Læsetid: 2 min.

'Ja til jøder, men nej til Israel'

Danmarks muslimer skal ikke bøje hovedet, hejse det hvide flag og overlade det til Allah at løse krigen i Gaza. Sådan lød opfordringen til fredagsbønnen i moskeen på Dortheavej i København
Under fredagsbønnen i går i moskeen på Dortheavej i Københavns nordvestkvarter var imam Ouwainat Mohye-Eddine, der her ses stående, oprørt over de dræbte mænd, kvinder og børn i Gaza, som han kan se på tv-billederne.

Under fredagsbønnen i går i moskeen på Dortheavej i Københavns nordvestkvarter var imam Ouwainat Mohye-Eddine, der her ses stående, oprørt over de dræbte mænd, kvinder og børn i Gaza, som han kan se på tv-billederne.

Lars Helsinghof

3. januar 2009

"Vi må ikke lade vores fjender kontrollere vores børn. Alle muslimer er brødre og søstre, og vi må spørge, hvad vi kan gøre for vores brødre og søstre i Gaza."

Fredagsbønnen er i gang i moskeen hos Islamisk Trossamfund på Dortheavej i Københavns nordvestkvarter.

Imam Ouwainat Mohye-Eddine er i færd med at referere på engelsk, hvad han netop har sagt på arabisk.

Han har dæmpet den vrede retorik og svinger ikke længere armene, når han taler. Men som de fleste af sine tilhørere, er imam Ouwainat stadig oprørt over de dræbte kvinder og børn i Gaza, som han kan se på tv-stationen Al-Jazeera.

"Vi skal ikke bøje hovedet, hejse det hvide flag og overlade det til Allah at løse problemerne," siger han.

Imens han taler, kommer flere og flere tilhørere til. Hjælperne har travlt med at dirigere rundt og hente hvide plasticstole til dem, der ikke kan sidde på gulvet. Moskeen er propfuld, og udenfor i gården må de sidst ankomne stå på sivmåtter, der er lagt klar. I sne, bidende kulde og strømpesokker følger de fredagsbønnen udenfor over højttalere.

Muslimsk magtfaktor

Imam Ouwainat opfordrer folk til at dele deres mad og drikke med de nødlidende, og efter bønnen bliver der samlet ind i store kasser.

Men det er ikke nok, mener Bilal Qaumi, der står foran Trossamfundet og diskuterer dagens tale med sin bror. Hans ældre bror, Mustafa, mener, verden må samle sig om at løse konflikten, oversætter Bilal, men selv mener han, at verden har set til for længe.

"Muslimer skal være en magtfaktor. De må gruppere sig for at få politisk autoritet. Det er den eneste måde, vi kan beskytte vores familier, vores liv, vores ære og vores ideologi," siger Bilal Qaumi på fejlfrit dansk.

- Så du støtter Hamas?

"Nej, jeg støtter et andet parti. Men problemet er, at man ikke kan anfægte den jødiske identitet uden at blive kritiseret for at anfægte Holocaust og jøder som trosretning," siger Bilal Qarmi og undgår omhyggeligt at udtale ordet 'Israel', som en række muslimske partier ikke anerkender.

Ved udgangen står Hizb ut-Tahrir klar med løbesedler og skilte, der priser det arabiske kalifat som løsningen og fordømmer de arabiske regimer for ikke at reagere.

Andre inviterer til demonstration på Rådhuspladsen lørdag 'mod statsterrorisme i Gaza'.

På gadehjørnet vifter en ældre mand med det palæstinensiske rød-hvide-sorte flag. Selv er Ben Braham tuneser, men mener, at alle bør udtrykke deres sorg over massakren i Gaza.

"Israel er kilden til al terrorisme, og sådan har det været, siden staten blev oprettet. Det eneste, palæstinenserne har gjort sig skyldige i, er, at de befandt sig på deres egen jord, da zionisterne fordrev dem," siger Ben Braham.

Som mange andre foran moskeen kender han antallet af dræbte og sårede til fingerspidserne.

Men han fordømmer ikke jøder som sådan, understreger han: "Jeg siger ja til jøder, ja til kristne, ja til muslimer. Men nej til zionisme, nej til Israel."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu