Note
Læsetid: 1 min.

Mobning skyldes social angst

Indland
16. februar 2009

Mobning blandt elever i folkeskolen skyldes ikke enkeltpersoner, men angstmekanismer i flokken, skriver netavisen videnskab.dk. Det er psykologer fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, der har forsket i mobning, blandt andet ved at følge en lang række klasser og interviewe børn og lærere.

"Hidtil har man haft en tilgang til mobning, hvor man i høj grad har fokuseret på enkeltindivider. Årsagen til, at nogen mobbede eller blev mobbet skyldtes en fejl i den enkelte elevs personlighed. Det var altså Hans og Peter, det var galt med. Men erfaringerne viser, at mobning ikke nødvendigvis holder op, fordi mobberne bliver smidt ud. Og en person, der bliver mobbet i én klasse, bliver det ikke nødvendigvis i en anden klasse," forklarer professor Dorte Marie Søndergaard til videnskab.dk

I stedet for at hænge mobning op på enkeltindivider, skal man snarere se det som et symptom på, at der er et højt socialt angstniveau i klassen. Alle mennesker er afhængige af at tilhøre et fællesskab, og hvis man bliver truet på sit tilhør, så opstår der angst, mener forskerne. Næste skridt i projektet er et omfattende analysearbejde, der går ud på at undersøge de dynamikker, som starter eller vedligeholder mobningen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her