Læsetid: 3 min.

Økonomer: Den værste krise i 50 år

Krisen kommer med større kraft, og arbejdsløsheden vokser hastigere end i 1970'erne, siger topøkonomer
Bryggeriet Carlsberg har for nyligt fyret 450 medarbejdere. For øjeblikket stiger ledigheden i Danmark hastigt, og økonomer forudser, at vi har 160.000 ledige ved udgangen af 2010

Bryggeriet Carlsberg har for nyligt fyret 450 medarbejdere. For øjeblikket stiger ledigheden i Danmark hastigt, og økonomer forudser, at vi har 160.000 ledige ved udgangen af 2010

Jeppe Michael Jensen

21. januar 2009

Tre foruroligende udsagn fra tre topøkonomer:

"Vesten befinder sig i den værste økonomiske krise i 50 år," siger Peter Nedergaard, professor i statskundskab ved Københavns Universitet, mens overvismand Peter Birch Sørensen formulerer det således: "I OECD-området kan vi meget vel ende med det største tilbageslag siden Anden Verdenskrig."

Cheføkonom fra Dansk Industri, Klaus Rasmussen supplerer: "Der er umiddelbart udsigt til en værre krise end i halvfjerdserne. Danmark oplever det hurtigste fald i eksporten siden Anden Verdenskrig. Arbejdsløsheden stiger hastigt, sandsynligvis har vi 160.000 ledige ved udgangen af 2010."

Bare i løbet af mandag og tirsdag kom det frem, at maskinindustrivirksomheden Sauer-Danfoss skal fyre 400 medarbejdere, Coloplast skal fyre 150, mens F.L. Smidth fyrer 600 - hvoraf en tredjedel er arbejdspladser i Danmark.

Finanssektoren har siden september sagt farvel til mere end 700 medarbejdere. Opbremsningen i dansk økonomi mærkes også på landets jobmesser. I går blev Viborgs planlagte jobmesse i februar således aflyst, fordi virksomhederne i området enten har fyret eller forventer at fyre medarbejdere.

Bush er skurken

Både årsagen til krisen og løsningen af den skal findes på den anden side af Atlanterhavet, mener Peter Nedergaard:

"For at komme ud af den økonomiske skygge, som terrorangrebet den 11. september kastede over USA, har den amerikanske centralbank fastholdt en alt for lav rente."

Det kunne ikke medføre andet end massiv pengeudpumpning, understreger han:

"Man kunne nærmest ikke gå ind i en bank uden at komme ud igen med et lån. Resultatet var et voldsomt overforbrug, lemfældig kreditgivning og den ejendomsboble, som bristede og udløste finanskrisen."

Samtidig har den netop afgåede præsident Bush finansieret både krigen i Afghanistan og Irak og de skattelettelser, der skulle inddæmme de økonomiske virkninger af terrorangrebet, gennem et eksploderende budgetunderskud, påpeger Peter Nedergaard:

"I modsætning til tidligere er USA's offentlige gæld ikke hovedsageligt finansieret af amerikanske borgere. Hele 44 procent af den offentlige føderale gæld har udenlandske kreditorer, og heraf står centralbankerne i Kina og Japan for halvdelen. Det giver en voldsom ubalance i verdensøkonomien, og det er langt vanskeligere at styre udenlandske centralbanker end sine egne borgere."

Klaus Rasmussen har stort set samme analyse af krisens årsager:

"Det store problem er, at hele den vestlige verden er ramt på næsten samme tid og næsten samme måde. Overalt er forbrugerne og investorerne blevet skræmt. Det gælder om at genoprette tilliden."

Klogere politikere

USA bærer dog ikke hele skylden for, at arbejdsløsheden nu begynder at stige i Danmark, understreger Peter Birch Sørensen:

"I længden kunne arbejdsløsheden ikke have holdt sig på det rekordlave niveau. Lønstigningerne ligger over vore samhandelslande, og samtidig er produktivitetsudviklingen dårligere."

Selv om krisen udvikler sig hastigere end oliekrisen i halvfjerdserne, tror Klaus Rasmussen dog, at dens virkninger kan mildnes, fordi politikerne er blevet bedre til at håndtere den:

"Datidens automatiske dyrtidsregulering betød jo, at lønningerne steg 20-25 procent for at kompensere for øgede energipriser. Det var en kolossal fejltagelse, som blot fik arbejdsløsheden til at stige og stige gennem hele årtiet."

Spørgsmålet er så, om regeringen hidtil har reageret hensigtsmæssigt. Allerede i september sidste år spåede OECD faldende vækst i Danmark - alligevel fastholdt finansminister Lars Løkke Rasmussen i november, at dansk økonomi aldrig har haft det bedre. Det får Peter Nedergaard til at sige: "Regeringen kom for sent ud af starthullerne i forhold til andre lande."

Siden har krisepolitiken rettet sig:

"I det store hele gør regeringen det rigtige - stabiliserer den finansielle sektor, holder øje med arbejdsløsheden og går ind med stimulerende foranstaltninger," siger Peter Nedergaard

"Det løser bare ikke den grundlæggende krise - som der kun kommer styr på, hvis verdens største økonomi, USA, kommer til fornuft."

Peter Birch Sørensen: "Der er helt ubestrideligt tale om den værste finanskrise i Vesten i de seneste 60 år. Når onkel Sam nyser, bliver alle forkølede - vi kan ikke undgå at få en nedtur, når den amerikanske økonomi rammes så stærkt," siger han.

Peter Birch Sørensen er dog mindre bekymret med hensyn til Danmark end resten af OECD, fordi udgangspunktet var usædvanlig godt:

"Ledigheden nåede helt ned på 44.000, før krisen blev udløst, så selv om tilbageslaget i eksport, produktion og beskæftigelse bliver dybt og sker i hastigt tempo, kommer vi ikke op på 350.000 ledige, som vi havde i 1994."

På grund af den lave arbejdsløshed synes Peter Birch Sørensen, at det er rimeligt, at regeringen har tøvet med kriseforanstaltninger: "Det kan lyde kynisk, når man siger, at arbejdsløsheden skal være højere, før man sætter ind med vækstfremmende foranstaltninger, men hvis man lemper finanspolitikken for meget og for tidligt - risikerer man at skulle stramme voldsomt op på et senere tidspunkt, hvor arbejdsløsheden er meget højere."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Madsen

"For at komme ud af den økonomiske skygge, som terrorangrebet den 11. september kastede over USA, har den amerikanske centralbank fastholdt en alt for lav rente."

Det kunne ikke medføre andet end massiv pengeudpumpning,"

Hvorfor får Greenspan skylden. De bankfok som lånte pengene i Nationalbanken må være dem som fejlede.

Når man låner penge ud er der to vigtige faktorer.

Renten og sandsynligheden for at på de lånte penge tilbage.

Det er bankfolkene som har været for dårlige til at vurdere sandsynligheden for at få lånene tilbage.
Derfor får de disse store tab.

Der er også andre som har skylden.:

Forbrugerne som tror at boliger er et knapt gode og
derfor gælder det om at komme op på "The property ladder".

Der er vismændene

I deres rapporter har de nævnt de høje boligpriser som en mulig trussel for verdensøkonomien.
Men som aldrig er kommet med en kvalificeret bud hvad der konkret vil ske
når krisen kom.

martin sørensen

venstres verdensmester retorik har været med til at gøre vores danske krise dybere end nødventigt, spildte vi ikke ca 6 månder på at aceptere at vi er i krise ja så ville vi ha haft helt andet styr på krisen idag.

Venstre mangler stadigt at aceptere at danmark er ramt af krise, Vi venstre folk vi er verdens mester, ingen har sat økonomien så meget i turbo som os, og sænket arbedsløsheden så meget som os, økonomien er overophedet, lyder det stadigt mens der fyres folk i hobetal og alle konkukture er så overophedet som en varm snestom i det ydre sibirien,

Travis Malmzon

Det får Peter Nedergaard til at sige: "Regeringen kom for sent ud af starthullerne i forhold til andre lande."

Come on !!!

De har siddet på hænderne i 8 år, og så vedtager de et par pakker.

Det her drejer sig ikke om et par måneder, men om ÅR.

Man kan jo tage et kig hernind: http://www.information.dk/180189, for at forvisse sig om hvordan man holdt på skillingen mens daleren rullede. (Ned i Strårups lomme).

"Ledigheden nåede helt ned på 44.000, før krisen blev udløst, så selv om tilbageslaget i eksport, produktion og beskæftigelse bliver dybt og sker i hastigt tempo, kommer vi ikke op på 350.000 ledige, som vi havde i 1994."

Men måler vi ledigheden på samme måde idag, som vi gjorde i 1994?

Du mener de tæller ikke med før du gerne vil ha' dem til at tælle med? Så kan man jo lige få statistikkerne til at vise det der er ideologisk opportunt for tiden, hihi.

John Henriksen

Yet under-pricing of risk driven by excess liquidity released by the central bank over long periods to stimulate economic activities, the basic strategy of monetarism, will implode as a systemic crisis at the end of the day as surely as the sun will set.

Fra artiklen:
"For at komme ud af den økonomiske skygge, som terrorangrebet den 11. september kastede over USA, har den amerikanske centralbank fastholdt en alt for lav rente."

