"Klokken 22.30 arresteredes Laurent Nkunda på flugt på Rwandisk territorium".
Således lød den lakoniske besked i fredags fra Rwandas hær og politi om et foreløbigt punktum for et af det østlige Congos mest frygtede krigsherrer.
Baggrunden er det forfærdende kaos, der gennem de seneste 25-30 år har hersket i det østlige Congos Kivu-provinser, hvor knaphed på jord, stor befolkningstæthed og naboskabet til de etnisk plagede Rwanda og Burundi har skabt grobund for stadig mere skærpede konflikter, ofte med etnisk udtryk.
Først dannede borgerne vagtværn af frygt for overfald, så førte krisen i Rwanda til militarisering, og endelig sørgede undergrundens rige forekomster af tin, guld og diamanter for, at krigsherrerne kunne finansiere en tilsyneladende uendelig konflikt.
Den grusomste og mest effektive hærleder af alle var Laurent Nkunda, en høj, ranglet mand, en tutsi, hvis skarpe ansigt med øjne bag designerbrillerne lyser af intelligens og karisma. Nkunda er en veteran fra samtlige større krige, der har gennempløjet regionen siden 1994.
I 2002 likviderede hans lasede 'oprørshær', CNDP, på hans ordre mindst 160 mennesker i Kisangani, 28 af dem blev hældt i sække med tunge sten og smidt i floden fra en bro.
I 2004 erobrede og hærgede hans mænd Sydkivus hovedby, Bukavu; i november sidste år medførte endnu et felttog, denne gang mod byen Goma, at en kvart million måtte flygte, mens overlevende fortalte om mord, lemlæstelse og voldtægt.
Nkunda havde et trumfkort, og han spillede det behændigt, nemlig tilstedeværelsen i hans hjemegn af rwandiske folkemordere af hutu-afstamning.
Da folkemordet i Rwanda i 1994 ikke førte hutu-ekstremisterne til magten, men tværtimod gav bagslag i form af tutsiernes effektive modoffensiv og magtovertagelse under præsident Paul Kagame, flygtede folkemorderne ind i Congos vidtstrakte regnskove, hvor de fandt ly under daværende præsident Mobutu Sese Sekos vinger.
Da FN og andre internationale organer ikke ville eller kunne få dem ud igen, tog Kagame sagen i egen hånd og sendte en invasionsstyrke, forklædt som en congolesisk oprørshær. Styrken jog folkemorderne samt deres mange etniske fæller gennem skoven, mens de dræbte så mange af dem, de kunne.
Nkundas erobringer
Tilbage i Østcongos skove er imidlertid fortsat den hårde kerne af folkemordere, nu samlet i organisationen FDLR, der af og til foretager terrortogter over grænsen ind i Rwanda. Gruppen tæller omkring 6-8.000 væbnede mand, og den ernærer sig ved at dyrke jord, udvinde mineraler og 'beskatte' handelsruter.
Som krigsherre i nabolaget, med støtte fra især områdets etniske, men congolesiske tutsier, har Nkunda plyndret og erobret en del af FDLR's territorium, men højlydt erklæret, at hans eneste mål er at beskytte tutsierne mod et nyt folkemord fra FDLR. Af samme grund nød han opbakning fra Rwanda og en gruppe forretningsmænd med stærke økonomiske interesser i det østlige Congo.
Kampen om råstoffer
Congos egen hær er ikke stærk nok til at knuse FDLR, og værre endnu: Den har ikke været synderligt interesseret. Tværtimod har højtstående officerer i regeringshæren samarbejdet med FDLR om at udnytte områdets mineraler: Minefolk og handelsmænd har behov for beskyttelse, og dette har officererne forstået at udnytte.
Samtidig frygtede regeringshæren Nkundas hær langt mere, for ikke at tale om nabolandet Rwandas, der regnes for hele Centralafrikas stærkeste hær.
Konflikten i det østlige Congo har en stærk historisk baggrund, der rækker længere tilbage end den Congokrig, som de nuværende fredsaftaler dækker. Et vigtigt aspekt er en langvarig rivalisering om områdets ressourcer.
