Læsetid: 7 min.

De store armbevægelser er sat til salg

Information har besøgt karruselkapitalismens danske 'ground zero', som befinder sig på en lille ø ved Hellerups kyst. Her har en velkendt it-direktør stadig sit navn på dørskiltet, samtidig med at lejligheder til 23 millioner kroner stykket desperat søges vekslet til kolde kontanter
Indland
30. december 2008
Information har besøgt karruselkapitalismens danske 'ground zero', som befinder sig på en lille ø ved Hellerups kyst. Her har en velkendt it-direktør stadig sit navn på dørskiltet, samtidig med at lejligheder til 23 millioner kroner stykket desperat søges vekslet til kolde kontanter

Klokken er 10.30, og i Tuborg Sundpark er der så stille, at man kan høre en knappenål falde i vandet. Det er en del af herligheden, denne ufattelige ro hvis vakuum huler kraniet tomt for tanker.

Fire boligblokke ligger isoleret på en ø i Øresund tæt ved Hellerups kyst. Øen er kun forbundet med fastlandet med en klapbro til bilerne samt en 38 meter lang hængebro forbeholdt fodgængere. Fire hvide boligblokke med 130 boliger - og ikke en lyd at høre andet end en sagte sukken under bådebroen, der løber det halve af øen rundt.

Så sker det. Klare, glade barnestemmer skærer gen-nem den grå decembers mulm. Fem-seks børnehavebørn og to pædagoger vandrer ind over klapbroen. De skal have dagen til at gå og er på sightseeing i sundparken, som ikke er nogen almindelig park, men et sted hvor samtlige græsarealer er forsynet med store blå skilte. 'Privat område' står der.

Børnene forsvinder ad stien bag boligblokkene, og nu kommer en kvinde i lang pels og høje hæle lydløst cyklende. Inde i en lejlighed med vinduer fra gulv til loft i begge sider ligesom et akvarium hopper et andet kvindehoved regelmæssigt op og ned. Lidt tættere på kan man se, at hun motionerer på et løbebånd. I en lejlighed på anden sal er fire håndværkere i gang med at male vægge og lofter hvide i en skarpt oplyst balsal af en stue.

Og i Tuborg Sundpark 5, 3. sal tv., som fortsat tilhører it-direktøren, der vil være flere af læserne bekendt, trækker en kvindehånd gardinet i nordvinduet halvt for, så hun står skjult, mens hun stadig kan kigge ud.

Fra hendes position kan man på gode dage skue næsten til Helsingør.

Tommelfingre fortæller

Det er ikke noget, man går rundt og tænker på til hver-dag, men det forholder sig sådan, at afstanden mellem et menneskes tommelfingre afspejler dets succes. Er en person nedtrykt eller for eksempel netop blevet fyret, vil armene hænge normalt ned langs siden af kroppen, og afstanden mellem tommelfingrene er følgelig omkring 45 cm.

Ved stor begejstring strækkes armene derimod ud til siden oppe over hovedet, og afstanden mellem tommelfingrene øges dramatisk til 140 cm. Den kortest tænkelige afstand, nul cm, optræder, når hænderne er presset sammen af håndjern.

Den nu fængslede it-direktør havde tidligere for vane at brede sine arme ud til begejstret tommelfingerafstand og lade sig fotografere i denne positur. Den kræver god plads. Og tilskuere. Fornøjelsen forsvinder, hvis man skal stå mutters alene med sine store armbevægelser.

Såvel pladsen som de beundrende blikke har it-direktøren haft i Tuborg Sundparks boligmæssige akvarium, hvor omgivelsernes vidtstrakte horisontale linjer bidrager til fornemmelsen af overdådighed.

Den besøgende, som ringer på dørklokken, får sit ansigt vist på en tv-skærm oppe i lejligheden. I opgangen er der parketgulv af mahogni, og inde i lejligheden går det slag i slag over den 162 kvadratmeter store gulvflade.

Alle materialer præges af kvalitet og fornem finish. Der er 2,70 meter til loftet, og forkælelsen fortsætter ud på de lange altaner, som findes på begge sider af lejligheden, så man altid kan finde en plet sol at sidde og lune sig i.

It-direktøren købte sin lej-lighed i 2005 og slap med 8,3 millioner. Bebyggelsens penthouselejligheder med de fedeste udsigter over Øresund koster i dag omkring 23 millioner kroner. Stykket.

It-direktørens overbo i Tuborg Sundpark 5 betroede i 2005 Berlingske Tidende, hvorfor han netop var flyttet til øen.

"Vores gamle villa var på 450 kvadratmeter inklusiv kælder og lå på en 1.800 kvadratmeter stor grund. Vi tilbragte mange timer med at passe huset og haven. Det var, som om at huset voksede, jo ældre vi blev," sagde han, lykkelig over nu i Tuborg Sundpark at svæve over dagligdagens trivialiteter.

"Lige fra første dag har jeg været totalt betaget af udsig-ten. Nogle gange, når jeg ser tv, glemmer jeg helt at kigge på skærmen," tilføjede overboen.

Områdets ejendomsmæglere bekræfter, at de typiske beboere enten er ældre velhavere, der ikke længere orker at passe palævillaen. Eller unge, der har uhørt succes med karrieren.

Begge typer kan stige direkte om bord i deres båd, som der er plads til for foden af boligblokken, og sejle sig en beroligende tur på sundet. Og er der behov for at komme hurtigere væk, gemmer beboerne i det underjordiske garageanlæg kolossale firhjulede hestekræfter, for hvilke verden ligger vidt åben.

En særskilt krævende per-son som den meget omtalte it-direktør har forståeligt nok måttet supplere med yderligere rummelighed til passende positurer:

Et ekstra kontor på et kur-sussted. En ekstra lejlighed på Islands Brygge med tilhø-rende Lamborghini. En sommerbolig med Middelhavsudsigt. Hotelophold på verdens eneste syvstjernede hotel, Burj Al Arab i Dubai, med suiter til 300.000 kroner om dagen.

Succes fylder.

Caféstolene er til salg

Men måske har der alligevel været for god plads. Det viser sig nemlig, at noget er rivende galt i Tuborg Sund-park.

Mens alle lejligheder blev solgt i første hug allerede inden, at byggeriet var afsluttet, står en stribe lejligheder i dag tomme og venter forgæves på købere. Det utænkelige er sket - overklassen er kommet i krise.

Krisetegnene er diskrete, men ikke til at overse. Der er til-salg-skilte fra forskellige ejendomsmæglere i alle boligblokke på den tidligere så sorgløse ø. Og ved bådebroen tæt på Tuborg Sundpark 5 ligger en drøm af en motorbåd, en Princess 65 flybridge sports yacht, med et skilt på dansk og engelsk i vinduet. Båden søges hurtigst muligt afhændet for 5,9 millioner kroner. Andre af områdets store både er også sat til salg.

Nogle sukker tydeligvis efter kølige kontanter i dette kvarter, som ikke længere kan leve af friværdierne, for de blæser i vinden, eller aktiebeholdningerne, der nu viser sig at være fyldt med varm luft.

Nu skal der menneskepenge og klingende mønt på bordet, også henne i Tuborg Sundparks lokale shoppingcenter, Waterfront, som ligger over for Saxo Banks nyopførte hovedkvarter, hvis ternede facade ligner et korthus, der er på nippet til at styrte sammen. Var det for resten ikke Saxo Bank, som skulle have haft nu konkursramte IT Factory som med-sponsor for Bjarne Riis' cykelhold?

I Waterfront er der langt mellem kunderne denne formiddag.

Et ældre ægtepar vender og drejer frugten i Irma, der ellers er ganske tom for mennesker. Bedre går det i Netto, hvor et dusin kunder er ved at forsyne sig fra butikkens ydmyge hylder.

Det kan ikke skjules, at bu-tiksdøden har tyndet ud i centrets forretninger. Nogle butikker ser helt lukkede ud, andre lokaler er omdannet til midlertidige udstillinger for nabobutikkerne.

Alt er på tilbud. Lækre herresko bliver kastet én i nakken. Hugo Boss-ure fås til halv - ja, halv - pris. Og når man sætter sig på en af caféerne for at drikke en latte, opdager man, at der hænger prisskilte på alle de høje caféstole. Kaffen koster 35, stolen 7.111 kr.

Jagten på håndfaste penge er gået ind, og jagtsæsonen er i Tuborgs omegn udvidet til hele året. Kunderne har blot gjort sig usynlige. Hvor er alle henne?

Flugt til kroppens tempel

Det viser sig, at inde i Waterfront fører en vindeltrappe til første sal. Deroppe breder et musklernes og smidighedens tempel sig i adskillige sale. Wellcome fitness hedder det. Og her er der propfyldt med folk, både de ældre, der har oceaner af tid, og de yngre, som tager sig god tid.

Måske følger fitnessklubmedlemmerne via deres ørepropper med i børskursernes udvikling eller lytter til bagmandspolitiets radio, mens de slider i deres ansigts sved ved en række forskellige apparater, som skal gøre det ud for fordums tiders redskaber til hårdt manuelt arbejde.

Lemmerne glinser - når kapitalen er i krise og kreditorerne på krigsstien, er kroppen åbenbart det sidste tilflugtssted. Ved motionsapparaterne er der små tv-skærme og på væggene store fladskærme, der alle viser nyhedsudsendelserne, som ind imellem portrætterer den stærkt omtalte it-direktør. Han er stadig prominent medlem af denne helseklub.

Man forstår, at fitness kan sætte fut i såvel kroppens som økonomiens kredsløb. Det var fitness, it-direktøren levede af, før han ifølge egen tilståelse blev svindler.

Det var i et fitnesscenter, at han traf sin nuværende kone, og det var samme sted, han fandt sin beskyttende engel fra motorcykelklubben HA. Sidstnævnte herre flyttede i øvrigt selv til den særlige hellerupske ø med klapbro til den virkelige verden.

It-direktørens karseklippede hoved svæver over Wellcomes sofagrupper med off-white betræk, hvor småsnakkende motionister hvi-ler ud efter anstrengelserne, hvis de da ikke foretrækker et besøg i stedets spa. I spa'en kan man få en såkaldt chili-kropsindpakning, og Wellcome lover, at sådan en omgang vil give "en hed fornemmelse". Det kan der være brug for at vænne sig til i en tid med mange røde ører.

Fortøjningerne løsnes

Vejen tilbage til Tuborg Sundpark er nu afskåret, fordi broklappen er oppe. Beboere, der har både liggende i den indre kanal, kan via en manøvrepult på land betjene klappen. Faktisk har beboerforeningen i Tuborg Sundpark overvejet, om der ikke også kunne opsættes en bom, som kun beboerne har ret til at hæve eller sænke.

Klappen er oppe, og festen er forbi. Man skutter sig i kulden - rygmærke eller ej. Ovre på den anden side af kanalen ligner den tyste Tuborg Sundpark mere og mere kreditkrisens ground zero, hvorfra bankerne for længst er løbet skrigende bort.

Snart kapper øen vel sine sidste fortøjninger for at sejle bort og prøve lykken hinsides verdenshavene.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her