Læsetid: 3 min.

'Jeg vil hellere overtale folk end skyde dem'

27-årige Ronni Bothmann er en af de få danskere, der har praktisk erfaring med psykologiske operationer i Afghanistan. For ham er det en metode til at undgå at skyde folk
4. februar 2009

Det var med livet som indsats, hver gang premierløjtnant Ronni Bothmann skubbede geværet om på ryggen og tog sin hjelm af. Snigskytter og selvmordsbombere var altid på udkig efter et let mål i byen Gereshk i Helmandprovinsen, som Ronni var udsendt til i foråret 2008.

Men sammen med et lille, improviseret såkaldt Taktisk Psyops Team var Ronni på gaden for at tale med de lokale. Så af kom hjelmen alligevel, som et signal om tillid.

Sammen med britiske allierede arbejdede Ronni på at plante bestemte opfattelser af virkeligheden blandt afghanerne.

"Det, vi gjorde, var dybest set det samme som at sælge cola. Jeg analyserede målgruppen og vurderede, hvordan jeg kunne ændre dens holdninger og adfærd. Efter nogles definition er det måske nok manipulation, men skal jeg hellere skyde folk?"

Politiets psykologi

Psyops handler om at skabe tillid til de danske soldater, men lige så vigtigt er det at skabe opbakning til regeringen og de lokale myndigheder.

Ronni fortæller om det afghanske politis dårlige ry i befolkningen. I Ronnis område skete det for eksempel, at politiet tævede borgere, der kom for at anmelde forbrydelser.

Politifolkene blev sendt på uddannelse. Samtidig med uddannelsesforløbet kørte danske og britiske psyopsfolk kampagne målrettet både lokalbefolkningen og betjentene selv.

"Ved på én gang at dygtiggøre betjentene og samtidig fortælle både dem selv og befolkningen, hvordan en god politimand er, skabte vi en form for bindende kontrakt mellem befolkning og politi, og en faglig stolthed og selvforståelse blandt betjentene."

Da politifolkene kom tilbage, viste målinger et fald i den oplevede kriminalitet og en stigning i den oplevede tryghed.

Den oplevede tryghed er af stor vigtighed i et område som Helmand, hvor samarbejdet med de lokale ofte vanskeliggøres af frygten for hævn fra Taleban. Og frygten er reel:

I Lashkar Gah havde briterne delt skoletasker ud med det afghanske flag på. Flaget er symbol på den nye regering og provokerede derfor talebanerne.

"Så der var børn, som blev tævet, skudt eller kørt ned på vej til skole, fordi de gik rundt med det afghanske flag på ryggen," fortæller Ronni.

Briterne nåede at advare Ronni og kollegerne, inden de fik delt de dødbringende rygsække ud til børnene i deres lokalområde.

Viden i en lukket cyklus

Hjemme i Danmark arbejder Bothmann ikke længere officielt med psyops. Men han bidrager med sin viden til det kommende hold i Helmand, på anmodning fra deres bataljonschef.

"Endnu er det meget på ad hoc-basis, og det gør det skrøbeligt. Det kræver kun, at ti mand kører på en mine, og så er der ingen til at videreføre praktisk psyopsviden. Den nuværende erfaring kører i en lukket cyklus mellem de hold, der afløser hinanden i Afghanistan."

Ronni frygter det videnstab, som kan ske, hvis uddannelsen af Taktiske Psyops Teams ikke formaliseres i Danmark. Han er dog ikke i tvivl om, at psyops er kommet for at blive, for blandt sine kolleger oplever han stor interesse for det, han har lavet. Især fra dem, der selv skal ned til Afghanistan.

"Psyops virker. Selvfølgelig kan du ændre folks adfærd ved at pege på dem med et gevær. Men ændringen er ikke langvarig. Hvis vi kan få folk til at gøre det, vi vil, uden at skyde på dem, uden at lyve for dem og uden at love noget, vi ikke kan holde, så får vi flere venner, end vi får fjender-" siger Ronni Bothmann.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Psyops virker. Selvfølgelig kan du ændre folks adfærd ved at pege på dem med et gevær.

Men ændringen er ikke langvarig.

Hvis vi kan få folk til at gøre det, vi vil, uden at skyde på dem, uden at lyve for dem og uden at love noget, vi ikke kan holde, så får vi flere venner, end vi får fjender-" siger Ronni Bothmann.

Jamen hvad er det nu for noget farligt og nærmest statsfjentligt snak ! Skal vi nu til at opførere os som ordentlige mennesker dernede.

Det får vi ikke mange unge « villige » til at hoppe på !

'Jeg vil hellere overtale folk end skyde dem'

Men hvis "folk" ikke vil lade sig "overtale", er det jo rart at have alternativer metoder til sin disposition...