger Jens Vedsted-Hansen.

Integrationsministeriet vil kun oplyse til Information, at "uanset formuleringen af svar nr. 20, så er udlændinge på tålt ophold omfattet af den beskyttelse, som EMK giver".

Ministeriet vil derimod ikke svare på, om formuleringen er forkert, eller om ministeriet fortsat fastholder, at opholdet er ulovligt.

Det har heller ikke været muligt at få et svar på, om udlændinge på tålt ophold nyder færre rettigheder, afhængig af om udlændingemyndighederne opfatter deres ophold som ulovligt. Det spørgsmål bliver måske belyst i formiddag, hvor Folketinget afholder høring om L 69.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her