Læsetid: 3 min.

Forsvaret kæmper med de store ambitioner

Forsvaret har hverken folk eller penge nok til at sende soldater til både Afghanistan, Kosovo og Aden-bugten. Nu foreslår Forsvarskommissionen, at man forøger forsvarsbudgettet, men Danmark skulle hellere sætte de udenrigspolitiske ambitioner ned, mener eksperter
-Vi får forsvindende lidt goodwill ud af stadig at være i Kosovo, og om vi udsender fire eller otte kampfly ad gangen, er ligegyldigt i forhold til at score point hos vores allierede,- siger lektor i sikkerhedspolitik Peter Viggo Jakobsen.

-Vi får forsvindende lidt goodwill ud af stadig at være i Kosovo, og om vi udsender fire eller otte kampfly ad gangen, er ligegyldigt i forhold til at score point hos vores allierede,- siger lektor i sikkerhedspolitik Peter Viggo Jakobsen.

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Indland
24. januar 2009

Målet var at have 2.000 udsendte soldater i 2009 inden for det eksisterende forsvarsbudget. Realiteten er, at forsvaret ikke engang har råd til at udsende de omkring 1.300 soldater, man nu har af sted.

Man kan hverken skaffe nok ansatte, køretøjer eller udstyr, og akut mangler Afghanistan-soldaterne ammunition og reservedele for 1,4 milliarder kroner.

Men i stedet for blot at poste flere penge i forsvaret, bør regeringen justere sin aktivistiske udenrigspolitik til et realistisk niveau, mener Peter Viggo Jakobsen, lektor i sikkerhedspolitik fra Københavns Universitet.

"Det er spild af penge bare at sætte forsvarsbudgettet op. Så må vi i stedet rationalisere og skære ned på de områder af forsvaret, vi ikke bruger så meget," siger Peter Viggo Jakobsen.

Henrik Jedig Jørgensen, major og souschef for Dansk Institut for Militære Studier, advarer kraftigt mod at skære ned på de områder, man ikke bruger i øjeblikket, men han efterlyser en overordnet strategisk vision for Danmarks sikkerhedspolitik.

"Det er den største fejl, man kan lave, at fifle med forventningerne til fremtiden på grund af akutte pengeproblemer. Hvis Afghanistan-soldaterne mangler penge, skal de findes for enhver pris, men i et større perspektiv må man diskutere, om vi har gabt over for meget," siger Henrik Jedig Jørgensen.

Mangler milliarder

Det er et lækket dokument fra Forsvarskommissionen, der har tyvstartet debatten om fremtidens forsvar. I et udkast til Forsvarskommissionens betænkning anslår Forsvarsministeriet, at forsvaret akut mangler materiel, ammunition og reservedele for 2,4 milliarder kroner. Derudover skal forsvarsbudgettet suppleres med 700 millioner kroner årligt for at følge med de øgede omkostninger, skrev Berlingske Tidende i går.

Problemet er, at de udsendte soldater i Afghanistan skyder langt mere og slider hårdere på deres udstyr, end man havde regnet med på forhånd. Samtidig mangler soldaterne det moderne udstyr under deres uddannelse, som de skal bruge i kamp.

Peter Viggo Jensen er ikke i tvivl om, at Afghanistan-soldaterne har brug for de ekstra penge, men han mener godt, forsvaret kan finde pengene inden for den nuværende ramme:

"Det er et spørgsmål om hårdere prioritering. Er det et realistisk mål at sende 2.000 mand ud, hvis vi hverken har penge eller mand til det? Min tese er, at vores internationale engagement handler om at gøre NATO og vores allierede glade. Men vi får forsvindende lidt goodwill ud af stadig at være i Kosovo, og om vi udsender fire eller otte kampfly ad gangen, er ligegyldigt i forhold til at score point hos vores allierede," siger Peter Viggo Jakobsen.

Oppositionen siger nej

Han mener sagtens, Danmark kan klare sig med færre kampfly og alligevel opretholde det territoriale forsvar og afvisningsberedskabet herhjemme.

Venstre og de konservative melder sig klar til at forøge forsvarsbudgettet, men Socialdemokraterne og SF siger nej, selv om de anerkender behovet for investeringer i nyt materiel. I stedet peger de netop på antallet af kampfly som en mulig besparelse.

"I en tid hvor der skæres ned i mange kommuner på basale velfærdsydelser, er det helt uholdbart, at forsvaret tilføres flere penge. Forsvaret må i stedet omprioritere inden for den eksisterende økonomiske ramme. Man må sætte spørgsmålstegn ved, om der fremover er brug for så mange kampfly i forhold til de opgaver, der skal løses. Det vil derfor være nødvendigt at diskutere en delvis udfasning af de eksisterende F16-fly og indkøb af færre og billigere fly end planlagt fra forsvarets side," skriver forsvarsordførerne Holger K. Nielsen (SF) og John Dyrby Paulsen (S) samstemmende i hver deres pressemeddelelse.

Anderledes krige

Men hvis man begynder at diskutere konkrete besparelser og nedlæggelser uden først at tænke det ind i en større sammenhæng, risikerer man at låse sig fast på lige præcis de opgaver, forsvaret har i dag, advarer Henrik Jedig Jørgensen fra Dansk Institut for Militære Studier.

