Læsetid: 4 min.

Grådigheden er ikke opstået i et socialt og økonomisk tomrum

Markeds-fundamentalister vil gerne forklare finanskrisen og de spektakulære svindelsager som resultater af enkelt-personers grådighed. Men måske skal man se krisen og de kriminelle handlinger i et bredere samfundsmæssigt perspektiv
16. februar 2009

Vi husker tv-serierne Dallas og Dollars om stinkende rige, hvide amerikanere og Cosby om charmerende, intelligente sorte amerikanere. Vi oplevede dem dengang som underholdende karikaturer af 'den amerikanske drøm'.

Drømmen har to versioner: De europæiske indvandreres drøm om opstigning from rags to riches, fra pjalter til rigdom, og Martin Luther Kings I have a dream om lige muligheder for sorte og hvide. Begge drømme er jævnt hen gået i opfyldelse - for enkelte individer med særlige talenter (f.eks. Bill Gates og Barack Obama). Men de økonomiske og sociale strukturer har hele tiden gjort det svært for det store flertal. På det seneste er det som bekendt gået helt galt med økonomien i USA, også for mange af dem, der troede at have realiseret drømmen om rigdom.

På CNN så jeg for nogle dage siden et indslag med et midaldrende amerikansk ægtepar, der grædende viste deres - så vidt jeg husker - 1.200 kvadratmeter store luksushus frem. De havde de sidste fire måneder ikke kunnet betale afdrag og renter, og nu var risikoen for at miste huset overhængende. Historien meldte ikke noget om, hvor store lån parret havde optaget for at kunne købe huset og dets luksuriøse indbo.

Ambition

Den amerikanske sociolog Robert K. Merton hævdede i tiden efter depressionen i 1930'erne, at det amerikanske samfund i sig selv er 'kriminogent': Den grundlæggende dyd, nemlig ambition, fremmer den grundlæggende last, nemlig kriminel adfærd. I et samfund, der fortolker økonomisk fiasko som personlig svaghed snarere end som et strukturelt problem, og hvor fattigdom fører til skamfølelse snarere end politisk vrede, vil presset for at opnå økonomisk succes let blive så stærkt, at den enkelte fristes til at finde illegitime veje til målet. I sociologisk forstand er der ifølge Merton tale om innovation eller opfindsomhed, når en person bruger kriminelle metoder, fordi hans opvækst og miljø ikke giver adgang til de konventionelt vedtagne (f.eks. formuende forældre, høj uddannelse, godt arbejde, indflydelsesrige bekendtskaber).

Merton kunne ikke vide, at det politiske og økonomiske mantra fra og med 1980'erne blev greed is good, grådighed er det, der driver økonomien, og at hans teori dermed er blevet endnu mere relevant. De seneste årtier har stået i grådighedens tegn. Det er ikke nok at have 'nok'. Drømmen realiseres ikke én gang for alle. Store og små virksomheder skal ekspandere og øge fortjenesten, gerne ved hjælp af 'fjendtlig' overtagelse af konkurrenter. Ejere skal have mere og mere profit og CEO'erne højere og højere lønninger for at kunne fremstå som succesfulde, gerne på bekostning af børnearbejdere og andre, der arbejder 'på gulvet', f.eks. i et u-land. Folk skal kunne købe stadig større boliger, gerne mere en én, dyrere biler, mere luksusudstyr af enhver slags, etc. Fristelsen til at gøre det for lånte penge eller bruge svinske, hensynsløse og endda kriminelle metoder forstærkes, også hos dem, der egentlig ikke behøver det for at leve et rimeligt liv.

Valget af (kriminel) metode afhænger ifølge en anden amerikansk sociolog, Edwin H. Sutherland, af, hvad man har lært i sit miljø, og hvad ens situation giver mulighed for. En begavet Stein Bagger skaffer finansiering ved hjælp af fantasiprodukter og varm luft. En smart Kurt Thorsen gjorde det ved hjælp af falske underskrifter. En arbejdsløs Brian uden særlige evner må ty til røveri af få kroner i døgnkiosken. Mere sofistikerede bander gennemfører spektakulære overfald på pengetransporter og stikker af med millioner. Men incitamentet er det samme: At skaffe penge til den livsstil, som samfundet, ens nærmeste omgivelser og en selv forventer.

'Grådighed er godt'

Den engelske kriminolog David Nelken mener, at begreberne grådighed og magt alt for ofte bliver forbigået som motiver, når det gælder at forklare økonomisk kriminalitet begået af samfundets elite. Man må gøre sig klart, siger han, hvilke perspektiver de mennesker har, som begår, hvad der på engelsk kaldes white collar crime, også selv om det måtte være politisk usmageligt for visse forskere. Med det sidste mener han formentlig de kriminologer, der tager afstand fra enhver individuel forklaring på kriminalitet.

Nelken har selvfølgelig ret, men han glemmer, at individuelle motiver ikke opstår i et socialt og økonomisk tomrum. Når det bliver in at promenere overvældende luksus, når en Stein Bagger hyldes som årets iværksætter, når der er prestige i omgang med milliardærer, så signaleres det, at grådighed er godt. Når de politiske vinde blæser i retning af, at et stort personligt forbrug ("pengene ligger bedst i borgernes lommer") er bedre for samfundsøkonomien end fælles offentligt forbrug, og at alle slags aktiviteter (f.eks. pasning af gamle og helbredelse af syge) skal udføres som profit-orienteret privat virksomhed, så signaleres det, at grådighed er godt. I et samfund, hvor markedet styrer politikken og ikke omvendt, er grådighed godt for den enkelte og nødvendig for samfundsøkonomien - til en tid.

Vi kan forklare finanssektorens kollaps og de spektakulære svindelsager i USA (og i mindre dansk målestok) med enkeltpersoners grådighed, sådan som medier, eksperter og markedsfundamentalister har stået i kø for at gøre det. Den tænksomme kriminolog vil mene, at individforklaringer kun kan sige noget fornuftigt om kriminalitet, hvis de sættes ind i en samfundsmæssig sammenhæng.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Tak for den artikel, den fik tankerne i gang.
Ja tiden bør være til at sætte fællesskabet i centrum i stedet for at blive ved og ved at tro at personlige gevinster kan løse samfunds problemerne.

”En begavet Stein Bagger skaffer finansiering ved hjælp af fantasiprodukter og varm luft. En smart Kurt Thorsen gjorde det ved hjælp af falske underskrifter. En arbejdsløs Brian uden særlige evner må ty til røveri af få kroner i døgnkiosken.”

Og de glamour kriminelle skriver bøger og inviteres i Aftenshowet for at fortælle deres historie.

Egentlig er der ikke så mange svindlere pr år eller pr omsat milliard eller hvordan man nu vil måle det.

Mere interessant er det, om det markedsøkonomiske system er mere "svindel-fremmende" end kommando-økonomien / det socialistiske system.

Hvis man ser tilbage på det kommunistiske Rumæniens sidste diktator og hans folk, det socialistiske Polen og de øvrige socialistiske økonomier omkring USSR samt USSR, Nordkorea m v, ser man en ganske udbredt og høj grad af korruption, skjulte konti i Schweiz , bestikkelse , sorte penge o m a.

En række ulande uden markedsøkonomi udmærker sig også ved korruption, bestikkelse, sorte penge o s v.

Og så er der hele mellemøsten ikke at forglemme .

Svindlere og grådige mennesker er der alle steder - vist færrest i demokratier med fri presse og markedsbaserede økonomier, men det kan vel tælles op ?

Marie Sanne Caroline Malmros

En udemærket artikel. Kapitalismen forårsager også et enormt miljøsvineri fordi de reelle omkostninger nu og i fremtiden ved produktion ikke bæres af dem som producerer samt en enorm uetisk udnyttelse af fattige i ulandene til at producere under umenneskelige vilkår. Begge dele er ikke svindel i traditionel forstand, men nok så problematiske. Og de 2 ovennævnte problemer bliver hele tiden værre fordi forbrugersamfundet er uden ende, fordi der hele tiden skal mere til. problemet er at man forsøger at fylde et åndeligt savn med materielle ting og det er også derfor kommunismens mantra om at yde efter evne og nyde efter behov ikke virker under ren kommunisme og kun i begrænset omfang i andre industrialiserede lande .

Ralph Sylvestersen

Den linde strøm af hjælpepakker - bankpakker - vækstpakker m.fl. hvor folketinget fortsat bærer brænde til det ubæredygtige viser at "greed is good" stadigvæk er den herskende orden.

Jannik Sørensen

Grådighed?

Det handler i bund og grund om nyttemaksimering, hvor individet vælger den situation, som tjener denne bedst muligt. Sådan har det været siden tidernes morgen og sådan vil det blive ved med at være. Stein Bagger var blot en kende mere risikovillig end folk flest, og nu må han se i øjnene, at hans nytteoptimering faldt på gulvet. Og dog. Mon ikke han har fået gemt en pose penge, så han kan nyde livet på den anden side af en eventuel fængselsstraf?

Det er muligt, at man kan trække nogle sociale konstruktioner ned over hovedet på mennesker, men i bund og grund vil vi agere økonomisk rationelt ud fra egne oprindelige behov.

Thomas Trøst Hansen

@ Robert Kroll: Hvor er det en dum, naiv og kynisk holdning du giver udtryk for.

Du siger: Fordi de socialistiske kommandoøkonomier og korrupte regimer ikke har undgået svindel og grådighed, så skal vi ikke kritisere os selv og søge efter at gøre vores samfund bedre.

Historien fortsætter og jeg synes det er på tide, at tænke på om der er strukturelle problemer med vores samfund.

Christian de Coninck Lucas

Jeg synes at Informatiopn skulle undesøge hvor alle pengene er forsvundet hen. Det er, efter min opfattelse, dybt naivt ikke at undersøge hvad de gamle bank-kartellers rolle i kollapset er -- husk på at selv Ben Bernake har indrømmet The Feds manipulationer før kollapset i 30'erne.

Situiationen er fuldstændig uacceptabel, og jeg mener ikke længere det er saglt at afskrive disse manøvrer som "konspirations-teori" -- langt fra.

Det er frygt politik af værste skuffe (folk ruineres) for at skubbe på mod en verdenskoordinerende finansiel enhed, som David Rockefeller og hans gruppe så gerbe vil opnå. En overnational elite af bankere og "intellektuelle".

Dert er altså ikke kun ALex Jones, der skriver om disse ting -- det er år siden nu.

Billiarder forsvundet -- Davos helt væk.
http://www.bloomberg.com/apps/news?pid=20601170&refer=special_report&sid...

http://www.bloomberg.com/apps/news?pid=washingtonstory&sid=aGq2B3XeGKok

http://www.worldnetdaily.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=88851

Washtington og Wall St. svindel
http://solari.com/blog/?p=2082

http://www.truthout.org/021509A

http://trac.syr.edu/tracirs/newfindings/current/

http://www.reuters.com/article/ousiv/idUSTRE5140SN20090206

Glem Bernie Madoff...
http://www.prisonplanet.com/iraq-reconstruction-the-greatest-fraud-in-us...
http://www.youtube.com/watch?v=tfivGVToemY

This is really, really fucked up....not just a "credit crunch" or "toxic assets". It looks like a transnational heist to me...