Læsetid: 4 min.

Cuba er en drøm

Et-partisystemet, flere hundrede politiske fanger og fejlslagen planøkonomi har ikke svækket kærligheden til Cuba blandt de flere end tusind danskere, som lørdag aften fejrede 50-års-dagen for det lille øsamfunds revolution
5. januar 2009

I lørdags samledes omkring tusind mennesker i Korsgadehallen på Nørrebro for taktfast at råbe "Tillykke Cuba. Tillykke med 50 års revolution", lytte til taler og visesangere, drikke cubansk øl og rom og svinge rumpen i salsarytmer.

Blandt festdeltagerne er Ib Olsen. Med sit hvide hår samlet med blå hårelastik i nakken, ligner han en venlig nisse på ferie efter juleræset. Men på venstre overarm antyder en falmet tatoveringen af segl og skruenøgle den 74-åriges ungdomstid i ERP, Folket Revolutionære Hær i Argentina, hvor han var med til at planlægge likvideringen af en fængselsinspektør.

Den historie får jeg meget, meget senere på aftenen. Først skal vi have mad. Klokken 20.21 byder Svend-Erik Simonsen, formand for Dansk-Cubansk Forening, værsgo, og 900 mennesker stiller op i lange køer.

"Man skulle tro, at der var hungersnød, sådan som folk hamstrer," bemærker Synnøve Bunæs, der sidder over for mig, ved synet velduftende maddynger på forbipasserende tallerkener.

Godt en time senere er der stadig kø, og formanden må på scenen og beklage, at maden er sluppet op. En nødplan sættes i værk, mere mad er på vej til 70-80 sultne maver.

Synnøve Bunæs og hendes tre veninder er nogle af de 10.000 danskere, som årligt rejser til Cuba.

"Jeg er forelsket i Cuba. De har noget, vi mangler. De kan holde gejsten og glæden oppe, selvom de må undvære så meget. Det sætter vores samfunds materialisme i relief. Jeg lever derude," siger hun.

Tale fuld af helte

Cubas ambassadør, Guuillermo Vasques holder festtale. Hans retorik er latinamerikansk og talen fuld af helte, eksemplariske kampe, et tappert og modigt lille folk og en stor fjende: Den nordamerikanske imperialisme.

USA's handelsblokade af Cuba vækker vrede her i Korsgadehallen. Det er det første fødselsdagsgæsterne nævner, når jeg spørger om, den cubanske tilstand ikke er mere diktatorisk, end det er værd at fejre.

Formanden for byggefagenes Samvirke, Anders Olesen, holder en muntert forelsket tale om Cuba. Bagefter fanger jeg ham blandt rygerne udenfor og beder ham fortælle, hvilke tre forandringer, cubanerne trænger mest til. Han tøver ikke: "Demokratisk udvikling. De skal lære at inddrage de folkelige og faglige organisationer helt ud på græsrodsniveau."

"For det andet skal de holde op med at bruge USA's blokade som dårlig undskyldning. Cuba har sol hele året, der er ingen grund til permanent mangel på grøntsager og andre landbrugsvarer."

"For det tredje skal regeringen holde op med at frygte sin egen befolkning. Vi har sagt til vores cubanske venner, at det er en dårlig ide med dødsstraf og politiske fanger."

- Og hvorfor bakker du så alligevel op?

"Cuba er Latinamerikas håb. Andre fattige latinamerikanere ser det som et drømmeland, hvor ingen sulter, og hvor man får gratis lægehjælp og alle lærer at læse."

Da Niels Hausgaard går på scenen, får han større bifald end da ambassadøren udråbte et leve for Fidel.

Han trænger til det ovenpå nogle dage, hvor mange journalister har ringet og spurgt om han er revolutionær.

"De kunne da godt bruge en revolution i Zimbabwe," bemærker han tørt, da jeg taler med ham i baglokalet.

Hausgaard undrer sig over polariseringen af den politiske debat:

"Hvis man ikke erklærer sig som liberalist, bliver man mistænkt for at være kommunist. Den cubanske revolution er en drøm, en myte, et håb om et bedre liv. Den drøm lyser op i vores regngrå forstokkede hverdag. Og så den fantastiske musik."

Kommunistisk jazzmand

Sent på aftenen er Ib Olsen kommet i snakkehjørnet. Han er medlem af Kommunistisk Parti og anmelder jazz og sydamerikansk litteratur til dagbladet Arbejderen. I hjertet er dog han stadig trotskist. Som ung telegrafist tog han til Argentina og knyttede sig til ERP - Folkets Revolutionære hær:

"Da Peron døde i 1974 gik hans enke, Isabel, i gang med at udrydde både venstrefløjen i hendes eget parti og den marxistiske opposition," fortæller Ib som optakt til sin skæbnehistorie.

"42 af vores kammerater sad i fængsel i Rio Callerros, Argentinas sydligste by. De blev myrdet af fængselspersonalet. Skudt i deres senge."

"Så jeg tog hyre på et skib, der skulle derned. Og mens jeg var i land, fik jeg taget de nødvendige billeder, opmålte kvarteret omkring fængslet, fandt de nødvendige flugtveje og så videre."

"Et par måneder senere smækkede min kone avisen i morgenbordet med historien om, at fængselsdirektøren og seks af hans livvagter var blevet likvideret dagen før."

- Du er medskyldig i syv menneskers død. Har du aldrig fortrudt, angret?

"Min søn fra første ægteskab, han er argentiner, han kalder os 'de rene mordere' og vil ikke se mig. Det er jeg ked af. Men jeg ville gøre det samme igen, hvis det blev nødvendigt. Guvernøren var morder, Argentina var et diktatur med massemord og tortur som hverdagskost," siger Ib Olsen og minder mig om mødrene på Plaza de Mayo.

Siden 1976 har de hver torsdag samlet sig overfor præsidentpaladset i Buenos Aires i protest mod, at militærdiktaturet fra 1975-83 lod 30.000 forsvinde.

Det efterfølgende demokrati har ikke vist vilje til at drage de skyldige til ansvar.

Sol og sensualitet

Cuba har store fordele i sammenligning med den smuldrede østeuropæiske socialisme. Musikken, cigarerne, solen, sensualiteten, de flotte gamle amerikanerbiler, livsglæden - det hele overvælder og overstråler kritikken af det politiske system.

Salsaorkestrets rytmer lokker og dansegulvet bliver hurtigt fuldt. På trappen sidder to yngre mænd, hvis mørke hår og øjne kunne være af cubansk afstemning. De smiler af spørgsmålet - "nej, vi er tyrkiske kommunister," svarer Fuat Talay.

- |Hvad laver I dog her?

"Vi er her sammen med tyve andre tyrkiske kommunister for at fejre det superdemokratiske dejlige Cuba."

- Tyrkiet er da et mere demokratisk land end Cuba?

"Det synes jeg ikke. Jeg er musiker, og i Tyrkiet blev jeg idømt 15 års fængsel for at udtrykke mig på et sprog, som regeringen ikke bryder sig om."

- Kurdisk?

"Ja. Jeg så ikke den slags diktatur i Cuba, da jeg var der."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu