Læsetid: 4 min.

Hvorfor fortsætter vi med at lade børnene i stikken?

Den seneste sag om mishandling af børn viser, at myndighederne ikke er blevet bedre til at forebygge vanrøgt og overgreb og gribe ind, når der opstår mistanke
13. januar 2009

Så sidder vi igen foran fjernsynet og tænker: Hvordan går det til, at forældre i årevis kan slippe af sted med at mishandle og misbruge deres børn? Måske kommer vi til at tænke på Tønder-sagen. I sit forord til bogen om denne sag skriver journalist Claus Jessen: "Jeg er ikke så naiv at tro, at denne bog vil kunne forhindre en ny Tøndersag et andet sted i Danmark. Lad os være ærlige: Vi lader os alle chokere i nuet, men vi glemmer hurtigt igen. Det gælder politikere, journalister og den almindelige borger."

Ikke alene glemmer de fleste af os hurtigt de enkelte sager. Hvad værre er, så sker der ikke meget hos de myndigheder, der har til opgave at forebygge vanrøgt og overgreb og gribe ind, når der opstår mistanke.

I de mere end 25 år jeg har beskæftiget mig teoretisk med børns retssikkerhed og retsbeskyttelse, har jeg set mønsteret gentage sig: Et barn når den alder, hvor det vover sig uden for familien med sin historie, eller et barn er så iøjnefaldende, at daginstitution, skole og naboer reagerer. Alt for ofte møder de nogle medarbejdere hos de sociale myndigheder, som afviser dem, eller som bruger måneder og år på at samle 'beviser'. Frygten for at gøre forældrene uret overtrumfer alt for ofte pligten (og lysten) til at tage bekymringer for barnet alvorligt. Hertil kommer permanent overbelastede sagsbehandlere.

Hermed være ikke sagt, at disse sager er lette at håndtere. Mange forældre (f.eks. dem fra Mou) er mestre i at manipulere myndighederne. En måde er at flytte til en anden kommune, når en tvangsfjernelse truer. Således i Tønder-sagen og således i Mou-sagen. Den nye kommune giver sig af en eller anden grund til at begynde helt forfra, alt imens overgreb og mishandling fortsætter.

Forældrene i Mou var jo desuden 'pæne' mennesker med uddannelse (sygeplejerske og pædagog!), som det er svært at mistænke. Efterfølgende lyder det som regel fra den aktuelle kommune, at der skal sættes en undersøgelse i gang for at se, om 'der er noget at komme efter'. Det gjorde de (vistnok) dengang i Tønder, det siger de nu i Aalborg.

I dag hører vi i øvrigt, at Tønder er en af de kommuner, hvor den enkelte sagsbehandler har flest igangværende sager om børn (mere end 60). Politikerne siger, at de skal spare, fordi regeringen forlanger det; men Aalborg lover nu en særlig afdeling for de 'tunge' børnesager med kun max. 20 sager pr. medarbejder.

Mange forældre er mestre i at spille forfulgte uskyldigheder. I en straffesag få de hjælp af deres forsvarsadvokater. Uanset om der er tale om seksuelle eller fysiske overgreb, er et meget brugt argument, at børn lyver, fantaserer eller er psykisk afvigende. Således også i Mou-sagen - på trods af de mange vidners observationer.

Når forældrene påstår frifindelse, er det advokaternes pligt at hjælpe dem med at blive frifundet. Jeg har spurgt advokater, hvordan de har det med det. Jeg får som regel svaret: 'Fint, alle har ret til en forsvarer'.

Det var anklageren i Mou-sagen, der i tv så berørt ud og fortalte, at han havde en klump i halsen under pigens forklaring. De to forsvarere fremtrådte helt 'kolde'. Sådan er rollefordelingen.

I en straffesag skal de tiltaltes skyld bevises af anklagemyndigheden. Al rimelig tvivl skal komme de tiltalte til gode. Det er et vigtigt princip, som vi for alt i verden skal holde fast i. Der er imidlertid en generel tendens at stille de samme høje beviskrav, før de sociale myndigheder tør gribe ind. Det er i strid med de love og principper, der gælder for socialt arbejde.

Kan vi gøre det lidt bedre

Jeg har i årevis hævdet, at straffesager gør mere skade end gavn - bl.a. derved, at bevisproblemerne smitter af - når det handler om forældre, der bruger deres egne børn til voksensex eller mishandler dem på anden måde.

Forældrene i Mou-sagen fik hver fem måneders ubetinget fængsel i byretten. På de skrevne mediers debatfora på internettet finder man det sædvanlige ensidige kor af foragt for de blødsødne dommere, der ikke kan finde ud af at straffe strengt nok. Måske har jeg overset noget; men jeg har faktisk ikke observeret kritik af Mou-dommen fra Dansk Folkeparti, der ellers sjældent forsømmer en lejlighed til at kræve højere straf i konkrete voldssager. Måske spøger 'forældrenes revselsret', som Søren Krarup har foreslået genindført. Måske er vold mod børn i hjemmet ikke så slemt som vold blandt unge mænd (indvandrere) i nattelivet?

Den internationale komite, der kontrollerer, at et land overholder FN's konvention om barnets rettigheder, har i flere rapporter kritiseret Danmark for ikke at beskytte børn mod (seksuelle) overgreb godt nok. Konventionens art. 19, stk. 1 lyder: "Deltagerstaterne skal træffe alle passende lovgivningsmæssige, administrative, sociale og uddannelsesmæssige forholdsregler til beskyttelse af barnet mod alle former for fysisk eller psykisk vold, skade eller misbrug, vanrøgt eller forsømmelig behandling, mishandling eller udnyttelse, herunder seksuel misbrug, medens barnet er i forældrenes, værgens eller andre personers varetægt".

Der står udtrykkeligt beskytte - altså før det sker, og ikke straffe - når det er sket. Samme dag, som Mou-dommen blev afsagt, var der en lille notits i avisen om en far, der fik 2 1/2 års fængsel for incest (fuldbyrdede samlejer) med sin datter, fra hun var 7 til 10 år gammel. "Ku vi ikke gøre det lidt bedre?" som en tidligere statsminister sagde i anden anledning.

Efter 25 års beskæftigelse med området er jeg kommet til det resultat, at det kunne vi godt, men vi vil åbenbart ikke.

Beth Grothe Nielsen er lic.jur. og forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

”Måske har jeg overset noget; men jeg har faktisk ikke observeret kritik af Mou-dommen fra Dansk Folkeparti, der ellers sjældent forsømmer en lejlighed til at kræve højere straf i konkrete voldssager. Måske spøger 'forældrenes revselsesret', som Søren Krarup har foreslået genindført. Måske er vold mod børn i hjemmet ikke så slemt som vold blandt unge mænd (indvandrere) i nattelivet?”.

Det er faktisk interessant at følge med i hvilke debatter Dansk Folkepartis støtter som regel IKKE deltager i. Man skulle lige have hørt et ramaskrig, hvis der i den nyligt afsagte dom over unge mennesker havde været byttet om på etniciteten, så det var en af ’de fremmede’ der havde ført baseballkøllen.

Marianne Jelved skriver i et læserbrev i dag bl.a.:
”Der bør være et børnehus i hver kommune, hvor børn kan gå hen og få hjælp akut … fra specialuddannede voksne.
”Socialrådgiverne anbefaler maksimum 30-40 til en medarbejder”

Desuden om regionale netværk af børnefaglige eksperter og om socialrådgivere tilknyttet skoler.
Også hun spørger om vi ikke kan gøre det lidt bedre. Svaret er: Nej, desværre, for DF er ikke interesseret. Selv om det er dem som kunne gøre en forskel.

Vibeke Nielsen

Da jeg hørte rådmand Mai-Britt Iversen udtale sig om sagen på den dag, hvor dommen faldt, fik jeg lidt af et chok. For hendes gode argument for ikke, at have gjort noget for en pige, der åbenlyst led, var at de var blevet "snydt" oppe på kommunen. Og hvordan var de så "blevet snydt". Tja, de troede at pigen havde ADHD. Og hvad så?!, sad jeg og tænkte hjemme bag skærmen. Men det var forklaring nok for Ålborg Kommune. Så hvis et barn får diagnosen ADHD, er det åbenbart det samme som hvis det barn havde fået dommen "utroværdig umulius". Og derefter kan alle voksne omkring det barn ellers bare gå i gang med mishandlingen.

