Læsetid: 8 min.

Fra ærens mark til Herrens mark

Danske soldater har ry for at være verdens bedste - men hvor længe? Forsvaret mangler 350 officerer, og manglen på personel accelererer. Frafaldet truer Forsvarets humanistiske grundlag og dermed soldaternes muligheder for at løse deres opgaver på mission, vurderer chefen fra Forsvarets personelpolitiksektion
Ledelseskrise. Forsvaret mangler lige nu 350 officerer, og blot i 2008 gik 127 uforudset af. Og når lederne skrider, gør kulturen det samme, forklarer Alan Damm, kommandørkaptajn og chef for Forsvarets personelpolitiksektion. På billedet ses øvelse på Antvorskov Kaserne.

Ledelseskrise. Forsvaret mangler lige nu 350 officerer, og blot i 2008 gik 127 uforudset af. Og når lederne skrider, gør kulturen det samme, forklarer Alan Damm, kommandørkaptajn og chef for Forsvarets personelpolitiksektion. På billedet ses øvelse på Antvorskov Kaserne.

Brian Berg

13. februar 2009

Det handler om Green Zone. Green Zone er Afghanistans svar på Nildalen: En stribe paradis i ørkenen langs Helmand-flodens breder i provinsen af samme navn. Her trives det meste. Hvede, majs og hirse. Opium og Taleban.

Det handler om Green Zone, for det er her, krigen mod terror foregår. Her opererer Danmarks soldater. De skal presse talebanerne ud af den grønne zone med væbnet magt.

Når det er gjort, skal de lægge våbnene i tasken. De skal smile til de lokale børn og overbevise deres forældre om, at der er andre måder at leve på end ved at dyrke opium på markerne og islamisk fundamentalisme derhjemme.

Den slags missioner kræver kompetencer. Soldaterne skal på én gang være aggressive og empatiske. Kampberedte og konfliktmæglende. Krigere og humanister. Det er de danske soldater. Endnu.

Men jorden skrider hastigt under forsvaret, der er på grænsen til at miste et helt ledelseslag. Forsvaret mangler lige nu 350 officerer. I 2008 gik 127 uforudset af. De blev fulgt af 382 befalingsmænd, som dækker over gruppen af sergenter og oversergenter.

Det viser de seneste tal fra Forsvarets Personeltjeneste. Hvis udviklingen fortsætter, risikerer forsvaret at miste netop de kvaliteter, der indtil nu har skaffet de danske soldater et ry som de bedste i verden. Den veluddannede, effektive og selvstændigt tænkende soldat.

"Over de sidste tre år har vi reelt fået færre unge officerer. På et tidspunkt når man et niveau, hvor det virkelig bliver selvforstærkende. Det er der, vi er nu. Det har den konsekvens, at forsvaret ikke kan løse sine opgaver," siger Alan Damm, kommandørkaptajn og chef for Forsvarets personelpolitiksektion.

Den moderne kriger

Hvis Søværnets skibe ikke kan bemandes, kan de ikke sejle. Hvis Hæren ikke har soldater, kan den ikke gå i krig. På den måde har forsvarets problemer med personalemanglen en logisk og praktisk konsekvens.

Men afgangen truer også langt mere fundamentale mekanismer ved den militære organisation. Den risikerer at sprænge en institution indefra, som indtil nu har avlet soldater, hvis indsats er internationalt anerkendt, når Danmark sender tropper ud på vanskelige missioner i udlandet.

Alan Damm uddyber problemstillingen sådan:

"Har I nogensinde set The Patriot,", spørger han; "når man ser slagscener fra den amerikanske borgerkrig, undrer man sig over, hvordan de byggede en kultur, hvor soldaterne stillede sig op på række og marcherede mod hinanden, mens de bare skød løs med kanoner."

Alan Damms pointe er, at en militær organisation indpoder sine soldater en etik og visse værdier. Værdierne er afgørende for, om soldaterne er i stand til at løse deres opgaver. Sådan har det været til alle tider og i alle krige. Og dét er problemet ved den store afgang: Når lederne skrider, gør kulturen det samme.

