Nyhed
Læsetid: 3 min.

Politikerne fører retspolitik i blinde

Der mangler uvildig viden om politiets arbejde, derfor aner politikerne reelt ikke, hvad de giver penge til, mener forskere
Indland
16. februar 2009

Politiet har haft alt for let adgang til flere penge og flere magtbeføjelser, mens uvildige eksperters budskaber er blevet overhørt, konkluderer historiker Mette Volquartzen i sit speciale om politiets rolle i den senmoderne retstat, der snart udkommer som bog.

"Når politiet i 1999 og 2003 melder ud, at borgerne ikke kan føle sig trygge, så er det stik stik imod al viden om, at kriminaliteten rent faktisk var faldende," fortæller Mette Volquartzen.

Hun har især kigget på politiets indberetninger til politikerne omkring organiseret kriminalitet i 1990'erne, og det chokerer hende, hvor lidt uvildig ekspertviden, der er i politiets rapport, men måske især, at politikerne alligevel giver flere penge og flere magtbeføjelser til politiet.

Lars Holmberg, der er lektor i kriminologi på Københavns Universitet, er enig i, at det kan være svært at trænge igennem med ekspertviden, når det gælder kriminalitet og politiets arbejde:

"Historisk set har der været en modsætning mellem politiet og eksperterne inden for f.eks. kriminologien herhjemme."

Manglende forskning

Både i Norge og Sverige er der langt mere forskning i kriminalitet og politiets arbejde end herhjemme, selvom der ifølge Lars Holmberg er kommet mere forskning på området de seneste år. Det er dog ikke kun politiet, der vægrer sig mod at inddrage flere uvildige eksperter og mere viden.

"En del politikere siger med fuldstændig sindsro, at de ikke tror på, hvad eksperterne siger, når det gælder kriminalitet og politi, så det er nok et af de områder, hvor mange har en uforbeholden mening uden, at den nødvendigvis er særlig velbegrundet," siger Lars Holmberg.

Leder af det uafhængige Center for Rets- og Politiforskning, Filip Soos, mener, at problemet er, at der ikke bliver forsket nok i politiet herhjemme:

"Vi ved utrolig lidt om, hvad politiet bruger sin tid til, og hvad der kan betale sig. Men strengere straffe og mere politi er en meget let måde at signalere handlekraft på for politikerne. Det bekymrende er, at politikere gang på gang giver penge til politiet uden at vide, hvad der virker."

Retsfølelsen hersker

Næstformand i Folketingets retsudvalg Anne Baastrup er enig, at der ikke er nok viden på området. Hun mener dog heller ikke, at alle polikere vil lytte særligt meget til eksperterne, fordi det retspolitiske område i den grad er blevet polariseret efter Dansk Folkeparti har fået mere magt:

"Retsområdet er i den grad blevet en slagmark, hvor politikerne ikke lytter til forskerne, men deres egne følelser. Politiet har fået så hatten passer i den proces, mens f.eks. domstolene ikke har fået flere penge."

Anne Baastrup mener, at manglen på ekspertviden på det retspolitiske område koster samfundet dyrt:

"Regeringen har indført strengere straffe stik imod al viden om effekten af dem, og det betyder, at der i dag sidder folk i fængsel, som slet ikke behøvede at sidde der, eller som sidder der i alt for lang tid, hvilket i sidste ende fører til mere kriminalitet."

Retsordfører for Dansk Folkeparti, Peter Skaarup, mener, at det kan være nødvendigt at sidde ekspertviden overhørig:

"Jeg synes nu, vi er meget opmærksomme på forskellige rapporter og eksperter, men det er klart, at når vi skærer ind til benet, så har vi nogle politiske holdninger, og de går blandt andet på strengere straffe. Det handler selvfølgelig om ens retsfølelse, og det synes jeg ofte, at eksperterne glemmer."

At politiets kampagner eller folkestemningen skulle gøre politikerne mere tilbøjelige til at dele millioner ud, kan han ikke genkende:

"Vi giver ikke millionbevillinger til politiet, uden at der nogle reelle behov bag. I øvrigt mener jeg, at det er en skrøne, at politiet skovler penge ind. Det kan godt være, at der bliver brugt flere penge på politiet, men antallet af betjente er ikke steget nævneværdigt," siger Peter Skaarup.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her