Det er både rigtigt og forkert. Den lave centralbankrente i USA fra 2003 til 2005 - og det er her, at hele miséren for alvor opstår - skyldes grundlæggende den ubalance i verdenshandlen, som findes - med USA som det land, der opsuger alle de handelsoverskud, der findes hos nationer som Tyskland, Japan og ikke mindst Kina. Det sidste er grunden til den lave rente i de år, hvor der ikke var nogen ydre trussel til at retfærdiggøre den - for kineserne sendte jo alle de dollars tilbage til USA, som de havde - og har - i handelsoverskud. Det gjorde de ved at købe amerikanske Skatkammerbeviser - Treasuries - for deres overskud i dollars, og det gjorde de primært for at holde kursen på deres egen valuta kunstigt lav for at sikre den eksportvækst, der trækker kinesere ud af fattigdom og dermed legitimerer diktaturet indadtil. Og så selvfølgelig fordi dollars kun har værdi for kineserne, hvis de bliver omsat i forbrug i udlandet.
Men hvor skulle Greenspan gøre af alle de dollars? De røg retur ind i den amerikanske økonomi via de kriminelt lave renter, men eftersom bankerne ikke kunne finde nogle fornuftige ting at investere i, som rent faktisk var værdiskabende, så opbyggede den alt for store pengemængde en enorm prisinflation i ejendomme, kombineret med en dårlig udlånspraksis, fordi den primære långiver omgående videresolgte risikoen - lånet- til nogle andre - Wall Street fx - som så pakkede en masse lån sammen og solgte dem til fx danske banker. Det skulle minimere riskoen for samlede tab, hed det sig, fordi gode og dårlige lån var puljet sammen som dækning for obligationer og derivater.

Vi er med andre ord i en gældsklemme, som skyldes, at de enorme handelsunderskud nogle steder og tilsvarende overskud andre steder ikke kan opretholdes i længden, når begge dele bliver for store. Vi har skubbet forbrug frem i tid ved at bilde hinanden ind, at vi bare kunne låne til alt her og nu - men det har skamme et kæmpetomrum i efterspørgsel, for vi har jo brugt de næste 10 års indtægter pr. husholdning - den gæld skal vi betale af på, samtidig med at vi er nødt til at optage nye lån, hvis forbruget skal tage fat igen. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre. Der er ikke kapital nok i verden til det. I øvrigt forslog John Maynard Keynes i forbindelse med Bretton Woods-forhandlingerne, der skulle fastlægge ’verdens finanspolitik’ (=magtforholdet mellem valutaer og dermed lande) efter Anden Verdenskrig, at man skulle etablere en clearingbank på overnationalt niveau, der skulle sikre en udligning mellem handelsunderskud og handelsoverskud ved hjælp af en overnational valuta, bancor, og ved hjælp af straffeforanstaltninger mod både overskud og underskud, der skulle opgøres ved udgangen af hvert år. Det forslag modsatte USA sig, fordi man dengang var det eneste land med stort og solidt overskud som verdens største og førende eksportnation. I dag er USA verdens største importør og verdens største skyldner …
Se forslaget her og en debat om det i The Guardian:
http://www.guardian.co.uk/commentisfree/2008/nov/18/lord-keynes-internat...

Krisen skyldes de grundlæggende ubalancer, som globaliseringen har skabt, og derfor er det så vigtigt, at der kommer gang i internationale forhandlinger om et nyt Bretton Woods-system, der skal sikre klare aftaler om både valutapolitik og pengepolitik i den globaliserede økonomi – og meget gerne også om arbejdsmarkedsforhold. Det er så småt i gang, men af en eller anden grund interesserer det ikke pressen, måske fordi der ikke er nogen, der føler noget i den forbindelse, og vi lever jo i en følelsesøkonomi og en følelsesvirkelighed.
Men der skete faktisk en del på det G20-møde, som blev holdt d. 15. november sidste år - ved udgangen af marts i år skal alle G20-lande have indført en række mekanismer, som er beskrevet her:
http://news.bbc.co.uk/2/hi/business/7731741.stm

Uanset om vi pisker alle bankdirektører, direktioner og bestyrelser på torvet, så vil det ikke ændre ved, at økonomierne trækker sig sammen de kommende år, fordi den såkaldte vækst har været baseret på gældsætning, og når gældsætning (=forbrug, man ikke har råd til nu, men håbere at få råd til senere) ikke længere er mulig, så får vi recession og deflation. Det kan fortsætte de næste 10 år, hvis ikke regeringerne holde rop med at smide skatteydernes penge ind i insolvente banker.

Danmark har relativt set et en kanonstor samhandel med udlandet - så hvis vores samhandelspartnere på det globale marked får problemer, så får vi det også, uanset hvad vi gør.

Den globale krise er ikke skabt eller tilrettelagt i Danmark - vi kan håbe på, at de større landes kriseforanstaltninger begynder at virke - Danmark har ikke styrke til at sætte noget synderligt igang i verdensøkonomien.

John Fredsted

"Det gælder om at genoprette tilliden."

Til hvad dog? Til et system, der indbygget i sig - i form af sin eksponentielle vækst i en materiel begrænset verden - bærer sin uundgåelig selvdestruktion?

Det mest sørgelig ved indeværende finanskrise er ikke krisen i sig selv. Det er derimod, at vi tilsyneladende intet grundlæggende nyt kommer til at lære af den. Dermed er grunden naturligvis langt til nye finanskriser, dybere end den nuværende.

Hele vanviddet bliver naturligvis ikke mindre af, at mængden af adskillige vigtige råstoffer på planeten er ved at være udpinte. I lyset af dette faktum, hvorledes forestiller fortalerne for dette vanvidsparadigme sig at opretholde eksponentiel vækst i produktionen af varer, som er en nødvendighed for at undgå hyperinflation i et paradigme, hvor vedvarende økonomisk vækst er den spændetrøje, som vi befinder os i?