Læsetid: 11 min.

Als lukker ned - for en tid

Først hørte man om den økonomiske krise. Nu mærker man den og det gør ondt på Als. For kort tid siden havde øen droppet rollen som randområde, og der var kommet Audier i carporten og højreb på tallerkenen. Nu kæmper øen med massefyringer. Seneste satte en af øens store virksomheder, Sauer-Danfoss, i mandags navn på 400 medarbejdere, der skal afskediges
Øen er ramt. Fyringerne præger Als meget i de her dage. I Sønderborg, i Nordborg, i Augustenborg og i alle de andre byer på øen taler man om, hvem der bliver ramt, og hvem der slipper.

Øen er ramt. Fyringerne præger Als meget i de her dage. I Sønderborg, i Nordborg, i Augustenborg og i alle de andre byer på øen taler man om, hvem der bliver ramt, og hvem der slipper.

30. januar 2009

Sven Haahr bliver fyret som en af de første mandag morgen.

Klokken er lidt over syv, og han er kun lige blevet færdig med dagens første ventil. Fjederen, sidder som den skal i ventilen, som i rå form mest ligner et hult metalhus. En gang i fremtiden bliver det lille stykke metal til en vigtig del af servostyringen i en lastbil, men lige nu er Sven mest optaget af den olie, hans hænder og arme allerede er indsmurt i.

Skulle Sven sætte en finger på sit arbejde på Sauer-Danfoss, ville den uden tvivl blive sat på olien.

Arbejdet kan godt være lidt ensformigt, men omvendt er det også noget, man kan se skride frem, og det er til at lægge fra sig, når man får fri.

Og så er der selvfølgelig kollegerne og værkførerne. Det er nogle pragtfulde typer, men at være smurt ind i olie, kunne Sven godt undvære.

Bankpakke I, II, III ...

Det hele begynder i USA, hvor en masse mennesker, der ikke har til dagen og vejen pludselig på forunderlig vis får mulighed for at låne penge i banken til et hus. Det vil de naturligvis rigtig gerne. De vil egentlig også gerne betale af på deres lån, men det kan de ikke. For der var lige den lille spidsfindighed ved lånene, at de med tiden bliver dyrere og dyrere og ubetalelige.

Mændene med slipsene bliver bekymrede. Ikke på de nye huskøberes vegne, der er under alle omstændigheder ikke meget at komme efter. Nej, de bekymrede mænd tænker i helheder og samfundsperspektiver, og de kan se, at finanskrisen nu bliver til en økonomisk krise, der ruller ud over hele verden. Bankerne opdager, at de har en masse dårlige lånere, der aldrig nogensinde vil kunne betale tilbage. Ikke kun huskøberne, men også erhvervsfolk, der har lånt penge til projekter, der ikke er mere værd end det eksklusive papir, de er beskrevet på. Bankerne reagerer som eremitkrebs. De trækker sig ind i sig selv og holder op med at låne penge ud. Alt går i stå.

Bankpakke I virker ikke. Bankpakke II er ikke den rigtige og de andre lande har allerede sendt en Bankpakke III på gaden. Den økonomiske krise kan blive som depressionen i 1930'erne, siger eksperterne, og den bliver helt sikkert større end den forfærdelige krise i 1970'erne.

Gruppen af alvorlige mænd bliver endnu mere bekymrede. Det presser på luftrøret, og det er ikke slipset, der strammer.

Tilbage til Als.

Prikkerunden

Ledelsen på Sauer-Danfoss meldte ud for en uge siden, at den ikke så nogen anden udvej end at afskedige 400 medarbejdere. For Sven Haahr kom det ikke som nogen stor overraskelse. Antallet måske, men ikke at de skal fyres. Det kan ikke være anderledes, når fabrikkens ordrer stopper næsten fra den ene dag til den anden. I stedet for at lave ventilerne, har de siden oktober mest gjort rent eller spillet kort i arbejdstiden.

