Hvis det ikke var fordi den med tidevandspræcision vil blive skyllet tilbage, hvor den kommer fra, kunne man godt gå hen og blive helt mismodig. Ja, nærmest trist over den mest fremherskende tendens lige nu.
Og her er det ikke så meget nypuritanismen i sig selv. Den har været her længe nok til, at den kan håndteres som en bedrevidende murren. Lidt som når nyslåede byboere lærer at sove om natten og næsten kan nyde en indbildt stilhed trods trafikkens evige summen i baggrunden.
Det er mere puritanismens nyreligiøse overbygning. Budskabet om, at krisen vil åbne vore øjne for de sande værdier i tilværelsen, som det for tiden leveres i en lind strøm af præster, klummeskrivere, livsstilseksperter, fremtidsforskere og selvudnævnte filosoffer.
Nu skal de grådige, ugudelige og materialistiske danskere ikke alene lide økonomiske afsavn som i 1930'erne. De skal også gå bodsgang. Flammerne fra afbrændte samtalekøkkener vil oplyse gaderne, rendestene fyldes af Barolo, og det flakkende lys fra de 100 bål vil kaste lys på rækker af ansvarstunge funktionærer med smalle skuldre i grå habitter, kronede af nystriglet nakkehår på vej hjem til murermestervillaen og en ny tids ansvarlighed. Her vil de i krisens skær udvikle sig til nye perfekte og dydige borgere.
Nye helte
Der mangler ikke moralister; men lad os for nemhed skyld tage et tidstypisk eksemplar: Morten Albæk. Den halvstuderede filosof, der slog igennem som revser af sine jævnaldrendes uansvarlighed i 2005 med bogen Generation fucked up, og sidste år fulgte op med et bredere favnende udfald mod vores alle sammens principløse og uopdragne adfærd.
Siden da har Morten Albæk sammen med ligesindede deltaget i diverse debatprogrammer, hvor han med en sært forbenet vellyst hylder den finansielle krise for dens omvendende kraft.
Midt i al den tungsindige brægen er det sjove imidlertid, at samme Albæk undervejs har været direktør i Danske Bank, uden at det tilsyneladende har fået ham til at reflektere over det levende lærestykke, banker i almindelighed og Danske Bank i særdeleshed byder på (Albæk fik dog i januar 2009 tildelt en ny og mere passende prædikestol som nyudnævnt chefmoralist i vindmølleproducenten Vestas).
Bankerne går nemlig næsten alle som én amok i opgangstider. De låner i pekuniær blodrus ud til alt og alle og stopper aldrig, før det er for sent. Med usvigelig sikkerhed vender de herefter 180 grader og sender bølger af finansiel permafrost ud over samfundsøkonomien. Men netop i overreaktionen planter de kimen til næste amokløb. Bogholderne - både de åndelige og dem med regneark - rykker frem i bussen. De får magt i det offentlige som i det private og får hurtigt placeret sig for bordenderne. De, der kan, skærer sig til et overskud og bliver for en stund de nye helte.
De visionære må dukke sig, og nytænkningen sættes på stand-by. Men i længden kan den hverken knægtes eller helt undværes. Og efter al for lang tid i trykkogeren har den kreative galskab det så med at gå over gevind, når den endelig slippes fri igen.
I modsatte grøft
Dette mønster kan ikke kun iagttages hos banker og læses i samfundets moralske sinuskurve. Mange kender det også fra overvægtiges brug af slankekure. Når vægtnålen truer med at sprænge skalaen, kaster de sig med pludselig fanatisme ud i radikale omlægninger. Fiberkost, piller, afsavn og flagellantisk underlæggelse af strenge diæter. Hysterisk løben og regelmæssig livsførsel - ja, sågar fedtsugninger og kirurgiske indgreb gribes der til. Og hvis man ikke er statsminister og kan afreagere ved at sende en nation i krig, ender det for langt de fleste med, at man atter falder i den modsatte grøft - blot dybere.
Det menneskelige pendul svinger uafhængigt af ophænget, og jo større udsving til den ene side jo længere ud til den anden.
Om ikke andet kunne man skæve til forrige århundreds -ismer og det nuværendes fundamentalister. De er, når fedtet skæres bort, alle ofre for, at pendulet har været alt for langt ude og har givet dem den næring, de skal have for gå hele vejen mod ekstremerne.
Derfor er det en god ide i den nærmeste fremtid at lytte til nypuritanere, moralister og andre prædikanter som en fjern summen fra den kolde side af termoruden og vente med at lufte ud til foråret.
Kim Bach er freelancejournalist