Man spørger sig selv om det ikke er børnepsykiaterne, kommunen og forældrene, der har snydt sig selv, for at kunne sove mere roligt om natten på en skyldfri lyserød sky. Men hvad med alle de andre børn i Ålborg og andre steder, som har fået diagnoser? Hvad sker der med dem? Hvilke opdragelsersformer kan voksne tillade sig overfor dem? Og hvor meget skal der til før deres lidelser ikke længere kan bortforklares med en biomedicinsk diagnose?

Morten Dreyer

Det er da rart at Inger Sundsvald får sine fordomme bekræftet.
Så kan hun jo føle sig så god.

Personlig finder jeg dommen helt ude af trit med et retssamfund - og ja, jeg er Folketingskandidat for Dansk Folkeparti i Østjyllands Storkreds.

Årsagen til at det kunne gå så slemt ligger nok i kommunens "skufferegulativ".

Tænk om alle sådanne skufferegulativer skulle være offentlige ?
Så ville mange problemer blive løst.

Inger Sundsvald

Nu ved jeg ikke hvad et "skufferegulativ" er. Men det løber mig da koldt ned af ryggen, hvis det betyder at offentligheden skulle kontrollere at alle regulativer blev overholdt.

Hvad skulle det i øvrigt så hjælpe på, at alle de ansvarlige er ”blevet snydt”, som Vibeke Nielsen så rammende refererer? Og hvad skulle det hjælpe, når alle åbenbart har så svært ved at tro på børnene, især hvis de bliver diagnosticeret som ’umulige’? Selv adskillige naboer er blevet karakteriseret som nogen der blander sig i andre folks privatliv

Michael Skaarup

Morten Dreyer.. tillykke med kandiaturet. Blev du træt af Dragør, eller blev Dragør træt af dig??? ligegyldigt....

Men som politisk aspirant, var det ikke bedre at fortælle hvad du selv tænker og mener i denne og ligende sager, fremfor at fokusere på Inger Sundsvalds kommentar om DF og retten til forældrevold.

Ift. artiklen debat, så kommer især to afgørende faktorer over sagforløbet i børnesager.

1. Økonomi. - hvad koster de forskellige former for indgreb eller interventioner. Det er som hovedregel, den billigste og mindst indgribende løsning, der vælges.

2. Politisering af socialpolitikken, så den er underlagt beskæftigelsepolitkken. takke været Hjortens fortjeneste. Dvs. at det primært forældre unden fast arbejde, der er dårlige forældre. Demed bliver man blind for at socialproblemer, ikke er indtægtsbestemt. Men netop er sociale. dvs. omgangen med andre mennesker...

Hans Jørgen Lassen

Morten,

skuffecirkulærer/-regulativer er omfattet af offentlighedslovens § 8, nr. 4, så alle og enhver kan kræve at få indsigt i dem.

Morten Dreyer

Svar til flere.

Hans Jørgen Lassen har ret - hvis skufferegulativet er skrevet ned, så er det omfattet af offentlighedsloven - men der er jo mange af dem som kun er mundtlige.

Men problemet er også, at man skal være bekendt med eksistensen af det, for at kunne spørge til det.
Det kan også være et problem.

Når et byråd vedtager beskæringer eller større ændringer, som kan forventes at få protester, kan der let ske det, at forvaltningen gør opmærksom på det kontroversielle i vedtagelsen og at man derefter - politikere og forvaltning - nikker til at "man jo må forvente en række klager".
Herved har man reelt givet forvaltningen frie hænder til at ordne sagen - og at politikerne ikke ønsker at høre om indsigelser.

Svar til Michael:
Nej - jeg er ikke blevet træt af Dragør - det gør man vel aldrig.

Du skrev: 1. Økonomi. - hvad koster de forskellige former for indgreb eller interventioner. Det er som hovedregel, den billigste og mindst indgribende løsning, der vælges.

En forvaltning har som regel et budget, som de kan disponerer over. Det kan være ret klemt.
Skal der ekstra til, kan de forelægge en ansøgning til chefgruppen, som evt. beder relevante udvalg om en tillægsbevilling.
Det er derfor lettest at vove et øje og blive indenfor eget budget.

Det kan dertil være lidt karriererhæmmende for en leder, hvis han/hun for ofte må bede det politiske niveau om budgettilretninger med flere midler til følge.
Man avancerer ikke så let som leder, hvis politikerne kun kender lederen fra allehånde ansøgninger om flere pende - så hellere hugge en hæl og klippe en tå.

