Læsetid: 4 min.

Skattelettelser på klods med sigte på bred reform

Trods bred politisk modvilje mod at belaste boligejerne, synes vejen banet for en bred skattereform. Men fagbevægelsen lægger massivt pres på oppositionen for at undgå stigende ulighed
Skattekommissionen anbefaler, at man sænker rentefradraget for boligejerne fra 33 til 25 procent. Det skal sikre ni milliarder kroner til skattelettelser. Forslaget vil af mange vælgere opfattes som et brud med det populære skattestop, der har fungeret i 2.625 dage, og som har været et af regeringens absolutte trumfkort.

Skattekommissionen anbefaler, at man sænker rentefradraget for boligejerne fra 33 til 25 procent. Det skal sikre ni milliarder kroner til skattelettelser. Forslaget vil af mange vælgere opfattes som et brud med det populære skattestop, der har fungeret i 2.625 dage, og som har været et af regeringens absolutte trumfkort.

Mogens Ladegaard

3. februar 2009

"Den generer mange mennesker, det kan jeg godt sige - rigtigt, rigtigt mange."

Med den bemærkning har Skattekommissionens formand, Carsten Koch, gjort sit ypperste for at tage ansvar for det, politikerne ikke vil: At lade danskere med boliglån betale for en omfattende omlægning af skatten. Forslaget vil af mange vælgere opfattes som et brud med det populære skattestop, der har fungeret i 2.625 dage, og som har været et af regeringens absolutte trumfkort. Men netop en sænkelse af rentefradragsretten er en afgørende finansieringskilde for en reform af en vis karat.

Og for en syv år gammel borgerlig regering opfattes skattereformen som en kongereform: Der er med andre ord grænser for, hvor meget man kan sænke ambitionsniveauet. Ikke mindst i betragtning af, at velfærdsreformen fra 2006 og sidste års arbejdsmarkedsreform er blevet stærkt kritiseret for at være utilstrækkelige.

Til trods for, at de store politiske partier står i kø for at pointere, at forringelser i rentefradraget ikke er en blomst, de har dyrket i deres have, ved de ganske vel, at den er en absolut nødvendighed.

Det bliver således heller ikke det forslag, der i realiteten vil stå i vejen for et bredt forlig.

Politisk lydhørhed

Skattekommissionens udspil er med omlægninger af skatten for hele 35 mia. kr. ambitiøst, men også et mønstereksempel på politisk lydhørhed.

Formanden har undervejs i udarbejdelsen haft tæt kontakt til politikerne og undgår dermed at blive anklaget for at være politisk tonedøv - en skæbne, der overgik Velfærdskommissionen med dens forslag om at afskaffe efterlønnen.

Men selv om kommissionen så at sige rammer inden for skiven, er der en række anbefalinger, der vil være uspiselige i bestræbelserne på at nå en bred reform.

SF har allerede råbt forligsbrud til forslaget om at forringe SU'en, og forslaget om at fjerne momsfritagelsen for dagblade har statsministeren allerede afvist.

Tidens stigende arbejdsløshed vil også gøre forslaget om at forringe fradraget for medlemskab af fagforening og a-kasse upopulært. Og netop protesterne fra fagbevægelsen, vil oppositionen være tvunget til at lytte opmærksomt til.

3F advarer om, at en forringelse af rentefradragsretten vil føre til flere tvangsauktioner, og LO-formand Harald Børsting tordner mod kommissionens udspil, som han mener begunstiger de rige og efterlader de lavtlønnede med en lang næse.

Carsten Koch medgav på gårsdagens pressemøde da også, at folk uden for arbejdsmarkedet ikke vil blive tilgodeset tilstrækkeligt til, at man helt undgår at øge uligheden.

Omvendt er det noget nær umuligt at gøre det mere attraktivt at arbejde (mere), uden at folk på overførselsindkomst bliver forfordelt. Og formanden lod da også klart forstå, at hvis politikerne fravælger enkelte elementer i udspillet, bedes de fremkomme med andre bud på finansieringen.

De bud står mildt sagt ikke i kø. Til gengæld var Socialdemokraterne og SF hurtige på aftrækkeren, da de i går efterlyste bedre vilkår for pensionisterne, som ud over en grøn check på 700 kr. som kompensation for stigende afgifter ikke får gavn af anbefalingerne.

Festen først...

Netop kravet om at tilgodese pensionisterne er en torn i øjet på Dansk Folkeparti. S og SF stjæler støttepartiets mærkesag, og reaktionen har foreløbig været et forsøg på at holde oppositionen uden for døren til forhandlingslokalet. Det vil ikke lykkes.

Især SF er særdeles ivrige efter at vise sig regeringsduelige og økonomisk ansvarlige, og en omfattende reform vil være svær for oppositionen at stå uden for, da den vil have indvirkning mange år frem i tiden.

Samtidig vil oppositionen også arbejde for, at reformen ikke bliver så omfattende og langsigtet, at man låser sig fast.

Efter et eventuelt regeringsskifte skal der gerne være visse finanspolitiske knapper at dreje på, der kan skaffe indtægter til forbedring af velfærden.

Men også her har kommissionen været hensynsfuld. Trods forlydender om, at regeringen er parat til at lade dynamiske effekter betale en del af skattelettelserne, har Koch og hans folk sørget for et fuldt finansieret udspil. Indregner man det faktum, at folk vil arbejde mere, når skatten lettes, er det forsigtige bud, at staten vil indkassere mindst syv mia. kr. på den konto. Penge, oppositionen vil søge øremærket til velfærd, når forhandlingerne går i gang.

Foreløbig afventer man regeringens udspil, der kommer i slutningen af denne måned. Og her vil den politiske vilje til at forsøde den for boligejerne bitre pille være stor. Det er derfor ikke usandsynligt, at regeringen vil foreslå at udskyde ændringerne i rentefradraget eller at udfase dem over en længere periode end de fire år fra 2012, som kommissionen har spillet ud med.

Samtidig kan man fremrykke skattelettelserne, så danskerne hurtigere belønnes for på længere sigt at skulle holde for. Meget tegner således til et bredt forlig om skattelettelser på klods, men oppositionens vilje til at gå med på den reform, den selv har efterlyst i årevis, vil blandt andet afhænge af gehøret for fagbevægelsens protester.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Martin Ammentorp

Kan nogen huske, hvad der skete sidst rentefradragsretten blev sat ned? Det kunne være interessant at få det med i debatten.

Derudover synes jeg som lejer det er hel fint ikke længere at skulle være med til at finansiere (så meget af) husejernes renteudgifter.

Bjarne F. Nielsen

Meget flot gennemgang af dagens reaktioner på anbefalingerne fra Skattekommissionen.

Stigende levealder med færre unge til at betale for flere ældre, er en væsentlig årsag til reformarbejdet.

Man kan håbe på et bredt forlig med undtagelse af DF.

SF, S og radikale vil kunne sikre, at reformen ikke får social slagside og har en grøn profil.

Vi får se, hvad der er tilbage, når lovstoffet måske vedtages inden sommerferen og med virkning fra 1. januar 2010.

Mon ikke det alligevel ender med en smal, mindre aftale mellem VKO-aksen? Det ville alt andet lige være en stor politisk nyhed, hvis regeringen for en gangs skyld gjorde mere end bare at invitere oppositionen med for syns skyld...Når selve forhandlingerne går i gang, vil fristelsen til at lave en smallere pakke med bedre vilkår for boligejerne (læs: kernevælgerne) og mindre social balance (selv om der allerede mangler noget i Koch's forslag på dette punkt) nok alligevel blive for stor - og vi ser en gentagelse af tidligere forhandlingsrunder. (Jf. regeringens udtalelser om SF's nye reformprogram i gårsdagens avis - den slags parti kan man da ikke arbejde sammen med om skattepolitik; det er jo ren socialisme!)

Ikke desto mindre er det da rart, at vi for en gangs skyld har fået et seriøst oplæg til revidering af skattereglerne i dette land. At Koch har valgt et fuldt finansieret forslag, ja det kan man jo tolke som hans kommentar til regeringens holdning omkring "dynamiske effekter" - som jo nok bedst beskrives som et "leap of faith".

I det hele taget forekommer denne regering mig meget fjendsk over for upartisk forskning og kommisionsarbejde; arrogancen over for "ekspertviden" er knappest en nyhed, men det siger det hele, at Koch har måttet udforme et politisk forslag frem for et økonomisk. Når man tænker over, at han har skulle lave et forslag, der tager højde for både skattestop og kravet om skattelettelser, ja så har han fået noget ud af det.

Forslaget om at nedsætte SU'en er dog en dødsejler og noget, der bør fjernes. Det giver ingen mening at straffe dem, der tager de længste uddannelser for at spare et par skillinge - der bør som minimum være mulighed for at få dækket den periode, uddannelsen varer. Forslaget om, at man kan optage statslån for resten af pengene, tror jeg ikke er gennemtænkt. Man kan sagtens forestille sig studerende, som i stedet for at låne foretrækker at arbejde en smule mere, og derved forsinkes i systemet (yderligere).

Hvis der skal skæres i rentefradragsretten, så bør det for det første gælde al privat gæld ?

(Hvorfor skulle nogen former for privat gæld berettige til fradrag medens andre ikke gør det ?)

For det andet, så bør ejendomsværdiskatten skæres væk i samme omfang.

Ejendomsværdiskatten er en skat på , at man bor i sin opsparing.

Hvis man har sin opsparing i antikviteter , frimærker , gamle mønter o s v eller bare har dem stående på en sløv rente i banken - så bliver man ikke flået . Men i det øjeblik, man sætter opsparingen i et hus, så falder skattehammeren - hvorfor ?

De begrundelser jeg har hørt , er alle "skin-begrundelser" - der er igen reel holdbar grund, og hvis rentefradragsretten falder , så må ejendomsværdibeskatningen da også ryge?

At udskyde en ophævelse af rentefradragsretten til efter 2012 er bare et forsøg på at undgå, at sagen bliver et tema ved næste folketingsvalg - det er bare en tand for for udspekuleret.

At nedsætte SU er ret underligt, med mindre man vil love, at der virkelig er guld og grønne skove til dem, der tager en længere uddannelse og selv betaler - et sådant løfte får man ikke, og hvis man får det, så bliver det ikke holdt.

Og så er der noget med beskatning af pensionsudbetalinger ?

Det vælter regnestykket for dem, der står for at gå på pension i de nærmeste 7 - 8 år, og som er for gamle til at lave en yderligere pensionsopsparing for at kompensere for den nye beskatning..

Mon ikke vi alle er bedre tjent med at glemme alt om en reform?

Dorte Sørensen

Mette Klingsey skriver som de fleste mediefolk, at
” Forslaget vil af mange vælgere opfattes som et brud med det populære skattestop, der har fungeret i 2.625 dage, og som har været et af regeringens absolutte trumfkort. Men netop en sænkelse af rentefradragsretten er en afgørende finansieringskilde for en reform af en vis karat.”
Men er det nu også rigtigt at Fogh Rasmussen har overholdt sit eget statiske skattestop.
Bare et par eksempler .
Fx lod Fogh Rasmussen og DF lejerne betale for nybyggeriet af ældreboliger via deres månedlige indbetalinger til Landsbyggefonden. Det kan vel godt kaldes skat for lejerne.
Ligeledes forlod Fogh Rasmussen selv sit statiske Skattestop og overtog S og Rs Skatteloft fra valgkampen i 2005, hvor ingen skat eller afgift måtte stige uden andre faldt tilsvarende, i forbindelse med omlægningen af bilafgifterne.
Jeg forstår ikke hvorfor dette skift fra det statiske Skattestop til R og S´s fleksible Skatteloft ikke har været fremme i medierne.

John Henriksen

Længe inden denne beskedne prut af en reform træder i kraft, vil den være overhalet indenom af virkeligheden. Når finansloven skal forhandles til efteråret, har vi mindst dobbelt så mange arbejdsløse og gabende huller i de offentlige kasser, fordi indtægter fra moms, direkte skatter, virksomhedsskatter, pensionsordningsbeskatning osv. imploderer.
Det betyder enten offentlige besparelser, skattestigninger eller lånefinansiering. Det første er umuligt, for alle offentlige udgifter er jo ‘velfærd’, det andet kan ikke lade sig gøre, fordi skattereformen jo slet ikke er indført endnu - og så er der kun den tredje mulighed tilbage. Men hvem er det nu lige, der skal skriver under på lån, som det offentlige optager? Nå jo, det er da skatteyderne … herunder minsandten også boligejerne.

Hvornår tør en ansvarlig pllitkker hviske 'offentlige besparelser'?

Martin Kristensen

Det er et meget godt forslag - og jeg er diametralt uenig med Robert Krolls laden stå til forslag.

SU'en bør man ikke røre ved - den er lav og vi ønsker unge tager en uddannelse.

Det samme gælder A-kasse fradraget. Vi ønsker folk står i A-kasse.

Derudover er der mange gode elementer. En nedsættelse af rentefradraget vil ikke more mig - som artiklen ganske rigtigt skriver - men jeg er parat til at sluge det mod en fjernelse af mellemskatten og nedsættelse af topskatten.

John Henriksen

Helle Thorning-Scmidt er i gang med at skyde sig selv så eftertrykkeligt i foden, at man må håbe, at hun har en privat sundhedsforsikring.
Hun siger: "Jeg kan godt forstå, at boligejerne er bekymrede. Alt, hvad der vedrører boligejernes økonomi, er ikke noget, vi tager med til forhandlingsbordet, men vi må se, hvad regeringen gør.”

Hun gambler på at lave en omvendt Nyrup på Fogh - altså at fange Anders Fogh i at gøre noget efter et valg, som han havde afsvoret forud for valget, sådan som Nyrup gjorde med efterlønsreformen.

Men den strategi er livsfarlig, for når den danske økonomi i løbet af meget kort tid for alvor kommer i krise, vil de partier, der har turdet tage upopulære beslutninger, der kan beskære de offentlige udgifter, stå som dem, der har læst situationen rigtigt. Det evige krav om 'velfærd' vil falde til jorden som en sten, og S vil være tvunget til at vende på en tallerken. Det er NU, at S skal væk fra det bevidstløse vrøvl om mere 'velfærd' (hvad det så end er), for ellers taber de allerede nu det næste valg.

Og hvad er det konkret, at Skattekommissionen foreslår med hensyn til at reducere det TILSKUD til boligejere, som rentefradragsretten er?
De foreslår en reduktion over SYV år med start i 2012, som får TILSKUDDET til at falde fra 1/3 til 1/4 af renterne. Det svarer stort set til den automatiske huslejeregulering, som er indbygget i enhver lejekontrakt - de fleste lejere får en huslejestigning på mellem 2 og 3½% om året.

Hvis husejerne, der jo som Skattekommissionen skriver har de højeste indtægter i landet, ikke kan klare det uden at skulle henvende sig krisepsykologer osv., så skulle de da vist have undladt at købe hus fra starten.

Kære Ib Ling.

Det er rimelig nemt at stifte et lille firma, stille privatboligen som sikkerhed for et banklån til firmaet og så kan man trække renterne af lånet fra, fordi det er erhvervsgæld - der skal et par ekstra manøvrer til, hvis man ikke laver rigtige erhversaktiviteter i firmaet, men det kan lade sig gøre - en række af villaerne langs Strandvejen nord for København er iøvrigt formelt firma-ejede, så der er der ikke problemer med fradragsretten (det er nemlig erhvervsgæld).

Jeg er iøvrigt ikke "lad stå til" typen, men jeg synes, at der er så mange komplekse størrelser i skatteudspillet, at jeg frygter det værste, når politikerne går igang - så derfor min spøjse "hellere ingen reform" . Og lad os så se hvad der sker.

John Henriksen

Ib Ling -

A-kasen er en forsikringsordning. Det er den ordning, hvor man kan få suverænt mest ud af sine forsikringspenge, hvis man skulle komme ud for det, som man forsikrer sig imod - arbejdsløshed. Man er sikret fire års indtægter for en beskeden præmie, fordi staten (og nu også kommunerne) står for en stor del af de faktiske udgifter, som forsikringstagerne altså ikke selv betaler.

Hvor er logikken så henne i, at staten yderligere skal sponsere denne potentielt lukrative forsikringsordning med et fradrag for at betale den i forvejen sponsorerede præmie?

Jeg er helt enig med Robert Kroll i, at staten ikke skal præmiere gældsætning i form af fradrag for privat gæld. En del af den nuværende krise skyldes jo, at det danske samfund mangler privat opsparing - i en sådan grad, at de danske banker har lånt 600 mia i udlandet, det såkaldte indlånsunderskud.

Skattereformen er skabt i et helt andet scenario end det, der tegner sig nu. Vi får voldsomt overskud af arbejdskraft i mange år frem, måske permanent, fordi presset fra de mange hundrede millioner nye konkurrenter på arbejdsmarkedet i Asien og Østeuropa for alvor slår igennem. Øvelsen er derfor ikke at skaffe mere arbejdskraft for at kunne opretholde det absurd høje offentlige forbrug - øvelsen bliver at beskære det offentlige forbrug, så det matcher det indtægtsniveau, som landets produktive erhverv er i stand til at præstere i den globale konkurrence.
Det er ikke populært, men det er nødvendigt.

Martin Kristensen

Jeg er helt enig i at man snildt kan smy sig uden om mange skatteformer - men det ændrer reformen ikke på. Det er et spørgsmål om hullukning i reglerne og/eller kontrol.

