Læsetid: 2 min.

Omstridt motorvejsplan listes ind i VK's plan

Regeringen vil både beskytte naturen og ødelægge den med motorvejsbyggeri mellem Frederikssund og Ballerup. Derfor deles den ubehagelige beslutning i mindre bidder, så den bliver nemmere at sluge. Uspiseligt, siger ven-strefløjen. Nødvendigt, svarer Venstre
11. december 2008

Hurtige tog, hjælp til cyklisterne og hensyn til naturen stod øverst på talepapiret, da regeringen i mandags fremlagde sin store trafikinvesteringsplan. Man skal læse hen mod slutningen af planen, før mere gammelkendte projekter - flere motorveje - dukker op.

Et af projekterne, som i mange år har været genstand for bitter strid, er den planlagte motorvej mellem Frederiksund og Ballerup, en fem milliarder dyr og 26 kilometer lang motorvej, der skal skære gennem 36 naturområder for at spare bilisterne for nogle minutters køretid.

Regeringspartierne er varme fortalere for denne motorvej. Derfor er mange blevet forbløffet over, at regeringsplanen ikke sætter motorvejen på landkortet. Det vil sige, den er med i planen, men kun som en lille stump på seks kilometer, nemlig etape 2 mellem Ballerup og en pløjemark nordvest for Ledøje. Herfra skal der med en mere almindelig vej skabes forbindelse til det øvrige vejnet. Frederikssundsmotorvejens lange etape 3 og 4, hvis opførelse vil ødelægge store naturområder, skriver regeringen til gengæld intet om i trafikinvesteringsplanen.

Nødvendig måde

De konservatives trafikordfører, Henriette Kjær, har tidligere i Information kaldt motorvej til Frederikssund for "det eneste rigtige". Og Kristian Pihl Lorentzen, der er trafikordfører for Venstre, er svoren tilhænger af at føre motorvejen helt til Frederikssund så hurtigt som muligt.

- Hvorfor lægger regeringen så ikke blot sit ønske på bordet?

"Det er nødvendigt at gøre det på den måde. Alt andet ville være uvenligt over for forligspartierne," siger Kristian Pihl Lorentzen.

- Men er der ikke på forhånd flertal for motorvejen?

"Partierne skal have mulighed for at formulere deres ønsker. Regeringen sætter med 2. etape af motorvejen projektet på dagsordenen og peger på de udfordringer, som projektet rummer."

- Ifølge Vejdirektoratet vil motorvejen få passagertallet på jernbanen på samme strækning til at falde. Strider det ikke mod regeringens målsætning om at styrke den kollektive trafik?

"Nej, for vi vil ikke ensidigt henvise folk til den kollektive trafik. Der skal være frit valg, samtidig med at vi fremmer den kollektive trafik. Der er brug for den vej i det område."

Etape på etape på etape

Socialdemokraternes trafikordfører, Magnus Heunicke, vil også have vej, hvor der er trængsel.

"Og trængsel, det er der på den strækning. Så vi vil se positivt på regeringens plan," siger socialdemokraten.

Enhedslisten derimod raser mod motorvejen og måden, den serveres på. Trafikordfører Per Clausen siger:

"Ved at opføre etape 2 vil regeringen skabe en situation, hvor det ikke længere giver mening at stoppe på halvvejen. På den måde lægger man ud med en grøn trafikplan og ender med en sort. Nemlig mere bilkørsel og mindre natur."

- Kan naturvenner i det mindste ikke glæde sig over, at kun den ret korte etape 2 er lagt på bordet?

"Nej, for regeringen vil fremover hvert andet år tage stilling til eventuel forlængelse. Der er stærke lokale interesser for mere motorvej. Det bliver et løbende hundeslagsmål, som ad åre vil presse investeringerne i den kollektive trafik i bund, indtil alle motorvejens etaper er finansieret," forudser Per Clausen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Ja det viser regeringens meget lille sympati for den kollektive trafik, når den forslår påbegyndelsen af denne omstridte motorvej, der kun vil give et par minutters tidsbesparelse og løber parallelt med S-toget til Frederikssund.
Hvorfor ikke bruge pengene på strækninger hvor det frie valg ikke så oplagt eller umuligt.

Kære Asger Libest

En rigtig god serie - og hvad med at tage tage denne udbygningsplan og så konfrontere dels Socialdemokraternes miljøpolitikere med den motorvejsbegejstrede trafikordfører - der øjensynligt har som målsætning at vise at betonsocialdemokratismen trives i bedste velgående, og dels miljøministeren, der jo i læserbrev 11 decmeber kunne meddele at veje 'ikke skal udbygges ..efter diverse lokalpolitiske hensyn' med Henriette Kjærs 'helt rigtige løsning'.