Inger Sundsvald

Hvor er det forstemmende:

Huk en hæl og klip en tå,
så skal det hele nok gå.

Overvejelser om økonomi, karriere og avancementmuligheder. Det er hvad debatten om overgreb på børn kan drejes hen på. Jeg havde egentlig heller ikke ventet andet fra den kant, for det er den politik DF har lagt stemmer til nu i 7 år. Dyrevelfærd er noget som kan bringes op på Folketingets talerstol, men ikke engang her på sitet kan man få en personlig tilkendegivelse om denne og lignende sager. Det er usselt, og meget betegnende.

jens peter hansen

DF har ikke protesteret skriver Grothe Nielsen, lic. jur., og da de jo plejer at protestere osv. EL og SF har heller ikke protesteret de plejer jo også at protestere, bare i nogle andre sager. Er det ikke lige tykt nok af en lic.jur at antyde at DF nok kunne tænke sig en anden dom, da de jo ikke protesterer.

Hvor langt ud kan man komme ??
Lad DF blive bedømt på det de gør og ikke på hvad man tror de gør
D

Inger Sundsvald

jens peter hansen
Måske skulle du lige læse artiklen igen.

Allerede i manchetten står det:
”Den seneste sag om mishandling af børn viser, at myndighederne ikke er blevet bedre til at forebygge vanrøgt og overgreb og gribe ind, når der opstår mistanke”

Det handler altså ikke om strafudmålingen, men om forebyggelse og hurtigere indgriben. Her er både EL og SF meget synlige i debatten. Men det handler naturligvis for tilhængere af DF om at dreje debatten hen til noget andet. Hvor langt kan I komme ud?

jens peter hansen

Jeg er ikke DF'er, men det er da en fuldkommen urimelighed at anklage DF for en eller anden hypotetisk holdning til noget de IKKE har ytret sig om. Gud ved hvad du mener om det du ikke ytrer dig om ?

Michael Skaarup

Morten Dreyer.

Du henviser i dit svar til fastlagte kommunale budgetter, som bestemt sætter rammen for socialforvaltingens økonomiske handlemuligheder. Og jeg læser at du er indforstået med de dilemmaer, dette så mefører.

Jeg mener dog, at det er skræmmende at der afsættes et fast beløb til bestemte socialforanstaltninger også når det drejer sig om børn og unge ve og vel, samt trivsel i familien og i samfundet.. Derved bliver socialsager ikke kun afgjort udfra økonomi, men også udfra tidspunkt på året.
Dvs. at et barn der bliver voldtaget og/eller mishandlet af familiemedlemer, eller et barn hvor forældre ikke har nogle evne eller ressourcer til at tage sig af barnet på bettryggevis. altså sikre barnet en tryg og sikker opvæks. Bliver afgjort ift. om dette års budget er opbrugt.

Mao. beskeden til barnet der står i lort til halsen i hjemmet, fra socialforvaltinger er. " hold vejret og næste år er det måske dig vi hjælper"

Morten Dreyer

@ Michael

Jeg tror egentlig ikke vi er så uenige.

Jeg forsvarer ikke "skufferegulativer" - jeg nævner bare at de eksistere og har gjort det gennem de sidste 30 til 40 år.

Du har ret i at det er umuligt at klare en forvaltning af Serviceloven samtidig med at man har faste budgetter.

Se f.ex. på denne del af loven:
En kommune må ikke lade mindreårige ( under 18 år ) opholde sig i et kriminelt miljø.

Det kan godt nok give en række tvangsfjernelser, hvis en kommune skal leve op til intentionerne.

Men det løser så problemerne med de små brødre i familier med kriminelle større børn.

Inger Sundsvald

Jens Peter Hansen

"Gud ved hvad du mener om det du ikke ytrer dig om ?"

Det skal jeg ikke kunne udtale mig om. Det skulle gerne fremgå hvad mine holdninger og mit menneskesyn er generelt via det jeg selv skriver. Der er ikke noget filter her.

Anderledes kryptisk kan det forekomme, når du f.eks. skriver: ”Hvor langt kan I komme ud? Her kan man med nogen ret slutte, at du personligt tager DF i forsvar, især når du fifler med udtalelserne fra Beth Grothe Nielsen.

Det turde være evident at man kommenterer en artikel og dens emne, og ikke blander kommunaløkonomi og avancementmuligheder ind i det; for ikke at tale om hvis man drejer debatten ind på ’de kriminelle muslimer’, i stedet for det artiklens emne drejer sig om: børns liv og velfærd.

jens peter hansen

For at skære det ud i pap: Jeg synes det er meget betænkeligt at pådutte andre en holdning de ikke har givet udtryk for !! Jeg forsvarer ikke DF sådan i al almindelighed, men her er det da urimeligt at skyde dem noget i skoene , når de IKKE har ytret sig.
Din antydning af at jeg sådan går rundt og personlig forsvarer DF er et glimrende eksempel på , hvordan nogle og altså også du forsøger at pådutte mig meninger som jeg ikke har. Skal man nu til ved hvert indlæg at skrive: Jeg er ikke DF'er , men .... Ligesom man skulle skrive i halvtredserne:
Jeg er ikke kommunist, men....

Børnemishandling er et frygteligt overgreb og Beth Grothe Nielsen, har ret i at det er forfærdeligt at den slags sker og at der ikke bliver gjort det optimale. Jeg synes hun glimrende prøver at forklare, hvorfor det går så skidt så ofte og hun er altså tydeligvis ikke tilfreds med strafudmålingen. Hertil går det jo meget godt. Men hvad dælen DF har med denne sag at gøre, kan jeg ikke se.
Det er det jeg prøver at give udtryk for og det kan jeg altså ikke uden at jeg bliver skudt i skoene at jeg er personlig forsvarer af DF.
Har DF som er det eneste parti der bliver nævnt i artiklen nogen andel i børnemishandlingssagen fra Aalborg ? Den ansvarlige rådmand er socialdemokrat. Hvem antyder at det skulle være en slags socialdemokratisk politik at se gennem fingre med vold mod børn????

Inger Sundsvald

Jens Peter Hansen

DF har kun det med sagen at gøre, at de kunne gøre det lidt bedre, eftersom de er tungen på vægtskålen når der skal uddeles økonomiske ressourcer.

Nu ’antyder’ du ikke kun at Beth Grothe Nielsen kunne tænke sig en anden dom, men at hun ’tydeligvis’ ikke er tilfreds med strafudmålingen. Dette til trods for at artiklen ikke handler om dommen, men om at kunne gøre det lidt bedre, men at ’vi’ åbenbart ikke vil. Her hentydes vist ikke kun til DF, men det er trods alt dem som sanktionerer regeringens økonomiske politik.

Jeg ville personligt være uegnet til at udmåle straffen, da jeg sikkert ville forlange at de både blev skudt og hængt. Det er heller ikke det, det drejer sig om i artiklen, men om at der burde være meget mere opmærksomhed, penge og ageren overfor de børn som er ofre. Og dét anklager jeg DF og tilhængere for ikke at tage så alvorligt som f.eks. dyrevelfærd.

jens peter hansen

Beth Grothe Nielsen ønsker ikke straf - hun ønsker beskyttelse. Jeg kunne ikke være mere enig. Men hvad har sagen med DF at gøre???
Og så tror jeg jeg slutter her.

mon ikke denne sag, - som så mange andre slags sager - blot bekræfter at der er mange områder som man ikke kan overlade til lokalpolitikere at forvalte.

For det er jo det der er kernen, - i mange områder/kommuner vil man hellere spare en procent eller to på kommunalskatten, end sikre at der opretholdes en rimelig standard på f.eks. de sociale områder.

Og et område som f.eks. børns tryghed og velfærd bør vel ikke være afhængigt af naboens holdning til skattetrykket, ligesom det vel heller ikke - som i både denne og andre sager - bør være muligt bare at trække teltpælene op og rykke til en ny kommune, hvergang jorden brænder under fødderne ... hvis vi kan anse det for en national opgave at holde styr på konkursryttere, så er børns tryghed vel ikke mindre vigtig?

Morten Dreyer

@ Sven Karlsen

Naturligvis kan man godt overlade børneområdet til lokalpolitikere - men man skal "bare" sørge for at fjerne én for alle - og alle for én holdningen i byrådene.
Og indføre det personlige ansvar for hvert byrådsmedlem.

Muligheden for at trække teltpælene op eksisterer vel heller ikke, hvis den tidligere kommune sender sagsakterne til tilflytterkommunen til orientering og med ønsket om et godt samarbejde om problemerne med borgeren.