Læsetid: 6 min.

Gør klar til CO2-rationering

Hvis klimamål skal nås og katastrofer afværges, er der næppe nogen vej uden om CO2-kreditkortet, der giver hver enkelt en årlig CO2-ration at forbruge. Storforbrugere må betale ekstra - energisparere kan tjene penge
Hvis klimamål skal nås og katastrofer afværges, er der næppe nogen vej uden om CO2-kreditkortet, der giver hver enkelt en årlig CO2-ration at forbruge. Storforbrugere må betale ekstra - energisparere kan tjene penge
11. februar 2009

"Den nuværende kombination af politiske virkemidler er ikke i stand til at sikre målene i loven om klimaforandringer."

Sådan skriver det britiske videnskabernes akademi, The Royal Society (RSA), i en aktuel klimarapport. Og drager konklusionen: Tiden er inde til CO2-rationering og personlige CO2-kvoter.

"Der eksisterer fortsat et gabende hul mellem niveauet for vore CO2-udledninger, og hvor dette skal være, hvis vi skal reducere Storbritanniens CO2-belastning og markant ændre folks adfærd. RSA's arbejde konkluderer, at personlig CO2-handel kan spille en afgørende rolle for at nå dette," siger videnskabsakademiet.

Det samme siger i dag fagfolk i Tyskland, Australien, Kina, Irland og Danmark: Borgerne bør indstille sig på en fremtid med et CO2-kreditkort ved siden af de øvrige plastickort. Den tyske miljøstiftelse Aachener Stiftung har ligefrem designet kortet, som det kan komme til at tage sig ud.

"Med CO2-kortet lægger borgeren ansvaret i sin egen pengepung," siger stiftelsen.

Selve princippet om en grænse for den personlige CO2-udledning begyndte den tyske kansler Angela Merkel at tale for i 2007. Med henvisning til det forestående klimatopmøde i København sagde kansleren, at man kun får de store u-lande med på en global klima-aftale, "hvis vi siger: Alle i verden må udlede lige meget".

"Der vil være et bestemt punkt på tidslinjen, hvor vi vil være nået til en lige udledning pr. capita, idet i-landene vil have reduceret deres CO2-udledninger pr. capita, mens u-landenes udledninger pr. capita langsomt vil være steget," sagde Merkel.

EU's Ministerråd sagde det samme, da det i oktober vedtog EU-mandatet til det seneste FN-klimamøde i Poznan:

"På lang sigt vil det være nødvendigt med en gradvis tilnærmelse mellem i- og u-lande af de nationale drivhusgas-udledninger pr. person."

Angela Merkel regnede sig frem til, at en verdensborger i 2050 skal have bragt dagens udledning på fire ton CO2 pr. borger pr. år ned til to ton.

"Men jeg har ikke indregnet, at verdens befolkning vil vokse," betonede hun.

Gør man det - fra ca. 6,8 mia. mennesker i dag til ni mia. i 2050 - bliver den personlige CO2-kvote i stedet 1,5 ton.

EU's formulering lyder:

"I 2050 bør de gennemsnitlige globale CO2-udledninger pr. person være reduceret til omkring to ton CO2-ækvivalenter."

'CO2-ækvivalenter' er summen af alle drivhusgasser. Det rene CO2-bidrag vil udgøre omkring 1,75 ton pr. person pr. år. Andre fagfolk har regnet sig frem til, at ét ton CO2 pr. verdensborger snarere er, hvad klimaet kan bære. I dag udleder gennemsnitsdanskeren ca. 10 ton CO2 pr. år, gennemsnitsamerikaneren det dobbelte, og gennemsnitskineseren godt en tredjedel.

Nu er der så forslag på vej til, hvordan et sådant rationeringssystem med individuelle, salgbare og over tid gradvist faldende CO2-kvoter kan indrettes.

Milibands vision

"Forestil jer et land, hvor CO2 bliver den ny valuta," sagde den daværende britiske miljøminister, nu udenrigsminister, David Miliband, da han allerede i 2006 legede med tanken:

"Vi bærer kreditkort, som lagrer både pund og CO2-point. Når vi køber elektricitet, gas og benzin, bruger vi både CO2-point og pund. For at nedbringe CO2-udledningerne sætter regeringen grænserne for den mængde CO2, der kan forbruges."

Miliband beskrev det tænkte system som "enkelt og smukt", og siden har forskere arbejdet på at konkretisere det.

Folkene fra Aachener Stiftung foreslår, at en politisk uafhængig kommission definerer den samlede nationale CO2-kvote, faldende fra år til år så det klimamæssige endemål gradvist bringes nærmere. Kommissionen definerer også, hvor stor en del af kvoten, det nationale erhvervsliv og den offentlige sektor kan råde over, og hvor stor en del der relaterer sig til borgernes direkte udledninger via deres forbrug af el, varme, benzin, flyrejser o.lign. Typisk vil 40-50 pct. af de nationale udledninger - og dermed de bevilgede kvoter - knytte sig til borgernes direkte forbrug.

