Læsetid: 3 min.

Naturvidenskab står over for massefyringer

Et underskud på 30 millioner kroner på næste års budget betyder, at Det Naturvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet står til at skulle fyre op til 50-60 ansatte. Mindre søgning til uddannelserne og færre frie forsknings-midler får skylden for nedskæringerne
Det Naturvidenskabelige Fakultet på KU har fået 25 pct. færre nye studerende i år, og det kan mærkes på bundlinjen. 50-60 ansatte risikerer en fyreseddel.

Det Naturvidenskabelige Fakultet på KU har fået 25 pct. færre nye studerende i år, og det kan mærkes på bundlinjen. 50-60 ansatte risikerer en fyreseddel.

Rune Johansen

Indland
3. december 2008

Det Naturvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet (KU) skal næste år spare cirka 30 millioner kroner, eller hvad der svarer til nedlæggelse af 50-60 stillinger.

Landets største universitet har endnu ikke vedtaget næste års budget, men ifølge dekan på Naturvidenskab Nils O. Andersen vil besparelserne "kræve betydelig fantasi med hensyn til måden, vi finansierer vores kerneaktiviteter på", skriver han i en mail.

Årsagen til underskuddet på naturvidenskab er, at fakultetet - ligesom flere andre naturvidenskabelige fakulteter rundt om i landet - oplevede et fald på 25 procent i antallet af nye studerende på studiet.

Det betyder, at fakultetet får færre penge fra staten, fordi der simpelthen er færre studerende, der består eksamen.

Fællestillidsmand på Det Naturvidenskabelige Fakultet Leif Søndergaard kalder nedskæringerne "groteske", fordi de er direkte afledt af forskellige politiske beslutninger. Årets lave optag skyldes formentlig skærpede optagelseskrav til universiteterne og gymnasiereformen. Samtidig gav politikernes fordeling af millionerne i Globaliseringspuljen langt færre frie midler, end universiteterne havde håbet på.

"En stor del af underskuddet skyldes ikke universitetet, men politikerne. De siger, de vil satse mere på forskning og uddannelse, men samtidig laver de så en række tiltag, der reelt giver mindre forskning og giver færre lærere til at undervise de studerende. På den måde har de skudt sig selv i foden," siger Leif Søndergaard.

Også de studerende er bekymrede for, at nedskæringer vil betyde færre undervisere, der har mindre tid til de studerende, siger Sissal Erenbjerg, der er bachelorstuderende på nanoteknologi og aktiv i Studenterrådet på KU.

"Jeg kan godt frygte, at vi får færre konfrontationstimer, og det kan gøre det svært for mange af os at klare studierne."

KU i minus

Københavns Universitet skal ifølge budgetforslaget spare knap 80 millioner næste år. Foreløbig bliver pengene dog hentet hjem ved at bruge af universitetets egenkapital, siger universitetsdirektør Jørgen Honoré.

"Vi kan godt klare den her situation i et år, men det må ikke fortsætte, for vores egenkapital bør generelt set ikke blive mindre."

Også Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet skal spare 25 millioner, men her er det endnu uklart, om det kommer til at betyde opsigelser.

"Vi er meget kede af den her situation, Vi ville helst kunne skære ned over en længere periode, men i det her tilfælde er vi nødt til at gøre noget ved situationen med det samme," siger Jørgen Honoré.

De ansatte håber, at KU's bestyrelse vil give naturvidenskab mere end et år til at få bugt med underskuddet. Bestyrelsen skal tage stilling til universitetets budget i dag.

Flere basismidler, tak

Jørgen Honoré mener, det er på tide at tage en alvorlig snak med politikerne om, hvad de forskellige politiske tiltag rent faktisk betyder for universiteterne.

"Vi kan ikke opretholde god forskning for penge, der går til enkeltprojekter. Vi så gerne, at halvdelen af midlerne fra Globaliseringspuljen var blevet tildelt som basismidler, men i stedet endte kun knap 25 procent som frie midler," siger Jørgen Honoré.

Fællestillidsmanden er enig i, at fordelingen af midler til forskning er problematisk.

"Det kan godt være, der overordnet set kommer flere penge til forskning, men de er bundet til specifikke projekter, og vi har mindre tid at søge penge, fordi der de sidste 10 år er kommet langt flere studerende, uden at vi har ansat flere undervisere. Jeg tror ikke, politikerne er klar over, hvor lang tid det tager at opbygge et forskningsmiljø, og hvor lidt der egentlig skal til for at smadre det," siger Leif Søndergaard.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her