Læsetid: 3 min.

'Politiske kommentatorerer fyrtårne for folkestyret'

Hvis de politiske kommentatorer ellers bliver brugt på den rigtige måde, hjælper de befolkningen til at åbne den politiske debat, lyder det fra medieforsker Peter Bro fra Syddansk Universitet
Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten kræver en forklaring fra statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), efter at det er kommet frem, at hans pressechef, Michael Ulveman (t.v.), har kontaktet TV 2 angående stationens brug (eller mangel på samme) af Thomas Larsen som politisk kommentator.

Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten kræver en forklaring fra statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), efter at det er kommet frem, at hans pressechef, Michael Ulveman (t.v.), har kontaktet TV 2 angående stationens brug (eller mangel på samme) af Thomas Larsen som politisk kommentator.

Rune Evensen

Indland
26. januar 2009

Så er de politiske kommentatorer igen i ilden. Denne gang er det Berlingske Tidendes Thomas Larsen, der står for skud. Her i avisen er han af TV2's politiske redaktør, Henrik Qvortrup, blevet anklaget for at være lige lovlig venlig over for regeringen i sine tilsyneladende objektive analyser.

Ifølge lektor og medieforsker Peter Bro fra Syddansk Universitet viser den aktuelle ballade, at de politiske kommentatorer i høj grad er blevet til aktører i det politiske spil. Det afspejles for eksempel i, at DR2's Deadline i forbindelse med valgkampen op til det seneste folketingsvalg indførte indslaget 'dobbeltspin', hvor politikere gav karakterer til kommentatorerne.

"Det er næsten blevet en nationalsport at skælde og smælde af de politiske kommentatorer. Hvis ikke andre gør det, så gør de det selv. Først handlede det om, hvad politikerne gjorde. Så var der fokus på spindoktorerne. Og nu er det så de politiske kommentarer, der står for skud. Det næste bliver sikkert, at medierne begynder at interessere sig for sådan en som mig, der analyserer kommentatorerne ...," siger Peter Bro.

Flere faldgruber

Men trods al balladen mener han faktisk, at kommentatorerne har en meget vigtig funktion.

"Tidligere var partiernes kerneniveau de grundlæggende holdninger. Nu handler det for partierne meget om fokusgrupper og meningsmålinger. Og hvis der er nogen, som kan lukke op for den udvikling, så er det de politiske kommentatorer."

- Vil du ligefrem gå så langt som til at sige, at de er gode for demokratiet?

"Ja. Hvis de bliver brugt på den rigtige måde, kan de være gode fyrtårne for folkestyret. Så er der meget potentiale i at bruge dem."

Ifølge Peter Bro er der dog en række faldgruber, som kommentatorerne kan ryge i, hvis de ikke bliver brugt på den rigtige måde.

For det første skal de optræde neutralt. Peter Bro er slet ikke begejstret for udsigten til en udvikling, hvor de poliske kommentatorer i højere grad kommer til at repræsentere et bestemt parti. En tendens, som er kendt fra blandt andet USA, hvor partiernes kommentatorer flokkes om at kåre deres kandidat som vinder, når en præsidentdebat er forbi.

"Her har politikerne for længst forstået, at politiske kommentatorer er uhyre vigtige. Derfor arbejder de benhårdt på at uddanne flere af dem, som så for eksempel optræder som repræsentanter for tænketanke," siger han.

For det andet skal kommentatorerne deklareres grundigt. Her har journalisterne et stort ansvar.

"De politiske kommentatorer skulle jo gerne være underlagt den samme kildekritiske sans som alle andre, der formidler politik."

Ingen patent

Derfor har Peter Bro også ros til et program som Jersild & Spin, hvor studievært Jens Olaf Jersild begyndte hver udsendelse med at fortælle om, hvem hans gæster tidligere havde arbejdet for.

"Det afgørende er gennemsigtigheden. Og så skal medierne nok passe på, hvor meget de lader deres brand være afhængigt af at profilere bestemte politiske kommentatorer," siger han.

Endelig advarer Peter Bro mod at lade kommentatorerne få patent på at komme med ekspertudtalelser om politisk kommunikation.

Ifølge Peter Bro har en overdreven brug af de politiske kommentatorer nemlig den bagside, at de lægger meget vægt på de æstetiske. For eksempel var det et stort emne, at Naser Khader svedte voldsomt ved en partilederrunde op til folketingsvalget i 2007.

"Det er jo et vilkår, der ligger i journalistikken, at man skal være velfriseret, når man optræder i medierne. Men de politiske kommentatorer er med til at fremskynde den proces, fordi det flugter med den måde, som de selv forstår politik på."

- Hvad siger du til kritikken af, at kommentatorerne ofte nøjes med at forholde sig til, om en politiker får lukket en flanke, og er ligeglade med, om de skal kaste vrag på politikernes grundlæggende, politiske holdninger?

"Det er da et problem. Derfor ville det også være ærgerligt på folkestyrets vegne, hvis det kun var kommentatorer, der formidlede dansk politik. Vi har brug for andre, der kan forholde sig til substansen. De politiske kommentatorer må ikke få lov til at fylde for meget."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

En ting der har undret mig i debatten om politiske kommentatorer er , at de får penge fra de forskellige elektroniske medier for at være fast kommentatorer netop på denne kanal.
Det kan godt være at jeg har været og er blå øjet, men hvor demokratisk er denne ordning.