"Den maksimale CO2-udledning, som tildeles befolkningen, bliver ligeligt fordelt på borgerne, så enhver person over 18 år får sin bestemte og retmæssige mængde CO2, ligesom enhver yngre person tildeles en andel af samme mængde. Denne personlige CO2-udledningstilladelse definerer således en kreditramme for CO2, som man må - men ikke skal - opbruge," forklarer miljøstiftelsen.

Ved ethvert køb af energi - gas, benzin, fyringsolie, kul, el - bliver den med energien forbundne CO2-udledning automatisk trukket fra på den individuelle CO2-konto. Dette sker direkte på købsstedet eller via el- eller gasregningen fra energiselskabet.

Dobbeltfortjeneste

Hvis man ikke bruger sin årlige kvote, kan man sælge til andre, der har brug for og råd til mere CO2-udledning. Som grøn forbruger kan man altså opnå en dobbeltfortjeneste: en lavere energiregning og en indtægt fra salg af ubrugte kvoter. Eller man kan smide sin ubrugte kvote væk og dermed skåne klimaet for yderligere et CO2-bidrag.

Resultatet er under alle omstændigheder, at der opstår et marked og en markedspris for CO2, og at det bliver dyrere end hidtil at praktisere en klimabelastende livsstil.

I Storbritannien lavede miljøministeriet i 2008 en forberedende undersøgelse af mulighederne for at indføre den personlige CO2-kvote. Konklusionen var, at det ikke er teknisk uoverkommeligt at etablere systemet, men derimod endnu for dyrt og for lidt kendt i offentligheden.

"Ideen er forud for sin tid," skrev ministeriet og valgte ikke at gå videre af egen drift. Til gengæld har et miljøudvalg i det britiske parlament holdt fast og konkluderet, at "den personlige CO2-handel kan blive afgørende i bestræbelsen på at mindske vort nationale CO2-fodspor."

Derfor haster det med seriøse undersøgelser af, hvordan et system kan realiseres, siger parlamentsudvalget.

Et dansk CO2-kort

I Danmark er ideen blevet gransket af professor emeritus Niels I. Meyer, DTU, og professor Frede Hvelplund, Aalborg Universitet, i et samarbejde med den britiske forsker Tina Fawcett fra Environmental Change Institute, University of Oxford. De skønner, at gennemsnitsdanskerens direkte, private forbrug af energi til el, varme og transport resulterer i tre-fire ton CO2 årligt ud af de 10 ton, man får, hvis hele den nationale CO2-udledning fordeles ligeligt på borgerne. Et dansk system med individuelle CO2-kvoter vil altså i første omgang tage sigte på at bringe disse tre-fire ton ned via faldende årlige personkvoter.

Niels I. Meyer mener, at systemet skal være et lukket nationalt system.

"Ellers risikerer man alle de smutveje, som i dag plager det gældende EU-kvote-system for energiselskaber og virksomheder, der har ret til at købe sig CO2-kreditter uden for EU og dermed kan undgå at gøre noget selv. Man vil hverken kunne få det i gang eller kontrollere det, hvis det er et system med international handel med personlige kvoter," siger han.

- Er det ikke et voldsomt indgreb i den personlige frihed at rationere den enkeltes ret til CO2-udledning?

"Jo, det er et indgreb. Men ingen tror vel på, at vi kan nå klimamålene uden visse indgreb i vores frihed. I dag er der masser af begrænsninger på den personlige frihed. Vi kan ikke bygge hus, som det passer os. Vi kan ikke køre over for rødt lys, osv. Pointen er, at indgrebene over for CO2-udledningen ikke behøver gå ud over velfærden. Det handler om bedre isolering af vore boliger, bedre transportmidler, mere effektive apparater, ændrede infrastrukturer."

- Nogle grønne afgifter vender den tunge ende nedad. Hvad gør et personligt CO2-kvotesystem?

"Det vender den tunge ende opad. Dem, der har færrest penge, lavest forbrug og anvender mindst energi, kan få CO2-kvoter tilovers og tjene penge på at sælge dem. Ud fra et lighedssynspunkt er dette et godt redskab."

- Tror du virkelig, at man kan indføre et CO2-kort og en individuel kvoteordning?

"Jeg tror, at hvis vi ikke indfører det, så kan vi ikke klare udfordringen fra klimaforandringerne. De metoder, vi hidtil har brugt, har ikke været særlig effektive," siger Niels I. Meyer.

I lighed med kollegerne i Storbritannien og Tyskland mener han, at systemet med personlige, omsættelige kvoter er et strålende redskab til at inddrage borgerne aktivt i klima-arbejdet. Som David Miliband udtrykte det i 2006:

"Dette kan være mere myndiggørende end mange former for regulering. I stedet for at forbyde bestemte produkter, tjenesteydelser eller aktiviteter eller belægge dem med høje afgifter gør personlige CO2-kvoter borgerne i stand til at foretage prioriteringer. Det er også myndiggørende, fordi mange borgere gerne vil gøre deres del for miljøet, men mangler noget målbart til at vejlede dem i deres beslutninger."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer