Læsetid: 2 min.

Heroinen ligger klar fra april

Der bliver tale om ekstraordinære strenge sikkerhedsforanstaltninger, når fem kommuner her i foråret åbner for heroinbehandling af særligt udsatte stofbrugere
17. februar 2009

Flere hundrede særligt udsatte stofbrugere i København, Glostrup, Odense, Århus og Esbjerg kan se frem til at få udleveret lægeordineret heroin her i foråret. Sådan tegner situationen sig nu, oplyser Sundhedsstyrelsen.

Det bliver et ufravigeligt krav, at heroinen skal indtages under sundhedsfagligt opsyn. Sådan er det i andre lande, og sådan bliver det også i Danmark.

Udleveringen vil ske fra særlige klinikker, som vil blive oprettet specielt til formålet. Sundhedsstyrelsen oplyser, at det har været vanskeligt at finde firmaer, der ville være interesserede i at påtage sig eksportopgaven med at levere heroinen til behandlingen. Hvor heroinen kommer fra i verden, ønsker Sundhedsstyrelsen ikke at fortælle med henvisning til sikkerheden i ordningen.

"Det lyder måske lidt voldsomt, men sådan er virkeligheden," bemærker afdelingslæge Helle Petersen fra Sundhedsstyrelsen til Information.

Stofbrugerne må møde frem en eller to gange hver dag og indtage heroinen. Af økonomiske grunde vil klinikkerne ikke være bemandet til at holde døgnåbent, og stofbrugerne må derfor klare sig på metadon om natten, indtil klinikken åbner næste dag.

Det har vakt kritik, bl.a. fra Brugerforeningen, at stofbrugerne således skal møde frem to gange om dagen. Det kan ødelægge jobmulighederne for de stofbrugere, der er raske nok til at passe et arbejde.

"Sundhedsstyrelsen er klar over, at det er en krævende behandlingsform, og at det ikke vil være nemt at indpasse i en arbejdssituation. Men den primære målgruppe er i første omgang også de misbrugere, der på grund af svære misbrugsproblemer ikke umiddelbart er tilknyttet arbejdsmarkedet. Sundhedsstyrelsen tilstræber imidlertid at indbygge en stor grad af fleksibilitet, således at nem omstilling til metadon vil give mulighed for, at en stofmisbruger kan få 'fridage' fra den krævende behandling," siger Helle Petersen og tilføjer:

"Hvis misbrugerne udelukkende skulle have heroin, ville det kræve, at de kunne komme tre-fire gange i døgnet og få udleveret heroin."

Kravene til overvåget indtagelse hænger sammen med frygten for, at stofbrugere vil sælge den udleverede heroin, hvis de får en større beholdning, som de selv skal administrere.

Men det er at lade sine fordomme styre, kritiserer Brugerforeningen.

"Det er rigtigt, at der er eksempler på, at folk har solgt deres metadon for at få penge til at købe illegal heroin. Men det har virkelig formodningen imod sig, at en stofbruger vil sælge sin heroin. Det betyder jo bare, at vedkommende syvotte timer senere skal købe en pakke på det illegale marked," siger Jørgen Kjær.

Serie

Seneste artikler

  • FN's kamp mod narko er slået fejl

    13. marts 2009
    10 års FN-indsats for at komme narkotikaproduktion og -handel til livs er slået fejl. Nu mødes FN's medlemslande for at lægge en strategi for de næste 10 år. Men hvis de ikke erkender, at de sidste 10 års indsats har været en fiasko, nytter det intet, lyder kritikken
  • Minister afviser fixerum

    9. marts 2009
    Der bliver ikke rokket en tøddel ved regeringens klare nej til fixerum, siger sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) forud for FN-topmødet om narko
  • Vesterbro vader i kanyler

    5. marts 2009
    Hver dag renser frivillige fra SprøjtePatruljen det københavnske Vesterbro for kanyler og andet sprøjteaffald. Men det er svært at følge med, når stofbrugerne kun har gaderne at fixe på
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu