Læsetid: 3 min.

Danskerne: Sundhedsforsikringer skaber ulighed

Otte ud af ti danskere mener, at de private sundhedsforsikringer øger uligheden, viser ny undersøgelse. Men det afholder ikke en million danskere fra alligevel at tegne en forsikring
Indland
3. februar 2009
Med en af de populære sundhedsforsikringer i hånden kommer man hurtigere til speciallæge og videre til behandling på hospitalerne. Men otte ud af ti danskere mener, at sundhedsforsikringerne skaber øget ulighed, viser en ny undersøgelse fra centrum-vestre tænketankenCeveaArkiv

Med en af de populære sundhedsforsikringer i hånden kommer man hurtigere til speciallæge og videre til behandling på hospitalerne. Men otte ud af ti danskere mener, at sundhedsforsikringerne skaber øget ulighed, viser en ny undersøgelse fra centrum-vestre tænketankenCeveaArkiv

Martin Dam Kristensen

Sundhedsforsikringer skaber A- og B-hold. Der skal være lige adgang for alle til at blive behandlet på hospitalet. Sådan lyder de klare opfordringer i en ny undersøgelse fra centrum-venstre tænketanken Cevea blandt 1.074 tilfældigt udvalgte danskere.

Otte ud af ti svarer, at private sundhedsforsikringer skaber øget ulighed. Og næsten alle - 98 procent - peger på, at det er vigtigt, at alle danskere, uanset indtægt, har lige adgang til at blive behandlet på sygehuset.

Alligevel har omkring en million danskere en sundhedsforsikring. Der er altså rigtigt mange, som finder forsikringerne usolidariske - men som samtidig selv vil takke ja til at komme foran i køen, når de skal til lægen.

Direktør i Cevea, Jens Jonatan Steen, har denne forklaring på det tilsyneladende paradoks:

"Vi vil altid forsøge at sikre de bedst mulige forhold for os selv. Men når vi sætter det ind i et mere samfundsmæssigt perspektiv, kan vi godt se, at forsikringerne har en urimelig virkning. Det kan man kalde dobbeltmoralsk. Men det er også meget menneskeligt. Det kan jo være meget svært at sige nej til frynsegoder som nyansat på en arbejdsplads, selvo m man kan se deres skadelige effekt," siger han.

Intet nulsumsspil

Professor i filosofi ved Roskilde Universitet Vincent Hendrics mener, at det er et "lidt mærkeligt standpunkt" fra det store flertal, der har en forsikring, samtidig med at de finder den usolidarisk. Han vil dog ikke betegne holdningen som dobbeltmoralsk.

"Hvis folk var blevet spurgt, om de ville afgive deres goder for, at andre kunne blive stillet lige så godt som dem, og de havde svaret nej - og de samtidig fastholdt, at forsikringer er usolidariske - så havde det været dobbeltmoralsk," siger han.

Ifølge Uffe Juul Jensen, professor i sundhedsvæsenets filosofi og videnskabsteori ved Aarhus Universitet kan det virke som en selvmodsigelse.

"Men det viser, at de grundliggende værdier om lighed, som sundhedsvæsenet har været præget af i efterkrigstiden, ikke sådan lige er til at udrydde - samtidig med, at mange automatisk får disse forsikringer som en del af deres job," siger Uffe Juul Jensen.

Siden den borgerlige regering kom til, er antallet af private sundhedsforsikringer steget markant. Mens der i 2001 kun var omkring 25.000, har altså omkring en million danskere en sundhedsforsikring i dag.

Den voldsomme vækst skyldes primært, at regeringen i 2002 gav virksomheder mulighed for at trække hele udgiften fra i skat, ligesom medarbejderne slipper for at blive beskattet af dem.

Fradrag skal væk

Forsikringerne er særligt fordelagtige, når man skal til behandling hos en speciallæge, hvor der ikke er ventetidsgaranti. Her lover forsikringsselskaberne, at man højst skal vente ti dage på at komme til. Det står i skarp kontrast til ventetiden, hvis man skal til speciallæge.

Som Information kunne afsløre i går, er ventetiden for ikke-forsikrede patienter ofte ganske lang: Tre ud af fire skal vente mere end en måned for at komme til neurolog, mens man i over halvdelen af tilfældene skal vente mere end en måned for at komme til ortopædkirurg. Det er med til at øge uligheden i sundhedsvæsenet, da speciallægen ofte afgør folks adgang til resten af sundhedsvæsenet.

Ifølge undersøgelsen fra Cevea er seks ud af ti danskere faktisk modstandere af, at staten giver fradrag for private sundhedsforsikringer. Det flugter fint med, at Skattekommissionen i går foreslog at fjerne netop dette fradrag. I stedet skal de 420 mio. kroner, som en fjernelse af fradraget ifølge kommission vil give, bruges på generelle skattenedsættelser.

"Ophævelsen af skattefritagelsen vil gøre skattereformen fordelingsmæssigt balanceret," lyder det fra Skattekommissionen. Den advarer også om, at sundhedsforsikringerne giver forvridninger, når medarbejdere vælger en forsikring, blot fordi den er skattefri.

"Alle former for løn bør principielt beskattes ensartet," skriver kommissionen i sit oplæg til de politiske forhandlinger om en kommende skattereform, som snart går i gang.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Danskerne: Sundhedsforsikringer skaber ulighed"

Den eneste logiske og rationelle grund til at etablere et privat sundshedsvæsen side om side med det offentlige, er ønsket om at skabe ulighed.

Den mest velbjergede del af befolkningen ønsker, at det skal være tegnepungens størrelse og ikke diagnosen der skal afgøre behandlingen.

Det er utroligt, at det siden 2001 har været muligt for VKO og den borgelige presse at sløre denne elemntære, banale og indlysende kendsgerning med slogans som "frit sygehusvalg", "behandlingsgaranti" og hvad ved jeg...

Heinrich R. Jørgensen

Tjah, der var en opvakt person på dette forum, der på et tidspunkt hævdede, at privat sygeforsikring grundlæggende er en sorteringsmekanisme, således at de tilsyneladende mest værdifulde og nyttige personer blev repareret først, og i sidste ende havde størst chance for at overleve længst og bedst.

Det lader til, at mange andre også har gennemskuet mekanismen.

Sundhedsforsikringer med skattefradrag er vel bare ét af Løkkes privatiserings "museskridt" - dvs. dem vi som befolkning ikke rigtig opdager, før det er for sent.

Jeg er inderligt enig i, at alle skal have lige adgang til sundhedstjenester. Når man så skal læse om folk med forsikringer, som får tilbudt sundhedstjeck, mens folk uden forsikring (men med parkinson) skal vente i månedsvis for at få justeret deres medicin, ja så bliver man jo ikke glad.
Det er svært at kigge på denne sag uden at tænke i netop A- og B-hold; at danskerne så godt kan se skævheden, når de bliver spurgt, det er jo fint nok. Men som artiklen indikerer, så giver man ikke gerne privilegier fra sig igen; derfor er det nødvendigt at gøre noget ved de fordelagtige forhold for arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer med politiske midler.

Sundhedsforsikringerne er en del af de fordele, man som højtlønnet kan opnå (diverse frynsegoder værende andre). På samme måde som også fradragsberettigede pensionsordninger kommer de højeste luftlag i arbejdsstyrken til gavn, på samme måde forholder det sig med sundhedsforsikringerne.
Museskridt, men skridt ikke desto mindre.

Var der nogen, der bad om en musefælde?

Private sundhedsforsikringer koster - uanset evt fradrag - mange penge.

Den eneste grund, til at det "private marked" for sygdomsbehandling er vokset ,er, at det offentlige ikke leverer en ordentlig og troværdig ydelse, hvor man taler ordentligt og indgående med patienterne og tager hensyn til eventuelle helt rimelige ønsker ( f eks at udskyde en operation af hensyn til ens erhverv , eksamen o s v).

Holdningen i det offentlige sygehusvæsen er, at "du får det her gratis, så må du finde dig i hvad vi gør og finder på".

Man bør omlægge sygehusforvaltningerne og evt lade sygehusene være offentlige stats- eller kommunalaktieselskaber med professiopnelle bestyrelsesmedlemmer og direktioner.

Hele ambulance-sagen med det svenske selskab, der alligevel ikke kunne magte opgaven , viste med al tydelighed, at der i det politiske miljø er en total mangel på professionel management og forhandlingskompetence - så det er da ikke sært, at det offentlige sygehusvæsen taber til det private.

Det har således ikke en dyt med usolidaritet eller egoisme at gøre, når man går til det private.

Det har i høj grad noget med usolidaritet at gøre. Men du har ret i, at det offentlige i den grad kunne trænge til en hovedrengøring, hvis det skal kunne konkurrerre.

Hvis dét er ønsket (og det er det - jeg ønsker bestemt ikke at forbyde private alternativer, blot at reglerne ikke udformes med henblik på, at man flytter "kunder" fra den ene institution til den anden), så tror jeg det er nødvendigt at få gjort op med dels en masse bureaukrati (som er blevet værre for det offentlige i forhold til det private, jf. dokumentationskrav osv.), og dels få givet et overordnet service-løft til det offentlige.

Jeg er enig i, at der skal større fleksibilitet til i det offentlige; man skal ikke skulle "finde sig i hvad som helst". Men hvis "løsningen" på det problem er (som det er i øjeblikket), at man kan få den efterspurgte tjeneste andetsteds, hvor man har nemmere og bedre forhold, så er det ingen løsning - det er skruen uden ende. For hvis det private system fortsat får lov til at malke det offentlige for både tilskud og den mest kvalificerede arbejdskraft, så bliver det offentlige til sidst så ringe, at det ikke er en mulighed for andre end de ringest stillede (dvs. A- og B-hold, social ulighed).

På den måde er fjernelse af skattefradraget for sundhedsforsikringer kun et lille skridt; der skal mere til.

Christian de Coninck Lucas

Tja...jeg har droppet min private sygeforsikring pga. min utilfredshed med regeringens fokus på privatisering af helbred. Jeg vil ikke være med til det, lige meget hvilket parti det kommer fra -- eller fra EU, som på det område bør omstille sig.

Og det vil jeg kalde solidarisk... : )

Kære Peter Brix.

Hvis man ikke kan konkurrere, så plejer man at reorganisere, gøre varen bedre o s v og så gå ud og erobre markedet tilbage.

Det offentlige sygehusvæsen kan altså ikke konkurrerer godt nok , men istedet for at gøre en indsats og forbedre varen, så kræver man konkurrenten tværet ud - det er ingen tjent med .

Løsningen ligger i at forbedre det offentlige tilbud på sygehusområdet m v.- så forsvinder behovet for privatforsikringer.

Robert Kroll:

"Hvis man ikke kan konkurrere, så plejer man at reorganisere, gøre varen bedre o s v og så gå ud og erobre markedet tilbage."

Ingen kan vel længere være i tvivl at liberalismen har spillet fallit efter at den amerikanske finanskrise har bredt sig til alverdens økonomier. Derfor kan man ikke længere argumentere ved at påstå, at det frie marked og
konkurence er faktorer, der automatisk gøt alle ting bedre.

Robert Krolls neoliberalistiske argumentation tilhører simpelthen verden af i går...

Jørgen Nielsen

Helt enig med Hr. Kroll. Der har fornylig været tale om at nedlægge regionerne, og få indsat en proffessionel styring af sundhedsvæsenet - god idé! Så har det offentlige igen en chance for at blive et levedygtigt alternativ til privathospitalerne og sundhedsforsikringerne.

Det nytter ikke noget at sætte sig ned med korslagte arme og råbe op om neoliberalisme og manglende solidaritet. Der må handles!

Borgerne stemmer med fødderne - i dette tilfælde - med helbredet. Solidaritet kurerer ikke en kræftsygdom eller en knæskade, der gør et effektivt sundhedsvæsen.

Forøvrigt lidt den samme problematik vi ser i Folkeskolen, i disse tider.

Jo tak, men tror måske vi taler forbi hinanden her. Jeg taler ikke om, at nogen skal tværes ud, slet ikke. Det er bare ikke holdbart, at man kan drive privat sygehusvirksomhed med en række fordele i forhold til det offentlige, for så behøver man jo knappest være en god leder, for at projektet skal lykkes.

Det offentlige er forpligtet på behandling - både inden for en vis tidsramme, men også på at behandle hvad som helst. Et sådant krav gælder ikke det private.
Det betyder bl.a. at privathospitalerne får lov til at udføre en lang række simple rutineoperationer, som de pga. tilskudsordningen tjener gode penge på. At de derudover slet ikke er underlagt samme dokumentationskrav som det offentlige er også en faktor (men nu er det jo også svært som politiker at blive hevet ned af en skandalesag i det private..).