Derimod er det helt forkert, som John Henriksen skriver, at vi ikke kommer til at mangle arbejdskraft. Det gør vi - på trods af den øjeblikkelige afmatning. Flere ældre, færre erhvervsaktive => mangel på arbejdskraft. Dette på lidt længere sigt end de næste 3-4 år.

For min skyld kan man godt sætte A-kasse perioden ned til 2 år og nedsætte betalingen - men for samfundet er det billigere at lade folk forsikre sig - selv med tilskud - fremfor at lade dem ryge fra løn => bistandshjælp med et hug, med de deraf følgende økonomiske og sociale konsekvenser.

Angående den private gæld er jeg enig i at renteudgifter til forbrugslån ikke bør kunne trækkes fra. Rentefradraget på boliglån udgør derimod en så stor del af manges økonomi at man ikke umiddelbart kan fjerne det - men over tid kan man bestemt udfase det sammen med ejendomsskatterne. I stedet kan man beskatte fortjenesten ved salg som kapitalindkomst, med mindre beløbet umiddelbart (for eks. indenfor 2 skatteår) reinvesteres i en ny bolig.

Det der snakkes om nu er en skatteomlægning, hvor statens indtægter vil være uændrede. En skattesænkning og den medførende formindskelse af de offentlige udgifter er en helt anden debat.

John Henriksen

Ib Ling -

'at mangle arbejdskraft' er noget man gør, hvis man fikserer en bestemt størrelse som absolut eller stigende - nemlig den offentlige sektor.
Det er den forudsætning, som alle forudsigelser om 'mangel på arbejdskraft' egentlig handler om - at der vil mangle folk til dels at skabe de værdier, som forbruges i det offentlige, dels den arbejdskraft, som faktisk skal udføre de offentlige ydelser.
Det sidste går hurtigt over, nu hvor arbejdsløsheden udvikler sig voldsomt i årene fremover - og den første forudsætning, at verdens største offentlige sektor delsk kan opretholdes og dels faktisk udvides, kan jo netop ikke holde, fordi vi ikke kan skabe værdier i et tilstrækkeligt omfang i en åben, konkurrenceudsat økonomi.

Jeg vil godt vædde en kasse økologisk kildevand på, at underskuddet på de offentlige finanser kommer op på 100 mia kroner i år, med mindre man hitter på noget kreativ bogføring.

'Jamen, det skal vi jo så bare producere os ud af ...' - men hvem er det, der i et kommende langt recessionsforløb skal købe vores produkter?

Skattekommissionens forudsætninger er helt forældede, for det indtægtsgrundlag, som de opererer med at flytte lidt rundt på, kommer slet ikke til at holde.

Og derudover opererer forslaget jo faktisk også med en snedigt ksjult samlet forhøjelse af det samlede skattetryk, fordi man jo ikke må regne med de dynamiske effekter, som man alligevel regner med, når man hævder, at skatteomlægninger kan skabe 24000 arbejdspladser ... de merindtægter, som kommer herfra (hvis altså disse forudsætninger fortsat gav mening, hvad de ikke gør) vil være på 7-11 mia, som altså er en skjult forhøjelse af det samlede skattetryk.

Men sådan kommer det ikke til at gå, 'reform' eller ej.

Martin Kristensen

Når der snakkes om at mangle arbejdskraft, så snakkes der dels om den der skal udføre det offentlige arbejde, korrekt - men børn, ældre, syge skal altså plejes ligegyldig om det er offentligt, privat eller foretages af familien der så må arbejde mindre. Det samme gælder undervisning, infrastruktur med mere. Man kan frigøre en del resourcer ved at fjerne offentlig administration, men det er kun en del af løsningen.

Den anden del af at mangle arbejdskraft er det spænd mellem den værdi de private virksomheder vil kunne generere med det nuværende arbejdskraftsudbud og den de vil kunne generere med et større arbejdskraftsudbud.

Steen Rasmussen

John Henriksen har fuldstændigt ret i at problemstillingen er ude af trit med den virkelighed, den falder i. Kommissionens udspil tager udgangspunkt i der virkelighed, man fandt omkring sig for et år siden, da man på baggrund af den pseudoagtige vækst tilsyneladende manglede hænder og arbejdskraft.

Da jeg tidligere har bevist videnskabeligt, at han er autist og har en syg humor, så er der tale om et rent tilfælde, eller også er det han skriver, bare noget han har læst et eller andet sted.

Man orienterer sig, følgagtigt i alle medier, som om kommissionen havde ret i sit udgangspunkt, som er at man mangler hænder. På den måde afslører man endnu engang, at der er lagt en dagsorden ind under det hele. Forslagene er klirret med alle fløje og man har haft en klar intention og dagsorden fastlagt som arbejdsgrundlag for kommissionens virke. Men tiden har overhalet hele lortet. Tiden handler om noget helt andet. Man skal bare kikke lidt ud over de små nationale grænser, til resten af EU og resten af verden.

Hele verden står midt i det største økonomiske tilbageslag, som er set siden krakket i tyverne. Der er allerede galoperende inflation i ledigheden over alt i den globale økonomi (50 millioner nytilkomne ledige ca. på globalt plan).

De sidste 20 års økonomiske fremgang var baseret på en stor fiktiv værdistigning. De nominelle værdistigninger, som man så i boliger og på aktiemarkederne, var i virkeligheden inflation. Men af politiske årsager blev disse værdier ikke kaldt for det, de var. Kapitalværdierne og vor valuta er i overensstemmelse med den monetaristiske filosofi grundlaget for, at vi kan bevare vor købekraft i forholdet til udlandet, dvs. i forholdet til de asiatere, som producerer vore arbejdsintensive varer og i forhold til resten af ulandene, som vi henter broderparten af vore naturressourcer og de gode hjerner fra uden at betale med andet end vore kunstige pengeværdier.

Nu ser det ud til at illusionen om vores værdier er ved at briste for alvor. Heldigvis, for vi har levet på nas i forhold til udlandet og vor egen natur alt for længe.

Arbejdsløsheden og det økonomiske kaos har allerede væltet regeringen på Island.
Arbejdsløsheden er på 16 % i Spanien, og økonomien ligger i koma hernede. Men fordi spanierne er besindige mennesker, så tager de den roligt endnu.

Det græske samfund er i oprør. Det er ikke kun anarkisterne, som er sure. Mediernes beskrivelse, af hvad der foregår dernede, er så lammende ude af kontakt med de skævheder som findes af traditionelt nationale grunde, men også som følge af det monetaristiske Europas indgriben i landets institutioner og offentlige forvaltninger. Den økonomiske ulighed er gigantisk, og arbejdsløsheden stiger og stiger.

Storbritannien har de største økonomiske problemer af alle. Selv om folk her, med grundlag i sin ret til undtagelse i forhold til almindelige arbejdstidsbestemmelser inden for EU, har tradition for at arbejde op til 60 timer hver eneste uge, så hænger deres økonomi i laser. Deres bankvæsen, som fylder rigtig meget i deres samlede regnskab, fordi London er en finansielt centrum for hele verden, står på fallittens rand. Resten af Storbritanniens overarbejdende befolkning, kan se frem til økonomisk ruin, uanset hvor meget de knokler. Og når de så bliver fyret oven i, og de skal til at leve på nåde af det sociale velfærdssystem, som er ført tilbage til stenalderen af Thatcher og med godkendelse af Toni Blair, så lærer for første gang, hvad det var, de gik ind for, da de med Thatcher og Reagan som deres ledere valgte deres egen form for markedsfundamentalisme, deres egen parallelle udgave af institutionaliseret monetarisme ved siden af og som vedhæng til resten af Europa.
Frankrig strejker. Arbejdsløsheden stiger.

Økonomien er måske ikke så dårlig endnu, men folk er sure, fordi de risikerer ikke at få noget som helst ud af deres relativt store arbejdsindsats, og fordi de kan se hvilken vej det går.

De gamle kommunistiske østlande, som først lige er kommet ind i varmen, står og mangler investeringer og aktiviteter. De er slået ind på kapitalismens vej, men har ingen kapital. Demokratierne er svage her. Når den globale økonomiske krise først rammer dem med massiv arbejdsløshed, så vælter regeringerne på stribe. De sociale konsekvenser heraf er uoverskuelige.

http://www.elpais.com/articulo/internacional/crisis/acorrala/Gobiernos/e...

I Tyskland, vor største samhandelspartner, der handler den offentlige diskurs om arbejdsløshed, statens overtagelse af banker, skjulte rådne bankaktier osv. Produktionen og efterspørgslen rasler ned, sammen med beskæftigelsen.

Men i lille Danmark der taler vi om, at nu skal vi have nogle flere hænder. Det skal kunne betale sig at gøre en ekstra indsats.

Og ih hvor er der brug for flere hænder. Og hvor bliver der brug for dem i fremtiden. Og hvor er der brug for nogle flere penge, vi kan jo dårligt få til salt til ægget, eller sukker til havregrøden.

Og selvfølgelig skal vi forbruge os ud af den mangel vi skaber omkring os. Det mangler da bare. Ned med skatten til de privilegerede, så de kan få incitament til at tjene nogle flere kr til fordel for resten af befolkningen. Deres succes er alles succes. Også selv om de ikke gider dele med andre end sig selv.

Evnen til at koncentrere sig om sine egne små illusioner, og evnen til at glemme, hvad det er man har gang i, er fantastisk.

Men når EU revner, fordi misfosteret ikke er i stand til at overleve uden fortsat ekspansion og heldige vinde, så begynder den fremherskende selvbeskrivelse at få problemer. Ikke fordi der er noget ny i det, at den menneskelige erfaringen sjældent svarer til noget. Men simpelt hen fordi, den sært indavlede form for selvforståelse ikke rigtigt kan tilpasse sig omstændighederne. Og når problemerne først for alvor vælter ind over grænserne, ja så vil nogle se tilbage, og sige, hvad var det nu lige for en problemstilling, vi handlede ud fra i denne situation. Hvem var det der gav os skyklapper på! Jeg vil så gentage, som altid, at erfaringen er en konstruktion. Den svarer ikke til noget. Kun evolutionen har ret, kynisk, umoralsk og bedøvende lige glad som den er. Den orienterer sig lige som en damptromle.

At vi inden så længe skal til at tale om at fordele den smule arbejde der er tilbage, ja det er sikkert for tidligt at inddrage i diskussionen. På den anden side, vil jeg her endnu en gang henvise til min ven Peter Tranberg, som i 1991 lagde navn til denne udmærkede kronik: http://www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-44.pdf

John Henriksen

Steen Ole Rasmussen har helt ret i, at jeg har helt ret i det, jeg skriver.

Eftersom han har ført videnskabeligt bevis for, at jeg er autist - og det er noget, han selv må diskutere med Sundhedsstyrelsen, fordi beviset rummer en psykiatrisk diagnose - en kapitel V, F8 i ICD - som jo kræver autorisation af videnskabsmanden, hvis han ikke skal komme på kant med kvaksalveri-bestemmelserne i lægeloven - vil jeg naturligvis henlede læserens opmærksomhed på, at det jeg har skrevet længere oppe, og det, der følger herefter, således KAN være skrevet af en F8'er.
Og vi ved jo alle sammen - undtagen mig og de andre F1-F9'ere, der jo er diagnostisk undskyldt - at folk med psykiatriske diagnoser, dem hverken kan eller skal man regne med. I et mere rationelt samfund havde jeg aldrig fået lov til at blive far to gange.

Ja, den permanente deflation, som er en følge af at globaliseringens frie kapitalbevægelser har aktiveret flere hundrede millioner nye arbejdere i verdensøkonomien, kan nu ikke længere skjules.
Greenspan og den amerikanske centralbank har forsøgt siden 2000 at skabe illusionen om vækst i Vesten med kriminelt lave renter (for alle centralbanker var nødt til at følge med i et vist omgang grundet dollars herredømme i den internationale økonomi, specielt i oliehandel).
Den manøvre har skabt den største prinsinflation og den største medfølgende gældsboble i historien. Det indgår imidlertid ikke i Skattekommissionens grundlag.

Den lader som om det er business as usual - at den falske vækst ikke er ved at blive rullet tilbage (=recession), at husholdsningernes gældsætning, der har lagt belsag på deres indkomst mange år ud ifremtiden, ikke har konsekevenser for det forbrug, som de kan lægge Dankort til de næste mange år, at omverdenen fortsat køber danske maskiner, underleverancer til bilindustrien osv., selv om eksporten falder voldsomt, at små servicevirksomheder, der lever holde-i-ånden-service kan overleve, at virksomhederne ikke vil hælde bundter af Human Ressource-folk ud og vende tilbage til gode, gammeldags personaleafdelinger, at virksomhederne fortsat vil betale 'coaches' formuer for at udsprede deres pseudoreligiøse budskaber om at vandre gennem lyset mod højere løn.

Nå, jeg skal have min medicin nu.

Bjarne F. Nielsen

skattekommission.dk

Dér kan rapporten og andet ses og hentes.

Skat er dødensensalvorligt. Det handler jo også om
privatøkonomi.

Havde vi haft en anden regering, så ville reformen havde været lige så ønskelig.

Det ærgerlige er, at VK-regeringen ser ud til at få en sejr, der kan bruges i valgkampen senest om tre år og i oktober 2011, må det vel være.

Det kan meget let ende med det smallest mulige forlig i VKO-aksen uden nødvendig social balance.

Anbefalingerne bærer stærkt præg af Kochs sideløbende orientering hos partier om spiseligheder.

Ambitionerne er derved så moderate, så det mere er et politisk oplæg end skatteanbefalinger. De er strippet for tale om efterløn, pensionsalder og om dynamiske effekter. De er borttonet til et håb om mindst 7 milliarder.

Den Harald Børsting og LO's betænkeligheder er yderst relevante, og SU-anbefalinger er en klar fejl.

.....

Vi så i dag igen det statsminsterielle pressecirkus
med givne cirkelreplikker. Så gik der tid med det.

Statsministeren ville ikke forholde sig til noget. Heller ikke til den omtålelige sænkning af rente-fradraget, der i høj grad også vil berøre egne vælgere.

Så fulgte TV2 med kommentare. Om hvorved vi skal
forstå Anders Fogh Rasmusen. Det varetages af apostelen Henrik Qvortrup med forunderligt genvervede apolitiske egenskaber efter skiftet fra kommentare om patter og om Khader i Se & Hør. Sådan er der så meget at komme sig efter og over.

Skattekommissionens forslag om at begrænse SU til fire år mod seks i dag er endnu et søm til den ligkiste, som regeringen i disse år forsøger at begrave velfærdsstaten i og samtidig øge uligheden i det danske samfund.

Argumentet om, at unge, der gennemfører en lang videregående uddannelse, vil komme til
at tjene mere end hovedparten af befolkningen, er måske holdbart udfra en gennemsnitsbetragtning. Men gennemsnintsbetragtinger kan jo være meget vildledende.
I virkelighedens verden er der stor forskel på gymnasielæreren, der tjener 3-400.000 kr. om året ved at undervise i dansk og fransk og så lægen, der let kan tjene en million kroner eller mere. Vi har endda i dagspressen hørt om læger, der scorer op til ni millioner kr. pr. år ved arbejde på privathospitaler.

At skære alle, der tager en videregående uddannelse over én kam, er ikke rimeligt. Hvis man absolut vil begrænse udgifterne til SU, kunne man i stedet indføre en særlig skat, der udløses, når den årlige indtægt for de, der har gennemført en videregående uddannelse på statens regning, overstiger et bestemt beløb, fx en halv million kr. Skattekommissionens forslag er asocialt og ulighedsskabende, når lønforskellene i praksis er så store, som de er.

Hvis skattekommissionens hensigt er at tilskynde flere unge til at fravælge de videregående
uddannelser, som statistisk set i løbet af et livsforløb ikke giver en større indtægt end den, en faglært håndværker kan opnå – og det vil typisk være humanistiske fag – så er det muligt, det vil lykkes, men det er i så fald en falliterklæring for samfundet - medmindre man altså ønsker et samfund, der ensidigt værdsætter de ting i tilværelsen, der kan købes for penge. Budskabet til de unge bliver jo, at uddannelse på højeste niveau i samfundet skal anskues i dette lys.
Dansen om guldkalven kan så fortsætte og endda blive endnu vildere, efterhånden som vi får uddannet stadig flere aktieanalytikere, ingeniører, økonomer o.s.v. Her må udtrykket ”Vorherre bevare os!” da vist være på sin plads.

Skattekommissionens forslag viser med al tydelighed, i hvilken grad vores samfund er
gennemsyret af økonomisk tankegang (økonomisme). Sammensætningen af skattekommissionen afspejler ret præcist, hvilke værdier, samfundet sætter højest
- ensidigt sammensat som den er af økonomer. Kommer ihu Lord Keynes’ opfattelse af nationaløkomernes rette rolle i fremtiden: ”Hvis det kunne lykkes økonomerne at blive betragtet som et ydmygt, kompetent folkefærd på linie med tandlæger, ville det være strålende.”

Ak ja, dette mere end 70 år gamle ønske er der efter alt at dømme endnu lange udsigter til at se gå i opfyldelse. Den højeste form for visdom er stadig den, vor tids nationaløkonomer repræsenterer, uanset deres evne til at forudsige fremtidige begivenheder ikke overstiger de antikke romeres augurer og haruspexer, der mente at kunne forudsige fremtiden ved at betragte fuglenes flugt på himlen og studere døde dyrs indvolde. Jeg gentager: Vorherre bevare os!