Læsetid: 2 min.

Overvismand advarer politikere mod at forfalde til nemme skatteløsninger

Politikerne bør ikke medregne 'dynamiske effekter', når pengene til skattelettelser skal findes, lyder advarslen fra overvismand. DF og oppositionen kræver en fuldt finansieret reform
Indland
16. januar 2009

Pengene kan kun bruges én gang. Selv om skattelettelser vil få danskerne til at arbejde mere og spytte flere penge i statskassen, så advarer overvismand Peter Birch Sørensen politikerne mod at medregne disse 'dynamiske effekter', når de skal finde pengene til at finansiere skattelettelserne. Han opfordrer til, at den kommende skattereform bliver fuldt finansieret - og at ekstraindtægterne fra den øgede aktivitet, som skatte-lettelserne vil give, øremærkes til at fremtidssikre det danske velfærdssamfund.

"Hvis man vælger at medregne de dynamiske effekter som en del af finansieringen af skattereformen, så vil reformen overhovedet ikke bidrage til at løse det langsigtede finansieringsproblem, som vi har," siger han.

Netop finansieringen af skattereformen bliver et af de helt store stridspunkter, når skattekommissionen i begyndelsen af februar offentliggør sin rapport. Ifølge dele af kommissionsarbejdet, som dagbladet Børsen beskrev i går, overvejer kommissionen med tidligere skatteminister Carsten Koch (S) i spidsen at foreslå skattelettelser for 36 mia. - i første omgang fuldt finansieret ved stigninger af en række afgifter og sænkelse af en række fradrag.

Krone for krone

Men samtidig vil kommissionen ifølge avisen også fremlægge beregninger på, hvor store de dynamiske effekter af skattereformen vil blive. De beregninger kan friste politikerne, hvis man ikke ønsker at træffe upopulære beslutninger som f.eks. at sænke rentefradraget for boligejere. Både V og K har erklæret sig åbne for at bruge denne 'nemme' måde at finde penge til skattelettelser på - men det er det, som overvismanden advarer imod.

Han henviser til, at regeringen stadig mangler at finde ud af, hvordan man opfylder sin såkaldte 2015-plan: Den langsigtede økonomiske plan for, hvordan man fylder hullet i statskassen, når de store efterkrigsårgange går på pension.

- Skattereformen vil med andre ord ikke bidrage til at opfylde regeringens 2015-plan, hvis de dynamiske effekter skal være med til at betale for skattelettelserne?

"Det er korrekt. Hvis ambitionerne går på, at skattereformen skal være med til at løse holdbarhedsproblemet, så skal den være fuldt finansieret, inden man begynder at regne dynamiske effekter med. Så skal den finansieres krone for krone," siger Peter Birch Sørensen.

Netop 2015-planen var til debat i Folketinget tidligere på ugen, da oppositionen krævede svar fra finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) på, hvordan han vil nå de langsigtede mål, som regeringen har stukket ud.

I den forbindelse fremhævede ministeren sit "pænt høje" ambitionsniveau til, hvad skattereformen kan bidrage med.

"Nu skal vi i gang med skat - og jo mere vi løser her, jo mindre skal vi løse efterfølgende," sagde han.

DF afviser også

I går ønskede Lars Løkke dog ikke at uddybe, om han dermed er enig i overvismandens formaninger:

"Det, jeg sagde tidligere på ugen, mener jeg stadig. Men i øvrigt mener jeg ikke mere, før vi har fået skattekommissionens rapport."

Socialdemokraterne fastholder deres krav om, at skattereformen skal være fuldt finansieret - og også den radikale leder, Margrethe Vest-ager, understreger, at de eventuelle positive effekter af en skattereform skal reserveres til at fremtidssikre velfærden.

"Vi har også en opgave på tre og fem års sigt med at sørge for, at vores velfærdssamfund skal fungere," siger hun.

Og i støttepartiet Dansk Folkeparti afviser finansordfører Kristian Thulesen Dahl ligeledes at medregne de dynamiske effekter:

"Det er bedre at lade sig overraske positivt, hvis der kommer nogle effekter, end at de effekter, man havde regnet med, udebliver."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her