Læsetid 12 min.

Rend mig i rundkirker og røget sild

Københavnere rejser til Bornholm for at finde ro. Imens flygter unge øboere i stort tal den anden vej, så den lille ø i udkantsdanmark risikerer at blive tømt for ung, kvalificeret arbejdskraft. De, der er tilbage, drømmer om grøn energi, nyrige polakker - eller en tunnel til Sverige
Bornholms arbejdsstyrke er faldet med 10 procent inden for 10 år, og andelen af 20-30-årige i styrken er faldet med hele 42 pct. Af alle udkantsområder i Danmark er Bornholm det sted, som flest unge kvinder forlader.

Bornholms arbejdsstyrke er faldet med 10 procent inden for 10 år, og andelen af 20-30-årige i styrken er faldet med hele 42 pct. Af alle udkantsområder i Danmark er Bornholm det sted, som flest unge kvinder forlader.

Frank Sebastian Hansen
13. januar 2009

Vi er 20 minutter fra Rønne, da søsygen sætter ind. Indrømmet, der skal ikke meget til, så jeg vil ikke bebrejde den udskældte katamaran Villum Clausen noget.

Da jeg før afrejse talte med journalist, reklamemand og Christiania-grundlægger Jacob Ludvigsen var der anderledes sving i bølgerne.

»Hvad er gået i stykker?« råbte Ludvigsen til sin kone, der syntes at befinde sig i den modsatte ende af bornholmerhjemmet.

»Nu siger min kone, at Villum Clausen er gået i stykker. Den har fået en på sinkadusen. Det er skandaløst,« råbte Ludvigsen om færgen, der er opkaldt efter en bornholmsk frihedskæmper.

Rigtig nok. Villum Clausen skulle repareres. Igen. Sådan var det også i sommer, da den blev sat ud af spillet midt i højsæsonen. Når det sker, spiller bornholmerne det sikre kort - den gamle og langsomme kæmpefærge Povl Anker.

De usikre forbindelser mellem Bornholm og 'Vestdanmark' får en del af skylden for, at Bornholm lider under hjerneflugt og har svært ved at trække nyt liv til øen. Men det vender vi tilbage til. Nu skratter det i Villum Clausens højttalere:

»Vi har en nyhed om bord i dag ...«

Spændingen trækkes ud.

»... der er Susie til 98 kr.,« fortsætter manden.

Jannie, en ung, blond passager hæver blikket fra sit Femina og siger:

»Det er så typisk bornholmsk, det der.«

Hun foreslog selv sin kæreste at sætte sushi på bordet i hans café i Nexø. Men der er grænser for, hvad man kan servere for bornholmerne.

Beaujolais og tunnelsnak

Jeg har inviteret mig selv til at fejre ankomsten af årets unge vin Beaujolais Nouveau Primeur på Radisson SAS Fredensborg Hotel i Rønne.

Det er også hoteldirektør Birte Jensens 40 års-jubilæum og en god chance for at se, hvad der rører sig på Bornholm på denne tid af året.

Og jo, alle pingerne er samlet her i aften: Politikere, skriverkarle, kunsthåndværkere og businessmænd langer lækkerier over på tallerkenerne: Rådyrrillette med rosmarin, torskebrandade med trøfler, jordbærtærte med flødeskum og en rugbrødssuppe, som chefredaktøren for Bornholms Tidende dagen derpå beskriver som »Noma-agtig« efter den københavnske superrestaurant.

Og så frisk Beaujolais selvfølgelig - masser af frisk Beaujolais.

Midt i det hele trykker den velklædte hoteldronning Birte hænder, der hastigt glider ud af nypressede jakkesæt og skjorter. Rygtet siger, at hun sidder på 40 pct. af øens senge, men jeg får aldrig spurgt hende, om det er rigtigt.

»Så kan du se, at der er liv på Bornholm om vinteren,« sagde hun før ankomsten.

Intet ville være nemmere end at lave en historie om det modsatte: Turistsæsonen har slået fejl, befolkningen skrumper og bliver gammel, de unge flygter, fiskeriet er næsten dødt, og der er mere narko og mindre militær. Men lad os endelig lede efter nogen, der kan se lys for enden af tunnelen.

Mens aviserne bukker under i København, får Bornholm nye. Jacob Ludvigsen skriver for den gratis ugeavis Lokalavisen Bornholm og har brugt et af sine første indlæg til at genoplive 'tunnelsagen'.

Vi slår os ned og i det, der føles som en Børge Mogensen-sofa, og Ludvigsen taler straks om »Bornholms trafikale efterslæb«.

»Herregud, det betyder ikke så meget for turisten, om sejlturen varer en time mere eller mindre. Men for de pendlere, der bjærger føden i København, eller for bornholmske virksomheder, der skal til møde i Aalborg, er det afsindig vigtigt. Det giver et handicap at være underkastet de luner, der er forbundet med vejr, vind og vaklende materiel,« siger Ludvigsen og tænker på Villum Clausen.

Han flyttede til Bornholm efter at have opgivet »pøbelvældet« på Christiania i 1970'erne og er i dag flittig pendler. Lidt senere skærper han tonen om transporten.

»Det kvaser jo ens dag!«

Pupillerne bag de tykke brilleglas synes at trække sig sammen - som når man bliver ramt af et skarpt lys. Ludvigsen mener, at Bornholm overhovedet ikke har fået »en bønne« af den infrastrukturudvikling, Vestdanmark har haft glæde af.

En tunnel til Sverige ville batte noget.

»Det vil give en nettotilførsel af mennesker, for så vil man kunne arbejde i København og komme hjem samme dag. Teknisk set er det også muligt i dag, men man kan ikke gøre det ret mange dage i træk,« siger han og tilføjer lidt efter:

»Der er i hvert fald to folketingsmedlemmer, der flyver frem og tilbage hver dag, og de har jo fribilletter.«

Bornholmsk mindreværd

Da Bornholm toppede formmæssigt, boede der lige under 49.000 mennesker på øen, nu er tallet nede under 43.000.

Arbejdsstyrken er faldet med 10 procent inden for 10 år, viser en erhvervsrapport fra 2007, mens andelen af 20-30-årige i styrken er faldet med hele 42 pct. Af alle udkantsområder i Danmark er Bornholm det sted, som flest unge kvinder forlader.

Som en symbolsk kamp for tunnelen - og mod hjerneflugten - tog Ludvigsen og en gruppe bornholmere den femte i femte klokken 5.55 det første spadestik til en fast forbindelse til Sverige, noget som ville bringe transporttiden fra Rønne til København ned på under to timer.

Men en tunnelsejr synes langt væk, og der er en reel risiko for, at kampen ender som flere andre af de slag om Bornholm, som Ludvigsen gennemgår denne aften på Fredensborg Hotel.

Tag for eksempel bankkrisen i 1990'erne, hvor Bikuben og Finanstilsynet med Ludvigsens ord »raidede Bornholmerbanken som en rockerbande« og åd den op. Heller ikke slaget om sproget, bornholmsk særstatus, fritagelse for statsskat eller fordelagtige toldregler er endt med sejr. Og nå ja, så var der jubelfiskeriet, der endte med fallit.

Ludvigsen bærer stadig det bornholmske flag (Danebrog med et grønt kors i det hvid, red.) på den skræddersyede jakke, men han mener, bornholmerne lider under et mindreværdskompleks.

»Det er det, der fører til sætninger som: 'Det går aldrig', og: 'Vi risikerer også at blive til grin over ...' Når bornholmske politikere kommer til forhandling på Christiansborg, så bliver de meget små, og dørene bliver pludselig meget høje. Derfor kommer de heller ikke hjem med de mest fremragende resultater,« siger Ludvigsen.

Kommentaren skyller vi ned med en ny øl fra Svaneke Bryghus, produceret særligt til Birtes jubilæum. Der er nu også masser af glæder på Bornholm: Teater, kunstmuseum, biografer, et rigt foreningsliv »og mere egnsorienteret litteratur pr. 1.000 indbygger, end i Rødovre«, som Ludvigsen udtrykker det.

Selv vil han være med til at levere en avis, der dyrker det nære, og som ikke ligesom konkurrenten, Rytterknægten, er »pressemeddelelsernes eldorado«.

Hjerneflugten er sværere at finde et svar på.

»Hvad i alverden skal jeg foreslå? Der er jo ingen, der kommer med noget!«

Et rullebord med oste for tusindvis af kroner triller forbi os, og juletræerne er pyntet af øens kunsthåndværkere. I baren står vinsælgere med laksefarvet slips og 24 karat guld på fingeren. Det betyder noget at kunne komme her hos Birte.

Ingen rundkirker

Det har været frostvejr i nat, og på torvet i Rønne er der øer af fin pulversne. Jeg ser Ludvigsen gå ind i et telt med sin kone - der er vist julemarked. Inde på Café Gustav skutter Søren Berlev fra Gasolin sig. Han spiller i aften.

Vi skal møde Bornholms erhvervsambassadør Lene Grønning. Det er hende og Bornholms Vækstforum, der har ansvaret for at ruste Bornholm til fremtiden. Ludvigsen talte også om dette forum på Fredensborg Hotel.

»Der er oprettet et vældigt ambitiøst - det er ikke mit yndlingsord, men jeg tror det passer til dem - vækstforum, som har de mest visionære planer om, hvad der skal ske på Bornholm. Lad mig sige det sådan: Jeg glæder mig til at se de store resultater, som vækstforummet vil frembringe de kommende år!«

Lene Grønning flyttede med mand og børn til Bornholm for lidt over to år siden.

»Jeg er blevet hængt voldsomt ud i den lokale presse, fordi jeg har sagt, at rundkirker og røget sild er ligegyldige. Selvfølgelig er det en del af kulturen, men vi er jo ikke et egnsmuseum, vi er et moderne samfund. Det er derfor, mange er bange for at flytte til Bornholm - der er ingen, der vil flytte bagud i verden,« siger Grønning.

Selv flyttede hun fra Roskilde til Rønne, fordi hun var træt af at bruge halvanden time i trafikken, når hun skulle til og fra arbejde i København.

»Den første måned på Bornholm vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre, når jeg kom hjem 16.05. Jeg havde aldrig haft de eftermiddage til rådighed i mit voksenliv. Det var virkelig mystisk,« fortæller erhvervsambassadøren.

Den næste time gør hun alt for at sælge øen til mig: De seneste tre år er der flyttet flere til Bornholm, end der er flyttet fra. Det er lige så hurtigt at komme på arbejde i København fra Rønne, som det er fra Roskilde.

Flyveren koster 425 kr. hver vej, hvis man bestiller en uge i forvejen og en »strandvejsvilla med klipper i baghaven« står i 1,5 mio. kr. Læg dertil skov, hav og lys selvfølgelig, masser af lys.

Alt sammen måske ikke så nyt, men Bornholm har ikke råbt højt nok om det, mener hun. Så samme salgstale er i år sendt ud til børnefamilier på Østerbro og Amager.

4.000 bornholmere står foran at skulle på pension de kommende år.

»Vi har kniven for struben,« siger Grønning.

Derfor skal der også lægges noget helt nyt oveni.

The bright and green island lyder Bornholms nye slogan.

Det er ikke tilfældigt, at det er på engelsk - de seneste år er der flyttet 10 tyske familier til, og polakkerne står forhåbentlig og tripper. Bright står for de lyse hoveder og lyset over Bornholm. Green for satsningen på miljørigtig energi.

Nordens største konferencecenter er på tegnebrættet - drevet CO2-neutralt. En slags Green Tech Campus er også under etablering, hvor DTU og Risø vil forske i grøn teknologi.

Elbiler, Villum Clausen på rapsolie eller en tur i en vindmølle kan også være med til at forlænge turistsæsonen, mener Grønning. Og så skulle der gerne drysse job af til de unge, veluddannede bornholmere, som tøver med at vende hjem.

»De unge må gerne tage ud i verden og blive kloge, men de må også rigtig gerne komme tilbage og bruge deres viden på at skabe dét på Bornholm, som ingen endnu har opfundet,« opfordrer erhvervsambassadøren.

Grønning ryster på hovedet af Ludvigsens tale om mindreværdskomplekser og mener, at hun ikke har oplevet større stolthed noget ander sted i verden - heller ikke på Sicilien.

- Og hvad med den tunnel?

»Jeg skal ikke befinde mig i en tunnel dybt under vandet i mere end 48 minutter,« svarer hun.

Grønning er frisk nok. Rend mig i rundkirker og røget sild! Det er jo det, hun siger.

Maxicontainere

Fra Rønne kører jeg gennem skoven Almindingen, forbi Ekkodalen og mod Svaneke. Her er sneplettede marker under en usædvanlig bred, pastelfarvet himmel. Bornholm er gavmild. Her er natur i lige så rigelige mængder, som der var Beaujolais på Fredensborg i aftes.

Mine tidlige minder herfra stammer fra teenage-lejrturene med stærke øl og farlige kys på glatte klipper. Jo, der var noget eventyrligt over Bornholm, og det er der stadig. Når man står ved Svanekes kyst, og bølgerne brager mod blikket, er det svært ikke at lege med tanken om selv at komme tættere på naturen.

Om vinteren har bornholmerne det hele for sig selv.

Og derfor ligner Gudhjem lige nu også en kulisse. Gaderne er afklædte, butikker og hoteller lukkede, alt levende krøbet i ly for vinterstormen, lige bortset fra en ensom sort kat.

Jeg er her for at høre om en sag, som kan kaste lys over, hvorvidt bornholmerne er parate til at omfavne den udvikling, erhvervsambassadøren og andre ønsker.

Henning Larsen Architects har tegnet en række sorte, kubistiske luksusferielejligheder, som skal placeres på en klippeskrænt med ansigtet mod vandet og skulderen mod byens gamle, gule huse, som det kræver byggetilladelse at ændre så meget som en skorsten på. Henning Larsen-projektet ser ud til at blive godkendt af kommunalbestyrelsen, men har sat Gudhjem på den anden ende.

Jeg går ind til bageren - et af de få steder, der holder åbent.

»Det kommer til at misklæde hele byen,« siger en kunde.

»I Rønne kan de ikke se, hvad vi kan se her,« supplerer en anden.

»Vi er skikkelige. Vi finder os i det - indtil vi bliver invaderet af nogen, vi ikke kan lide,« hævder en tredje kunde med henvisning til bornholmernes kamp mod skiftende besættelsesmagter.

Ludvigsen støtter kritikerne.

»Det må føles som et ubærligt overgreb, at man vil klaske nogle sorte maxicontainere op på et fint stykke klippe. Så kan de ligge der og grine ned til byen,« sagde han på Fredensborg.

»Måske malede vi hoteller i 1970'erne og lagde en blød madras i bunden af en seng, men det er ikke nok mere. Hvis vi skal møde de unge, må vi også have noget, der ligner resten af verden, ellers kommer de ikke,« svarede erhvervsambassadøren.

»Vi skal tage den udvikling, der kommer, men lige den udformning -« siger en fjerde bagerkunde, inden han går ud i kulissen, favnen fyldt med franskbrød.

17-årige Heidi bag bagerdisken taler hellere om weekendens bytur, hvor hun mødte tre jyder.

»De syntes, at vi var snobbede og lukkede. De sagde, at min venindes kjole lignede en dug. Men en af jyderne havde selv et juleslips på, det skulle han måske lige have tænkt over.«

Heidi har ikke tænkt sig at sætte en prop i Bornholms brain drain.

»Jeg skal af sted lige efter 3.g. Der er ikke udfordringer nok på Bornholm. Der er ikke noget her, jeg ikke har prøvet.«

Tror på polakkerne

Det var i Nexø, at fiskeriet var kæmpestort, og ud af fiskeriet voksede kæmpevillaer med swimmingpools i baghaven og havet buldrende i forhaven. Men så kom bankerotten. Om Nexø siger man nu, at de unge ikke kan blive til noget, for fiskeriet er jo stort set væk.

I cafeen på torvet møder jeg igen 27-årige Jannie Pedersen, som jeg sad over for på Villum Clausen ved ankomsten til Rønne. Hun har boet syv år i København, men overvejer nu at vende hjem.

Hendes kæreste, 33-årige Jonas Glud, har tidligere været salgschef for Sonofon, men er allerede returneret til Bornholm og har købt havnegrillen og bageriet, som nu er udvidet med en café.

»Jeg begyndte med brunch i februar, men Bornholmerne synes, det er sindssygt at gå ud og spise morgenmad for 100 kr., når man selv kan bage et brød for en femmer,« siger han.

Jonas har tjent en del penge i København, og når han kommer kørende i sin mørke Kia med tonede ruder, kigger bornholmerne efter ham. Tidligere i år købte han et fireetagers hus af en mand i fiskeribranchen i nabobyen Årsdale, og nu sidder han i Svanen eller Ægget med havet som forhave og kan næsten dyppe fødderne i bølgerne.

Adspurgt hvorfor han opgav København, svarer Jonas:

»Det var ræset.«

At udvikle cafeer er måske ikke det, som erhvervsambassadøren mener skal fremtidssikre Bornholm, men Jonas og Jannie er alligevel eksempler på det, øen har brug for - at de unge kommer hjem og gør noget. Og Jonas har ideer om mere.

De store havnearealer, som fiskeriet tidligere brugte, kunne laves om til kæmpe akvarier med fisk fra Nordsøen, og man kunne sende turister ud i miniubåde for at se på livet under havet. Oplevelsesturisme, hedder det. Det er dét, Bornholm skal leve af, mener den tidligere salgschef.

Mens tyskerne er blevet fattigere efter genforeningen, så vokser polakkernes formuer, og i sommerperioden er der en direkte færge fra Polen til Nexø.

»Polakkerne har lagt mange penge her de sidste to somre. Det er super, at Nexø får dem, så de ikke bare kommer til Rønne,« siger Jonas og holder liv i kampen mellem center og periferi, som har taget fart efter kommunalreformen, hvor forvaltningerne rykkede sammen i Rønne.

Jonas klager over, at hurtigfærgen Villum Clausen slet ikke har kapacitet nok om sommeren, når der er tryk på.

- Men hvad så med den tunnel?

»Ha ha ha!«

Den tidligere salgschef ler højlydt.

»Vi bor 42.000 mennesker her, og så skulle de bygge en tunnel til mange milliarder? Der sker jo aldrig!«

Lokalavisen Bornholm og Ludvigsen holder nu stadig liv i drømmen. Bornholmerne har tidligere vist, at står de sammen, har de styrke. Som da 12.000 mennesker tog hinanden i hånden og slog ring om Almegård Kaserne, der var truet af lukning.

Spørgsmålet er, hvad der i sidste ende er stærkest på Bornholm. De knyttede næver eller »vi risikerer jo også at blive til grin over ...«

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
  • Brugerbillede for Oluf Husted
    Oluf Husted
Niels Nielsen og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu