Læsetid: 8 min.

Den nye tids socialister

Hvordan er det at være ung, kvinde og medlem af Folketinget? Og hvad vil det sige at være socialist i år 2008? Information har talt med de tre SF'ere, Ida Auken, Özlem Cekic og Astrid Krag om ideologier og om livet som ung politiker
20. december 2008

Umiddelbart minder de meget om hinanden - Ida Auken, Astrid Krag og Özlem Cekic. De er alle unge, kvinder og blev valgt ind i Folketinget ved valget sidste år. Og så brænder de for deres nye job som politikere for Danmarks tredjestørste parti. Det fremgår ganske tydeligt, som de sidder der på en restaurant midt i det julepyntede Tivoli.

Så snart den ene stopper strømmen af ord for at trække vejret, har den anden fluks overtaget, indtil også hun må overgive sig og trække luft ind. Så ser den tredje sit snit til at lufte sine indskydelser. Og sådan fortsætter de. Kun når snakken falder på udlændingepolitik og SF's holdning til 24-årsreglen bliver først den ene tavs og så den anden. For her ulmer uenigheden. Den ligger på lur, klar til at springe frem når som helst. Men de tre politikere nægter at tale om udlændingepolitikken. Selvom de kun har været på Christiansborg et år, har de for længst lært, at man ikke nødvendigvis svarer journalister på alt, hvad de spørger om.

Frihed og lighed

Selvom SF's tre nye ansigter repræsenterer en ny generation i Folketinget, mener de ikke, at det er forældet og gammeldags at tale om ideologier. Alle tre erklærer de sig mere eller mindre for socialister.

"Jeg er socialist, fordi jeg mener, at alle skal have lige muligheder og vilkår for at lave det, de drømmer om. Det skal ikke have nogen betydning, om man er født i Gellerup eller Gentofte," siger Astrid Krag, men tager samtidig afstand fra socialismens mørke fortid:

"Der er blevet gjort mange vampyrligheder i socialismens navn, hvor man tilsidesatte moralske principper," siger hun og understreger, at demokrati og flertallets vilje altid skal prioriteres først.

Ida Auken jubler heller ikke kun over socialismen. Hun er skeptisk over flere af socialismens grundliggende elementer som stor statslig regulering:

"Hvis jeg skal sige, hvad socialisme er for mig, så kommer jeg for langt væk fra, hvad jeg selv er. Derfor er det lettere at sige, hvad socialisme ikke er," siger hun og peger på et par af de elementer, hun er uenig i:

"Der skal ikke være alt for meget med røde faner, og staten skal ikke være en stor kolos, der bestemmer alting."

Hvor Ida Auken er præstedatter og selv er uddannet teolog, er Astrid Krag ateist, og Özlem Cekic muslim. Ligesom de har forskelligt syn på religion, har de også forskelligt syn på socialismen. De røde faner bringer for eksempel ikke Özlem Cekic's blod i kog:

"Jeg er nok sådan en folkesocialist med røde faner og lighed og frihed for alle. Jeg vil rigtig gerne have, at staten styrer rigtig meget og laver et sikkerhedsnet, så folk ikke falder igennem," siger hun.

Men det er de to andre uenige i:

"Det er forfejlet at tro, at staten kan løse alle problemer. Staten er aldrig et mål i sig selv," siger Krag og understreger, at det lokale demokrati og foreningsliv også skal på banen.

Auken er ikke bleg for at sige, at hun ikke mener, lighed er det vigtigste:

"Det der adskiller os fra Socialdemokraterne er, at vi nogle gange sætter frihedsbegrebet højere end lighed. Den enkeltes frihed er vigtigere."

Cekic er af en anden opfattelse:

"For mig er det lige vigtigt. Jeg synes ikke, det ene står over det andet. Men det er vigtigt at kunne balancere mellem de to ting."

De tre politikere betoner dog også vigtigheden i det personlige ansvar:

"Det er ekstremt vigtigt. Man kan ikke bare lægge sig til at sove, hvis ens nabo er sulten," siger Cekic, der kommer fra Tyrkiet, som hun som otte-årig flyttede fra sammen med sin familie.

"Selvom vi har det godt nu, har vi altid et ansvar for dem, der ikke har det ligeså godt. Dem skal vi også hive op i levestandard," siger hun.

Røde-grønne kamp slut

Ida Auken har valgt at gå ind i politik for at få indflydelse på Danmarks miljø- og klimapolitik. Her gælder det internationale ansvar ligeledes, mener hun:

"Ansvaret er i høj grad også internationalt - også for de generationer, der endnu ikke er født. Derfor er klimakampen den vigtigste sag."

I SF har man længe diskuteret, om den røde eller grønne del af partiet var vigtigst. Den kamp er partiet, ifølge de tre politikere, kommet over i dag.

"Klima forener menneskets og naturens interesse. De står ikke længere som en konflikt i partiet," forsikrer Auken.

SF kan dog ikke se sig helt fri for den røde og grønne opdeling:

"Vi kommer ikke udenom, at vi alle tre har noget bestemt, vi brænder mest for. Hvis man spørger Ida, så er hun grøn. Hvis man spørger mig, så er jeg rød. Man kan ikke være alt på én gang, og det synes jeg heller ikke, man behøver," siger Cekic.

"Ja. Det er nok godt, du er socialordfører, og jeg er klimaordfører, for vi har lidenskab for to forskellige områder," lyder det fra Auken.

"Men jeres kampe skal helst ikke ske løsrevet. Så kan det blive den grønne kamp versus den røde kamp. Det skal være en større del af et samfundsprojekt," understreger Krag.

Venstrefløj ufokuseret

De tre er enige om, at balancere frihed, lighed og fællesskab.

"Men det er klart, at der også foregår en diskussion internt i partiet om, hvor skal vi lægge fokus," siger Auken.

Netop fokus har været skyld i, at det mildest talt er gået ned ad bakke for venstrefløjen, og at regeringen nu sidder i tredje periode, mener de tre SF'ere.

"Venstrefløjens største svaghed er, at vi ikke er i stand til at bevare fokus. Imens de har privatiseret velfærden under cover, så har de kørt en mere officiel dagsorden som udlændingepolitik, og så er venstrefløjen hoppet på i stedet for at bevare fokus," lyder det fra Cekic, der suppleres af Krag:

"Det er lykkedes de borgerlige at afspore debatten, fordi vi ikke har haft de svar og løsninger, der skulle til. Vi har været i defensiven."

Venstrefløjen har været for feje, påpeger Auken:

"Der har manglet mod til at sige de ting, man selv står fast på og sige tingene på nye måder. De gamle værdier frihed, lighed og fællesskab, skal måske formuleres på nye måder, så folk kan se hvor vigtige, de er. I dag tager de dem for givet."

Hun tror dog ikke på, at det lykkedes den nuværende regering at vinde valget næste gang:

"Vi er blevet gode og professionelle nok - vi har svarene."

Politik kræver alt

- Hvordan er det at være ung, kvinde og netop have overstået det første år i Folketinget?

"Jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet, at det ville kræve så meget. Jeg bruger 70 timer om ugen på politik - det bliver hele mit liv. Jeg kommer med rengøringsdamerne og går nogle gange, når lyset bliver slukket," siger Özlem Cekic, der er 32 år og venter sit tredje barn.

Ida Auken har taget ved lære af sin mor, Margrete Aukens, erfaringer som politiker:

"Det er nok meget godt at være vokset op med politik. Jeg har besluttet mig for, at det ikke må tage mit liv. Jeg tjekker som regel ikke mails i weekenden, og jeg har besluttet mig for ikke at være stresset," siger Auken, der er partiets miljøordfører.

"Men det er svært, for jeg får alle de enkeltsager fra folk, der er i klemme i systemet, som du ikke får," påpeger Cekic, der har erhvervet sig jobbet som socialordfører.

Også Astrid Krag, der er partiets integrationsordfører, har gjort sig erfaringer med personlige henvendelser fra landets borgere:

"Jeg må nok erkende, at jeg ikke kan tage mig af enhver enkeltsag, selvom de gør indtryk på mig. Men man må passe på, at man ikke går ned over dem. Det er der ingen, der er tjent med."

Cekic er begyndt at mærke et afsavn fra sin gamle hverdag - dengang den ikke kun bestod af politik:

"Jeg savner allermest mine patienter, hvor der ikke var nogen bagtanker med det, de sagde. Det er en øvelse at lære at være diplomatisk," siger hun og fremhæver, hvor svært det er at følge de regler, som gælder i folketingssalen. Her tiltaler man sin politiske fjende i tredje person og bliver irettesat, hvis et enkelt bandeord sniger sig ind i den politiske debat.

Minder om begravelse

Det kan de andre sagtens nikke genkende til:

"Det bliver karikeret, når man ikke må sige 'du', for det gør man jo ude i virkeligheden," siger Auken.

Cekic er tydeligvis overrasket over stilen på Christiansborg:

"Folk har skiftetøj med, og åh, det er fandeme så pænt, at det er til at brække sig over. Alle sidder i sort - man skulle tro, det var en begravelse, man var til."

Christiansborg er en historisk arbejdsplads. De nyvalgte politikere skal sætte sig ind i alt fra, hvordan man stiller et lovforslag og taler på Folketingets talerstol, til hvordan man tackler journalister. Men selvom der er meget at lære, mener de tre SF'ere også, at der er fordele ved at være ung og ny:

"Vi taler lige ud af posen og ikke så politikeragtigt. Det, er der mange, der synes, er befriende," siger Auken.

Også Cekic mener, der er fordele ved at være ny:

"Vi kommer fra virkeligheden, som er rigtig tæt på. Man kan miste forbindelsen, hvis man har været for længe på Borgen. Det er derfor, vi er gravide, så vores suppleanter kan komme herind," griner Cekic til Krag, der også er gravid og venter sit første barn.

Netop SF er et parti, hvor det er en fordel at være ny, mener Astrid:

"De gør plads til os nyvalgte, fordi vi brænder for det. Det var vanvittigt at have været på Borgen en måned og sidde og forhandle asylforhold. Jeg måtte nive mig selv i armen og tænkte, 'hvad fanden er det, der sker - sidder jeg her og forhandler med de voksne?'"

Både fordele og ulemper

- Oplever I, at der bliver taget specielle hensyn til jer?

"Det tror jeg, der gør. De kunne godt slå mere til én, end de gør - eller også er de bare ikke særlig dygtige. Ens modstandere ved ikke altid, hvad de skal stille op med én. Der er nok styrker i at være ny, kvinde og ung. Det skal man bruge alt, hvad man kan," mener Auken.

Sådan anskuer Krag det ikke. Hun mener, det er en ulempe, at man starter helt fra bunden:

"Der er en foregående historik, som man ikke kender til. Selvom man tror, man har forberedt sig godt, er det umuligt at gardere sig."

Det kan Auken alligevel godt nikke genkende til:

"Nogle gange er der forslag, jeg simpelthen ikke forstår, lige meget hvor mange gange jeg har læst dem."

Men det skrider fremad, understreger hun:

"Allerede efter et år ved man, hvornår et samråd fungerer, hvornår et spørgsmål er godt, hvornår man skal ringe til en journalist, og hvornår man skal passe på."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

Hvor er det sørgeligt. Kun ét år har det taget for at få de unge kvinder afrettet. Men det siger jeg jer, hvis I ikke vil tale udlændingepolitik, så går den ikke i det lange løb. Den eneste jeg kan se fornuft i, der befinder sig i SF, er Özlem Cekic.

Thomas Bolding Hansen

SF gik fra at være et forum med højt til loftet til et partilinjeparti allerede ved Edinburgh i 1993, jeg var chokeret over den grad hælene blev klappet sammen.
Men det var nok bare ungdommelig naivitet, sådan har det vel angiveligt altid været.
Jeg havde dog ikke forventet, det jeg oplevede. I alle andre partier ja, men ikke SF.

F.eks blev alle kanonerne kørt i stilling på SFUs landsmøde i 1993, Holger K og andre kom ridende for at overtale SFU til et ja.
Sobert nej materiale som blev placeret i foyeren forsvandt på mystisk vis!
Heldigvis blev det et NEJ til Edinburgh alligevel, men jeg skiftede til Enhedslisten efter det møde, selv om jeg ikke er nær så politisk enig med dem, som jeg var med SF.

Men så snart der er GOV taburetter i udsigt, sker der ting og sager.

Hellere hæmmet end hængekøje åbenbart.

Når det kan ses på stemmetallet, skal man nok ikke regne med, at der bliver ændret kurs.
Populisme og mærkesager styrer dagens politik.

Taburetkløe giver rodløshed.

Bjarne Thyregod

Umiddelbart har jeg svært ved at se at der er tale om socialister.
Mig bekendt handler socialisme om ejerforholdene til produktionsmidlerne.

Uden erkendelsen af at det er ejerforholdene der betinger alle andre forhold, ja så bliver kampene jo bare lapperier på kapitalismen.

Socialisme er at have et endemål om et andet samfund ikke bare at sætte plastre på det eksisterende systems sår.

Chris David Bonde Henriksen

Det er sgu' da trods alt opløftende at der er væsentlig mindre beton i de unge SF'ere. Det er mere end hvad man kan sige om jer andre gamle munkemarxister.

Martin Hegelund

Jeg vil langt fra kalde SF et socialistisk parti. Selv er jeg SF'er og vil på ingen måde karakterisere mig selv som socialist.

Mange SF'ere i dag bekender sig heller ikke til socialismen, men til idéen om lige udgangspunkt, en bedre folkeskole og en ansvarlig klima- og miljøpolitik. Altså folk, der ligeså vel kunne være Radikale, men måske bare ønsker en anelse mere statslig regulation.

Man kan spore forskellige opfattelser indenfor SF, hvilket der uden tvivl er indenfor alle partier. Özlem Cekic giver udtryk for nogle socialistiske holdninger, mens Ida Auken er mere borgerlig. Derfor skal SF også passe på med at snakke om eksempelvis skat. SF er ikke - udadtil - så splittet når det kommer til integration, men det kan være skatte-området, hvor SF virkelig kan brænde nallerne.

Tak til for Bo Nielsen linket til Martin Jespersens glimrende analyse af SFs nye venstrepopulisme.
Især nedenstående kritik af SFs nye linje og ikke mindst kritikken af ”børnebanden” er meget skarp og præcis:

”Og i denne sag om den nye venstrepopulisme er vi helt nede under en minimums-bundgrænse, der er ganske uacceptabel at overskride for et anstændigt, for slet ikke at tale om et socialistisk, parti.

Det er nemlig ikke bare et eller andet mere eller mindre »almindeligt« skattepolitisk eller for den sags skyld »EU-politisk« eller andet sagspolitisk spørgsmål, hvor der altid kan være uenigheder og hvor man godt kan være i et parti, uagtet sådanne uenigheder.

Her taler vi nemlig om noget helt grundlæggende ved et humanistisk og da især socialistisk parti, nemlig at man ganske enkelt ikke hetzer imod minoriteter, anvender en udgrænsende retorik og fisker stemmer på deres bekostning. Det er ganske enkelt for billigt og for lavt.”

Tak til Bo Nielsen for linket til Martin Jespersens glimrende analyse af SFs nye venstrepopulisme.
Især nedenstående kritik af SFs nye linje og ikke mindst kritikken af ”børnebanden” er meget skarp og præcis:

”Og i denne sag om den nye venstrepopulisme er vi helt nede under en minimums-bundgrænse, der er ganske uacceptabel at overskride for et anstændigt, for slet ikke at tale om et socialistisk, parti.

Det er nemlig ikke bare et eller andet mere eller mindre »almindeligt« skattepolitisk eller for den sags skyld »EU-politisk« eller andet sagspolitisk spørgsmål, hvor der altid kan være uenigheder og hvor man godt kan være i et parti, uagtet sådanne uenigheder.

Her taler vi nemlig om noget helt grundlæggende ved et humanistisk og da især socialistisk parti, nemlig at man ganske enkelt ikke hetzer imod minoriteter, anvender en udgrænsende retorik og fisker stemmer på deres bekostning. Det er ganske enkelt for billigt og for lavt.”

Inger Sundsvald

Per Thomsen

Kender du det med ambivalens? På den ene side aner man et lille spirende håb. På den anden side lades alt håb ude.

Jeg balancerer i den grad, men forudser at jeg næste gang bliver sofavælger.

Ja, hvis du ikke kan få dig selv til at stemme på De Radikale eller Enhedslisten, kan jeg heller ikke se at du har andre alternativer end sofaen, hvis du ikke ønsker at deltage i det Martin Jespersens beskriver som: "ikke hetzer imod minoriteter, anvender en udgrænsende retorik og fisker stemmer på deres bekostning."

En stemem på SF eller Socialdemokratiet er en stemme på fremmedhadet, for nu at sætte sagen på spidsen, hvor den som bekendt står meget godt...

Inger Sundsvald

De radikale har jeg stor sympati for, bortset fra at de har en fordelingspolitik som jeg ikke kan tilslutte mig.

Enhedslisten har jeg endnu større sympati for - i store træk. Men det er jo noget udsigtsløst.

Så er der kun sofaen tilbage.

Jeg er stort set enig i din analyse, men jeg synes udlændingepolitikken er så vanvittig vigtig i den aktuelle situation, at man simpelthen bliver nød til at stemme på et parti med en anstændig politik.

Jeg tør næsten ikke tænke på, hvad der vil og kan ske, hvis vi får syv år mere med en "fast og fair" udlændingepolitik. Så vil vi ikke være langt fra progromer og andre af de frygtelige og forfærdelige hændelser, der alt for ofte har fundet sted i Europa når nationalisterne har fået magt som de har agt...

Henning Ristinge

Martin Hegelund - du er ikke SF er hvis du ikke er socialist - så enkelt er det - det ligger i navnet og i partiest program

Men jeg er enig i at vi godt kunne trænge til at men debatterede hvad vi i det 21 århundrede nener med begrebet socialisme.

Ikke mindst efter at have læst hvad damerne siger oven for - er der tydeligt et behov

Simon Kongshøj

Kort opsummering af artiklen: Det kendetegnende for "den nye tids socialister" er, at de slet ikke er socialister.

Det er vist efterhånden kun et spørgsmål om tid, før SF endegyldigt tager navneforandring til Socialdemokratisk Forlængelse, eller måske Søvndals Fanklub. Partiets sidste landsmøde, hvor de røde faner var gemt godt af vejen (sæt, pressen fik øje på at sådan nogle kunne findes der!), men hvor der til gengæld hang store billeder af Den Store Leder hvor som helst de ivrige kameraer kunne drejes hen, pegede da også godt i den retning.

Sikkert af helt andre grunde sidder jeg lidt i samme situation som Inger Sundsvald, dog med den undtagelse at jeg aldrig kunne drømme om at stemme på de radikale. For mig står valget nu mellem Enhedslisten og blank (som jeg trods alt anser for et lidt mere "autentisk" valg end bare at blive hjemme i sofaen). For nu at citere Lau Aaen, der som jeg er tidligere kernevælger og medlem af Enhedslisten, men som har en noget skarpere tunge end jeg:

"Hvor ville jeg dog ønske mig et parti, der både kan arbejde for, at multinationale selskaber betaler skat, at vi skal behandle flygtninge godt, at vi skal hjælpe ulandene, at der skal være plads i samfundet og samtidig klart sige, at fundamentalistisk religion og religiøse forestillinger af enhver art er noget juks. Der burde ikke være nogen modsætning."

(http://lauaaen.dk/kommentar_elharskudtsigifoden.html)

vh Simon

Simon Kongshøj

Men OK; jeg må så indrømme at SF aldrig har udgjort et reelt alternativ for mig --- og da især ikke i disciplinen "slap holdning til religiøse rablerier". Margrethe Auken får jo Asmaa Abdol-Hamid til at ligne en ren Richard Dawkins i sammenligning.

Inger Sundsvald

Simon Kongshøj
Du må have misforstået noget, jeg kunne ikke drømme om at stemme på de radikale. Sympati er ikke det samme som accept. Det du citerer fra Lau Aaen, kan jeg fuldt og helt tilslutte mig (og fra linket).
Lidt naivt måske er jeg gået fra S til SF, og håber lidt endnu. Men jeg indrømmer det ser sløjt ud.

Per Thomsen
Jeg tror at det sociale kommer før udlændingepolitikken for mit vedkommende; fordi jeg mener at gode forhold i et socialt ansvarligt samfund, uden for store ’klasseskel’, automatisk vil skabe et mere solidarisk samfund, hvor ingen behøver at ’sparke nedad’, hvorved en anstændig udlændingepolitik automatisk følger med.

Det vigtigste må være at få afsluttet denne rædselsperiode med DF som den reelle fører. Det er jo ikke den almindelige DF’er som er en nationalistisk uhyrlighed, men derimod de ledende, som fører en retorik, beregnet på at skræmme livet af unge piger og gamle damer, så de dårligt tør bevæge sig frit i samfundet. Derfor må jeg jo nok gøre min ’pligt’ og stemme et eller andet sted t.v. for S, og så håbe på at der bliver mange nok til at trække i den rigtige retning.

Simon Kongshøj

Inger,

Ja, det opdagde jeg også ved en ekstra gennemgang af tråden. Jeg er egentlig enig omkring de radikale.

Mit største problem med SF for tiden er at de holder brandudsalg på alle hylder. I artiklen ovenfor nærmest praler Ida Auken med at de er godt i gang med at overhale sosserne højre om. Med Villy bag roret ser det desværre ikke ud til at tage en ende indenfor en overskuelig fremtid. Han vil jo så gerne have en fin taburet og en fin ministerbil.

Så selv en dybt asocial, borgerlig finanslov lægger SF velvilligt stemmer til --- en gestus, så Margrethe Vestager ikke længere kan sige at SF er "økonomisk uansvarlige". Som min norske kammerat så rammende kommenterede: "Jo hun kan. Men nu har hun ret."

vh Simon

Jørgen Nielsen

Det kunne da være interessant at se hvad et rødt kabinet kunne rykke. Meget lidt, de økonomiske rammer og venstrefløjens talentmasse taget i betragtning, har jeg på fornemmelsen - men lad os se.

Inger Sundsvald

Højrefløjens talentmasse har vi jo set resultaterne af nu, med de forskellige reformer, den økonomiske styring og den næsten implementerede minimalstat.
Mon ikke det kunne gøres bedre?

Hans Jørgen Lassen

Simon, du skriver:

"For mig står valget nu mellem Enhedslisten og blank (som jeg trods alt anser for et lidt mere "autentisk" valg end bare at blive hjemme i sofaen). "

Jeg kan udmærket følge din indstilling, og undlod, som jeg vist har nævnt, at stemme sidste gang.

Men hvorfor du mener, at det er mere "autentisk" at stemme blankt end slet ikke at stemme, forstår jeg ikke umiddelbart. Du har utvivlsomt en begrundelse.

Inger Sundsvald

Jørgen Nielsen

Jeg tror egentlig, at det med den bundløse statsgæld, er i fuld gang med at blive realiseret nu og her, under den 'liberale' regering.

Simon Kongshøj

Hans Jørgen,

Jeg har en begrundelse, men den er indrømmet noget mere følelses- og symbolbetonet end fornuftsbetonet, når det kommer til stykket. Derfor gåseøjnene.

I mange år har jeg harceleret over folk, der ikke gider at tage stilling til politik, og i mine øjne (til trods for min generelle antipati mod hele det parlamentariske cirkus, studehandlerne, pamperiet, og at der selv på venstrefløjen nærmest er opstået en decideret politikerklasse) er sofaen blevet et symbol på at undlade at tage stilling til politik, af ren magelighed. Derimod symboliserer en blank stemme for mig at aktivt have besluttet at ingen af de opstillede er stemmen værd.

Men i realiteten gør det jo ingen forskel.

vh Simon

PS: Apropos det parlamentariske cirkus: For nylig overhørte jeg en engelsk punkguitarist, der gæstede Aalborg, udbringe flg. skål: "Here's to Guy Fawkes! The only man ever to enter Parliament with an honest motive."

Heinrich R. Jørgensen

Punkguitarist:
"Here's to Guy Fawkes! The only man ever to enter Parliament with an honest motive."

Årsdagen kaldes "Guy Fawkes Day", og mindes hvert år i Storbritannien. Det er ikke en officielt helligdag, men er utvivlsomt årets mest populære ikke-helligdag, der fejres med kæmpe fyrværkeri arrangementer.

Det kan man kalde selvironi ;-)

(@Bjarne)
Socialisme (begrebet) = arbejdernes overtagelse af produktionsmidlerne - intet andet, hvilket de fleste mennesker fejlagtigt tror. Hvis man kun vil sætte plastre på kapitalismen er man socialdemokrat og tilhænger af reformisme, også kaldet 'socialdemokratisme' for at lyde mindre nedladende og for at distancere sig fra den yderste venstrefløj.

Det er til gengæld sandt at der findes rigtig mange humanister blandt de af socialisterne der ikke er beton, men humanisme er skam slet ikke en forudsætning for at være tilhænger af socialisme. Jeg har da mødt både stalinister og marxist-leninister gennem min tid som libertærsocialistisk aktivist som mente at demokratiet skulle indskrænkes efter revolutionen.

(Jeg venter spændt på den dag SF skifter navn til Socialdemokratisk Folkeparti...)

Jørgen Nielsen

Marxisterne har i sandhed udrettet store ting gennem tiderne.

Hvem glemmer nogensinde Stalins udrensninger, folkedemokratierne, Gulag, Komintern, Kulturrevolutionen, De Røde Khmerers folkemord, Nordkoreas paranoide diktatur, Bader-Meinhoffs, PFLPs, Blekingegade-bandens terrorisme etc. etc.

I sandhed store og betydningsfulde bidrag til menneskehedens velbefindende og frigørelse.

Hans Jørgen Lassen

Jørgen,

personligt synes jeg, at en af de groveste svinestreger i nyere tid var kommunistloven fra 1941.

Nu gentager historien sig med terror- og tuneserlove.

Kommunisterne blev også (angiveligt) anset for en trussel mod statens sikkerhed, og dermed var de erklæret retsløse.

Dommerne (som ikke var kommunister) dømte uden at mukke efter denne grundlovsstridige lov.

Jørgen Nielsen

Hans Jørgen:

Jeg er enig med dig i at den lov var en svinestreg, der helt åbenlyst overtrådte Grundloven. Men at sige at historien nu gentager sig, synes jeg er en noget opkørt sammenligning, med al respekt.

Jeg har svært ved at se hvordan disse nutidige love kan komme til at koste menneskeliv, og det er jo enhver frit for at afprøve dem ved en domstol.

Hans Jørgen Lassen

Nej, du tager fejl. Det står ikke enhver frit for at efterprøve lovene ved en domstol.

Du og jeg kan f.eks. ikke gøre det. Man skal have såkaldt "retlig interesse" i en efterprøvning, hvad du og jeg ikke har, da lovene aldrig vil komme til at ramme os.

Heinrich R. Jørgensen

Og som vi har set, kan "retslig interesse" i nogle tilfælde tolkes med konkret, grænsende til det absurde. F.eks. er Grundlovskomiteen af 2003 der mener at dansk krigsdeltagelse i Irak blev besluttet ulovligt, hvor bl.a. familiemedlemmer til dræbte danske soldater har meldt sig blandt stillerne, blevet oplyst, at de heller ikke har retslig interesse. Gad vide om de døde soldater selv ville have haft retslig interesse?

Det burde være åbenlyst, at idet der ikke findes en retslig instans der kontrollerer og godkender at lovgivningen overholdes af Grund- og andre love, konventioner og principper, må befolkningen har adgang til at få efterprøvet ved Højesteret, om lovgivningen lever op til formelle krav.

Hvis ikke Højesteret kan beskytte befolkningen mod folketingets vildskud, hvem eller hvad skulle da?

Nogle gange skulle man tro, at folketingets medlemmer i deres gøren og laden opfatter Grundlovens § 34 som en generalfuldmagt til at lade hånt om resten.

Hans Jørgen Lassen

Heinrich skriver:

"Gad vide om de døde soldater selv ville have haft retslig interesse?"

Var det ikke af egen fri vilje, de deltog i dette krigseventyr? Hvis det var tilfældet, så kunne de jo (hvis de havde overlevet) dårligt beklage sig. Og følgelig kan deres forældre heller ikke.

Man må nok lige på det punkt anerkende rettens bedømmelse. Forældre kan dårligt klandre regeringen for, at deres sønner frivilligt går i krig.

Derimod mener jeg, at hele Danmarks befolkning generelt har en retlig interesse i sagen, som borgere i et land, hvis folketingsflertal vælger at kaste landet ud i en ulovlig krig. Det rager sgu os alle sammen.

Heinrich R. Jørgensen

Jeg er meget enig, Hans Jørgen.

Du har ret i, at "retslig interesse" for soldaterne familier næppe holder vand, hvis vi antager at de professionelle soldater deltog frivilligt. Det gjorde de måske, men der bør nu også indgå det element, at de som professionelle soldater har meldt sig til statens tjeneste, under formodning om at staten opfører sig legalt og i henhold til internationale regler om bl.a. krigserklæringer, således at soldaterne med god samvittighed kan have opfattelsen af, at deres opgave er berettiget, da de tjener statens legitime interesser.

De dræbte soldaters familie har næppe større retslig interesse end nogen anden dansker i juridisk forstand - nemlig, som du så poetisk fremfører det, vedkommer det os alle sammen.

Det må naturligvis være dybt frustrerende at ønske at få Højesteret til at behandle et emne der vedrører os alle, men få ønsket afvist, da "alle" åbenbart betyder "ingen" når det vedrører retslig interesse.

Hans Jørgen Lassen

Begrebet "retlig interesse" havde vist en tiltænkt funktion engang, nemlig den at afskære folk fra at anlægge tåbelige retssager om latterlige ting, der var dem fuldstændig uvedkommende.

Men nu bliver det misbrugt af statsapparatet med de betalte lakajer fra kammeradvokaturen til at undgå at blive stillet til regnskab for alskens misgerninger.