Nyhed
Læsetid: 2 min.

Historisk nedtur for dansk økonomi

Økonomer og politikere nærmest løber om kapi jagten på de mest pessimistiske vurderinger efter nye tal om dansk økonomi
Socialdemokraterne mener, at der skal gang i boligrenoveringer, og at der skal bygges nye daginstitutioner og hospitaler.

Socialdemokraterne mener, at der skal gang i boligrenoveringer, og at der skal bygges nye daginstitutioner og hospitaler.

Christian Als

Indland
28. februar 2009

Det ser sort ud for dansk økonomi, der nu er i recession efter to kvartaler med negativ vækst. Både økonomer og politikere har taget de helt sorte briller på, når de skal kommentere de nyeste tal for Danmarks bruttonationalprodukt (BNP).

Ifølge Danmarks Statistik faldt BNP i fjerde kvartal af 2008 med to procent, og dansk økonomi endte i hele 2008 med et fald i væksten på 1,3 procent. Og selv om regeringen finder et flertal til en skattereform, vil det først hjælpe økonomien i 2010, vurderer Sydbanks chefanalytiker, Christian Hilligsøe Heinig. I Nordea vurderer cheføkonom Helge J. Pedersen, at regeringen kan blive nødt til at gøre noget, der virker her og nu.

"Det er klart, at den voldsomme nedtur stiller store krav til den økonomiske politik. Regeringen er allerede i gang med at lempe på samme måde, som det sker overalt i udlandet. Men det er meget tænkeligt, at det bliver nødvendigt at fremrykke offentlige investeringer og give yderligere skattelettelser i år," siger Helge J. Pedersen.

Ifølge økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K) er der tre grunde til det faldende BNP: Danskerne holder igen med at bruge penge, eksporten falder, og der mangler investeringer. Alligevel skal danskerne ikke gå i panik:

"Vi siger til borgerne, at vi politikere gør de ting, der er nødvendige. Nu skal vi have afsluttet skatteforhandlingerne for at sende et signal om, at folk får flere penge. Det er afgørende for at få vendt situationen," siger Lene Espersen.

"Hos Socialdemokraterne mener politisk ordfører Henrik Sass Larsen, at der skal noget ekstra til for at undgå den helt store katastrofe. Krisen er stor, og der skal ifølge Socialdemokraterne nu gang i boligrenoveringer, og der skal bygges nye daginstitutioner og hospitaler, private skal tilskyndes til at forbedre deres bolig, og der skal igangsættes store anlægsarbejder.

"En af de ting, der virkelig er bekymrende i øjeblikket, er, at regeringen har den holdning, at man skal stimulere det private forbrug. Det, mener vi, er en total fejldosering i forhold til den økonomiske situation, vi står i," siger Henrik Sass Larsen.

Den vurdering er de radikales finansordfører, Morten Helveg Petersen, enig i. Regeringen skal lave en vækstpakke i stedet for at læsse alt over på borgerne. En skattereform er ikke nok, vurderer Morten Helveg Petersen.

I Danske Bank hæfter cheføkonom Steen Bocian sig ved, at det er 15 år siden, at væksten for et helt år var negativ.

"Vi skal faktisk helt tilbage til 1975 for at finde et tilsvarende skuffende væksttal for et helt år," siger Steen Bocian.

ritzau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her