Læsetid: 11 min.

I en overophedet verden

De generationer, der nu skal føre verden ud af de globale kriser, er de første generationer uden livsprojekt. Det tegner ikke lovende, mener den norske socialantropolog Thomas Hylland Eriksen, der alligevel insisterer på, at netop kriserne kan føre til større retfærdighed og mindre kynisme
Indland
31. december 2008
Det lugtede af finanskrise, da flere butikker valgte at begynde udsalget allerede inden jul. Den norske socialantropolog Thomas Hylland Eriksen ser flere positive potentialer i krisetiden: -Vi kan blive tvunget til at blive optaget af kultur og andre menneskelige værdier, for i krisetider er der en tendens til, at folk går ned i tempo og begynder at reflektere mere grundlæggende over, hvad det vil sige at leve i et samfund.-

Det lugtede af finanskrise, da flere butikker valgte at begynde udsalget allerede inden jul. Den norske socialantropolog Thomas Hylland Eriksen ser flere positive potentialer i krisetiden: -Vi kan blive tvunget til at blive optaget af kultur og andre menneskelige værdier, for i krisetider er der en tendens til, at folk går ned i tempo og begynder at reflektere mere grundlæggende over, hvad det vil sige at leve i et samfund.-

Mikkel Østergaard

For nylig kunne man i én og samme norske avis læse to historier, der tilsammen illustrerer de modsætninger, som moderne menneskers liv ifølge socialantropologen Thomas Hylland Eriksen er spændt ud imellem.

På en side lød en ildevarslende overskrift: "Polarisen smelter hurtigere end antaget", og lidt længere fremme i avisen lød det: "Næsten gratis at flyve til sydens sol".

"Enhver kan regne ud, at dette regnestykke, denne sammenblanding af bekymring og begejstring, ikke går op. Det illustrerer et gab i vores livsstil, som det hidtil kun har været miljømoralisterne, der har påpeget, og deres problem er, at de taler til folks dårlige samvittighed i stedet for til lystprincippet. Og det er sjældent, man har set, at dårlig samvittighed har forandret verden," siger Thomas Hylland Eriksen på kontoret på Oslo Universitet, hvor mørket midt på dagen har sænket sig over hovedstaden, måske som et billede på den tilstand, han mener, verden og især Vesten befinder sig i ved udgangen af 2008 og indgangen til 2009. I hvert fald har formen længe været svingende, hvis man spørger den fodboldglade Hylland Eriksen, der midt i næste måned er aktuel i Danmark med sin seneste bog, Store Stygge Ulv-syndromet.

"Hvis man trækker perspektivet lidt længere tilbage end blot sidste årsskifte, men måske kigger syv-otte år tilbage, så har det været en kritisk periode for verden og især Vesten. Hvis man sammenlignede os med et fodboldhold, så har vi lagt ud med at tabe de første syv kampe, men heldigvis er sæsonen lang, så vi har stadig gode chancer for komme godt igen i turneringen. Men selv om de seneste mange år har været præget af materiel fremgang og rigdom i vores del af verden, så er der to overordnede kriser - miljøkrisen og krigen mod terror - der gør det vanskeligt at have et optimistisk syn på verden."

"Miljøproblematikken og krigen mod terror har været lavpunkter i nogle år. Der har været en stigende bekymring for, at hvis vi skal kunne håndtere de store udfordringer på en anstændig måde i en globaliseret verden, der er præget af stor overophedning - retorisk, psykologisk og økonomisk - kræver det nye trafikregler i verden. Regler, der tager højde for, hvor stærkt alt går i dag, for det betyder, at vi tænker radikalt nyt om, hvad det vil sige at leve i et samfund. Ingen har de endelige svar, men jeg mener, det kræver udviklingen af en politik baseret på kosmopolitiske værdier, der tager højde for, at vi skal leve med forskellighederne uden at blive ens."

