Læsetid: 2 min.

Ingen klageadgang, når det gælder statens sikkerhed

Folketingets Ombudsmand har afstået fra at vurdere en klage fra Information over manglende aktindsigt i Statsministeriet. Dermed giver han carte blanche til udbredt hemmeligholdelse, bare der henvises til statens sikkerhed, siger ekspert
Indland
20. januar 2009

Folketingets ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen savner "særlige forudsætninger" for at vurdere en klage fra Information. Sådan lyder hans begrundelse for ikke at realitetsbehandle en klage over manglende aktindsigt i Statsministeriet om TV2-journalisten Nagieb Khaja, der i en kortere periode blev holdt som gidsel i Afghanistan for et år siden.

Sagens kerne er, at Statsministeriet med et brev i november 2008 hemmeligholdt så godt som alle oplysninger om TV2-journalisten. Det skete med en bred vifte af argumenter, bl.a. hensynet til statens sikkerhed, Danmarks udenrigspolitiske interesser, forholdet til fremmede magter, samarbejdet med NATO, TV2's forretningsforhold samt oplysninger om private personer "involveret i sagens håndtering". Information har efterfølgende klaget over ministeriets afgørelse til ombudsmanden, hvis afgørelse netop er kommet. Og den går i korthed ud på, at ombudsmanden ikke ønsker at have mere med den sag at gøre.

Åbner ladeport

I sit svar skriver ombudsmanden nemlig, at han efter at have modtaget en udtalelse fra Statsministeriet og sagens akter "ikke kan kritisere" ministeriets afgørelse.

Og hvorfor så ikke det?

"Det skyldes bl.a., at jeg som ombudsmand ikke har særlige forudsætninger for at vurdere og kontrollere, om en hemmeligholdelse af de undtagne oplysninger er nødvendig", som ombudsmanden skriver til Information.

Ombudsmandens afgørelse åbner en ladeport for hemmeligholdelser, hvis bare en myndighed argumenterer med hensynet til statens sikkerhed, lyder kritikken fra Oluf Jørgensen, afdelingsforstander i mediejura på Journalisthøjskolen.

"Det er meget bemærkelsesværdigt, at ombudsmanden skriver, at han savner forudsætninger for at kontrollere ministeriets afgørelse," siger Oluf Jørgensen.

Han påpeger, at ombudsmanden jo heller ikke formodes at have særlige forudsætninger for at kunne afveje hemmeligholdelse kontra offentliggørelse i alle mulige andre sager fra den offentlige forvaltningen, f.eks. sager om miljøforhold, skatteret eller medicins bivirkninger.

"Og en sådan afvejning af forskellige oplysningstyper må ombudsmanden naturligvis foretage også i denne sag. Ellers er der ingen kontrol, og så kan myndigheder mørklægge hvad som helst, bare de henviser til hensynet til statens sikkerhed," siger Oluf Jørgensen, der mener, at ombudsmanden burde gå dybere ind i sagen.

- Kan det ikke være rigtigt, at han ikke ved nok om Danmarks sikkerhed?

"Ombudsmanden har ikke - og skal ikke have - en særlig sagkundskab om f.eks. militære eller udenrigspolitiske emner. Men i forhold til de oplysningstyper, ministeriet har fremlagt, burde han alligevel kunne vurdere, om hensynet til hemmeligholdelse skal veje tungere end hensynet til offentliggørelse. Når han afstår, er der givet carte blanche til myndighederne til udbredt hemmeligholdelse," siger Oluf Jørgensen

Tidligere har ombudsmanden helt afstået fra at gå ind i en klagesag fra tilrettelæggerne af tv-dokumentaren Den hemmelige krig om behandlingen af de afghanere, som danske soldater tilbageholdt i foråret 2002.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kurt Loftkjær

Ombudsmandens deroute

I Informations artikel af 2009.01.20 ”Ingen klageadgang, når det gælder statens sikkerhed” kan man på ny læse om Folketinget Ombudsmands magtesløshed.

I 1987 blev Hans Gammeltoft-Hansen af Folketinget udpeget til Folketingets Ombudsmand. Han kom fra en stilling som juraprofessor på Københavns Universitet. En stilling han tilsyneladende ikke ønsker at vende tilbage til. For det vil blive konsekvensen, hvis Ombudsmanden rager uklar med flertallet i Folketinget.

For at forstå Ombudsmandens udtalelser er man nødt til at forstå, hvem der er hans arbejdsgiver og dermed, hvem han arbejder for. Folketinget er hans arbejdsgiver og efter hvert valg skal Ombudsmanden genvælges.

For at et sådan genvalg skal kunne ske, må han gøre sig fortjent til det. En del af Ombudsmandens fortid ligger i Flygtningenævnet og det er formentlig stadig en hæmsko fremtidige genvalg til posten. Dansk Folkeparti og en stor del af de borgerlige folketingsmedlemmer synes ikke at udgøre et sikkert grundlag for Hans Gammeltoft-Hansens genvalg. Derfor må han fare med lempe.

Det har vi set i en række tilfælde og herunder især sager vedrørende krigen om Irak. Men også i andre sager har han svigtet sin opgave. Gentagne gange har vi set, at han accepterer, at hans udtalelser udvandes ved at myndighederne med statsministeriet i spidsen ignorerer hans afgørelser. Hans Gammeltoft-Hansen er muligvis af den opfattelse, at landet er bedst tjent med, at netop han sidder på posten. Hvor han har stået over for valget mellem at håndhæve loven eller være lydhør over for sin arbejdsgiver, har han i almindelighed valgt det sidste, hvilket grundlæggende også er han pligt.

Problemet med dette valg er, at vi ikke får upartiske afgørelser. Meget kort kan man sige, at Folketingets Ombudsmand er en opfindelse, som giver den offentlig forvaltning og politikerne en demokratisk fernis til forholdsvis få ressourcer. Det bedre alternativ er en uafhængig forvaltningsdomstol. Den er blot meget mere omkostningskrævende og er uden for Folketingets rækkevidde, hvis Folketinget altså vil respektere tredelingen af magten.

Ombudsmandens rolle i forhold til offentlighedsloven er derfor dybt problematisk – især fordi der ikke er strafsanktioner mod dem, der i den offentlige forvaltning, ikke ønsker at overholde offentlighedsloven.

Kurt Loftkjær
Amundsensvej 37
2800 Lyngby