Tanken om et formandsskifte blev luftet for Naser Khader for efterhånden længe siden. Sådan lyder det fra flere kanter i Liberal Alliance, som dermed går i rette med partiets tidligere formand. Selv bedyrer Khader, at han er overrasket over, at partitoppen søndag valgte at skille sig af med ham. Men ifølge Informations oplysninger havde landsformand Leif Mikkelsen et møde med Khader allerede midt i december, Her gjorde Mikkelsen det klart, at formandsposten var i spil i bestræbelserne på at rette op på de elendige meningsmålinger.
Partiet var så presset, at man sidst i november havde planlagt at holde et strategimøde den 4. januar - det møde, der altså viste sig at føre til formandens fald.
Khader kom ikke selv til mødet, men havde meldt sig syg. Pressechef Lars Kaaber sendte et par timer før mødet en mail til sin formand, hvori han gjorde opmærksom på, at personspørgsmålet skulle drøftes. Kaaber hørte ikke fra Khader.
Khader tavs
På det fire timer lange møde hos Saxo Bank-direktør og partimedlem Lars Seier Christensen i Holte deltog desuden landsformand Leif Mikkelsen, næstformand Marianne Porsborg, pressechefen samt Anders Samuelsen og Villum Christensen. Det meste at tiden blev brugt på at drøfte formandskabet. Men heller ikke da Samuelsen efterfølgende pr. sms gjorde Khader opmærksom på, at den endelige diskussion om personspørgsmålet ville blive taget op på næste gruppemøde, gav Khader lyd fra sig.
"To gange over julen havde jeg desuden givet ham tilbuddet om, at jeg kunne tage over som formand. Så selvfølgelig vidste han på den baggrund godt, hvor det bar hen, når man lægger de tre ting sammen," siger den nye LA-formand, Anders Samuelsen.
Han hørte først fra Khader mandag, en halv time før Berlingske bragte nyheden om, at formanden forlod partiet.
Presset på Khader har i realiteten været til stede siden et hovedbestyrelsesmøde sidst i august. Her opfordrede Københavns Storkreds til, at man erstattede Khader med Samuelsen. Ifølge tidligere storkredsformand Camilla Bartholdy skyldtes utilfredsheden, at vigtige beslutninger kom pressen for øre, før de var blevet vendt med hovedbestyrelsen.
"Før vi var blevet orienteret, meldte Khader ud til pressen, at partiet ville skrotte det gamle partiprogram og lave et nyt (i forbindelse med, at partiet skiftede navn til Liberal Alliance, red.). Det blev jeg rasende over," siger hun.
Samuelsen den rigtige
Opfordringen til et formandsskifte gjorde Naser Khader vred, og efterfølgende forsøg på forsoning endte i fiasko. Otte ud af ni medlemmer fra storkredsen meldte sig ud af partiet. Khaders afgang får nu Camilla Bartholdy til at genoverveje sin relation til Liberal Alliance.
"Jeg overvejer at genindmelde mig, når nu han har meldt sig ud," siger hun.
Også forhenværende medlem af storkredsen Charlotte Engell overvejer fremtiden:
"Jeg vil ikke udelukke, at jeg melder mig ind igen. Det har ikke nødvendigvis noget med Nasers afgang at gøre, men jeg synes, at Anders er den rigtige leder af partiet."
Khaders afgang får dog også flere lokalpolitikere til at overveje, om de fortsat skal repræsentere Alliancen. Odense-rådmand Erik Simonsen har således allerede meldt sig ud.
Naser Khader ønsker ikke over for Information at kommentere forløbet yderligere, men til Ritzau siger han om Samuelsen:
"Hvorfor bliver han ved? Han har fået det, som han ville have det. Han har drømt om at være leder, og det er han blevet. Han skal være glad og se fremad."
Mandag bakkede en samlet hovedbestyrelse op om den nye partiformand.