Under nedrykningsstregen

For at blive i fodboldmetaforikken befinder verden sig ifølge Thomas Hylland Eriksen under stregen. Men det er alt for tidligt at sige, om den er dømt til nedrykning. Når det er tilfældet, skyldes det især to begivenheder fra slutningen af 2008, som begge giver ham håb om forandring til det bedre. Den ene er ikke overraskende valget af Barack Obama til præsident i USA. Men den anden er måske mere overraskende den finansielle krise, der de seneste måneder har ramt det meste af verden som en voldsom efterårsstorm og ifølge de fleste eksperter overhovedet ikke er toppet endnu, ja faktisk, dårligt nok begyndt.

"Det mest opmuntrende ved året må være valget af Obama. Endelig er USA færdig med slaveriet, som én skrev, og jeg ser frem til, at han forhåbentlig viser sig at være en nok så almindelig amerikansk præsident, der også kan udsættes for kritik, for hverken han eller vi kan leve med, at han har været ophøjet til en slags helgenfigur, som om sorte skulle være en slags moralsk bedre mennesker, fordi de har en undertrykkelseshistorie. Så det vil have enorm betydning for balancen i det amerikanske og internationale samfund, håber jeg. Men vigtigst af alt er, at han samler folk i et håb om forandring, i virkeligheden uden at sætte særlig mange ord på, hvad det er en forandring til, men ved at bruge et sprog, der appellerer til tillid og dialog. Det er ret nyt på de kanter. Der vil selvfølgelig komme situationer, hvor det ikke er nok at tale sammen, men det er da en god begyndelse."

"Finanskrisen vil naturligvis på kort sigt være dramatisk og skabe arbejdsløshed for mange. Vi ser allerede masser af fabrikslukninger i Kina og andre steder i verden. Bilindustrien i USA er i dyb krise, og i Norge - og sikkert også i Danmark - så vi før jul, at alle butikker havde udsalg. Men jeg synes også, at der i medierne og andre steder har været en tendens til ukritisk at lytte til det, finansanalytikere, politikere og bankdirektører siger, for eksempel at det skulle være meget alvorligt, at boligpriserne falder. Det er det måske for mange, men det er da også fantastisk, hvis det igen bliver muligt for en almindelig familie med almindelig indkomst at købe en bolig i Oslo. Det har ret beset været umuligt i årevis."

"Når jeg yderligere mener, det kan vendes til noget positivt, så skyldes det, at vi kan blive tvunget til at blive optaget af kultur og andre menneskelige værdier, for i krisetider er der en tendens til, at folk går ned i tempo og begynder at reflektere mere grundlæggende over, hvad det vil sige at leve i et samfund. Island er eksemplet på den rå kapitalisme, hvor en meget lille del af befolkningen har kørt nationen i sænk, mens hele befolkningen til gengæld skal betale regningen. Derfor lagde jeg mærke til en helt almindelig islænding, der sagde, at så længe der er tag over hovedet og fisk i havet, skal det nok gå. Det er banalt, men illustrerer alligevel, at der sker en værdifokusering i krisen."

"Men i og med at finanskrisen også er et globalt fænomen, tror jeg også, den vil kunne styrke en afmagtsfølelse. I den forstand hænger miljøkrisen, krigen mod terror og finanskrisen meget nøje sammen, fordi de skaber stor usikkerhed og en følelse af, at man ikke kan stille andet op end at lukke vinduet og håbe på det bedste."

Anerkendelse og respekt

Thomas Hylland Eriksen mener, at det naturligt nok er en politisk opgave at vende finanskrisen til noget positivt. Der er ifølge ham stadig masser af muligheder for at skabe mange nye arbejdspladser inden for omsorg og relationerne mellem mennesker frem for den gensidige udveksling af varer og tjenester.

Der er råd, men det kræver som nævnt politisk vilje og vision, ligesom det kræver vilje fra dem med de kosmopolitiske og globale værdier at forstå, at de, der repræsenterer en mere bekymret og national reaktion på globaliseringens hast og øgede indvandring fra andre kulturer, står for en lige så legitim reaktion på forandringerne. Der ligger derfor en opgave i at nedbryde polariseringen af samfundet - både det nationale og globale - en opgave, der først og fremmest handler om anerkendelse og respekt.

"På den ene side har vi de senere år set en øget polarisering i samfundet med en stigende del af befolkningen, som helt reelt har en oplevelse af globaliseringen som en trussel og den øgede indvandring som en uønsket konkurrence. Så i den forstand er der politiske opgaver nok at løse, hvis vi vil fastholde den skandinaviske tradition for praktiseret retfærdighed."