Men hvilken kultur har indtil nu skabt de succesfulde danske soldater? Det ved orlogskaptajn Vilhelm Holsting. Han er sektionschef for Teoretisk Pædagogik på Institut for Militærpsykologi, Ledelse og Pædagogik ved Forsvarsakademiet. I en samling grå barakker i et hjørne af Svanemøllens Kaserne forsker han i den organisationskultur, der passer til netop de missioner, som danske soldater varetager i det 21. århundrede.

"Den type opgaver, vi løser i dag, er ikke rendyrkede, klassiske kampopgaver. Nu handler de også om at opbygge samfund og om at varetage værdier på vegne af det internationale samfund," fortæller han om forsvarets moderne mission. Han henviser til de maksimer om frihed, menneskerettigheder og demokrati, som de internationale styrker skal fremme som en central del af deres opgave i for eksempel Afghanistan.

"For at kunne følge devisen om walk the talk, så kan man ikke bygge et samfund nogen steder uden selv at opføre sig i overensstemmelse med de principper, man taler for," fortsætter Vilhelm Holsting.

Med andre ord: Soldaterne skal personificere den mission, de er ude for at gennemføre, når de møder de fremmede kulturer i andre lande. Derfor er det afgørende, at forsvarets kultur afspejler det civile samfund. Det står i forsvarets publikationer om personelpolitik og værdigrundlag. Og indtil videre er der samklang mellem forsvarets etik og det civile samfund. Danske soldater er præget af humanistisk-demokratiske værdier om næstekærlighed og gensidig respekt. Helt fra folkeskolen har de lært at tænke kritisk og handle selvstændigt.

"Det er den omvendte Rip, Rap og Rup-effekt. I Anders And er Rip, Rap og Rup enormt kreative, men i virkelighedens verden er tre ens soldater aldrig kreative; der kommer aldrig noget nyt," uddyber Alan Damm om den uhensigtsmæssige soldaterkultur, Danmark hidtil har undgået.

Ude af takt

Forsvarets succes bunder i parløbet med den civile verden. Spørgsmålet er: Hvor længe? For under overfladen lurer en gammeldags disciplineringskultur som fjerner soldaterne fra de hjemmevante værdier. Uden kompetente ledere risikerer den at blusse op. Det er den situation, forsvaret står over for netop nu; de nye ledere er nemlig svære at finde. For forsvaret henter aldrig sit mandskab udefra. Det uddanner alle ledere selv. Når rekrutteringsgrundlaget er tyndt, fisker organisationen i en brønd uden vand.

"Hæren er en kæmpe maskine, som uddanner mange soldater hvert år. For at uddanne de mange soldater er man afhængig af sergentgruppen, som også er præget af stor personaleomsætning. Det vil sige, at mange af de nærmeste ledere, de unge soldater møder, er sergenter, som reelt kun er ét eller to år ældre end dem selv og endnu ikke har fundet deres egne ledelsesben," forklarer Alan Dam.

Det store ansvar er tungt at løfte. Det skaber en usikkerhed hos mange unge ledere, fortsætter kommandørkaptajnen. Kombineret med manglende erfaring risikerer de at falde tilbage på gamle stereotyper om, hvordan militær ledelse bør eksekveres og fungere:

"Mit første hold værnepligtige havde nogle helt klare forventninger om, hvordan jeg skulle agere. De blev enormt skuffede, da de fandt ud af, at det allerede for 25 år siden blev forbudt at straffe de værnepligtige med armbøjninger. Som ung sergent tænker man: 'Nå, men så får de lidt af det'. Så begynder grænserne at ændre sig for, hvad det er for en ledelsesadfærd, der skal være i forsvaret".

"En soldat, der gennem sin soldatergerning kun har været udsat for ledere, der uddeler tæsk, hver eneste gang, han tager et selvstændigt initiativ, har et problem," konkluderer Alan Damm. For hvad sker der, påpeger han, når den soldat, der er uddannet under en streng disciplineringskultur ligger i ørkensandet og bliver beskudt, mens han venter på en ordre, som aldrig kommer?

Han er på herrens mark.

