Læsetid: 3 min.

V åben for billige energilån og skærpede bygningskrav

Danmark når næppe energisparemål med den nuværende indsats, konkluderer officiel evaluering. Derfor er Venstre nu villig til at diskutere alle former for opstramning af byggereglementet
Indland
6. januar 2009

Venstre vil videre med energibesparelser og grøn energipolitik. Det siger partiets energiordfører, Lars Chr. Lilleholt, som reaktion på en ny ekspertkritik af Danmarks energispareindsats. Kritikken er indeholdt i en evaluering af spareindsatsen, foretaget for Klima- og Energiministeriet af Ea Energianalyse, Niras, RUC og 4-Fact.

"Samlet set vurderes det, at kun ved en betydelig økonomisk nedgang eller høje energipriser vil 2013-målsætningen (for energibesparelser) blive nået," hedder det i evalueringen.

Derfor vil Venstre nu have strammet indsatsen op.

"Viser det sig, at de igangsatte initiativer ikke er tilstrækkelige, vil Venstre ikke tøve med at tage nye initiativer, så vi når regeringens energipolitiske mål om at reducere energiforbruget," skriver partiets ordfører i en pressemeddelelse.

Men hvor meget videre vil Venstre? Information har spurgt Lars Chr. Lilleholt, hvor langt Venstre vil gå i bolig- og bygningssektoren, der tegner sig for over 40 pct. af det nationale energiforbrug.

"Der sker simpelthen ikke tilstrækkeligt i den eksisterende boligmasse, hvor der ligger enorme muligheder for at reducere energiforbruget," siger Lilleholt og nævner bl.a. økonomiske incitamenter for at få boligejere til at gennemføre energibesparelser.

I bl.a. Tyskland kan boligejere i dag få lån til særlig lav rente, hvis formålet er energirenovering.

- Taler du også for sådanne fordelagtige lånemuligheder?

"Det er oplagt at kigge på, om ikke energimærkningen af boliger kan bruges som grundlag for låntagning i huset."

- Lån på mere fordelagtige vilkår?

"Det er ikke engang fordelagtige vilkår, der er brug for. Der er brug for, at folk får lånemuligheden, for alene energibesparelsen betaler oftest lånet tilbage."

- Så Venstre støtter ikke mere fordelagtige lån til energirenovering?

"Det handler om også at kunne låne til energibesparende initiativer, når man køber hus."

- Men det kan man vel allerede i dag?

"Jo, men jeg synes, ejendomsmæglerne bør kunne spille en central rolle med at formidle viden om mulighederne."

- Du taler altså ikke for en ny type energilån med lavere rente?

"Jeg er villig til at diskutere, hvad der skal til. Information er det absolut vigtigste, men vi skal også se på gulerødder for boligejerne, f.eks. i form af tilskud."

- Hvilken slags tilskud?

"Det kunne være fradrag for energibesparende initiativer, nedsættelse af ejendomsskatten for huse med lavt energiforbrug, muligheden for at tildele den enkelte familie et energiforbrug pr. person, så man bliver hårdere afgiftsramt på energiregningen ved højere forbrug. Vi er villige til at diskutere det hele."

Strammes reglerne?

Når det gælder nybyggeri, nævner Venstres ordfører i sin pressemeddelelse "en stramning af energikravene i Bygningsreglementet for nye bygninger".

Med den gældende energipolitiske aftale fra februar sidste år er det allerede i Folketinget besluttet, at energiforbruget pr. kvadratmeter nybyggeri i 2010 skal være 25 pct. lavere end i Bygningsreglement 2008, i 2015 50 pct. lavere og i 2020 75 pct. lavere. En række fagfolk anbefaler, at man springer de 25 pct. over og straks fra 2010 gør de 50 pct. til nyt krav.

- Når du taler om stramning, er det så en stramning i forhold til den gældende politiske aftale?

"Jeg mener, vi er meget ambitiøse med den gældende aftale."

- Nogle eksperter siger, at man bør springe det mellemste trin over, fordi man ellers tvinger bygherrer til at investere i en standard, som man ved om få år vil være utilstrækkelig?

"Vi er villige til at diskutere, om man kan gøre endnu mere, end vi allerede har aftalt."

- Det er I?

"Ja, viser det sig at kunne gøres i en hurtigere hastighed, så er Venstre villig til at diskutere opstramninger i Bygningsreglementet."

- Altså at rykke skærpelserne fem år frem?

"Ja. Hvis der er fornuft i det, og det kan lade sig gøre,"," siger Lars Chr. Lilleholt.

Middelfart Kommune meddelte i går, at man allerede nu tager springet og fremover for alle kommende boligområder forlanger, at nye huse bruger 50 pct. mindre energi end dagens krav i Bygningsreglementet. Også for allerede udpegede boligområder overvejer kommunen at indføre det skærpede krav.

Regeringen skal i næste måned fremlægge et forlag til ny strategi for energibesparelser i byggeriet. Forslaget skal derefter forhandles med partierne bag den gældende energiaftale, dvs. alle partier minus Enhedslisten.

Som led i energiaftalen indviede Energistyrelsen i går sit nye Videncenter for energibesparelser i bygninger. Centret skal formidle viden til byggeriets parter om konkrete muligheder for at reducere energiforbruget.

På Centrets hjemmeside - byggeriogenergi.dk - oplyses det, at de danske bygningers energiforbrug kan reduceres med 30 pct. frem til 2020 og derved spare samfundet for tre mia. kr. årligt og klimaet for en mio. ton CO2.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Venstre er nogen spassere - det har været pinefuldt åbenlyst de sidste 10 år, at der skulle satses på zero emission huse og grøn energi, men det først når de får en pistol for panden at de kan tage sig sammen og modvilligt acceptere at det måske kunne være en god ide.

Bedre sent end aldrig - bare der endelig sker noget.
Men hvorfor ikke straks tage de lavest hængende af alle frugter: Hver aften ser jeg de mennesketomme kontorhuse på Amager Boulevard og i Kbh. Havn stå som flammende lyshave - sådan er det sikkert også i resten af landet.
Lad os straks for stoppet det meningsløse spild - gerne ved lov.

Ja bedre sent end aldrig, men når man har spildt 7 år, så kan det hænde, at sent bliver lidt for sent.

Jeg tror, at regeringen er sendt ned til Jorden af den store oliegud V. Ækst for at straffe menneskeheden for ulydig adfærd. Ud fra samme princip som at "rydde gaden" eller "gøre rent bord" gælder det om så hurtigt som muligt at få ryddet kloden for alt, der kan opretholde en menneskelig civilisation, så der kan blive plads til flere svinefarme langs motorvejene, som vil kræve flere motorveje og dermed flere svinefarme.

Det er gået for langsomt, og nu skal der fut i bolledejen. Alt det med energibesparelser, klima, bæredygtighed, biodiversitet og miljø er det rene pjat, som står i vejen for vejen mod ingenting.