"På den anden side minder politikere i vores del af verden og måske især her i de nordlige velfærdssamfund mest af alt om administrerende direktører. De har ingen rigtige visioner, fordi de fleste problemer er blevet løst. Vi har så mange penge, at ingen kan finde ud af at bruge dem fornuftigt, og desuden har vi ikke tid. Vi har højtuddannede og sunde befolkninger, og sammenlignet med tidligere er de sociale problemer ikke værd at tale om. Alligevel er vores samfund så fattige på visioner, at det eneste, de kan finde ud af at kæmpe om, er at tilbyde vælgere lidt lavere skatter, lidt bedre skoler, lidt kortere køer til sygehusene og lavere priser på forbrugsvarer."

"Det er tæt på det jordiske paradis. Men det er også fattigt og visionsløst, og så afspejler det, at vi sikkert godt ved, det ikke kan vare ved, og at vi også godt ved, at det måske ikke gør os videre lykkelige."

"En af grundene til, at vi gør det godt i Skandinavien, er, at vi har en høj oplevelse af retfærdighed. Men det vigtigste er næsten retten til at gøre nytte og til at have et individuelt projekt. Det er et af paradokserne i det nyliberale demokrati, at man lever med følelsen af valgfrihed, men på den anden side er der stadig færre af de valg, vi foretager os, der betragtes som legitime. Inden for uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet er det frie valg så godt som afskaffet. Det er et tegn i tiden, at succeskriteriet og det, der giver respekt, er blevet meget snævrere. Det at have et job var i 1950'erne nok, fordi det viste, at du gjorde en indsats, men i dag skal du være og se ud på en bestemt måde for at opnå anerkendelse. Det er et tilbageskridt, fordi det gør enormt mange funktioner og udtryk illegitime og ekskluderende," siger Thomas Hylland Eriksen.

Fra håb til håbløshed

En norsk undersøgelse fra 2001 viste, at kun ni procent af befolkningen mente, at samfundet ville blive bedre i fremtiden, mens 44 procent mente, det ville blive dårligere. Hvis tallene ellers står til troende, er der ifølge Hylland Eriksen ingen tvivl om, at de i hvert fald siger én ting:

"Der er en tydelig modsætning mellem den materielle vækst i vores del af verden og den subjektive oplevelse af tilfredshed og tryghed. Velfærd og ny teknologi gør os ikke lykkeligere i sig selv. Det skyldes blandt andet, at vi sammenligner os med andre, så hvis alle får det bedre inden for et vist minimumniveau, får ingen det i virkeligheden bedre. Man skal naturligvis ikke undervurdere den økonomiske vækst som social opdrift, men det, der er udfordringen i det 21. århundrede er at definere en ny type fremskridt, der ikke handler om at skaffe flere ting. Kampen om det daglige brød er for længst vundet," siger Thomas Hylland Eriksen.

Han mener, at et billede på fremskridtstroen i Norge var anlæggelsen af jernbanen mellem landets to største byer, Oslo og Bergen, i begyndelsen af sidste århundrede. Det tog 10 år og kostede et helt statsbudget at bygge banen ved hjælp af heste og dynamit gennem den mest ufremkommelige del af Norge. Det var nærmest umuligt, men var ifølge Hylland Eriksen også udtryk for det ypperste, nationen kunne præstere.

"Jeg spørger mig selv, hvilke projekter vi kunne have i dag, som kunne sammenlignes med Bergensbanen. Jeg tror, vi skal definere nye rum at tale indenfor. Rum, der kan have at gøre med global retfærdighed og nye måder at leve sammen på. Vi er nødt til at skabe nye balancer mellem universelle værdier og regionale værdier, der kan sikre, at alle behandles med respekt, og forholde sig til globale spørgsmål som fattigdom, miljø og terror. Det er enormt store og vigtige spørgsmål, men problemet er, at vi har dem så tilpas langt væk, at vi ikke føler dem på kroppen endnu. Vor tids største udfordringer er stadig abstraktioner for os, mens fortidens var konkrete og for eksempel handlede om at skabe livsnødvendig kontakt mellem landets to største byer og udvikle et nogenlunde retfærdigt velfærdssamfund. Men selv om vi lever, som om det er tilfældet, må vi se i øjnene, at langtfra alle problemer er løst."

Ifølge Thomas Hylland Eriksen er et af de største problemer i dag, at den rige femtedel af verdens befolkning, hvor vi i Norden befinder os helt på toppen, har droppet enhver tanke om utopier og dermed har mistet håbet.

"Hensigten med utopier er ikke, at de skal realiseres. Et CO2-neutralt samfund er utopisk, ligesom et globalt retfærdigt samfund er det. Men det burde ikke forhindre os i at tro på det. Der mangler vi utopierne, fordi de er vigtige som kilde til håb. Selv om vi er rige og på papiret lykkelige, lever vi i en forstand i håbløshed."

"Problemet er yderligere, at os, der nu overtager magten, er de meste forvænte generationer i historien. Forfatteren Erlend Loe har en fantastisk metafor, hvor han beskriver vores generation som én, der ikke skal opnå noget. Vores generation er flyttet ind i et færdigbygget hus. Vi har måske nok skullet høvle en vindueskarm hist og her, installere boblebad, bredbånd og kabel-tv, men det er ikke nok som livsprojekt."

"Man kan derfor godt blive en anelse bekymret for, om den generation kan løfte de enorme udfordringer, der ligger og venter. Problemet er, at privilegerede mennesker sjældent vil slippe deres privilegier frivilligt. Men jeg vil insistere på, at utopierne og håbet vender tilbage. Og i den forstand kan finanskrisen være det middel, der skal til. Derfor er det også nødvendigt at udvikle et kritisk blik på dem, der siger, at krisen er en katastrofe."

"Man plejer at sige, at man skal efterlade kloden i lige så god stand, som da man overtog den. Det er vanskeligt alene af den grund, at vi er dobbelt så mange på kloden, som da jeg blev født. I 1962 var der tre milliarder, og nu er der seks milliarder på hastig vej mod de syv. Så der er kamp om ressourcerne, samtidig med at der bliver mindre plads, så mit håb er, at vi for at løse det kan nærme os en slags verdensdemokrati eller føderal struktur, hvor der vil ske en demokratisering af både kommunikation og politisk magt, så den jævne afrikaner og den jævne kineser også får en større indflydelse på sin egen tilværelse. Alene derfor er valget af Obama godt, fordi han repræsenterer de kosmopolitiske værdier og kender værdien af at behandle hinanden med respekt. Det håber jeg kan føre til et langt bedre og mere ansvarligt globalt klima, der endegyldigt kan afslutte kynismens og ironiens tidsalder," siger Thomas Hylland Eriksen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lennart Kampmann

Måske er det også lidt i orden at vi ikke skal være brødetynget over sulten i Afrika hver gang vi
køber ind i Netto, sådan som det var i 1980'erne.

Anyway, så er der begejstring for Obama lige nu, men tænk nu hvis han ikke leverer varen!! Pas på med de høje forventninger, for han er præsident for USA først og leder af verden næst, og han er valgt på baggrund af en uduelig Bush, og i kamp med McCain, der viste sig som en vildkat med sit valg af Palin.

Et er hvad Obama repræsenterer, men et andet er hvad han faktisk gør.

(Jeg vil ikke nedgøre hans sejr - den er stor og betydningsfuld, men pas nu på med forventningerne)

med venlig hilsen
Lennart

"... så mit håb er, at vi for at løse det kan nærme os en slags verdensdemokrati eller føderal struktur, hvor der vil ske en demokratisering af både kommunikation og politisk magt ..."

"Det håber jeg kan føre til et langt bedre og mere ansvarligt globalt klima, der endegyldigt kan afslutte kynismens og ironiens tidsalder."

Dream on! Smukke ord, smukke tanker, men den reneste utopi - så ren endda, at den forhindrer mig i at tro på den, for nu at blive i Thomas Hylland Eriksens terminologi.

Albert Einstein, for eksempel, snakkede og skrev breve herom i stakkevis, men blev af politikerne anset som en naiv mand, der ikke havde forstand på storpolitik. Er der noget, der fundamentalt set har forandret sig i vor arts hjerter og sind sidenhen? Nej, vel!?

Misforstå mig ikke, jeg er skam enig med både Thomas Hylland Eriksen og Albert Einstein (uden sammenligning, for i øvrigt), men jeg har ikke længere nogen illusion om, at det nytter. For hvem skal globalt agere den juridisk udøvende magt? FN, Mars-mænd, eller noget helt tredje utopisk et-eller-andet?

"... at det naturligt nok er en politisk opgave at vende finanskrisen til noget positivt."

Enig. Men de har ikke en chance længere. Som følge af årtiers mangel på reel lederskab har politikerne - med hjernerne overkritisk fyldt af økonomernes vrøvl om ubegrænset økonomisk vækst i en materiel begrænset verden - ladet verdensøkonomien blive så lånefinansieret svulstigt, at den for længst har passeret the point of no return: der findes ikke længere nogen fornuftige løsninger, som flertallet af forvænte moderne forbrugere vil acceptere.

Derfor kan vi se frem til det diametralt modsatte af de værdier som Thomas Hylland Eriksen taler om: Tiltagende vold, interventioner og krige. Tiltagende kamp om ressourcerne. Som altid tidligere i historien vil de magtfulde knuse de magtesløse.

Hvem udplyndrede Afrika, stjal råstofferne og støttede de umulige diktatorer med våben? Og hvem er det der fortsætter med de samme ting nu?

Lad os, her inden vi skåler i den kulsyreholdige jordbærvin fra Aldi, afvise en lurende skepsis, håbe det bedste og give Obama en fair chance. Men:

Den folkekære, smukke, hypnotisk veltalende 'sorte' præsident med Nelson Mandela-udstrålingen udgør den perfekte protagonist i et foranstående kaosscenario:

Først fungerer han som vildledningsfigur: Det økonomiske kollaps, der får katastrofisk momentum i 2009, har han tilsyneladende ingen andel i. Under opløsningen af millioner af amerikaneres livsgrundlag, de efterfølgende uroligheder og undtagelsestilstande vil befolkningen blot i endnu højere grad støtte op om deres leder. Kaoset, forvirringen, frustrationen og mulige nye terrorangreb sikrer, at forestillingen om flere, historisk farlige ydre fjender kan implementeres. Nye krige og anslag mod fjendebilleder vil derfor i et godt stykke tid have befolkningens opbakning.

Når depressionen og politistaten får status af permanent tilstand, vil Obama overgå fra at være vildledningsfigur til syndebuk. Præsidentens hudfarve, der i første fase var en folkelig fordel, bliver nu hans akilleshæl. Erkendt eller uerkendt tillægges hudfarven nu de stik modsatte magiske egenskaber, og befolkningen vil efter Obama atter lade indsætte en række af hvide præsidenter, der trods de foregåendes periodiske svagheder dog menes at kunne styre nationen gennem kriser med en helt anden grad af sikkerhed.

Vi får se. Godt nytår!

Først nå vi hører politikerne diskutere en økonomisk model der er baseret på andet en vækst, vil der være grobund for håb.
For inspiration, søg da på Herman Daly og "Steady-state economics"

Søren Kristensen

Joe tak! Det som bekendt svært at spå, især om fremtiden.Men jeg holder med forfatteren, for den gode stemnings skyld. Man kan jo tids nok blive klogere. Skåååååål.

Inger Sundsvald

Ingen forventer vist mirakler med Obama, men selv mindre forbedringer er velkomne. Og de er vel uundgåelige. Der er jo også det med de selvforstærkende tendenser?

Tristheden har det med at trænge sig på, men der er da plads til et lille håb ;-).

Godt nytår til alle!

jan henrik wegener

En af de største hindringer for en bedre verden er efter min ringe mening de "humanes", de "progressives", de "velmenende", de "godes" fejltagelser og fejlvurderinger! (de må så gerne synes at folk som undertegnede er en sten på vejen!) Hvis de - og vi andre - måske handlede lidt klogere vil bedre tider måske blive resultatet!
Men det "hvis" er selvfølgeligt enormt stort!

