Nyhed
Læsetid: 4 min.

Indvandrerbørn giver forældrene baghjul

Med uddannelse som løftestang er indvandrernes børn på vej til at sikre sig nogle muligheder og en velstand, som var utænkelige for deres forældre og ikke mindst bedsteforældrene i hjemlandene. Men uddannelsessystemet skal tilpasses, skriver Ugebrevet A4
Indland
16. februar 2009

Billedet af andengenerations-indvandrere som en problematisk tabergruppe er i opløsning i disse år, skriver Ugebrevet A4. Efterkommerne vender ryggen til pizzabarer og kiosker og udnytter - stærkt støttet af deres forældre - i stedet mulighederne idet danske uddannelsessystem. Går det, som de unge forventer, vil både deres uddannelse og indtægt overhale deres forældres i et tempo, som vil sige spar to til alt, hvad der hidtil er set inden for social mobilitet.

Det er analysebureauet Catinét Research, der i en ny undersøgelse afdækker den sociale mobilitet mellem generationerne blandt indvandrere. Det sker med uddannelse som målestok.

Allerede blandt førstegenerationsindvandrerne ser man, at både mænd og kvinder i højere grad end etnisk danske kønsfæller er bedre uddannet end deres forældre. Men det store skred sker hos andengenerationsindvandrerne, der er født og opvokset i Danmark.

59 procent af de 15-29-årige efterkommere er bedre uddannet end deres forældre - noget kun 35 procent af jævnaldrende med dansk baggrund kan svare bekræftende på. De unge med indvandrerbaggrund har derfor også forventninger om, at de opnår bedre økonomiske vilkår end dem, deres forældre har levet under. Man kan indvende, at fremgangen er sket med et lavt udgangspunkt, og at efterkommerne i det danske uddannelsessystem har fået langt bedre muligheder, end mange af deres forældre har haft. Men undersøgelsen viser, at førstegenerationsindvandrerne har store ambitioner på deres børns vegne og er meget opmærksomme på, at uddannelse er vejen frem for dem i det danske samfund.

Ni ud af 10 indvandrerforældre har forventninger om, at deres børn overhaler dem uddannelsesmæssigt. Og blandt børnene oplyser en næsten lige så stor andel af de 15-19-årige logisk nok, at de er blevet opfordret til at tage en uddannelse af forældrene. Blandt etniske danskere er det under halvdelen af forældrene, der har forventninger om, at deres børn får en bedre uddannelse end deres egen.

Flemming Mikkelsen, seniorforsker ved Akademiet for Migrationsstudier i Danmark og forskningschef hos Cati-nét, har stået for undersøgelsen. Han mener, indvandrerne og deres efterkommere er en befolkningsgruppe, som er i gang med at tage et højdespring i social mobilitet.

Langt mere aktive

Tal fra Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration dokumenterer, at efterkommerne de senere år er blevet langt mere aktive på uddannelsesfronten. Hvor 41 procent af de mandlige og 49 procent af de kvindelige efterkommere i 1995/1996 var i gang med en ungdomsuddannelse, var tallene i 2006/2007 vokset til henholdsvis 54 og 57 procent. Den positive udvikling gælder også de videregående uddannelser. Hvor 17 procent af mandlige og 15 procent af kvindelige 20-24-årige efterkommere i 1995/1996 var i gang med en videregående uddannelse, var procentdelene i 2006/2007 vokset til henholdsvis 19 og 31 procent. På de videregående uddannelsesinstitutioner har der med andre ord været en nærmest eksplosiv tilgang af kvindelige efterkommere.

Med den øgede uddannelsesaktivitet er andengenerationsindvandrerne kommet i nærheden af niveauet for jævnaldrende etniske danskere, hvor 59 procent af de mandlige og 60 procent af de kvindelige 16-19-årige var i gang med en ungdomsuddannelse i 2006/2007.

Når det trods vilje og motivation kniber for efterkommerne at komme helt op på siden af danskerne, kan det have noget at gøre med de barrierer, som mange unge med indvandrerbaggrund oplever i forhold til deres uddannelse. Ifølge Catinéts undersøgelse har tre ud af fire unge danskere, men kun hver anden af deres jævnaldrende med indvandrerbaggrund, kunnet få hjælp til lektierne af deres forældre. Ikke overraskende kniber det især med at få hjælp fra forældre, der har folkeskole eller tilsvarende som eneste uddannelse, og de udgør en stor gruppe blandt indvandrerne.

"Derfor bør man politisk tage lektiehjælp op de steder, hvorman ikke allerede har gjort det," mener Flemming Mikkelsen.

Ifølge andre forskere på området er der også brug for andre tiltag, hvis man vil få det bedste ud af den store motivation og vilje til uddannelse, der er blandt indvandrerne. For det hører med til billedet, at flere efterkommere end etniske danskere falder fra uddannelserne. Fra erhvervsuddannelserne har frafaldet et næsten katastrofalt omfang, og det er især drengene, der springer fra.

Høje forventninger

Noemi Katznelson, forskningsleder på Center for Ungdomsforskning på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, mener, at der er brug for både at arbejde med de unges forestillinger om, hvad der er muligt, og samtidig få afpasset forældres forventninger til, hvad deres børn kan.

"Nogle etniske unge har tilbøjelighed til at blive klemt mellem forventninger hjemmefra og så dét, de faktisk har mulighed for at indfri og realisere," siger hun.

Det store frafald på ungdomsuddannelserne har også andre årsager, mener Noemi Katznelson:

"Det handler også om mangel på praktikpladser. Der er jo ydre omstændigheder, som de unge ikke er herre over. De er afhængige af den stemning, der er på arbejdsmarkedet i forhold til etniske unge."

Bolette Moldenhawer, lektor på Københavns Universitet og specialist i indvandrere og uddannelse, mener, at erhvervsuddannelserne lider under, at de mangler status blandt indvandrere, og at vejlederne på skolerne gør ondt værre ved at motivere eleverne til uddannelserne på den dårligst tænkelige måde:

"Det er sådan noget, man siger til dem, der ikke kan læse eller skrive: Tag du dig en håndværkeruddannelse!"

Hun opfordrer til, at vi overvejer, om det danske uddannelsessystem er indrettet godt nok til at tage ordentligt imod indvandrernes efterkommere. Det kan godt være, at vi ikke i tilstrækkelig grad er opmærksom på, at social mobilitet også handler om at tilegne sig en kultur og omgangsform, der som udgangspunkt er fremmed for én, mener hun.

"Lægestudiet, for eksempel, er i den grad præget af, at det er lægebørn, der læser medicin. Det betyder, at der er andre barrierer i forhold til at komme ind og gøre sig gældende dér end andre steder i uddannelsessystemet. Jeg tror, man i langt højere grad skal kigge på, hvad der sker på de studier, hvor efterkommere især søger ind. Hvordan kan man organisere uddannelserne, så de unge faktisk kan få indfriet deres drømme?" inf.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jens peter hansen

Det lyder rigtig godt. Kunne vi så ikke blive fri for offerhysteriet i hverdagen. At mennesker uden uddannelse, ja som er analfabeter ønsker at deres børn bliver bedre uddannede end dem selv er vel ikke så mærkeligt. At børn der faktisk går i skole og har fri adgang til al slags undervisning bliver bedre uddannede end deres ophav, som aldrig har haft den mulighed i deres hjemland, er vel ikke så mærkeligt. En stor tak dem som hver dag arbejder med disse uddannelsesspringere, (som uden hjælp af de rigtige meninger, der har parkeret deres eget lille barn i en privat skole med rigtige meninger og mælkehvide kammerater, ) og som holder ud også selv om der lang vej igen. Velkommen til den virkelige verden.

Ja - hvor er det herligt - uden klasseskel ingen social mobilitet, for man kan jo kun stige i klasserne der hvor der er klasseskel !

------

Og hvad der var nede kommer op - og hvad der var oppe kommer ned, men hvad gavner det vandet der driver hjulet rundt ?

( frit efter B. Brecht )