Læsetid 12 min.

Kærlighed, forbrydelse og straf

Hvis kriminelle skal undgå tilbagefald, er det afgørende, at partneren venter på den anden side af muren. Men hvordan tilgiver man, at kæresten har begået narkokriminalitet eller sågar drab? Og hvordan overlever intimiteten i fængslernes flittigt benyttede besøgsrum?
På besøg i Vestre Fængsel. Hvis Kriminalforsorgen anerkender, at den indsattes forhold til familien er afgørende for en kriminalitetsfri tilværelse, hvorfor skal familiebesøg så foregå i nedslidte rum, der minder om et luderkvarter, spørger Dorte Damm, som er pårørende til en indsat i Vestre Fængsel.

På besøg i Vestre Fængsel. Hvis Kriminalforsorgen anerkender, at den indsattes forhold til familien er afgørende for en kriminalitetsfri tilværelse, hvorfor skal familiebesøg så foregå i nedslidte rum, der minder om et luderkvarter, spørger Dorte Damm, som er pårørende til en indsat i Vestre Fængsel.

Mogens Flindt
6. januar 2009

Michael sidder ved køkkenbordet og stirrer ud af vinduet. Hænderne hviler på plasticpladen, han har lagt over træbordet. Pladen har brune brændmærker, men den er vendt på hovedet, så mærkerne er mindre tydelige. Når Michael sidder her og taber sit hoved af træthed, taber han også tit smøgen.

Michael taler sidste gang med Kasper kl. 21, senere må kæresten ikke ringe, men Michael bliver alligevel siddende i køkkenet til langt ud på natten.

Nu ser han op mod køkkenuret.

"Tænk, at et moderne ur kan larme så meget. Jeg tror, de har lavet det sådan med vilje, for der sidder to højttalere bagpå," siger han så.

Tiden betyder noget særligt for Michael.

For fire år siden blev Kasper idømt 12 års fængsel for drab. Om fire år kan han måske blive prøveløsladt.

"Jeg savner, at der er én, der gider sige, at nu skal jeg sove. Jeg går først i seng ved1.00-2.00 tiden, lige meget hvor træt, jeg er," siger Michael.

For et par dage siden var det første gang, at Kasper fik udgang fra fængslet og kom på hjemmebesøg.

"Vil du have en smøg? Skal jeg hente kaffe? Det var mig, der skulle spørge hele tiden. Kasper er blevet asocial. Alle er sig selv nærmest i fængslet. Han har også lagt sig ud. Vi talte om, at han spiser for meget, og at han har en depression. Han keder sig enormt derinde. Så gik vi ind i musikrummet, og jeg spillede de her nye numre, jeg har skrevet, for ham. Men vi blev stressede over, at vi ikke havde så meget tid," fortsætter Michael, der selv er spinkel og har kinder, der buer indad.

Han erkender, at han ikke altid får spist så meget.

"Sex? Det strøg vi. Der sad jo en vagt inde i stuen. Vi havde krav på syv timer, men de kom med Kasper kl. 12.35 og kørte med ham kl. 18.35."

Bagefter sad Michael tilbage i køkkenet med en opgivende følelse. Så ringede han til Kriminalforsorgen og brokkede sig over, at de havde fået en time for lidt. Forsorgen vil gerne have, at kærester og pårørende er der for de indsatte, siger Michael. Alligevel gør de det så svært for dem, mener han. Der er dage, hvor han har sagt: "Jeg orker ikke mere."

Men Michael sidder her endnu.

Sprængt til atomer

I Taastrup sidder Dorte Dam i sin hvide lædersofa i sit rækkehus og fortæller om den aften, politiet hamrede på døren, ransagede hjemmet og fandt det kilo kokain, kæresten havde gemt.

"Fra det ene sekund til det andet blev alle tanker om fremtiden forvandlet. Mine følelser sprængtes til atomer. En milliard spørgsmål piskede gennem mit hoved: Hvorfor har du gjort det imod mig? Hvordan har du tænkt dig, at vi skal fortsætte? Hvad vil du sige til sønnen?"

Efter anholdelsen fulgte fem ugers isolation og så dommen på fire års fængsel. Dorte vidste, at kæresten havde haft et misbrug, men han var i behandling, og hun havde aldrig drømt om, at han kunne finde på at gemme store mængder kokain i deres hjem.

Nu tvivlede hun på forholdet.

"Det ene øjeblik elskede jeg ham, og det andet øjeblik syntes jeg, at han var en vatnar, fordi han havde sat mig og sønnen i den situation. En af hans kammerater sagde: 'Dorte, nu skal du vælge'. Og det var rigtigt, enten måtte jeg blive sammen med ham og kæmpe, eller også måtte jeg forlade ham. Det var svært, for vores kærlighed var kommet på en grel afstand. Det var, som om systemet bestemte over vores forhold nu," fortæller Dorte Dam.

Dorte valgte at kæmpe. Hun elskede sin kæreste og betragtede ham som sin bedste ven. Deres hverdag kørte, og den ville hun have igen, selv om det skulle tage fire år.

99 pct. tillid

For mange forbrydere koster det ikke bare friheden, men også kærligheden at blive fængslet.

Sammen med en række andre forskere har professor i økonomi ved Aarhus Universitet, Michael Svarrer, regnet på samfundets 'uformelle straf'. I den nyligt udgivne bog fra Rockwool Fondens Forskningsenhed 'Forbryderen og Samfundet', sætter Svarrer sågar tal på risikoen for, at kærligheden kommer i klemme, når fængselsdøren smækker.

Undersøgelsen dækker en stikprøve på 10 procent af befolkningen i alderen 15-66 år, og den viser, at folk med ubetingede straffe har 150 procent større risiko for at blive skilt i kølvandet på domsafsigelsen.

Dermed har en dom "store og signifikante effekter på sandsynligheden for ægteskabsbrud", konkluderer Svarrer.

For Dorte og kæresten gik det omvendt. De blev gift under afsoningen for netop at bekræfte, at de ville holde sammen. Men Dorte forstår godt, at mange ikke klarer det. Det første halve år måtte hun kun besøge sin kæreste halvanden time om ugen.

"Så skal et forhold jo smuldre. Både du og den indsatte har brug for at kunne ligge arm i arm. At gå i seng sammen stille og roligt, se en god film, eller hvad man nu har lyst til. Og hverdagen er jo smækfyldt med problematikker, som du står alene med, og som du har brug for at vende med din partner, for I er trods alt stadig en familie."

Dorte kunne ikke selv ringe til kæresten, men måtte altid vente på, at han fik lov.

"Når han så ringede, sad jeg og råbte og skreg i telefonen. Jeg var alene med en dreng, der var følelsesmæssigt spoleret. Min kæreste sagde, 'tag det nu roligt skat, det snakker vi om, når du kommer'. Men det var lige nu, at jeg havde brug for hjælp."

Den trygge hånd

Udover aldrig at kunne sove med kæresten eller ringe til ham, oplevede hun også andre ting i systemet, som hun mener er skyld i, at mange kvinder forlader deres fængslede mænd. Hun væmmedes over, hvor ulækre besøgsrummene var, og skulle manden med sønnen til skole-hjem samtale, var det en lang og besværlig procedure. Alt sammen noget, der belastede.

Erfaringerne fik Dorte til at gå med i pårørendeforeningen 'Balance i frihed', og nu hjælper hun andre kvinder i samme situation.

Foreningen har blandt andet foreslået politiet, at kvinderne rykker ud for at støtte pårørende allerede 10-15 minutter efter en anholdelse.

"Lige efter din partner er anholdt, tænker du ikke rationelt. Du tænker ikke over, at kartoflerne står og koger, og at lille Emil venter i brusebadet. Vi vil være der som den trygge hånd," siger hun.

Rockwool Fondens undersøgelse siger ikke noget om, hvorvidt risikoen for ny kriminalitet stiger, hvis partneren smutter under afsoningen. Men Dorte er ret sikker på, at hendes egen mand ville have begået ny kriminalitet, hvis hun ikke havde været det for ham.

"Han sagde, at havde han ikke sin søn og mig, så var der ikke noget at kæmpe for. Så var det hele ligegyldigt."

I dag er kæresten fri, og Dorte har genvundet 99 procent af tilliden til sin mand. Når han går ud af døren, spørger blot én procent af hende stadig: Laver han nu noget dumt?

Sæd på væggen

Michael kender godt det med at føle sig ensom. Da politiet havde hentet hans kæreste, anede han ikke, hvem han skulle vende sig mod. Michael ringede til Rigshospitalet, hvor han i forvejen fik behandling for en tarmsygdom.

"Jeg hylede i røret, og sygeplejersken foreslog, at jeg talte med hospitalspræsten. Det hjalp. Vi talte om livet og døden, og han forklarede, at man ikke altid kan få det til at give mening, heller ikke som præst. Han støttede mig i, at Kasper ikke er blevet et ringere menneske af, at han har taget et andet menneskes liv," siger Michael.

Kasper blev dømt til 12 års fængsel for i en narkorus at have dræbt en prostitueret. Michael tumlede med tilgivelsen. Skulle han holde fast i Kasper, der nu var morder? Hvordan skulle de få det hele til at hænge sammen? Kunne Kasper overhovedet komme op igen?

Kæresten var sønder-knust over at have taget et andet menneskes liv, men for Michael var det formildende, at Kasper var stofmisbruger og ikke vidste, hvad han gjorde, da han slog den prostituerede ihjel. Det var jo ikke sådan, at han havde gået og planlagt at gøre et andet menneske ondt.

Men dommen lød på mord med forsæt.

"Jeg kunne sgu bare ikke byde ham at gå fra ham. Så tarvelig ville jeg ikke være," siger Michael og fortsætter:

"Han ville også have svært ved nogensinde at finde en ny kæreste, for hvem vil have et forhold til en morder?"

Et øjeblik vender stilheden tilbage i køkkenet.

"Forhenværende morder," retter Michael så sig selv.

Han husker også, hvor svært det var i begyndelsen kun at have halvanden times besøgstid. Der var stress på, og de så hele tiden på klokken. Så kom lyden af daskende nøgler og 'gunk, gunk, gunk' på døren. Det var koldt, råt og ligegyldigt. Som om Kasper var et dyr.

Både Dorte og Michael fortæller om besøgsrum, der dræber enhver form for intimitet.

"Der var beskidte persienner for vinduerne og huller i vægge og døre. Madressen var beklædt med plastic, som der var brændt og skåret i. En dag var der også spermklatter på væggen og gulvet, og jeg måtte bede om nogle engangshandsker til at fjerne det. Det mindede om et værelse i et luderkvarter," siger Dorte om Vestre Fængsel, hvor manden afsonede den første del af sin straf.

Michael og Kasper har ofte sex i besøgsrummet, men det går hurtigt.

"Jeg forestiller mig, at det er som at have sex på et offentligt toilet. Det er ikke så følelsesbetonet. Når du er færdig, så er du færdig. Rummet er koldt, væggene er tomme og hvide. Der er ingen billeder og ingen gardiner, som kan tage lidt af lyset," siger Michael om Herstedvester.

Han fortæller, at man kan bede om at få sat musik på, men spiller musikken, er det så højt, at man ikke kan tale sammen. Her er ingen kompromisser.

"Jeg skal ikke holdes nede af det lortesystem. Det er os og vores kærlighed mod dem," siger Michael.

Større åbenhed

Kriminalforsorgen er hoved-aktør i det system, som Michael og Kasper føler, at de kæmper mod. Det er forsorgens ansvar at fuldbyrde de straffe, domstolene vedtager.

Målet er at medvirke til at begrænse kriminaliteten i samfundet. Ifølge socialfaglig konsulent i Kriminalforsorgen, Hannah Hagerup, siger al erfaring, at for at forhindre den indsatte i at begå ny kriminalitet efter løsladelse, er det netop vigtigt, at parforholdet 'overlever' adskillelsen.

Ifølge straffuldbyrdelsesloven har de indsatte krav på én times besøg om ugen, men fængslerne skal tilstræbe to timer og kan selv vælge at forhøje besøgstiden yderligere.

Men selv om loven åbner op for mere besøg, holder flere fængsler sig tilsyneladende ofte til de 1-2 timer.

"De begrænsede besøgstider skal ikke ses som en straf. Straffen er frihedsberøvelsen i sig selv. Vi lægger tværtimod vægt på, at den indsatte bevarer så mange rettigheder, som det kan lade sig gøre, og vi ved, hvor vigtig kontakten til partnere og andre pårørende er for dem," siger Hannah Hagerup.

Kriminalforsorgens arbejde bygger på princippet om 'normalisering', forklarer hun. Ifølge dette princip "skal tilværelsen i fængslet ligne forholdene i samfundet så meget som muligt."

Men hvorfor så ikke give de indsatte og de pårørende lov til at se hinanden noget mere?

Kriminalforsorgens svar på det spørgsmål er 'sikkerhedshensyn' og mangel på 'ressourcer' og 'kapacitet'. Anderledes er det, når det handler om udgange i forbindelse med lange straffe som Kaspers - her er det også befolkningens retsfølelse og sikkerhed, der spiller ind.

Noget er der dog sket med åbenheden de seneste år.

I det nye Statsfængslet Østjylland er der indrettet besøgslejligheder hvor indsatte og pårørende kan være sammen en hel weekend, i Ringe Statsfængsel findes der familierum, hvor indsatte kan overnatte med familien, og i Statsfængsel i Vridsløselille er der lavet en besøgsafdeling særligt egnet til børn.

Desuden begyndte i 2005 et forsøg med pensionen Engelsborg i Kongens Lyngby, hvor familier kan leve sammen under hele afsoningen eller dele af den, og derved blive genforenet eller undgå at blive splittet ad. Kriminalforsorgen evaluerer løbende disse mere åbne modeller, og indtrykket er, at ordningerne er meget populære blandt de indsatte, fortæller Hannah Hagerup.

En foreløbig rapport viser, at opholdet på Engelsborg giver positive forandringer for hele familien, og at meget få tidligere indsatte er røget tilbage i kriminalitet.

Alligevel er der foreløbig ingen planer om at udvide modellerne til landets øvrige fængsler.

I diskussionen om besøgstider mener Kriminalforsorgen, at det også er vigtigt at se på kvaliteten i samværet frem for bare kvantiteten.

"Vi skal sørge for at skabe de bedst mulige besøgsrammer, men også hjælpe de indsatte med at tænke over, hvad de vil bruge tiden til, og hvad de vil tale med partneren om. Det kan være svært at få hul på tunge ting om svigt og savn, når man sidder i et kortvarigt besøg med uvante rammer," siger hun.

Kriminalforsorgen har derfor fokus på at ruste fængslets socialrådgivere og kontaktpersoner bedre til opgaven.

- En pårørende fortæller om ulækre besøgsrum med sæd på vægge og gulv - er det ikke vanskeligt at holde sammen på parforholdet i sådanne rum?

"Jo, det lyder ubehageligt, og hvis det er rigtigt, så er det ikke godt nok. Jeg håber, at der er gjort opmærksom på det over for fængslet. Det er vigtigt at sige det højt og klage."

- Men er det ikke nemt at lave ordentlige besøgsrum?

"Vi skal altid overveje, hvordan vi bruger pengene, men selvfølgelig er det muligt. Besøgsrummene bliver brugt meget, og derfor bliver de også hurtigt slidt ned. Men mange steder er man i gang med at forbedre forholdene."

Tidligere i år indgik regeringen, Dansk Folkeparti og daværende Ny Alliance en treårig aftale, som tilførte kriminalforsorgen nye midler til f.eks. uddannelse og forbedring af arbejdsmiljøet, ligesom der blev sat 96 millioner kroner af til renovering af nedslidte fængsler.

Gør plads til skjorterne

I Michaels lejlighed er der så stille, at lyde man ellers ikke skænker en tanke, vokser og bliver markante. En lighter tændes, der inhaleres, en lighter falder til bordet.

"Når jeg har tænkt på at slutte vores forhold, så er det fordi, jeg er for meget alene. Det er omsorgen, jeg mangler. Jeg kommer altid hjem til en tom lejlighed, og jeg kangodt forstå, at der er mange, der ser sit snit til at finde en anden," siger Michael.

Men i sidste ende kan han ikke forestille sig et liv uden Kasper.

"Mit liv er hængt op på vores forhold, og det er et forhold, jeg vil anbefale folk at have. Der er mange, der ikke har en skid at lave, når de bliver gamle, men vi har en mængde fælles interesser. Vi har for eksempel glæden ved musikken. Det er muligt, at jeg også kan finde det hos en anden person, men jeg ved ikke, hvad jeg skal med en anden. Jeg har jo Kasper," siger Michael.

De to har altid spillet rockmusik sammen, og i lejligheden i københavnsområdet er et helt rum indrettet som øvelokale. Mens Kasper er væk, skriver Michael videre på musikken. Og lige nu i køkkenet, mens uret fortsætter sin nedtælling, fremsiger han et vers om afsavn.

"Før kom teksterne, fordi det var nødvendigt at have noget at bygge musik på. Nu kommer teksterne, fordi der er et reelt savn," konstaterer han.

Michael går en tur rundt i lejligheden. Han taler om frygten for, at Kasper bliver syg af det dårlige indeklima i fængslet.

"Jeg har lige smidt tøj ud og ryddet et skab herinde," siger han så. Stemmen kommer og forsvinder, mens han går gennem rummene, som når man skruer op og ned for en radio.

"Der skal være plads til Kaspers skjorter, når han kommer hjem."

Kasper og Michael er ikke personernes rigtige navne. Deres identitet er redaktionen bekendt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Lennart Kampmann
Lennart Kampmann

Det er da meget forståeligt at skilsmisseprocenten ryger i vejret når man opdager at ens partner i livet har udsat en for stor og overhængende fare, fx. ved at opbevare narko (ikke farligt? tænk igen på sure opsøgende bander), myrde (kunne han også gøre det ved dig?), eller begå økonomisk kriminalitet (din pengepung er den næste). Læg oven i det tabet af tillid, så er det klart.

Jeg ville nok også revidere mit forhold til min partner, hvis der skete noget lignende - Hmm. kaffen smager sjovt af brændte mandler..... (arsenik??)

med venlig hilsen
Lennart

Brugerbillede for Lauritz Skade
Lauritz Skade

Det overrasker, at sympatien åbenbart (igen) er med den kriminelle - som tidligere offer skal forbryderen glæde sig over, at jeg ikke er hans dommer.

Intet bortset fra psykopati kan undskylde en forbryder - både dansk (Dorte Sestoft m. fl. 1999) og nyere amerikansk forskning (se sidste nummer af Weekendavisen) redegør for, at måske 25% af alle indsatte er psykopater, som ny viden fra min gamle alma mater, University of Wisconsin, viser, kan kureres i meget stort omfang (Mendota-klinikken).

Jeg ville i værste fald have indført dødsstraf for fem forbrydelser:

Voldtægt
Narkohandel
Computer-hacking
Graffiti (på andres ejendom)
Indbrudstyveri (i private hjem)

Intet i hele verden undskylder sådan kriminalitet, og bør straffes hårdest muligt, med mindre altså en sygelighed i gerningsøjeblikket som psykopati kan påvises...

Brugerbillede for Mark Young

Hele tænkgang med at straffe folk er primitiv og nyyteløse. Når man sætter menesker i fængsel,tager man de allesvageste i samfundet, som har haft en elendige opvækst, og skubber dem længe ned,i stedet for hjælpe dem kom op.

Brugerbillede for Henning Ristinge
Henning Ristinge

Ja men du vil sikkert være en fin bøddel Troels - og hvorfor skulle man ikke give selv dig lidt arbejde at udføre

Brugerbillede for Lauritz Skade
Lauritz Skade

Mark Young

Er Stein Bagger, Peter Lundin, Klaus Riskjær, Kurt Thorsen, Peter Brixtofte, Jan Bonde Nielsen blandt de allersvageste i saamfundet?

Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen
Heinrich R. Jørgensen

Ja, der er ikke noget så livsbekræftende som at få lov til være til gavn for andre. Om som Troels siger, er glæden ved arbejdet nogle gange rigeligt løn i sig selv.

Brugerbillede for Inger Sundsvald
Inger Sundsvald

Hans Hansen

Var den for svær?
Det må vel være rimelige at få svar på, om du gerne ville være bøddel og likvidere Troels i retfærdighedens navn - eller om du gerne ville udføre hans ordre om dødsstraf, som et effektivt anvendt forsvar med konsekvens.

Brugerbillede for Henning Ristinge
Henning Ristinge

Åhh Gud Hansen, hvis du vil forbyde anti-demokratiske højreekstremister, så vil du skulle forbyder Troels, han har en solid trackkrecord ud i såvel højreekstremisme som antidemokratiske opfattelser

Brugerbillede for Bo Klindt Poulsen
Bo Klindt Poulsen

Jae, når man som Troels offentligt erklærer sig som tilhænger af Franco og Pinochet, så er der vel ikke noget at sige til at man også er en begejstret tilhænger af dødsstraf.

Hvad med eugenik, Troels, det må du vel også være tilhænger af?

Brugerbillede for christina jacobsen
christina jacobsen

hej , jeg har en rigtig nær ven, som jeg ligepludselig ikke hørte fra, så hørte jeg fra en anden ven at han var kommet ind og sidde, jeg savner ham rigtig meget, det gør ondt i min mave fordi jeg savner ham så meget, er der en af jer der ved hvordan jeg finder ud af hvilke fængsel han sidder i (Jeg tror nok det er vestre fængsel) men jeg er ikke helt sikker. og en jeg kan ringe til for at få afvide hvornår han kommer ud ?

Håber i kan hjælpe.