Inger Sundsvald

"de "humanes", de "progressives", de "velmenende", de "godes" fejltagelser og fejlvurderinger"

Og det er? Bush, Fogh?

Inger Sundsvald

”Det at have et job var i 1950'erne nok, fordi det viste, at du gjorde en indsats, men i dag skal du være og se ud på en bestemt måde for at opnå anerkendelse”.

Jeg er nu glad for at verden har forandret sig, men jeg er da bekymret for de generationer, der nu overtager magten. De er blevet stopfodret med ’forbrug’ – de fleste af dem. Utopien eksisterer ikke, den bliver serveret hver dag i form af goder, som tidligere generationer måtte kæmpe for - og måske aldrig fik realiseret. De små glæders tid er forbi – de er blevet til et ’kick’ når indkøbsposen er fyldt op.

jan henrik wegener

Inger, det er lige precis ikke mindst de der har så svært ved at se andre store verdensproblemer end Bush - og Fogh jeg sigter til med ordene "de humane og progressive"(det kan jo være nogle af de der måtte læse dette falder ind under kategorien?)! Grunde til at Bush og Fogh er mindre problemer burde være indlysende: Begge er mere midlertidige(president Bush i særdeleshed) fænomener end en gruppe som "de progressive" hvis tilstædeværelse i princippet er ubegrænset i tid.Og kan Fogh ligefrem ses som et stort internationalt problem?
Derimod er en stor, ret vagt defineret gruppes "tendenser" et stort problem, hvis og når de er selvmodsigende, eller fejlagtige og forskruede! Også selvom de måtte have en modpart, der begår fejl.

John Fredsted

@Jens Bryndum: Nemlig.

Jeg stiftede første gang bekendtskab med Herman Daly's tanker i artiklen "On a road to disaster", New Scientist den 18. oktober 2008, side 46-47.

Inger Sundsvald

Jan Henrik Wegener

Ja det er i sandhed en ret vagt defineret gruppe. Når man skyder med spredehagl rammer man måske, måske ikke.

De ’midlertidige fænomener’ kan derimod starte sindssyge krige, og har tusindvis af liv på samvittigheden, og ’de andre store verdensproblemer’ er lige så diffust definerede. Jeg kan da komme i tanke om f.eks. miljøet, som d’herrer også har været en katastrofe for.

Derimod kan jeg ikke få øje på hvilke ulykker de ’progressive’ har stået for i de forløbne 8 år.

jan henrik wegener

Inger. Det er da rigtigt at gruppen er vagt defineret og at det virker enklere blot at pege på enkeltpersoner som "Bush", "Fogh", "Brown/Blair" o.s.v. - jeg tror bare det er for enkelt.
Så her nævnes nogle problemer med de "progressive" måske kan det fjerne en smule af uklarheden om hvad jeg sigter til:
1: Jeg finder det er et stort problem når man blot hæftigt kritiserer en ført strategi - nemlig den der førte til invasionerne i Irak og Afghanistan, uden at redegøre for ens foretrukne alternativer (dette punkt er først og fremmest dog "ledernes" problem).
Hvis man ønsker tilbagetrækning nu, hvad mener man f.eks. da at resultatet bliver?
2:M.h.t. hele spørgsmålet om "irregulær vold" -eller terror om man vil, giver man ret uklare og modstridende holdninger.
3:Det gælder mindst i samme grad forholdet til "radikal islam" mere generelt - og for så vidt til hele religions og kulturkomplekset.
4: Man mangler et syn på sammenhængen mellem "europæiske" og verdensspørgsmål, og specielt hvordan man selv mener at disse kunne løses.
Så "Bush og Fogh" kritikken virker mest som en hoppen over hvor gærdet er lavest.

Inger Sundsvald

Jan Henrik Wegener

Så blev man forvirret på et højere plan.

Men du har uden tvivl en løsning, og kan redegøre for ’nogle foretrukne alternativer’ og et syn på sammenhængen mellem europæiske spørgsmål og verdensspørgsmålene i forhold til ’de progressive?

Jeg kan ikke forestille mig at du hopper over, hvor gærdet er lavest; og specielt forventer jeg at få et bud på hvordan du mener at disse problemer kunne løses.

Herunder specielt de problemer artiklen nævner med miljøkrisen, krigen mod terror og finanskrisen, forbrug og vækst.

"Herunder specielt de problemer artiklen nævner med miljøkrisen, krigen mod terror og finanskrisen, forbrug og vækt."

1. Krigen mod terror: Reducer den til det, den burde være, nemlig ganske almindeligt politiarbejde der går ud på at fange og straffe nogle forbrydere.

2. Miljøkrisen, finanskrisen, forbrug og vækst: I gymnasiet lærer man lidt om ekspoentiel vækst. (Noget, der vokser med en fast procentsats år efter år - f.eks. 100 kr. i banken til 10% i rente). Tallene bliver hurtigt meget, meget store - derfor er Warren Buffett verdens rigeste mand, men han allerede i flere år sagt, at hans grænse for vækst er ved at være nået.

Løsningen er først og fremmest at få befolkninger og politikere til at forstå denne elementære sandhed.

Et godt sted at starte, er professor Albert Bartlett's foredrag "Arithmetic, Population & Energy", som den over 80-årige fysikprofessor har holdt et par tusind gange de sidste 20 års tid.
http://www.youtube.com/watch?v=F-QA2rkpBSY

Inger Sundsvald

Jens Bryndum

Fortæl lige DF’s vælgere dét ;-). Og i øvrigt V&K’s vælgere. Det er jo dem – undskyld, deres ledere, som sidder på magten og kan udstikke retningslinierne vedr. tiltag, både m.h.t. ganske almindeligt politiarbejde og m.h.t. vækst, som jo er blevet ’gud’ i den hellige almindelige danske opfattelse.

Men godt bud i øvrigt, bortset fra at jeg ikke tror at det hjælper at henvise til Albert Bartlett el.a. ;-).

Matematik er jo ikke politisk.
Enhver, der forstår disse ting, kan kun være enig.
Problemet er, at kun få forstår det.

Her er link til den artikel, John Fredsted foreslog ovenfor. Den forklarer på overbevisende og kort og klar vis problemet fra en lidt anden synsvinkel:
http://www.publicpolicy.umd.edu/news/New%20Scientist,%20Daly.pdf

Inger Sundsvald

Jens Bryndum

Nu kan jeg jo stort set ikke blive uenig med Fredsted om noget. Jeg ER frelst m.h.t. miljø/klima/forbrug/vækst.

Men du demonstrerer på tydelig vis hvad problemet er. Du henviser til en artikel på engelsk, som ”forklarer på overbevisende og kort og klar vis problemet”.

Det er en artikel, som heller ikke jeg ville have hverken evner eller tålmodighed til at tygge mig igennem. Jeg tror mere på den direkte påvirkning ved at oplyse den smule jeg ved, og som enhver idiot må kunne indse.– Og jeg gør mig faktisk stor umage.

John Fredsted

@Jens Bryndum: Lækkert med et levende link til artiklen i New Scientist. Tak for det.

jan henrik wegener

En slags svar:
De der evt. måtte have patentløsning på "alt" kender jeg ikke - og jeg er ikke en af dem.
Men vedrørende ét (mindre?) punkt, nemlig krigene i Afghanistan og Irak synes jeg diskussionen har drejet sig alt for meget om "Bush-bashing", fortjent eller ej, og for lidt om konsekvenserne, især hvis evt. pludselig at alle "fremmede" tropper forsvinder.
Hvis det er det man mener bør ske må man vel i hvert fald overveje eventuelle ubehagelige konsekvenser, men det mener jeg de "progressive" eller i dette tilfælde modstanderne i det store hele forsømmer. En anden ting: hvis Europa og USA skal føre en anden politik, mindre magtpolitik, kan jeg ikke se at den skal indebære en tilnærmelse til "islamisk-politiske" kræfter. Så er måske noget koldkrigslignende det mindste onde - desværre. Her synes jeg dem jeg kritiserer gennemgående virker alt for eftergivende.
Det at hved der nok er et lille mindretal af "progressive" giver udtryk for noget der nogle gange næsten virker som sympati for militant politisk/religiøst islam - og til dels for dens aktioner (også kaldet terrorisme) skaber uklarhed. Det mindretal må der distanceres til!