Da Mobutu herskede via en effektiv del-og-hersk politik gennem 1960'- og 1970'erne, lod han Kivuernes tutsier opnå store fordele, hvad de udnyttede til at opbygge store formuer og stærke forretningsforbindelser.
Men da Mobutu i begyndelsen af 1990'erne mærkede jorden brænde under sig, vendte han på en tallerken, ofrede sine tutsi-forbindelser til områdets større stammer og gjorde dem statsløse.
Rwandas invasion af Congo i 1996 genrejste tutsikøbmændenes tidligere styrke. Men deres politiske indflydelse i Congo er tabt; præsident Kabilas vælgerbase er især de nabostammer i Kivu, som er tutsiernes nærmeste rivaler i den desperate kamp for at vinde kontrol over regionens sparsomme ressourcer, men lukrative mine- og handelsruter.
Dette er endnu en årsag til, at regeringshæren hellere samarbejder med FDLR og lader dem bekæmpe Nkunda - og at Kabila aldrig har været på god fod med Rwandas præsident Kagame.
I lykkelig forening
Nkundas blodige offensiv i november har imidlertid forenet de to. Nkunda ydmygede ikke bare Kabila, hvis hær løb, når Nkundas brutale mænd kom hærgende, men han lagde også hindringer i vejen for succesen med hele det møjsommelige, internationale arbejde for at genrejse Congo; et arbejde, der har forenet FN, USA, EU og alle andre vestlige donorer; et arbejde, som det altid er lykkesKagame at vende maksimalt til Rwandas gevinst.
Hvor Nkunda tidligere har været Kagames redskab til at understrege faren fra FDLR, blev han nu en byrde for Rwandas gode forhold til Vesten.
"Meget tyder på, at de to lande har lavet en handel, hvor Rwanda får lov til at sende sin hær ind i Congo for at jage FDLR, mod at Congo får Nkundas hoved på et fad," siger den regionale analytiker for International Crisis Group, Guillaume Lacaille.
I begyndelsen af forrige uge overraskede Congo og Rwanda omverdenen med meddelelsen om, at de to landes hære indledte en fælles offensiv mod FDLR. Samme aften strømmede 4.000 rwandiske soldater over grænsen, og selv FN blev forment adgang til den nye kampzone. Ifølge aftalen skal Rwandas soldater deltage i 14 dages offensiv, hvad der umuliggør en opfyldelse af det angivelige mål om at udrydde FDLR, hvis folk er spredt over et regnskovsområde på størrelse med Tyskland. Congos regeringshær har rapporteret om stor kampsucces, men melder dog kun om ganske få dræbte FDLR-soldater, foreløbig bare 14 - ikke meget af en trussel på angiveligt 6-8.000 soldater.
Skabelsen af en stor stat
Den anerkendte franske forsker, Gerard Prunier, mener, at økonomiske motiver er en væsentlig årsag til offensiven og arrestationen af Nkunda.
Ifølge Prunier er Rwanda og Kabilas folk tilsyneladende blevet enige om at tage en stor bid af FDLR's mineralforekomster, handels- og beskyttelsesindtægter og dele dem - i stedet for at lade Nkunda have monopol på dette rov. Det er den slags grove gerninger, der kan skabe store stater - og stor korruption. Blot få dage efter Nkundas arrestation i Rwanda indledte den internationale krigsforbryderdomstol i Haag sin første sag mod en congolesisk krigsherre.
En af de næste i rækken er præsident Kabilas vigtigste rival fra præsidentvalget, Jean-Pierre Bemba. Hvilket altsammen understreger, at centralregeringen i Kinshasa langsomt er ved at vinde myndighed over det kolossale landområde, det formelt regerer .
Congo har udstedt en international arrestordre på Nkunda, men de to lande har ingen udvekslingsaftale.
Nkunda kommer næppe foreløbig for krigsforbryderdomstolen; han var længe en god mand for Rwandas præsident Kagame, og de er blodsbrødre. Hans bortfjernelse fra den østcongolesiske scene var dog nødvendigt for at skabe fred og bedre økonomiske betingelser for både den congolesiske befolkning og dermed også for Rwanda. Men som konfliktens dybe historiske rødder viser, er arrestationen ikke en tilstrækkelig forudsætning, dertil er de årelange tvister om jord, rettigheder og monopoler alt for rodfæstede.
