Du køber en T-shirt med påskriften Fighters + Lovers. Uden for alvor at være klar over, at designerne og producenterne bag T-shirten lader en del af købsprisen gå videre til den colombianske guerillabevægelse FARC (Fuerzas Armadas Revolucionarias de Colombia) og den palæstinensiske befrielsesorganisation PFLP (Popular Front for the Liberation of Palestine). Begge organisationer står imidlertid på EU's terrorliste, og folkene bag T-shirtene dømmes efterfølgende for støtte til terrorvirksomhed.
Kan enhver således også dømmes for medvirken til terror? Den danske antiterrorlov definerer medvirken til terror ganske bredt, og det er politikernes mål med loven, at den skal ramme enhver støtte til terrorvirksomhed. Samtidig er politiets muligheder for at indhente data om vores forbrugsvaner bedre end nogensinde før. Så muligheden foreligger. Du kan risikere at blive sigtet - og måske dømt - efter straffelovens 'terrorparagraf', nemlig nr. 114.
Eksemplet antyder ifølge jurist og vicedirektør ved Institut for Menneskerettigheder Birgitte Kofod Olsen, hvor uoverskuelige konsekvenserne af de seneste års anti-terrortiltag er.
"Jeg ved ikke, hvor realistisk det er, at køberne af de nævnte T-shirts bliver retsforfulgt. Men tankeeksperimentet giver en idé om, i hvor høj grad vi er ved at underminere borgerens retssikkerhed og den grundlæggende personlige frihed, som vi ellers opfatter som en af hjørnestenene i et åbent demokrati," siger Birgitte Kofod Olsen.
Som jurist med speciale i menneskerettigheder har hun fulgt regeringens anti-terrorlovgivning tæt og har med stigende bekymring noteret sig, hvordan terrorangrebet 11. september 2001 og den efterfølgende 'krig mod terror' har medført øget overvågning og registrering af borgerne i mange europæiske lande, herunder Danmark.
Overvågningen øges
Med terrorpakkerne i 2002 og 2006 fik politiet en række nye efterforskningsmidler, som skulle effektivisere deres arbejde. Sideløbende er der indført videoovervågning af stadig større dele af det offentlige rum, så vores færden også ad den vej registreres. Desuden har kommunalreformen betydet, at forskellige myndigheder nu kan udveksle et væld af oplysninger om borgernes sundhed, sociale forhold, sygdom, skatteforhold osv.
I kombination med cpr-nummer-systemet, der fungerer som en nøgle til oplysninger om den enkelte borger, betyder disse nye muligheder for registrering og overvågning et markant skred i retning af et overvågningssamfund, hvor det med Birgitte Kofod Olsens ord er teknisk muligt at tegne "en meget akkurat personprofil af den enkelte borger".
"Teleudbyderne registrerer, hvem vi taler i telefon med, hvilke hjemmesider vi besøger, og hvem vi sender e-mail til. Politiets Efterretningstjeneste (PET) kan nu også - uden først at indhente en dommerkendelse - få oplysninger om, hvilke bøger, cd'er og film vi låner på biblioteket, og hvilke flyrejser vi køber. PET kan - også uden dommerkendelse - få navne på de mennesker, der i en bestemt periode har henvendt sig til et socialkontor. Ved at kombinere de mange data, som er knyttet til vores cpr-nummer, kan politiet og andre myndigheder sammenstykke et meget præcist billede af hver af os."
Birgitte Kofod Olsen forklarer, at der er tale om et skred på to felter:
"Dels er der overvågningen og registreringen, som er mere intensiv end nogensinde. Dels er der spørgsmålet om kontrol med dem, der overvåger os. Det er et bærende princip i en retsstat, at der er uafhængig kontrol med de myndigheder, der overvåger borgerne. At politiet f.eks. skal have dommerkendelse for at indhente personfølsomme oplysninger. Men det princip er der nu en række undtagelser fra. Dermed er borgerne ikke er beskyttet tilstrækkeligt mod myndigheders vilkårlige magtudøvelse og magtmisbrug."
Få protester over begrænsningerne
Da regeringens seneste anti-terrorpakke blev sendt i høring i 2006, mødte den kritik fra bl.a. Datatilsynet, Retspolitisk Forening, Advokatrådet, Forbrugerrådet, den liberale tænketank CEPOS og Institut for Menneskerettigheder. De advarede alle om, at lovforslagene trak Danmark i retning af et overvågningssamfund. Kritikken prellede stort set af på regeringen, som fastholdt, at tiltagene afspejlede en fornuftig balance mellem hensynet til retssikkerheden og behovet for at gribe effektivt ind over for terrortruslen. Men daværende justitsminister Lene Espersen (K) gik dog med til at ændre på forslaget, så PET fremover - som udgangspunkt - stadig skal bede om en dommerkendelse til at aflytte bestemte telefonnumre. Og hvis efterretningstjenesten uden at have fået lov alligevel aflytter andre numre, så skal domstolene inden 24 timer orienteres om det, hvis 'særlige forhold' taler for det. Derudover mente justitsministeren ikke, at der var grund til at frygte for konsekvenserne af den øgede overvågning.
Og samme holdning har flertallet af danskerne tilsyneladende. Meget få har protesteret over den stigende overvågning, og det undrer Birgitte Kofod Olsen.
"Måske skyldes det, at det ikke er umiddelbart synligt. Vi bliver ikke skygget af mænd i sorte frakker, som følger efter os, når vi forlader vores hjem, og vi oplever ikke, at vores personprofil bliver offentliggjort i Tv-Avisen. Men overvågningen og registreringen foregår hele tiden. Vores telefonsamtaler og rejsemønster registreres, og vores læge og sagsbehandler kan udveksle oplysninger og videregive dem til politiet, uden at vi aner det. Det er faktisk en del af problemet: Vi aner ikke, hvordan og i hvor høj grad de nye muligheder bliver brugt, og det gør det svært at rejse en debat om emnet," siger Birgitte Kofod Olsen.
Hun mener, at danskerne generelt har stor tillid til, at myndighederne handler til borgernes bedste, og at de derfor ikke ser nogen interessemodsætning mellem den øgede overvågning og borgerens tryghed og sikkerhed.
"Jeg møder ofte det argument, at vi jo alle har interesse i, at politiet kan forebygge og efterforske terror effektivt, og at man intet har at frygte, så længe man har rent mel i posen. Men dels er der altid risiko for, at enkeltpersoner eller grupper af personer misbruger de oplysninger, de ligger inde med. Dels er det ikke ligegyldigt, hvem der definerer, hvad det vil sige at have rent mel i posen. Eksemplet med T-shirtene fra Fighters + Lovers viser det meget godt. Nogle mener, at de to organisationer er frihedsbevægelser, andre at de er terrororganisationer. Andre igen aner ingenting om bevægelserne og køber måske T-shirten uden at kende historien bag," siger Birgitte Kofod Olsen.
Danmark i front
Hun er klar over, at nogle vil mene, at det kan være nødvendigt at bryde hævdvundne principper for retsstaten, fordi vi som samfund står over for en fjende, som truer os helt fundamentalt - og at den øgede overvågning i andre vestlige samfund gør det nødvendigt, at vi følger trop i Danmark; ellers risikerer vi at gøre Danmark til terroristernes slaraffenland. Men ifølge Birgitte Kofod Olsen holder argumentationen ikke:
"Demokratiske stater har altid stået over for fjender af demokratiet. Og udfordringen har altid været ikke at lade sig friste til at bryde med de demokratiske principper for at forsvare demokratiet. I de EU- og FN-resolutioner, som forpligter medlemslandene til at forebygge og bekæmpe terrorisme, understreges det, at det ikke må ske ved at ofre menneskerettigheder og retsstatsprincipper. Desuden er vi i Danmark allerede foran mange andre lande, når det handler om at overvåge og registrere. Nogle lande som f.eks. Storbritannien har mere omfattende videoovervågning, men de har ikke et personnummerregister, som kan bruges til at kæde overvågningsdata og personoplysninger sammen. Det er den kombination, som gør forholdene i Danmark til noget særligt." Birgitte Kofod Olsen understreger, at også hun finder det fornuftigt at give politiet efterforskningsmidler, der afspejler den teknologiske udvikling og det ændrede trusselsbillede. Men det kan sagtens lade sig gøre uden at gå på kompromis med retssikkerheden, mener hun:
"I Danmark har politiet omfattende mulighed for at overvåge navngivne personer og persongrupper, men kun efter domstolsprøvelse og ved konkret mistanke. Det kræver en anden tilrettelæggelse af politiarbejdet, men jeg mener ikke, at det stiler politiet dårligere i forhold til at forebygge og efterforske terror. Til gengæld giver det borgeren øget retssikkerhed," siger hun.
Kombinationen af vores cpr-nummersystem og politiets øgede adgang til at hente oplysninger om os hos myndigheder og private firmaer er ifølge Birgitte Kofod Olsens mening et stort problem, som bedst løses ved, at borgerne i større udstrækning gives råderet over deres egne personoplysninger.
Selv Facebook overvåges og lagres
Hun forestiller sig en model, hvor der ikke i udgangspunktet er lagret en masse oplysninger om borgerne knyttet til deres cpr-nummer. Men at den enkelte borger i stedet selv kan være med til at bestemme, hvilke oplysninger myndighederne skal have om ham eller hende. Det skulle så være op til den enkelte, om man vil give myndighederne de oplysninger, der er nødvendige for, at det f.eks. kan afgøres, om man har ret til bestemte sociale ydelser. Indtil videre anser hun dog den vision for at være ren ønsketænkning.
"Jeg ser ikke tegn på, at det kan lade sig gøre. Tværtimod bevæger vi os i retning af registrering og dermed potentiel overvågning, og jeg har svært ved at se, hvad der kan få flertallet af danskerne til at vågne op. Det skulle da lige være den stigende bevidsthed om, at private aktører kan udnytte de mange lagrede oplysninger til kommercielle formål. De fleste reagerer, når de finder ud af, at de oplysninger, de har lagt ind på Facebook, bliver opbevaret, selv efter at de har slettet deres profil, og at de efterfølgende kan udnyttes til kommercielle formål. Måske vil det langsomt dæmre for folk, at vi er ved at udvikle samfund, hvor de elektroniske spor, vi efterlader, kan samles og bruges på en helt anden måde, end vi selv ønsker eller vælger."
Lene Espersen understregede dog flere gange i sin tid som minister, at regeringen ikke ønskede at skabe et overvågningssamfund. I forbindelse med lanceringen af VK-regeringens anden anti-terrorpakke i 2006 sagde hun blandt andet:
"Ingen ønsker et overvågningssamfund, hvor hvert eneste gadehjørne er overvåget. Men det kan være nødvendig for politiet - hvis der sker et terrorangreb - at kunne identificere gerningsmændene. Det er et spørgsmål om at finde den rette balance - og målrette overvågningen til de steder, hvor det er relevant."
Læs mere: 'Menneskeret i Danmark - Status 2007', Institut for Menneskerettigheder, januar 2008. Kan downloades fra http://menneskeret.dk/files/pdf/STATUS%202007%20final.pdf
Birgitte Kofod Olsen og Rikke Frank Jørgensen (red.): 'Overvågning eller omsorg. Privatlivsbeskyttelse i IT-samfundet'Forlaget Thomson, København, 2005. www.menneskeret.dk
