Foruden Skattekommissionens forslag til en skattereform kunne formand Carsten Koch også løfte sløret for kommissionens nye logo, der i næsten skræmmende grad minder om Danske Banks. Ikke mærkeligt, når man betænker Kochs fortid som direktør i Danske Invest. Til gengæld underligt, at han ikke har ladet sig inspirere mere af bankens berygtede slogan: Gør det du er bedst til!
Personligt mødte jeg første gang Carsten Koch, da han i firserne underviste i Marxistisk Økonomi på Københavns Universitets polit-studie. Det skete ikke alene med stor - omend klædeligt kritisk - begejstring for manden med fuldskægget; men også med noget så sjældent i den akademiske verden som pædagogisk tyngde.
Det var derfor svært ikke at føle en vis medlidenhed med manden, da han skulle redegøre for Skattekommissionens anbefalinger. Han måtte gøre vold på sine kvaliteter som underviser.
Ved pressemødet i går viste det sig hurtigt, at Koch havde tre grundlæggende problemer, der stillede sig i vejen for, at han kan lade sine pædagogiske talenter komme de fremmødte journalister til gode.
For det første har Koch givet studeret ikke mindst Velfærdskommissionens vanskæbne, da statsministeren halvanden time efter offentliggørelsen kørte stort set samtlige ualmindeligt grundigt gennemarbejdede forslag gennem den såkaldte politiske realitets makulator.
Carsten Koch har derfor taget en runde med partierne, hvor han er blevet belært om, hvor deres respektive smertegrænser befinder sig for tiden. Det førte tilsyneladende til, at Koch var nødt til at redegøre for udspillet på Christiansborgsk - en særlig sproglig balanceakt mellem forsimpling og udenomssnak, hvilket paradoksalt nok i Kochs tilfælde fik selv de mest simple sammenhænge til at fremstå temmeligt komplicerede.
Dernæst vidste - ligesom alle andre økonomer - at det er umuligt at lave en effektfuld skattereform uden mindst at tage nogle af de økonomiske privilegier tilbage, som den nuværende regering har givet boligejerne.
Her bliver det til gengæld farligt, og selv vismændene tør ikke længere nævne den mest effektive model, hvor man på linje med al anden indkomst skal levere en bid af fortjenesten ved salg af fast ejendom til statskassen. Det er den model svenskerne benytter sig af, og som har været medvirkende til, at de betaler mærkbart mindre i skat af arbejdsindkomster, end vi gør. I stedet har Koch og Co. hældt gammel vin på nye flasker (Nyrup-regeringens "kickstart" af dansk økonomi i 1993/94) og foreslået endnu en reduktion i rentefradraget.
Den gamle tryllestav
Men et eller andet sted er Koch nok blevet belært af DF og Socialdemokratiet om, at alle anslag mod friværdi-kasten er så godt som udelukket, hvorfor der i de kommende forhandlinger bliver behov for at finde op til otte milliarder kroner.
Og det er så her, det bliver nødvendigt at hive den gamle tryllestav frem:
Troen på at der eksisterer såkaldt dynamiske effekter. De færreste afviser dem fuldstændigt; men ingen aner, hvor godt de virker - kun at de højst sandsynligt ikke har den store effekt i nedgangstider. Her blev Kochs præstation lidt famlende, og den gamle socialdemokrat måtte gribe dybt i æsken med økonomiske voodoo-dukker ... Men hvad gør man ikke for, at ens tidligere partifæller får mulighed for at renoncere på det "ultimative krav" om ikke at underfinansiere ...
For det tredje er det i det hele taget vanskeligt at retfærdiggøre en skattekommission, som selv medlemmerne må formodes at være klar over er inderligt overflødig, da al viden og samtlige handlemuligheder allerede er gennemlyst på alle leder og kanter - først og fremmest af den ene Vismandsrapport efter den anden, men også af den skampryglede Velfærdskommission. Skattekommissionsformanden skulle altså lade som om, at man er nået frem til ny og afgørende viden, der kan kaste et så klart lys over den kollektive politiske bevidsthed, at Folketinget kan rette op på de groteske skævheder, ikke mindst skattestoppet har gjort værre.
Dette illusionsnummer er muligvis gavnligt for den politiske proces, men det gavner desværre ikke den gamle lektor på Københavns Universitet, hvis han havde haft en ambition om at skabe ægte lys i mørket.
Det har så den fordel, at mediernes behandling hurtigt kan bevæge sig fra indholdet i forslaget til almindelig politisk spin-snak, som i det nuværende politiske klima om ikke andet synes at have den dynamiske effekt, at realpolitiske beslutninger kan blive truffet med så lille folkelig deltagelse og interesse som mulig.
Kim Bach er freelancejournalist