Samtidig bliver de kulturbårne opgaver vanskeligere, når soldaten møder civilbefolkningen i verdens brændpunkter: Det er svært at legemliggøre værdier som respekt og anerkendelse, når soldaten ikke har mødt dem selv - hverken som ung værnepligtig eller i den ledelsesform, han oplever til daglig fra befalingsmænd og officerer. Det bekræfter Alan Damm. Den ulmende kæft, trit og retning-kultur truer forsvarets mission. Derfor skal den stoppes, betoner Alan Damm. Civilsamfundet, de unge ledere og forsvaret skal finde takten, så sammenhængskraften i organisationen falder på plads, og Danmarks soldater fortsat er i stand til at handle i overensstemmelse med de humanistiske idealer.

Skøn er krigen for den uerfarne

Som det er nu, påpeger Alan Damm, er der alt for langt mellem de erklærede værdier og den kultur, der faktisk hersker på Danmarks kaserner. Og i sammenhæng med det store frafald blandt befalingsmænd og officerer kan det blive værre:

"Der er en stor risiko for, at forsvarets kultur udvikler sig i en negativ retning," mener kommandørkaptajnen.

Konstabel Martin Greve kender til de forventninger, Alan Damm taler om. Han er 21 år gammel og startede sin karriere i forsvaret i februar 2008. Dengang havde han klare ideer om, hvad det vil sige at være soldat:

"Jeg regnede med at komme ind til noget, der lignede US Marine Corps, hvor en eller anden sergent stod og skreg mig op i hovedet hele dagen. Sådan er det slet ikke. En af mine skuffelser er manglen på disciplin," fortæller han.

Martin hører til i Garderhusarregimentet i Slagelse. Det er her, vi møder ham - få dage før, han rejser til Helmand for at deltage i sin første krig. Det er skiftetid i den centralasiatiske provins. Hvert halve år afløser 750 soldater hinanden i hold, så antallet af danske soldater i Afghanistan altid er konstant. Denne gang kommer de fleste fra regimentet i Slagelse, som er en af de tre kaserner, der uddanner de danske kamptropper. Martin rejste til Afghanistan fjerde februar. Og ligesom han engang havde sine ideer om livet som menig, har han nu store forhåbninger til den krig, han er taget ned for at kæmpe. Han håber på at flytte frontlinjen.

"Vores hold har fået at vide, at vi er det bedste. Vi er aggressive. Jeg tror, vi kommer til at gøre det godt. Måske lige så godt som hold 4," siger han med henvisning til den bataljon, der sidste år blev hædret af forsvarschefen for sin succes med at bekæmpe Taleban i Green Zone.

Et mindre romantisk forhold til udsendelsen har konstabel Christian Dysted. Han er 22 år gammel. Det er anden gang, Christian skal til Afghanistan.

"Skøn er krigen for den uerfarne," citerer han Erasmus af Rotterdam, da han overhører Martins kommentarer. Christian har mistet tre kammerater i krigen. To blev dræbt i november forrige år. Den sidste faldt i december 2008. Christian forklarer, hvordan de poetiske drømme fortoner sig, og virkeligheden insisterer på soldatens fulde opmærksomhed, når Talebans projektiler hvisler om ørerne, og det er umuligt at komme væk. I den situation tænker soldaten mest på at overleve. Og så er en god leder i virkeligheden det eneste, der tæller.

"Jeg ville ønske, at flere ledere var mere erfarne og vidste præcis, hvad de skulle. Mange af dem, der skal med til Afghanistan nu, skal af sted for første gang. Det betyder selvfølgelig noget."

Christian rammer en central pointe. Han har allerede sagt farvel til flere venner; han ved, at soldater dør i krig. I december sidste år faldt fem danske soldater. 2008 var - med 12 døde danske soldater - det blodigste år for Danmark i krigen mod Taleban. I sidste instans handler forsvarets problemer om liv eller død.

Alligevel tager Christian og Martin snart afsted. De har aldrig overvejet at lade være. Kun én i bataljonen har meldt fra siden dødsfaldene i december, fortæller de. Og de er forsvarets vigtigste aktiv. Uden dem kan Danmark ikke føre krig. Alle ønsker, de kommer uskadte hjem. Derfor kæmper forsvaret hårdt med kulturen.

"Vi ser ikke passivt til, hvis vi har en kultur, der udvikler sig i en negativ retning," siger Alan Damm fra Personeltjenesten. "Men vi er langt fra færdige med den rejse, der skal sikre os den ideelle kultur. Vi må bare konstatere, at vi er et sted på vejen."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer