Den store udbredelse af private sundhedsforsikringer er en vigtig årsag til, at folk uden forsikring ofte skal ventei månedsvis for at komme til speciallæge. Det er med til at skabe et A- og et B-hold, hvor folk i arbejde kommer til med det samme, mens kontanthjælpsmodtagere, pensionister og andre ikke-forsikrede ryger bagerst i køen. Og det er en alvorlig trussel mod ligheden i det danske sundhedsvæsen. Sådan lyder advarslen fra en række praktiserende læger.
En af dem er Arne Hantho. I 22 år har han arbejdet som praktiserende læge i blandt andet Københavns socialt belastede Nordvest-kvarter. De fleste af hans patienter er socialt svage og indvandrere uden sundhedsforsikringer. Han oplever dagligt, at de kommer bagerst i køen til speciallægebehandling.
"Det er jeg stærkt forarget over på deres vegne. Forsikringerne er en bombe under det fornemste adelsmærke i vores sundhedsvæsen: Lige adgang for alle," siger Arne Hantho.
Når han møder patienter med sundhedsforsikring, gør de ofte krav på at komme hurtigt videre i systemet.
"Så kommer patienten glædesstrålende og siger, at han allerede har lavet en aftale med en speciallæge, som blot kræver en henvisning fra mig. Det sætter os i en gidselsituation, hvor patienten bliver vred på mig, hvis min lægelige vurdering siger mig, at patienten ikke behøver denne behandling," siger Arne Hantho.
Den samme erfaring har Lene Flachs, praktiserende læge på Nørrebro.
"Sundhedsforsikringerne udhuler vores fælles offentlige sundhedsvæsen, som skal være til gavn for alle. Dem med sygeforsikringer kræver at komme forrest i køen, bare deres praktiserende læge lige skriver en henvisning uden yderligere vurdering. Men samtidig beder man os skubbe alle uden forsikringer længere bagud," siger Lene Flachs.
I Danmark fungerer den praktiserende læge som en gatekeeper - altså patientens indgang til hele sundhedsvæsnet. Mindre skavanker og sygdomme kan de selv håndtere, mens de andre gange har brug for at se en specialist, som en neurolog, hudlæge eller ortopædkirurg. Afgørelsen af, i hvilket omfang - og hvor hurtigt - man har brug for at blive visiteret til speciallæge, er altså normalt en central opgave for de praktiserende læger. Og ifølge Arne Hantho er denne helt afgørende rolle godt på vej til at blive kompromitteret.
"Det er jo også vores pligt som praktiserende læger at spare på pengene. Vi er sat i verden for at prioritere, hvilken behandling der er nødvendig uanset køn, alder, race og økonomi. Det er en sofistikeret balance, som de private forsikringer underminerer," siger Arne Han-tho.
Lægemangel
Alexander W. von Wallfeld, praktiserende læge i Hillerød, oplever også en social slagside. Han er alvorligt bekymret for konsekvensen af den ulige adgang til behandling hos speciallæger.
"De ressourcestærke patienter kommer i forvejen hurtigere til behandling. De er bedre til at søge læge, finde de korteste ventetider, køre til behandling og så videre. Den skævhed bliver endnu større, fordi mange af dem nu har en forsikring," siger han.
Forsikringsselskaberne argumenterer med, at man blot benytter den ekstra kapacitet, der er i sundhedsvæsnet, fordi lægerne arbejder i deres fritid. Men den logik har Alexander W. von Wallfeld svært ved at følge.
"Den køber jeg ikke. Der er kun et endeligt antal tider. Der er mangel på speciallæger, og så det gælder om at bruge ressourcerne bedst muligt," siger han.
Overbehandling
For Lene Flachs handler det ikke kun om, at nogen kommer foran i køen. Problemet er også, at patienter med en sundhedsforsikring i hånden får tilbudt behandlinger, som er overflødige. Det gælder for eksempel, når de får foretaget et gratis helbredstjek.
"Tilbud om opportunistiske helbredsscreeninger bidrager til den voksende ulighed i sundhedsvæsnet. De skaber også stor risiko for overbehandling, der igen betyder, at vi ikke prioriterer de mest syge højest," siger Lene Flachs.
Og regningen ender alligevel ofte i det offentlige sundhedsvæsen, lyder anklagen.
"Forventningerne til os praktiserende læger er, at vi med lukkede øjne og ører fungerer som privatklinikkernes ekspeditionskontor ind i det offentlige sundhedsvæsen, som så må udrede alle de skrækscenarier, der er sat i scene, og som heldigvis oftest er falsk alarm," siger Lene Flachs.