"Det er en farlig måde at tænke på. For det betyder, at vi bliver rigtig dygtige til at udkæmpe krige som i Afghanistan, men så er der måske andre operationer, som vi ikke kan. Spørgsmålet er, om Danmark skal bruge alle sine kræfter på at udkæmpe denne krig, eller om vi også skal forberede os på, at fremtidens krige måske vil se helt anderledes ud end denne?" siger Henrik Jedig Jørgensen.

Peter Viggo Jakobsen efterlyser et samlet svar på Danmarks visioner for forsvaret og en grundlæggende reform, der kan tilpasse sig til dem, og det lægger det lækkede dokument ikke op til.

"Men hvis Forsvarskommissionen ikke kommer med nye løsningsforslag, så har de ikke løst deres opgaver," mener Peter Viggo Jakobsen.

I slutningen af marts fremlægger Forsvarskommissionen sine endelige anbefalinger til forsvarets fremtid frem til 2025. Derefter skal forsvarsforliget for 2010 til 2014 forhandles på plads. Forsvarsforliget er hidtil altid indgået med et bredt politisk flertal.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"men han efterlyser en overordnet strategisk vision for Danmarks sikkerhedspolitik"

Det var da en klog militærmand, der foreslår, at vi tænker lidt over, hvorfor vi egentlig har et forsvar.

Pentagon har f.eks. for længst lavet rapporter om hvad klimaændringer, kan komme til at betyde: http://www.guardian.co.uk/environment/2004/feb/22/usnews.theobserver

Måske en idé at overveje implikationerne af yderligere tørke i de allede tørkeramte områder syd for os i SydEuropa og Afrika.
Hvor skal alle de mennesker tage hen?
Hvad kommer det til at betyde for lille DK?
Hvordan forbereder vi os?

Man skal jo ikke bare påpege problemer, så her er en tanke, der måske kan bruges:

Iflgl. Wikipedia koster det danske forsvar 21 mia pr år.
http://da.wikipedia.org/wiki/Danmarks_militær

Hvis man nu brugte disse penge og personressourcer (især ingeniørtropperne forekommer relevante) til ved en krigslignende indsats, at udfase al carbon fra vores el-produktion i løbet af f.eks. 5 år (der skal nok puttes flere penge i også) - og det lykkes for os, vil Danmarks som demonstrationsprojekt måske inspirere resten af verden til at følge trop i ét eller andet omfang.
Med lidt held, vil dette kunne vende klimaudviklingen.

Realistisk kan vi vel alligevel ikke stille meget op rent militært, hvis EU erklærer Danmark for "special survival zone".

Søren Kristensen

En overordnet vision for Danmarks sikkerhedspolitik, hvad kunne sådan én mon gå ud på? Tja, først må vi vurdere trusselsbilledet. Hvor stor er fjenden, hvor befinder han sig og hvordan forsvarer vi os bedst mod de angreb han sætter ind. Er forebyggelse en mulighed eller er det allerede for sent? Kan vi magte opgaven alene eller er vi nødt til at alliere os med større magter og skal det i så fald foregå i NATO-, EU-regi´ eller er i en helt tredje (nordisk?) alliance? Der er nok at tage fat på, hvis vi ikke skal stå helt uforberedte, når konturerne af den nye verdensorden melder sig.

lad os dog få den telefonsvarer ;-)

Heinrich R. Jørgensen

Enig, Sven Karlsen, det var et af salig Mogens Glistrups fornuftigste synspunkter.

Ole Fredsgaarde

Måske skulle Forsvaret bare lære at passe bedre på deres isenkram? For 14 dage siden hentede uvedkommende en stor samling våben på Antvorskov Kasserne - uden at nogen greb ind. Hvis nogen mener, at Forsvaret er en selvbetjeningsbutik, har de fuldstændig ret. Nedlæg skidtet.

Ja, de kan næppe være særlig seriøse når de flyver rundt med en reklame for B.T. i sideruden.

Steen Erik Blumensaat

KrigerAdlens ragnarok,
en hoppy kniv blev dets endelig.
Hvil i fred, ingen vil savne jer.

Men seriøst: VKOs iver efter at engagere sig militært udenfor landets grænser, lugter af en langtidsstrategi, som har til formål at give pressen andre emner at diskutere end den kedelige indenrigspolitik ... så kan man få fred til at at gennemføre den totale demontering af velfærdssamfundet som man har øvet sig på de sidste 7 år.

Hvorfor ikke bare det sædvanlige omkvæd: Vi må hente folk i Polen?

"Men seriøst: VKOs iver efter at engagere sig militært udenfor landets grænser, lugter af en langtidsstrategi, som har til formål at give pressen andre emner at diskutere end den kedelige indenrigspolitik"

Jeg har ofte haft fornemmelse af, at sandheden måske var endnu værre om mere banal, nemlig Fogh's store ønske om at blive inviteret til Crawford, Texas.
Tænk f.eks. på Fogh's tale til Bush, hvor han hyldede ham som en stor, stor miljøforkæmper.
Det fik mig til at tænke, at her var en mand, der var villig til at sige og gøre hvad som helst for at tækkes Bush.

Lars Peter Simonsen

Det bli'r sjovt at se om Fogh bli'r inviteret til frokost hos Obama, eller om han synes at Fogh er en opblæst nar med stormagtsdrømme...