Fra højre til venstre på den politiske skala roses Skattekommissionens udspil højlydt, og samme anerkendende tone er fremherskende hos avisernes lederskribenter. Eksempelvis kalder Berlingske Tidende udspillet for - "et ambitiøst, gennemarbejdet og velafbalanceret forslag til at imødegå de massive problemer med mangel på arbejdskraft, som velfærdsstaten kommer til at stå i, hvis ikke der gennemføres nogle strukturelle ændringer i skattepolitikken."
Men er indkomstskatten det bedste redskab til at regulere udbuddet af arbejdskraft? Det har Information spurgt tre fremtrædende økonomer om, og deres svar er varianter over bogstavkombinationen n-e-j suppleret med forslag om bedre redskaber såsom integration, arbejdsmiljø og infrastruktur.
Bent Greve, professor ved Roskilde Universitet, påpeger, at undersøgelserne af, hvorledes indkomstskatten påvirker folks arbejdsadfærd, stammer fra 1996:
"Vores samfund har forandret sig meget siden da, og det giver i sig selv en usikkerhed, at skattekommissionen baserer sine beregninger på så gamle data. Derudover er det meget vanskeligt at beregne nettoeffekten af en skattenedsættelse. Skattekommissionens strikt økonomiske tankegang overser, at vi er et rigt samfund, hvor folk betragter fritid som et gode. Det rokker nogle få skatteprocenter næppe ved."
Per Kongshøj Madsen, professor ved Ålborg Universitet er enig:
"Sammenhængen mellem arbejdskraftudbud og skat er skrøbelig. Når indkomstskatten falder, reagerer folk forskelligt - nogle napper en time ekstra, når de får flere penge ud af at arbejde, mens andre arbejder færre timer, fordi de synes, at skattesænkningen giver dem råd til at holde mere fri. Hvilken af de to effekter, som er stærkest, er svært at sige."
Christen Sørensen, professor ved Syddansk Universitet understreger, at mange andre reformer er mere tiltrængte:
"Det er mig ubegribeligt, så lille en rolle uddannelsessystemet spiller i diskussionen. Det er jo en katastrofe, at andelen af mennesker, der har en uddannelse, er faldende."
Syge arbejder mindre
Også Per Kongshøj Madsen finder det "ærgerligt", at indkomstskatten i så høj grad er i centrum for debatten:
"Der er så meget andet, der kan øge udbuddet af arbejdskraft på længere sigt. Eksempelvis øgede investeringer i infrastrukturen, så folk ikke skal bruge så meget tid på landevejene og i togene. Uddannelsesinvesteringer er et andet område. Vi ved, at jo højere uddannet folk er, desto flere år bliver de på arbejdsmarkedet."
"En mere effektiv arbejdsmarkedspolitik kan også bidrage til at få ledigheden ned og dermed øget arbejdskraftudbuddet. Samtidig kan en arbejdsmiljøpolitisk indsats mindske antallet af sygedage osv. osv.," siger Per Kongshøj Madsen.
Bent Greve tænker i samme baner: "Sandsynligvis vil man få flere arbejdstimer ud af at skabe gode arbejdspladser end ved at sænke indkomstskatten. Stress, sygdom og dårligt arbejdsklima i bred forstand ødelægger folks arbejdslyst - hvis man kan øge arbejdsglæden, så øger man også arbejdsudbuddet."
Men der er også andre uudnyttede muligheder for at øge arbejdsudbuddet, understreger Bent Greve:
"Vi har en stor arbejdskraftreserve blandt indvandrerne og deres efterkommere. De kommer ikke i sving ved hjælp af skatteændringer, men med integration i bred forstand. Der er allerede vækst i deres tilknytning til arbejdsmarkedet, og hvis vi kan få indvandrernes erhvervsfrekvens på niveau med etniske danskeres, så betyder det mindst lige så meget for arbejdsudbuddet som en skatteændring."
Bestillingsarbejde?
Disse alternative bud på, hvordan man kan få danskere til at bruge mere af deres liv på lønarbejde, rejser spørgsmålet om, hvorfor skatteprocenten fylder så meget i debatten.
Christen Sørensen nærmest sprutter svaret ud: "Det har I journalister da selv været med til at sørge for, I ringer jo altid til Dansk Industri eller til bankøkonomer. De vil jo ikke pege på investeringer i skoler, uddannelser osv. De har deres egne interesser at pleje. "
Per Kongshøj Madsen påpeger, at debatten i høj grad er domineret af økonomer - og så bliver løsningsforslagene økonomisk orienterede og fremstillet i letfattelige tal:
"Politologer skelner undertiden mellem 'tamme' og 'vilde' problemer. Sammenhæng mellem skat og arbejdsudbud hører til de 'tamme', dvs. problemer, der kan forklares og løses overbevisende i ganske få sætninger. Omvendt er områder som for eksempel integration og uddannelse meget mere 'vilde', dvs. bøvlede at formulere løsningsstrategier for - ændrede pædagogiske metoder er meget luftigere end skatteprocenter."
Endelig spiller forholdet mellem fagfolk og politikere en vigtig rolle: Christian Sørensen er betænkelig over, at kommissionens formand, Carsten Koch, under arbejdet har gjort det til en dyd at være i tæt kontakt med Christiansborg og sat som mål at levere forslag, som var politisk acceptable:
"Sådan en løbende kontakt med de politikere, som har formuleret kommissionens opgave, fremprovokerer spørgsmålet, om kommissionens forslag er sagligt udtryk for, hvad der bør gøres, eller om det er udtryk for, hvad der politisk er muligt. Det er jeg meget forundret over, at skattekommissionens medlemmer har tilladt."
Nødvendig artikkel.
Forslaget om beskæring af SU, er vil nærmest et forsøg på at skaffe mindre arbejdskraft.
Paradokserne står i kø når man ser på skattekommissionens overskrifter.
Vellønnede skal have gulerødder, fordi man tror (der er nemlig ingen der ved det) at de så vil arbejde mere. De arbejder i øvrigt så rigeligt i forvejen og det er svært at tro på at ret mange vil øge arbejdstiden fra f.eks. 60 til 70 timer om ugen.
Overførselsindkomster og lavtlønsgrupper skal have pisk fordi man tror (fejlagtigt, det er nemlig undersøgt) at netop det vil få flere i disse grupper til at arbejde (mere).
Herunder kan man også udlede at integration af de mange arbejdsløse udlændinge betragtes som et spørgsmål om at sulte dem ud på arbejdsmarkedet.
Man siger at man gør det for at kunne bevare velfærdssystemet, for at få flere til at arbejde (mere), men hvis skattelettelserne til de vellønnede blot omsættes til mere Wellness og lavindkomstgrupperne blot bliver arbejdsløse og fattigere pga. finanskrisen...Hva’ så?
Velfærdssystemet bygger bl.a. på en veluddannet arbejdsstyrke, men alligevel vil man reducere SU, så det bliver vanskeligere at gennemføre en længerevarende uddannelse og flere vil vælge det fra eller droppe ud i utide. Hva’ så?
Man går bevidst efter struben på de faglige organisationer ved at fjerne fradraget for de faglige kontingenter. Det vil få endnu flere til at vælge det fra, så når krisen rigtig begynder at kradse og arbejdsløsheden stiger vil kommunerne gå i knæ pga. de store udgifter til kontanthjælp. Hva’ så?
Der er selvfølgelig lige det med reducering af rentefradraget for husejere, men det er da heller ikke et øjeblik for tidligt. Ligeledes begrænses fradraget til de private sygeforsikringer og det er også nødvendigt hvis illusionen om bevarelse af velfærdsstaten skal opretholdes.
Det er visionsløst og uhyggeligt kynisk i forhold til lavindkomstgrupperne, som må klare sig som de bedst kan. Margaret Thatcher og andre har jo lissom afprøvet modellen, hvorfor skal vi nu til at begå de samme fejl?
Man kan undre sig over al den rosende omtale, men sjovt nok hører økonomerne, politikerne, journalisterne og kommentatorerne alle til i den lønkategori der udløser de store skattelettelser…
Hæh! - nu mangler vi næsten ikke flere områder, før Fogh har kopieret den katastrofe de konservative slæbte New Zealand igennem i slutningen af 90'erne
... på uddannelsesområdet flygtede de unge til udlandet for at gå på Uni (de skulle selv betale det meste derhjemme alligevel), og efter at Labour kom til igen og begyndte at rette op, er de stadig ikke kommet tilbage.
Når nu de liberale er årtier bagud, må der da være masser af billige og lettjente point til oppositionen?
Helle, for H... lad nu være med at forsøge at være så forbandet taktisk. Dine vælgere gennemskuer det - det kan sagtens høres - så vis at S vil andet og mere eller tab også det næste valg! Måske vil det være en god ide hvis Sass Larsen fandt sig et godt ben andetsteds.
Skattelettelser, et mantra vi nu har hørt på i umindelige tider. Det handler vel dybest set bare om at rage til sig, og gi' fanden i solidariteten. Det er lidt uhyggeligt, at man i den grad, som oven for nævnt, bare lader sig inspirere af Thatcher, New Zealand,CEPOS og Chicago-skolen, især når man nu kan se effekten af disse teorier og politiske tiltag...
Og ja, Sass Larsen har da vist aldrig været socialdemokrat, slev ikke efter "New Labour"- modellen
men han er jo en rigtig skærmtrold!
"Der findes bedre redskaber til at øge udbuddet af arbejdskraft end indkomstskatten, mener flere topøkonomer"
TOPØKONOMER - det skriger jo til himlen at kalde Bent Greve og Per Kongshøj Madsen for TOPøkonomer. De er dårligt nok økonomer og har ikke publiceret en eneste artikel i bare et middelmådigt økonomisk tidsskrift.
Det er simpelthen for UNDERLØDIGT som Information støvsuger markedet for afdankede internationale "økonomiske eksperter" og danske "topøkonomer" hvis publikationsliste primært består af avisartikler og festskrifter for pensionerede kolleger.
En problemstilling, dvs. den systematiserede, iscenesatte jagt på en løsning, nogle tilsigtede virkninger eller en formålsmæssighed bygger på en serie af præmisser, en dybereliggende rationalitet eller en ikke eksplicit ramme, inden for hvilken problemstillingen finder sin gyldighed.
Artiklen bygger på problematikken om: ”hvordan man kan få danskere til at bruge mere af deres liv på lønarbejde, … (og fra underoverskriften) hvordan man øger udbuddet af arbejdskraft…”
Hvis man ikke er enig i denne problemstilling, så er artiklen ikke meningsfuld i sig selv. Hvis den alligevel er meningsfuld, så er det fordi den selv er en kommentar til et kommissionsudspil, som bygger på netop samme problemstilling.
Det virker som om den samlede danske presse og hele det politiske system står bag problemstillingen. Det er yderst bekvemt, let, hamrende idiotisk, afslørende for den totale mangel på evne og mod til at orientere sig selvstændigt i det politiske system og i medieverdenen.
Som jeg skrev i går: ”Kommissionens udspil tager udgangspunkt i der virkelighed, man fandt omkring sig for et år siden, da man på baggrund af den pseudoagtige vækst tilsyneladende manglede hænder og arbejdskraft.” http://www.information.dk/181494
Problemstillingen er falsk. Artiklen er del af den store performativt selvbekræftende orden, den uhellige alliance mellem det politiske system og medieverdenen. Man fornemmer, at der er lagt en dagsorden, man fornemmer de stiltiende enighed om ikke at stille de relevante spørgsmål, som ville afsløre at udspillet er formuleret på falske præmisser. Der er lavet en aftale (stiltiende eller ej) om at nu holder vi os til agendaen, for vi har vedtaget, at dette skal køres igennem. Også selv om udviklingen i verden har overhalet relevansen af forslagene fuldstændigt.
Hele verden står midt i det største økonomiske tilbageslag, som er set siden krakket i tyverne. Der er allerede galoperende inflation i ledigheden over alt i den globale økonomi (50 millioner nytilkomne ledige ca. på globalt plan).
De sidste 20 års økonomiske fremgang var baseret på en stor fiktiv værdistigning. De nominelle værdistigninger, som man så i boliger og på aktiemarkederne, var i virkeligheden inflation. Men af politiske årsager blev disse værdier ikke kaldt for det, de var. Kapitalværdierne og bevarelsen af valutaens værdi er prioriteret over alt andet i overensstemmelse med den monetaristiske filosofi, og grundlaget for, at vi kan bevare vor købekraft i forholdet til udlandet, dvs. i forholdet til de asiatere, som producerer vore arbejdsintensive varer og i forhold til resten af ulandene, som vi henter broderparten af vore naturressourcer og de gode hjerner fra, uden at betale med andet end vore kunstige pengeværdier.
Nu ser det ud til at illusionen om vores værdier er ved at briste for alvor. Heldigvis, for vi har levet på nas i forhold til udlandet og vor egen natur alt for længe.
Arbejdsløsheden og det økonomiske kaos har allerede væltet regeringen på Island.
Arbejdsløsheden er på 16 % i Spanien, og økonomien ligger i koma hernede. Men fordi spanierne er besindige mennesker, så tager de den roligt endnu.
Det græske samfund er i oprør. Det er ikke kun anarkisterne, som er sure. Mediernes beskrivelse, af hvad der foregår dernede, er så lammende ude af kontakt med de skævheder som findes af traditionelt nationale grunde, men også som følge af det monetaristiske Europas indgriben i landets institutioner og offentlige forvaltninger. Den økonomiske ulighed er gigantisk, og arbejdsløsheden stiger og stiger.
Storbritannien har de største økonomiske problemer af alle. Selv om folk her, med grundlag i sin ret til undtagelse i forhold til almindelige arbejdstidsbestemmelser inden for EU, har tradition for at arbejde op til 60 timer hver eneste uge, så hænger deres økonomi i laser. Deres bankvæsen, som fylder rigtig meget i deres samlede regnskab, fordi London er en finansielt centrum for hele verden, står på fallittens rand. Resten af Storbritanniens overarbejdende befolkning, kan se frem til økonomisk ruin, uanset hvor meget de knokler. Og når de så bliver fyret oven i, og de skal til at leve på nåde af det sociale velfærdssystem, som er ført tilbage til stenalderen af Thatcher og med godkendelse af Toni Blair, så lærer for første gang, hvad det var, de gik ind for, da de med Thatcher og Reagan som deres ledere valgte deres egen form for markedsfundamentalisme, deres egen parallelle udgave af institutionaliseret monetarisme ved siden af og som vedhæng til resten af Europa.
Frankrig strejker. Arbejdsløsheden stiger.
Økonomien er måske ikke så dårlig endnu, men folk er sure, fordi de risikerer ikke at få noget som helst ud af deres relativt store arbejdsindsats, og fordi de kan se hvilken vej det går.
De gamle kommunistiske østlande, som først lige er kommet ind i varmen, står og mangler investeringer og aktiviteter. De er slået ind på kapitalismens vej, men har ingen kapital. Demokratierne er svage her. Når den globale økonomiske krise først rammer dem med massiv arbejdsløshed, så vælter regeringerne på stribe. De sociale konsekvenser heraf er uoverskuelige.
http://www.elpais.com/articulo/internacional/crisi...
I Tyskland, vor største samhandelspartner, der handler den offentlige diskurs om arbejdsløshed, statens overtagelse af banker, skjulte rådne bankaktier osv. Produktionen og efterspørgslen rasler ned, sammen med beskæftigelsen.
Men i lille Danmark der taler vi om, at nu skal vi have nogle flere hænder. Det skal kunne betale sig at gøre en ekstra indsats.
Og ih hvor er der brug for flere hænder. Og hvor bliver der brug for dem i fremtiden. Og hvor er der brug for nogle flere penge, vi kan jo dårligt få til salt til ægget, eller sukker til havregrøden.
Selvfølgelig skal vi forbruge os ud af den mangel vi skaber omkring os. Det mangler da bare. Ned med skatten til de privilegerede, så de kan få incitament til at tjene nogle flere kr. til fordel for resten af befolkningen. Deres succes er alles succes. Også selv om de ikke gider dele med andre end sig selv, og selv om det er en stor forbandet løgn at disse storsvinende og storforbrugende danskere kan forbruge sig ud af den mangel, de skaber omkring sig i verden.
Evnen til at koncentrere sig om sine egne små illusioner, og evnen til at glemme, hvad det er, man har gang i, den evne er fantastisk.
Men når EU revner, fordi misfosteret ikke er i stand til at overleve uden fortsat ekspansion og heldige vinde, så begynder den fremherskende selvbeskrivelse at få problemer både i EU og her i DK. Ikke fordi der er noget ny i det, at den menneskelige erfaringen sjældent svarer til noget. Men simpelt hen fordi, den sært indavlede form for selvforståelse ikke rigtigt kan tilpasse sig omstændighederne. Og når problemerne først for alvor vælter ind over grænserne, ja så vil nogle her i landet se tilbage, og sige, hvad var det nu lige for en problemstilling, vi handlede ud fra i denne situation. Hvem var det der gav os skyklapper på! Jeg vil så gentage, som altid, at erfaringen er en konstruktion. Den svarer ikke til noget. Kun evolutionen har ret, kynisk, umoralsk og bedøvende lige glad som den er. Den orienterer sig lige som en damptromle.
Det er uendeligt meget mere relevant at tale om at fordele den smule arbejde, der er tilbage, end at fortsætte med at lade som om, at der er brug for flere hænder.
Vi skal have forbruget og produktionen ned. Jeg henviser derfor endnu en gang til min ven Peter Tranberg, som i 1991 lagde navn til denne udmærkede kronik: http://www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-44.pdf
Budskabet i kronikken er langt mere aktuel på trods af de 18 år den har på bagen, end kommissionens dugfriske udspil, og debatten om det i de følgagtige medier er lige så autistiske, som den er ureflekteret. Performativt selvbekræftende nonsens!
Simon Sen skrev:
=
Og ja, Sass Larsen har da vist aldrig været socialdemokrat, selv ikke efter "New Labour"- modellen
=
Så kender du vist ikke New Labour-modellen. Det er ikke tilfældigt at man i UK taler om landet to konservative partier: Tory og Labour.
Ikke engang den yderste højrefløj i folketinget, Liberal Alliance, vil indføre skolepenge på danske universiteter. I UK betaler forældre med store indtægter, der svarer til de maksimale, danske arbejdsløshedsdagpenge, skolepenge for børnenes universitetsuddannelser, og heldigvis synes ingen partier at købe Carsten Kochs idé om at fjerne SU på universitetsuddannelsernes 2. del.
Rentefradraget? Der er tydeligvis ingen partier uden for regeringen, der vil bringe kravet om en reduktion ind i forhandlingerne, og for regeringen selv vil det kunne en vælgermæssig møllesten om halsen. Mon DF i øvrigt vil kunne støtte et sådant forslag, i den nuværende boligkrise?
Og så kommer vi til fradraget for a-kasse og fagforeningskontingenter. Skal S-SF med tror jeg ikke at det bliver med det forslag, der jo blot vil få flere til at forlade systemet, der giver os flexicurity.
Derimod kunne man jo se på landbrugsstøtten, der blot sikrer at forbrugerne betaler kunstigt høje priser for fødevarer. Eller nej, det ligger jo i EU-regi ;-(.