Læsetid: 8 min.

Jonas' far synes ikke, mobilen ringer ret tit

Er børn bare forkælede, når det eneste, de drømmer om, er, at deres forældre arbejder mindre, slukker mobil og mail? Efter at have talt med 800 børn til en ny dokumentarserie, er de to instruktører bag ikke i tvivl. Børn i dag er uhørt fokuserede på deres forældres arbejdsliv og præget af tristhed over forældrenes stress og manglende nærvær
Er børn bare forkælede, når det eneste, de drømmer om, er, at deres forældre arbejder mindre, slukker mobil og mail? Efter at have talt med 800 børn til en ny dokumentarserie, er de to instruktører bag ikke i tvivl. Børn i dag er uhørt fokuserede på deres forældres arbejdsliv og præget af tristhed over forældrenes stress og manglende nærvær
9. januar 2009

Turde du se dit liv gennem dit barns øjne? Få at vide, hvordan dit barn oplever det, når du går frem og tilbage i køkkenet, laver mad, svarer på mail og mobil og siger, du lytter, når hun fortæller om sit projekt i billedkunst.

Ja, ja, jeg lytter, siger du.

Nej, du gør ikke. Du skal også have øjenkontakt.

Men jeg er nødt til at lave det her mad, fortæl nu.

Nej, for du kan ikke koncentrere dig om det.

"Som barn er det rigtig svært at få sine forældre væk fra deres mobil eller computer eller noget elektronik," som 10-årige Jonas siger i en ny dokumentarserie på TV2, Helt ærligt, mor og far. Jonas' far synes ikke hans mobil ringer ret tit. Men det synes Jonas, og så kan faren ikke huske, hvad de snakkede om bagefter. Så skal Jonas starte forfra, hvis faren overhovedet gider at høre det igen.

I form af tegninger, som tv-holdet beder børnene lave, bliver de tre forældrepar og en fraskilt far i serien konfronteret med deres børns oplevelser af at være klemt af forældrenes arbejdsliv.

Forældrene i serien bliver tvunget til at overskride et tabu, mener instruktørerne Louise Detlefsen og Anja Kvistgaard Marott.

"Voksne må gerne tale om deres stress, men at ens arbejdsliv går ud over børnene, bryder folk sig ikke om at tale om," siger Louise Detlefsen.

Serien er blevet til på baggrund af research blandt 800 skoleelever i hele landet, hvor de to instruktører spurgte børnene, hvad de ville ændre i deres hverdag, hvis de kunne. Den ene gruppe var skilsmissebørn, der enten drømte om, at deres forældre var sammen igen, eller bare lidt mindre uvenner og lidt mere sammen. Den anden store gruppe var meget optaget af, hvordan deres forældre arbejdede; at de var stressede, eller at de ikke var nærværende. Fire børn i alderen 10 til 13 år blev udvalgt, og det er deres hverdag, seerne følger.

"Det kom bag på os, at så mange børn i præpuberteten, der ellers skulle være ligeglade med deres forældre, var meget optagede af forældrenes arbejde. Det fik os til at undersøge, hvad det koster at være barn i et samfund, der er så fokuseret på den lykkelige familie. Vi kunne mærke, at mange børn er opmærksomme på deres forældres bestræbelser på at få en hverdag til at fungere rigtigt udadtil. Mange fortalte, at oven i at forældrene var travle, havde de f.eks. også gang i ombygninger og samtalekøkkener," siger Anja Kvistgaard Marott.

Børnene tegner de voksne med store hoveder, strithår og lynøjne, som var de parate til at overfalde børnene hvert øjeblik.

"De skriver arbejde på tegningen og laver et stort kryds hen over. Arbejdet truer børnenes område på det psykologiske plan," siger Louise Detlefsen.

Det er ikke, fordi instruktørerne, der er selv er mødre og papmødre, ikke kender det fra deres familieliv.

"Man kan sagtens se sig selv stå og råbe, 'nu tager du de sko p å og det skal være lige nu', fordi man i forvejen er under generelt pres, og har så kort lunte. Det er jo helt urimeligt, at voksne er så fyldt af egne ambitioner og ting, de skal nå, at går det ud over børnene. Nogle gange er det de voksne, der bliver til børn," siger Louise Detlefsen, mens travlheden drøner forbi uden for vinduerne i Københavns centrum.

- Men skal børn ikke lære at vente og ikke at være i centrum hele tiden?

"Jo, børn er små egoister, de vil jo helst have al tiden," funderer Anja Kvistgaard Marott og de to instruktører har også undervejs i produktionen spurgt sig selv, om det var forkælede børns luksusproblemer, de brugte krudt på at dokumentere.

Anja Kvistgaard Marott: "Når vi kom hjem til børnenes forældre, var det lutter overskud og stearinlys, så man tænkte, er børnene overordnet bare forkælede. Men det her er et usynligt problem. Derfor fik vi børnene til at tegne, fordi det handler om børnenes blik. Forældrene har vedtaget, at det er sådan, vi lever. Men børnene er virkelig martret af, at forældrene ikke er opmærksomme i hverdagen."

Louise Detlefsen: "Når jeg talte med børnene, vi mødte på vores research, var der en form for tristhed over, 'at der er altid noget, der er vigtigere end mig.' Som voksen kan man konstant spørge sig selv, om man gør det godt nok som forælder. Der har jeg og sikkert mange voksne et arsenal af bortforklaringer: 'jeg skal jo også have plads, og børn kan ikke få både højre og venstre arm.' Samtidig har jeg sikkert også serviceret mine børn for meget. Men de her børn viste en form for ensomhedsfølelse. Og når vi spurgte dem om, hvad de gerne ville lave med deres forældre, så var det ikke forkælede krav, men bare noget banalt med ikke altid at skulle se tv alene, eller bare være sammen og ikke lave noget."

Som utroskab

Louise Detlefsen og Anja Kvistgaard Marott sammenligner barn-forældre-relationen med en kærlighedsrelation mellem to voksne. Hvis man forestillede sig, at den, man er tættest på og lever sammen med hele tiden, er fraværende og opfyldt af det, der kun er hans eller hendes, bliver det hurtigt besværligt i en voksenrelation.

"Det er de samme mekanismer, der udspiller sig i kærlighedsrelationen mellem barn og voksen. Det er ligesom utroskab. Hvis din mand hele tiden sms'er eller taler i mobiltelefon, oplever man, at der er noget, der er meget mere spændende end én selv. Hvis det er en konkret samtale, kan man ligesom følge med. Det kan man ikke i en mobilsamtale, på mail eller sms. Jeg tror, børnene føler sig lukket ude. Og som min kæreste sagde til mig, så er jeg jo helt fraværende, når jeg har talt med nogen om arbejde om aftenen, for så tænker jeg videre over det. Min otteårige datter kommenterer tit mit ansigtsudtryk, og siger, 'mor nu er du helt væk igen'," fortæller Anja Kvistgaard Marott.

Børnene i filmene tør til at begynde med ikke fortælle deres forældre om, hvordan de oplever hverdagen.

"Det får mig til at tænke på, hvor godt vi egentlig kender vores børn. Der er rigtig mange ting, de ikke fortæller os. Fra min skilsmisse ved jeg, at der er rigtig mange ting, hvor man så gerne vil have, at børnene synes det samme som én selv. Men man ved også, at der er mange ting, de ikke fortæller én, og man kan ikke få det ud af dem. Børn kritiserer ikke deres forældre, fordi de er bange for at bekymre eller gøre dem kede af det. Børn er jo afhængige af de voksnes kærlighed," siger Louise Detlefsen.

- Men forældre skal jo arbejde?

Louise Detlefsen: "Vi siger ikke, at forældre er onde. Hvis man tager samfundsbrillerne på, kan man se, at forældrenes hjemmearbejdspladser og fleksible arbejdstider har en pris for børnene. Og så handler det også om, hvor selvoptaget man er. Hvis ens spændende rejser til udlandet eller ens fede fleksible arbejde går ud over andre, så skulle man måske lade være. Nogle gange er man nødt til at ofre noget. Vi skal ikke holde op med at arbejde, men måske erkende at man ikke kan få opfyldt alle sine egne behov og samtidig opfylde andres."

I debatten om, hvordan vi skal håndtere alle de voksne mennesker, der går ned med stress, er der også en form for selvcentrering, påpeger Detlefsen:

"Det handler om alt det, man skal gøre for sig selv som voksen; så er der ingen, der må stille krav til én; man skal tage på kurrejser og fokusere på mig og mig. I stedet bør man forholde sig til, hvilke dårlige effekter det flydende arbejde kan have på børnene."

Det er mit valg

Instruktørerne ønsker med deres dokumentarserie at skabe et fælles sprog for forældre og børn. Det sker for de fire familier, der medvirker i serien. Forældrene konfronteres med børnenes blik på hverdagen, og de ser filmholdets optagelser og interview med børnene. Undervejs i optagelserne har forældrene meget svært ved at erkende deres travlhed og stress. Det har jeg jo valgt, siger en mor, der er direktør i et revisionsfirma, da sønnen spørger, om forældrene ikke kan skære lidt ned på arbejdet, der fylder mange aftener og til tider weekender, mens børnene tilbringer de fleste eftermiddage hos mormoren og morfaren.

Louise Detlefsen: "Vi talte med psykologer, som arbejder med stressramte børn under researchen, og de pegede på, at der også er børn, der går til alt muligt. Forældrene har travlt, men så er børnene ligesom beskæftiget med nogle ting, der kan udvikle og stimulere deres kreative og sportslige evner, og det har forældrene det så godt med. Men det stresser børnene. Og det var også vores fornemmelse. Eller også synes forældrene, at børnene er godt afsat til andre familiemedlemmer. Men i filmen siger Jacob om at være sammen med bedsteforældrene, 'at det jo ikke er det samme som at være sammen med jer, mor."

'Du er enormt vigtig'

Efter ni måneder er filmholdet vendt tilbage til familierne. Og forældrene forklarer, at konfrontationen har gjort indtryk. En af fædrene fortæller, at det følelsesmæssigt har været meget svært at kapere sønnens tanker, fordi det gjorde så ondt at se hverdagen gennem barnets øjne.

"Vi forældre har mange bortforklaringer. Det der med at lyve over for sig selv og barnet og sige: 'du er enormt vigtig', som mange forældre har travlt med, og så faktisk tilsidesætte barnet. Så er man jo ikke en sandfærdig person," siger Louise Detlefsen.

Ingen af børnene hører til blandt den voksende gruppe af børn fra ressourcestærke familier, eksperterne ser på de børnepsykiatriske afdelinger med stresssymptomer. Børn i behandlingsforløb har ikke godt af også at blive belastet af et tv-hold, forklarer Anja Kvistgaard Marott:

"Men mange børn befinder sig måske i en gråzone, og hvem ved, om de kan udvikle de stresssymptomer, man ifølge eksperterne engang hovedsageligt så blandt socialt udsatte børn."

'Helt ærligt, mor og far' blev vist tirsdag og vises de næste tre tirsdage på TV2

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Annegrethe Rasmussen

Selvfølgelig kan man også rose en kollega, og det skal Mette-Line have for denne fremragende samtale, hvor jeg genkender hver en frygtelig linje. Når jeg rent ser TV eller en film med mine børn, gør den trådløse internetforbindelse, at jeg kan arbejde på min PC samtidig. Og det gør jeg, mens jeg føler, at jeg er sammen med dem. Og det er ofte sket, at de anklagende siger: "Men du ser jo slet ikke filmen, du arbejder jo ..."
Jeg sidder også med PCeren når jeg lægger dem i seng - dog ikke når jeg læser godnathistorie !! Men bagefter. Og når de er i bad. Så tager jeg bare PC'eren med ud på badeværelset. Det er så effektivt synes jeg selv ....
Det må stoppe ..... tak Mette-Line (og måske kan man endda se udsendelsen også på nettet her i USA. Så kan jeg få endnu mere dårlig samvittighed.) Måske gør jeg rent faktisk alvor af at forandre mig. Meget svært - det ved vi alle, som har prøvet. Og for det meste fejlet ...
Annegrethe

Bo Klindt Poulsen

Ja, det kan jeg sgu godt forstå "Jonas Larsen", hvis han så dermed er tvangsindlagt til at høre dine holdninger til flygtninge og indvandrere.