Nyhed
Læsetid: 3 min.

400.000 elbiler og tusinder af vindmøller skal lære at tale sammen

Visionen er 400.000 elbiler på de danske veje om godt 10 år. Udbyttet vil være en reduktion af de danske CO2-udledninger med omkring én mio tons om året. Det er to pct. af nationens samlede udledninger i dag
Indland
26. februar 2009

Visionen er 400.000 elbiler på de danske veje om godt 10 år. Udbyttet vil være en reduktion af de danske CO2-udledninger med omkring én mio tons om året. Det er to pct. af nationens samlede udledninger i dag.

Sådan lyder budskabet fra Projekt Edison, søsat i går i København af et konsortium bestående af DONG Energy, Dansk Energi, IBM, Risø, Siemens, DTU, Østkraft m.fl. Edison er et forskningsprojekt, der med et budget på 43 mio. kr. skal afklare, hvordan elbiler og vindmøller i praksis kan spille sammen.

Uden sådanne 'intelligente løsninger' bliver elbilerne enten ikke tilstrækkeligt attraktive for forbrugerne eller risikerer at medføre udbygning med traditionelle kraftværker.

Klima- og energiminister Connie Hedegaard byder Edison-projektet velkommen - og ærgrer sig over, at det kommer 100 år for sent.

"Thomas Edison præsterede i 1899 at drive en elektrisk bil med et nikkel-alkalibatteri. Det fungerede fint. Problemet var kun, at batteriet ikke kunne genoplades. I 1890 var det blevet muligt - der blev kørt 1.000 miles på samme batteri med mange opladninger," fortalte Connie Hedegaard ved gårsdagens pressemøde.

"I 1914 havde Ford udviklet en ny type elbil med udskifteligt batteri. Man planlagde ladestationer forsynet med vindenergi. Det er lidt ærgerligt, at det ikke gik sådan. Der er mange problemer, vi kunne være sparet for," sagde ministeren med henvisning til Fords samtidige introduktion af den benzindrevne bil, baseret på den rigelige og billige olie og kilde til uanede udledninger af CO2 siden da.

"Det er ærgerligt, at det somme tider skal tage 100 år, før tingene går i mål," konstaterede ministeren.

Men nu skal der handles, betonede Connie Hedegaard, flankeret af to elbiler: en dueblå variant af den nye norske familiebil Think og en stålgrå udgave af den californiske sportsvogn Tesla Roadster.

Overbelastning

Der er flere hjemlige elbil-projekter på vej. Ét er DONG's ambitiøse samarbejde med bilfabrikkerne Renault og Nissan og det amerikanske selskab Better Place om en helt ny type elbiler og et landsdækkende net af 'byttestationer', hvor bilisterne på få sekunder kan få udskiftet et brugt batteri med et friskt, opladet med vindenergi. Projektet skal være i gang med de første biler og byttestationer i 2011. Et konkurrerende projekt er det kinesiske BYD, som på samme tidspunkt vil sende nye kinesiske elbiler ud på det danske marked, parallelt med åbningen af et net af ladestationer. Foruden disse projekter med både biler og netværk er en stribe elbilmærker på vej, til brug for klimabevidste forbrugere, der vil sætte de nye biler til stikkontakten derhjemme.

Forskningsprojektet Edison skal sikre, at biler og vindmøllebaseret elproduktion spiller sammen.

"Der er tre forudsætninger for elbilerne," sagde administrerende direktør Peder Østermark Andreasen, Energinet.dk, ved præsentationen.

"For det første skal det lokale elnet kunne håndtere opgaven. For det andet skal der sikres en effektiv kommunikation mellem elsystemet, ladestationerne og brugerne. For det tredje skal der skabes markedsløsninger, der sikrer brugerne frit valg."

Hvis f.eks. en hær af nye elbilejere sætter deres bil til stikkontakten, når de kommer hjem fra arbejdet og samtidig tænder for alle boligens lyskilder og apparater, så vil elnettet blive overbelastet. Opgaven er derfor ifølge Edisons projektleder, Jørgen S. Christensen, Dansk Energi, bl.a. at skabe ordninger og prisstrukturer, der får brugerne til at lade elbilerne op om natten, hvor der ofte er overskud af vindmøllestrøm.

Set fra elsystemets side er den store gevinst ved elbilerne, at deres batterier kan tjene som lagre for den strøm, der produceres som vinden blæser. Flere elbiler kan gøre det muligt at indpasse flere vindmøller i energisystemet.

"Danmark kan med dette projekt blive et laboratorium for hele verden," sagde Peder Andreasen med henvisning til vindkraftens store andel af elforsyningen her i landet og de kommende projekter med bytte- og ladestationer for batterierne.

Efter en første fase med forskning og teknologiudvikling hos DTU/Risø skal Edison-projektet kulminere med en demonstrationsfase, der gennemføres på Bornholm i 2011.

Projektets budget på 49 mio. kr. sikres ved en bevilling fra Energinet.dk på 33 mio. kr. og resten fra de virksomheder og institutioner, der er del af konsortiet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her