Læsetid: 4 min.

Regeringens grønne trafikplan er kulsort

Ni ud af 10 trafikeksperter tror ikke på, at den nye trafikplan vil mindske CO2-udslippet. Tværtimod kommer der flere biler på vejene, lyder det i kor
31. januar 2009

Knap er den nye trafikplan vedtaget med et bredt politisk flertal, før den møder massiv kritik fra Danmarks trafikforskere.

Af de 10 eksperter, som på Informations forespørgsel har villet tage stilling til trafikaftalen, tror de ni ikke på, at den kan få CO2-udledningen til at falde. Blandt de ni, der ikke tror på trafikaftalens CO2-virkning, er ledende forskere fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Aalborg Universitet og Danmarks Miljøundersøgelser.

Kun én forholder sig nogenlunde positivt, mens yderligere tre ikke ønsker at svare ja eller nej til spørgsmålet.

Selv om Folketinget nu poster 94 milliarder kroner i motorveje og kollektiv trafik, er det ikke godt nok, lyder eksperternes kritik:

"Den her trafikpolitik ligner den, vi har haft i mange år. Man giver lidt til motorveje og lidt til kollektiv trafik, så er alle glade. Det er business as usual," siger professor på Institut for Transport ved DTU Jens Rørbech.

Han mener ikke, at planen mindsker biltrafikken og øger den kollektive transport - og dermed mindsker udledningen af CO2.

"Der er ikke noget i den plan, der giver færre biler på vejene. Hvis det var målet, skulle man bruge meget mere pisk og lade være med at sætte afgiften på nye biler ned," siger professoren.

'Fup og fidus'

Han henviser til, at det i fremtiden bliver billigere at købe biler, fordi registreringsafgiften sættes ned. Til gengæld indføres der kørselsafgifter, så det bliver dyrere at køre i bil. Men heller ikke det giver nogen klimagevinst:

"Afgifterne flytter bare bilerne, så der bliver mindre trangt på vejene. Men det er så lidt, at det ikke får nogen reel betydning, når det gælder minimering af CO2."

Heller ikke trafikøkonom Uffe Jacobsen ser mange positive forandringer i planen:

"Der er ikke en snus nyt i den aftale. Man kan glæde sig over små rosiner i kagen - resten bliver bare serveret på en anden måde," siger han og kalder de 94 milliarder for 'fup og fidus':

"Regeringen benytter sig af et gammelt trick, hvor de lægger de penge sammen, som de har sparet de sidste otte år og får det til at lyde vildt og voldsomt. Men det er ikke nogen forøgelse. Det flytter ikke noget som helst," siger han og betoner, at den sparsomme økonomi netop er planens fundamentale problem.

Uffe Jacobsen er enig med Jens Rørbech i, at de kommende kørselsafgifter ikke flytter bjerge:

"Det varer adskillige år, før de bliver indført. Det får hverken nogen effekt i morgen eller om et år," siger han.

Det burde blive langt dyrere at køre på vejene snarest muligt, mener de fleste af de eksperter, Information har talt med.

Det går galt

Lektor i trafikplanlægning på Aalborg Universitet Harry Lahrmann mener ikke, at det hjælper at gøre det dyrere at køre i bil, når det samtidig bliver billigere at købe en bil.

"Så går det galt," advarer han og henviser til udenlandske undersøgelser, hvor registreringsafgiften netop er lavere end i Danmark:

"Vi ved, at når folk først har købt sig en bil, så kører de i den, lige meget hvor stor afgiften er."

Da et bredt flertal af folketinget torsdag blev enige om den nye trafikplan sagde finansminister Lars Løkke Rasmussen, at "der er en meget klar profil: To tredjedele grønt og en tredjedel sort - altså kollektiv trafik kontra asfalt - så det er en meget flot aftale".

Og klimaminister Connie Heegaard (K) sagde torsdag, at trafikkens CO2-kurve knækkes med den ny aftale. Men der skal betydeligt mere til, siger trafikforskerne.

"Man bør i højere grad målrette registreringsafgiften, så det bliver billigere at købe miljørigtige biler og endnu dyrere at køre på vejene," mener Harry Lahrmann.

Trafikøkonom Uffe Jacobsen er enig:

"Hvis politikerne ville, kunne de indføre bompenge og lave endnu mere om på registreringsafgifterne, så små og grønne biler belønnes."

Også professor Jens Rørbech mener, at afgifterne på store biler og firehjulstrækkere skal i vejret. Selv om jernbanenettet nu tilføres penge, er det ikke nok:

"S-togsnettet er alt for sårbart, hvis det handler om at få folk ud af bilerne og ind i toget. I langt de fleste tilfælde er bilen kvikkest og hurtigst."

Trafik- og mobilitetsforsker Malene Freudendal-Pedersen, fremhæver også, at den kollektive trafik halter, trods de penge der nu sættes af:

"Meget i planen handler om at forbedre de eksisterende kollektive anlæg med den ene hånd, samtidig med at man udbygger vejene med den anden. Det stemmer ikke overens."

Fejlen er, at politikerne ikke har nogen plan for, hvordan de flytter folk fra biler til kollektiv trafik:

"De glemmer, at det er mennesker i den anden ende, der skal forandre deres vaner. Det er ikke nok at forbedre nedslidte systemer og lyskurve, som skulle have været færdige for 20 år siden. Det ved alle, der tænker sig om."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Holger Nielsen

"Bilen ... kan man ikke bebrejde. Dens samvittighed er lige så ren som Monsieur Citröens. Bilen følger blot sin bestemmelse: den er bestemt til at udrydde verden."

Ilja Ehrenburg, 1929

Bemærk årstallet!

Jannik Sørensen

"Afgifterne flytter bare bilerne, så der bliver mindre trangt på vejene. Men det er så lidt, at det ikke får nogen reel betydning, når det gælder minimering af CO2."

Kan vi så ikke bare droppe de kørselsafgifter? Desuden er der jo heller ikke noget ved, at have råd til en Audi A6, hvis man ikke har råd til at køre i den.

Og vi, der bor i de små landsbyer langt væk fra s-tog og jernbane, har ikke noget alternativ end bilen.

Niels-Holger Nielsen

Dansk trafikpolitik har en fast kurs. Direkte mod afgrunden.
Afskaf bilen og al det kommercielle sideforbrug, som har sin rod i denne. Så, kunne der frigøres arbejdskraft til et pestisid-, gødnings-, olie- og eksportfrit landbrug. Et robust og højtydende system, som respekterer naturen, er hvad vi har brug for, hvis vi skal komme nogenlunde ud af vor tids skæbnelsvangre katastrofer.

Er det så ikke snart på tide, at vi fatter, at ingen ustraffet kan bryde naturens love og biosystemernes grænser? Hvert sekund forhalingen fortsætter er død og ødelæggelse; en forbrydelse mod menneskeheden i almindelighed og fremtidige generationer i særdeleshed.

Total mangel på social fantasi og mod er straffen for bevidstløs forbrugerisme og dyrkelse af mammon.

Hvis det var en regering af partier til venstre for Djengis Kahn så skulle I bare se pressen. AFR er blevet placeret i kategorien "teflonpolitiker". En ganske rammende betegnelse: De, der tilbereder deres mad på teflon søber gift når de fouragerer.

Total afsky

Niels-Holger Nielsen

Hej Jesper

Nej, der er sgutte meget spas ved at køre små ture i det øde lokalområde, hvor der ikke er nogen til at beundre ens Audi A6; de ser nemlig fjernsyn. På den anden side, så er der sgu så mange A6'ere her i Kjøbenhavnsstrup, så det imponerer os ikke;-)

Hvorfor er der så dødt på landet?

Hvorfor flytter folk til byen? Fordi de flytter fra landet. Hvor der ikke længere kører busser uden for erhvervslivets myldretider.

Kunne du eventuelt overveje, hvad klimakatastrofen stiller af krav til omorganiseringen af vores samfund, Jesper? Det er lissom det, der er emnet for artiklen, ikk?

Venlig hilsen

En god ven på slankekur fortalte engang, at det drejer sig om ikke at fylde for meget i kurven nede i supermarkedet, for kommer det først hjem, bliver det spist.

Tilsvarende med olie. Pumper vi det op, futter vi det også af.

Har vi først erkendt dette, giver løsningen sig selv... men politisk nemt bliver det ikke.

Dorte Sørensen

Det mest positive ved trafikforliget er at det er indgået før skattereformen er kommet på forhandlingsbordet.
Skattereformen kan måske rette op på nogle af de største problemer. Fx en omlægning så energi besparende biler blev KLART billiger i afgift. Ligeledes bør kørselsfradraget omlægges så bilister i yderområderne ikke få kørselsfradrag, hvis de ikke benytter tog eller bus hvor en hovedlinje kan benyttet til arbejdsstedet. Ligeledes kunne cykelbrug præmieres ved at give et fradrag også for korte afstande ol..

John Fredsted

"Det varer adskillige år, før de bliver indført. Det får hverken nogen effekt i morgen eller om et år."

Ja, og det sammenligner vi så lige med følgende fra http://www.information.dk/180903 :

"Hvis ikke der tages fat overalt i 2010, umiddelbart efter klimatopmødet i København, men f.eks. nøles frem til 2020, vil det blive overordentlig vanskeligt at hindre en opvarmning, der giver katastrofale klimaforandringer."

Konklusionen synes indlysende: Alvoren siver bare slet ikke ind, og derfor er vi også allerede fortabte.

Søren Kristensen

To nummerplader: en gul og en hvid. Den gule giver ret til at føre bilen, uden at der er passagerer med. Altså en løsning for dem der bor så lang ude at bus og tog ikke er relevant.

Ja, det er jo, hvad man kunne vente - en uduelig trafikplan.

Vi har brug for en kollektiv trafik, som ikke bare er der - overalt i landet - men som også er mere tillokkende, end det er at være "ansat som chauffør" for sig selv i sin selvejerbil.

Og det er jo ikke teknologien, der mangler - letbaner over eksisterende motorveje ville f.eks. ret let kunne bygges - og ville under alle omstændigheder være mere økonomisk og økologisk rigtige end den nuværende energifråsende, forurenende og kostbare individuelle bilkørsel.

Med massive investeringer i miljørigtig trafik og i forbedring af boliger - i stedet for vort nuværende vilde forbrug til overflødig luksus - ville der måske nok være visse varer, der ikke blev solgt, mens vi i stedet bruger både pengene - og arbejdskraften - på miljøforbedringer, der jo tjener sig hjem igen.

Mig bekendt sviner vi det danske land- og vandområde godt tre gange mere til, end det kan holde til.

M.v.h. Arne.

Dorte Sørensen

Er trafikforliget ikke mere en fuser, der næsten kun omfatte gamle forslag og trafikprojekter. Fx er det der blev vedtaget for cykeltrafikken bare en genopretning af Trafikpuljen, som Fogh Rasmussen nedlagde i 2002 med DFs stemmer.

Nu venter jeg spændt at få regeringens meget omtalte Grønne profil at se. Den har regeringen i snart et år holdt alle vedtagelser og debatter hen med. Bliver den og så bare en maveplasker som Fogh Rasussens meget opblæste arbejdsgruppe, hvor han havde sat sig selv for bordenden med at moderniserer de offentlige institutioner. Jeg kan ingen gang huske hvad dette stunt nummer blev kaldt.