Efter min mening er et fundamentalt problem, at man i det offentlige (dvs. både sygehuse, skoler, plejehjem osv. osv.) bliver pålagt krav, hvis primære formål er at gardere de politiske beslutningstagere imod skandaler i pressen. Hvis man på forhånd har vedtaget, at der skal føres opsyn, så er man dækket ind. At dette "opsyn" så typisk beløber sig til flere timers dokumentation om dagen, det er en streg i regningen (i bogstavelig forstand!).
Der er ikke noget at sige til, at mange hellere vil arbejde i det private. Man skal vist være ualmindeligt glad for at skrive rapporter og lignende, for at synes det går godt i det offentlige.

Så mere lige forretningsvilkår mellem det offentlige og det private; konkurrence er bestemt ikke skidt, men skæv konkurrence er. Det handler i høj grad om at "forbedre varen" i det offentlige, men den forbedring starter også politisk. Lad os få tilliden til vore offentlige institutioner tilbage (reducer mængden af dokumentation), for kun sådan får vi gjort noget for de MENNESKER i det offentlige, som skal gøre en forskel for os allesammen.

Steen Rasmussen

I går var der en nyuddannet islandsk kommende mor i min kones kælderbutik. Hun fortalte, at der var ansættelsesstop på sygehusene! Er der nogen her, der kender noget til det? Er det på Island eller her hos os selv?

Hvordan kan man i øvrigt tale om lige konkurrence, når budgetterne inden for sygehusvæsnet ligger helt fast. Når rammerne her ikke har noget med almindelig prisdannelse, udbud og efterspørgsel at gøre, og når det private lever af at hente sin kapacitet fra netop det offentlige med tilbud om bedre løn og ansættelsesforhold, hvor det offentlige altså slet ikke kan være med. Hvordan i helvede kan man overhovedet kalde det konkurrence, ja undskyld, men uanset om man så netop skulle tro på den liberale ideologi, så halter det så eftertrykkeligt med konsistensen i den liberale argumentation.

Vi har en regering, som vil have indført konkurrencemomentet på alle niveauer i samfundet, fordi man af ideologiske grunde er overbevist om, at kun kampen for overlevelse på markedets betingelser kan legitimere tilværelsen. Men det er netop den samme regering, der med udgangspunkt i sin egen ideologi afstikker det offentlige sundhedsvæsens arbejdsrammer, og den sørger på den måde omhyggeligt for, at fremme dem, som man på forhånd har udråbt til ”de sande vindere”.

Når denne sært skæve form for udvikling så har ført til forarmelsen af det offentlige sundhedsvæsen, så vil regeringen og alle de liberalt indstillede medieluddere fortælle de dumme danskere, at der kan i bare se, det private er meget bedre end det offentlige.

Det er det man kalder en performativ selvbekræftelse af dimensioner og et rigtigt godt argument for at få tegnet en privat forsikring, hvis man vil overleve som en af de bedst egnede her i den nordeuropæiske provins.

Personligt føler jeg mig dog for god til kun at leve for at overleve i denne verden.

http://www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-48.pdf

http://www.information.dk/164611

Det påstås at fri konkurrence fremmer kvalitet og sænker pris, men det forudsætter absolut fri konkurrence, og spørgsmålet er om det kan lade sig gøre med sygehuse.

Som et eksempel kan man se på kollektiv trafik. Det påstås at den er privatiseret med netop de formål, men eftersom der kun er én kunde - nemlig den region der tegner en kontrakt - så har den egentlige kunde - bus- eller togpassageren - ingen indflydelse på leverandøren, og med en evaluering engang hvert andet eller fjerde år, er der nok ikke den store udvikling.

Frit konkurrerende kollektiv trafik, ville f.eks. betyde at der var flere busselskaber på samme rute, så passageren f.eks. kunne vælge mellem lav pris eller god komfort.

Jeg tror at der er mange områder hvor fri konkurrence er en illusion, hvis vi samtidig skal have en høj kvalitet og drift-/forsyningssikkerhed - hospitaler, energiforsyning, kollektiv transport, osv.