Der blev ikke sat navn på, hvem der skal fyres, og det giver en masse snak i krogene. Hvordan mon de præcist udvælger, hvem det skal være? Mon de fyrer flest fra det dyre nathold og, hvad med ham derovre, der tit er syg om mandagen? Han ville da være den mest oplagte.

Fredag før fyringerne er Sven helt ør i hovedet af rygter og spekulationer, og i weekenden bliver det kun være. Han har det elendigt, er tør i munden og nervøs i maven, og har svært ved at fokusere på sønnen og svigerdatteren, der ellers er hjemme på besøg.

"Sven kommer du ikke lige med?". Da værkføreren prikker ham på skulderen mandag morgen, kommer det næsten som en lettelse. Nu ved jeg da i det mindste det bliver mig, siger Sven til sig selv. Der er ingen tvivl. Værkføreren kommer sjældent ud på gulvet, og nu står han der, og ser mere alvorlig ud end nogensinde.

Sammen går de gennem fabrikshallen for at få det formelle overstået. Rundt omkring dem står folk tavst i grupper, og ser på. Sven får helt ondt af dem. Ondt af, at de har så ondt af ham, og ser bedrøvede ud. Men han bliver også irriteret. Man må da kunne gøre det her på en anden måde? Så han ikke skal traske af sted til sin egen fyring med alles øjne i nakken.

Sven har allerede prøvet turen en gang før, da han for fire år siden blev fyret fra et andet job. Han gik helt ned med flaget. Nordborg er jo en lille by, hvor alle kender alle, og når han gik ud, var det som om alle så på ham, og han endte med at ligge derhjemme. Lavede ikke rigtig andet end at se fjernsyn i næsten to år.

Som med en film, man har set mange gange før, har Sven allerede hørt det, da han hører ordene: "Sven, dit navn er desværre på listen, og vi bliver nødt til at afskedige dig"

Som Hamborg

"Sydtrafik har i dag meldt ud, at de nedlægger 176 arbejdspladser. Du lytter til Leslie From, og den nyhed kan du læse mere om på radiomojn.dk."

Æteren er fyldt med det, for fyringerne præger Als meget i de her dage. I Sønderborg, i Nordborg, i Augustenborg og i alle de andre byer på øen taler man om, hvem der bliver ramt, og hvem der slipper. Der er en stemning af at være blevet slået tilbage til start.

Als er nemlig ikke kun historien om krise og fyringer i randen af Danmark. Det er også historien om en økonomisk optur af dimensioner og et randområde, der nægtede at være et randområde.

I midten af 1990'erne sled høj arbejdsløshed på området på den særligt ubehagelige måde, som arbejdsløshed kan slide på et randområde.

Det var trist, og der var ikke meget overskud - hverken i kassen eller i hovedet - men i takt med at områdets erhvervsmæssige treenighed, Sauer-Danfoss, Danfoss og LINAK, voksede og nød godt af de varme vinde i den internationale økonomi, begyndte hele området også at rejse sig.

Folk kom i arbejde og byttede den gamle rustrøde Opel Kadet ud med en Passat, eller - hvis det gik højt - en Audi. Ved indfaldsvejene blev der opstillet skulpturer af Jens Martin Skibsted og Piet Hein - med lys på om natten. Alt skulle være oplyst. Der skød tennisbaner op, og der blev anlagt golfbaner. Virksomhederne kom med deres nye glasfacader til at ligne dem nede i Hamborg.

"Vi har alt undtagen det hele," lød udviklingen kogt ned til en sætning i munden på bestyreren af Nordborgs nyrenoverede Hotel Nørherredhus.

Det gik hurtigt, og nu går det hurtigt tilbage. "Lige så hurtigt som man kan vende sin hånd," siger Thomas Jensen. Han overtog for nogle år siden brugtvognsforhandleren Auto-Jensen fra sin far, som da det hele toppede gav en million kroner i overskud om året. I dag er hans bilpark fyldt med Audi'er, men tom for købere.

Den værste dag

Den mandag hvor Sauer-Danfoss sætter navne på de fyrede, pakker Flemming Rasmussen først på aftenen udkørt sine ting sammen. Tilbage på bordet er kun listen med navnene på de fyrede kolleger.

Som en af tillidsmændene for fagforeningen 3F's medlemmer på fabrikken skal Flemming være med til alle afskedigelsessamtaler, og i dag har de haft 59 mennesker inde fra det område, han er tilknyttet.

Nogle har været ansat i 20 år, andre kun i nogle få, men det er det samme om og om igen. "Du er desværre en af dem vi er nødsaget til at afskedige. Det har ikke noget med dig eller dine kvalifikationer at gøre... Næste." Det er koldt og udeltagende, og tillidsmanden føler sig som en maskine.

Det er værst for de sidste. De har gået hele dagen uden at vide om de var købt eller solgt. Nyheden om, at fyringsrunden var gået i gang slap selvfølgelig ud tidligt, og ægtefæller, børn og venner har sendt sms'er til dem inde på fabrikken. "Blev det dig?" Nogle kunne bekræfte eller skrive nej, men de sidste på listen, kendte ikke svaret.

Man kan se det på dem, når de kommer ind og sætter sig ved bordet. De er nervøse og dødtrætte af at vente. Man kan også se det på vandet i glasset. De ryster på hånden og overfladen kruser, når de drikker.

Han ville ønske de kunne gennemføre afskedigelserne på en hurtigere og mere smertefri måde. Det bedste ville være, tænker Flemming, hvis man allerede i sidste uge, hvor afskedigelserne blev meldt ud, også samme dag havde peget på, hvem der skulle fyres. Meget bedre havde det ikke været for de fyrede, men i det mindste var de sluppet for en uge med usikkerhed, og den forfærdelige weekend, som alle fortæller, de har haft.

Alt det kan bare ikke lade sig gøre, fordi lovgivningen kræver, at virksomheder skal varsle mindst en uge før, de gennemfører massefyringer som den her.

Flemming Rasmussen folder stille listen sammen og lægger den ned i sin taske. Det har været den værste arbejdsdag i hans liv.

Kom Hjem

På Als sætter man nu sin lid til tre mennesker.

Den ene er den socialdemokratiske borgmester, Jan Prokopek Jensen. Kendt for sin kærlighed til alt alsisk og som en snu rad, der altid via et uigennemskueligt net af politiske rævekager har afgjort byrådsvalg til egen fordel senest dagen før, valget bliver afholdt.

Den anden er Bent Jensen. Også kendt som Bent 'Linak', fordi han er direktør for øens tredje store virksomhed, LINAK der producerer elektronisk udstyr og har 1.500 ansatte. Bent går også under navnet Bent 'Violin', fordi han en gang om ugen spiller op til folkedans med sin violin på Alsingegården, så egetræsgulvet knager under Gammel Sekstur og de andre danse fra den gang, ruderkonge var knægt.

For nogle år siden stod LINAK sammen med de andre store virksomheder på Als bag kampagnen 'Kom-hjem', der opfordrede sønner og døtre af Sønderjylland, der var flyttet til København til at stille caffe late'en og vende snuden hjemad.

"Det var en tid, hvor vi manglede arbejdskraft, og det kommer vi til igen," siger Bent Jensen.

Også LINAK har fyret mange medarbejdere i den senere tid, men Bent Jensen er hverken nervøs for, at Als nu skal blive affolket eller for, at den igen bliver til det randområde i den negative forstand, øen var en gang.

"Vores konkurrenter går fallit i krisen, men det gør vi ikke her, for vi er ikke afhængige af banklån, og i det øjeblik, vi kommer ud på den anden side, får vi brug for hænder igen."

Mads Clausen

Den sidste er Jørgen Mads Clausen. Hvis håb kunne tage form som et menneske, ville håb på Als tage form som Jørgen Mads Clausen, ejeren af stoltheden Danfoss og medejer af Sauer-Danfoss.

Det var med ham ved roret og på grund af hans succes som erhvervsmand og de arbejdspladser, han skabte, at Als overhovedet kom på landkortet til at starte med. Er man i tvivl om, hvad det betyder for folk i almindelighed at komme på kortet, er det, fordi man aldrig har været uden for, siger de på Als. Her på øen er H.C. Ørstedsvej og Niels Bohrsvej derfor sideveje til Mads Clausensvej - ikke omvendt.

Eller som talsmanden for Nordborgs Erhvervsforum og butikschef i byens Kvickly, Jan Moberg Pedersen, siger:

"Jørgen Mads Clausen har altid sagt, at Danfoss skal være nummer ét i verden med alt, hvad de arbejder med. Den holdning skal nok få os igennem det her. Men der er da ingen tvivl om, at der kommer en periode nu, hvor fru Jensen køber mere tyksteg end højreb og, hvor jeg ikke skal bestille ret meget dyr vin hjem til hylderne."

Malene Elkrog har ondt i maven. Hun skal møde på natholdet mandag aften klokken 22, og der er kun en time til hun skal af sted. Lige pludselig trækker hendes mave sig samme, og hun begynder at ryste over hele kroppen. Heldigvis har hun lagt sin søn Silas i seng. Det ville ikke være godt, hvis han så mig ryste på den måde, tænker hun.

Både Malenes kæreste og hendes far og arbejder også ude på Sauer-Danfoss. Fra dagholdet har hendes mor tidligere på dagen sendt en besked om, at nu var de begyndt at hive folk ind og fyre dem. Siden har hun ikke kunne tænke på andet. Kæresten og forældrene er sluppet, men hun må vente lidt endnu med selv at få besked.

De står i fabrikshallen og laver ikke andet end at vente på, at det, der skal ske, sker. Det trykker i Malenes brystkasse, også fordi nogle af dem, der har været inde ved værkføreren, går grædende forbi.

Stille og mørkt

Tiden går. Langsomt begynder nogle af de andre at stille sig ved deres plads, men ingen kan få sig selv til at gå i gang. Der har heller ikke rigtig været noget at lave i lang tid, og på det sidste har de mest gjort rent. Flere af kollegerne er også gået hjem, men Malene bliver altid, for hun skal aflevere Silas i vuggestuen hver morgen efter arbejde, og det dur ikke, hvis hun falder i søvn før det.

Hun ved godt, at lovgivningen siger, at det skal foregå sådan her. I november da Sauer-Danfoss var igennem en anden fyringsrunde, kom ledelsen til at fyre folk samme dag, som de varslede fyringerne, og det var tillidsfolkene efter dem for med det samme. Men på en eller anden måde må man da kunne gøre det her på en anden måde, tænker hun, så det ikke skal trække ud over en hel uge. Udmattet efter en uge med svirrende rygter og en hel dag, hvor hun på skift har haft ondt af dem på dagholdet og af sig selv, ville hun i hvert fald foretrække, at have fået besked med det samme i sidste uge. Eller endnu bedre. Bare at få et brev, hun kunne åbne alene ude i køkkenet.

"Malene." Hudløs af nervøsitet farer hun sammen, da værkføreren siger hendes navn. Han kigger alvorligt på hende.

Selve fyringen tager ikke mere end to minutter. Bagefter rejser hun sig op, orker ikke at skjule sine tårer og går ind i det rum, de har sagt hun kan bruge til at sunde sig i. Lidt foroverbøjet sidder der en anden ved et af bordene. Malene sætter sig over for ham lidt længere henne.

Til sidst er der en 10-11 stykker fra hendes hold i rummet. Malene Elkrog ænser dem ikke rigtig. Hun tænker på at komme hjem.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Til Jørgen Mads Clausen,
Når nu ALLE kan producere mere end der afsættes,
kan så arbejdsugen ikke gå ned på 30 timer.
Den lavere levefod giver renere omverden og mindre ressourcespild.
I kan komponere standard-solpaneler og jordvarme-systemer til vores 2 milioner parcelhuse og fortælle os hvor meget vi sparer.